Kommentar

Skammens faktor og Mellemøstens revolutioner

Hvornår vil denne verdens diktatorer lære, at det kan være farligt at behandle deres egne befolkninger som tåber og børn?
14. februar 2011

En af mine gode venner spiste for ikke så mange år siden middag med en person, hvis far er mangeårig absolutistisk hersker over en arabisk muslimsk stat. Sig mig, sagde denne ætling: Er det sandt, at der nu er frie valg i Albanien? Min ven kunne bekræfte dette og tilføjede, at han endda selv havde fungeret som international observatør ved Albaniens parlamentsvalg og kunne bevidne, at dette var afviklet med nogen grad af gennemsigtighed og retfærdighed. Effekten af hans bemærkning var som et slag i ansigtet. Men, udbrød den formodede arving: Hvad gør det os arabere til? Er vi så bønder? Eller børn?

Så mangfoldige er de kilder til forurettelse i den arabiske verden, at et hvilket som helst af en række af påskud kan antænde en opstand. Fattigdom og arbejdsløshed? Jamen disse onder er så gennemgribende, at de ville kunne forklare et hvilket som helst oprør på et hvilket som helst tidspunkt, og desuden er tuneserne Nordafrikas rigeste indbyggere. Diktatur og undertrykkelse? Igen er den slags jo de rene almindeligheder i regionen, og langt de mest iøjnefaldende autoritære despotier -Syrien og Saudi-Arabien f.eks. har da også formået at holde folkerevolter fra livet. (Måtte begivenhederne snart overhale sandhedsværdien af disse ord.)

Diktatorernes fejl

Skal vi indkredse en enkelt faktor, tror jeg, at den slags ydmygelse og skam, som udtrykkes i ovennævnte anekdote, vil være den mest oplagte kandidat. Og en af de for så vidt betryggende, forudsigelige ting ved diktaturer er den måde, hvorpå disse så konsekvent er blinde for denne faktor. Gang på gang begår disse regimer de samme åbenlyse fejl: Medlemmer af den øverste leders storfamilie må aldrig ses gå på eksorbitante shoppeture. En diktator bør aldrig offentligt forkæle sin førstefødte i det forfængelige håb, at folket sukker efter at se ham proklameret fra balkonen. Ej heller bør en autokrat plastre landskabet til med sit personlige fotografi, ligesom det ville være mere taktfuldt at nøjes med at gøre krav på 75 pct. af stemmerne i de valg, man selv iscenesætter. Og luk for Guds skyld ikke de sociale medier: Det vil straks signalere over for selv de mest søvndrukne borgere, at nu har herskeren tabt eller er ved at miste grebet.

Ære og anerkendelse

Intet folk i noget land bryder sig om at blive behandlet som sinker, børn eller statister i parader. Der er en naturlig og medfødt modstand mod den slags formynderskab af den simple grund, at unge mennesker ønsker at blive betragtet som voksne, og forældre dårligt tåler at blive ydmyget foran deres børn. En af Francis Fukuyamas mere opvakte iagttagelser (der trækker på hans studier af Hegel og Nietzsche) var, at vi kan lære af historien, at et folk kan være lige så villigt til at kæmpe for ære og anerkendelse som for mad og territorium.

Før eller senere overtræder diktatoren en kritisk tærskel. Ceausescu underskrev sin egen dødsdom, da han en decemberdag i 1989 lod Bukarest indkaldte til endnu et obligatorisk massemøde, hvor de skulle stå oprejst, indvendigt skrigende af kedsomhed, og klappe i hænderne på given ordre, mens han talte så længe, han lystede. Ved Egyptens valg sidste efterår ville præsident Hosni Mubarak nok have høstet større respekt ved at aflyse det i stedet for at lade det afholde på så fornærmende måde. Tilsvarende med det grønne oprør efter Irans præsidentvalg i 2009: Alle vidste, at resultatet ville blive fikset, men denne gang gad mullaherne end ikke foregive, at det ikke var. Ofte vil et folk hellere tåle direkte brutalitet end tilgive utilsløret foragt.

Mangel på selvkritik

Saad Eddin Ibrahim, en fremragende egyptisk dissident, opnåede ekstraordinære effekter ved at udfordre Mubaraks regime på disse vilkår. Hvis regimet ville foregive at afholde valg, ville Ibrahim og hans universitetskolleger foretage uafhængige undersøgelser af, hvad vælgerne stemte og offentliggøre resultaterne. Man kan næppe forestille sig en mildere modstand, men som følge af myndighedernes overmod og dumhed blev konsekvenserne seismiske. Skueprocesser mod stilfærdige akademikere, der havde tilladt sig at foretage egne meningsmålinger, og dystre beskyldninger om hemmelig udenlandsk finansiering af disse øvelser i politisk sociologi: Hele det klodsede egyptiske undertrykkelsesapparat konspirerede om at sætte sig selv i det mest idiotiske og forbryderiske lys. Konsekvensen blev, at egypterne fik den opfattelse, at de blev holdt som livegne af tåber. Igen ramte oplevelsen af fornærmelse dybt, og Mubaraks bøller var for træge i opfattelsen til at indse deres fejl.

Saad Eddin Ibrahim var blandt de forholdsvis få arabiske intellektuelle, som støttede omstyrtelsen af Saddam Hussein i forventning om, at det kunne udløse en demokratisk genfødsel i regionen. Diskussionen vil stå på i lang tid,

og kan ikke afklares så enkelt til fordel for nogen af siderne, da befrielsen af Irak ikke kom i stand i kraft den irakiske befolkning selv. Den demokratiske bølge i Mellemøsten efter invasionen af Irak i 2003 blev da også kortvarig og temmelig overfladisk og begunstigede den Iraks kurdere og shiamuslimer og den libanesiske demokratibevægelse, så styrkede den også så demokratisk tvivlsomme bevægelser som Hizbollah og Hamas.

Sprængfarlige diktaturer

Men vi, som var tilhængere af et regimeskift i Irak, lagde faktisk stor vægt på den pointe, at de formodede attraktioner ved autoritær stabilitet i virkeligheden er en illusion, da intet er mere sprængfarligt og usikkert end et diktatur, som savner enhver form for selvkritisk metode til at lære af sine fejl. Tidligere folkemagt-episoder i Asien i begyndelsen af 1980erne og i Østeuropa i 1989 samt Latinamerikas generelle nej til militærstyre og den fredelige befrielse af Sydafrika beviste også denne sammenhæng. Disse løfterige udviklinger fik samtidig den konsekvens, at den arabiske region til sammenligning kom til at se påfaldende tilbagestående ud.

På længere sigt kan arabernes kogende vrede over så længe at have været forvist til en status af umodne børn, få gavnlige virkninger. Så længe de bare undgår de fristelser til tilbagefald til den selvmedlidenhedens umodne kultur med dyrkelse af egen offerrolle og teokratiets lige så falske forsikringer, der med sikkerhed vil melde sig på ny nu da perioden med påtvungen umyndighed ser ud til at lakke mod enden.

© New York Times Syndicate og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu