Skal private sundhedsforsikringer fortsat være fradragsberettigede? Det spørgsmål har været højt på dagsordenen de seneste dage på Christiansborg. Svaret er vigtigt for sundhedsvæsnets fremtid, for gunstige skattefradrag har været medvirkende til, at knap en million danskere i dag ligger inde med en forsikringspolice.
Den udvikling er ved at lave sundhedsvæsnet om til et marked. Vi har fået kunder i forretningen, der mener at være i deres fulde ret til at hoppe foran i køen og kræve ved kasse et. Det er jo sådan set derfor, deres arbejdsgiver har givet dem dette frynsegode, der delvis finansieres af os alle sammen via skattefradraget.
De færreste takker nej til forsikringerne, for hvem vil ikke gerne have retten til at blive behandlet før naboen? Og hvilken arbejdsgiver vil ikke sikre sig, at de ansatte kommer tilbage hurtigst muligt og bliver behandlet før de arbejdsløse, pensionisterne og andet godtfolk?
Stille revolution
Sundhedsforsikringerne har stille og roligt bredt sig. Underligt nok, for jeg har endnu ikke hørt en eneste sundhedspolitiker, læge eller borger sige, at de virkelig ønsker sig et forsikringsbaseret sundhedsvæsen i Danmark. Heldigvis da!
Skrækscenariet er USA, hvor muligheden for god behandling er knyttet sammen med at have et godt job, og hvor sundhedsvæsnet er rasende dyrt. Den høje pris skyldes ikke mindst advokatsalærer. De uendelige tvister kommer, fordi forsikringsselskaberne gerne tilbyder forsikringer til alle, men når sygdommen rammer, er det ofte noget, der står med småt, og så dækker forsikringen alligevel ikke.
I Danmark hersker der endnu ikke amerikanske tilstande. Men i kraft af skattefradrag til sundhedsforsikringer har markedet vokset sig så stort, at vores ellers velfungerende sundhedsvæsen så småt begynder at slå revner. Revner, der får betydning for os alle sammen, fordi vi bevæger os væk fra et sundhedsvæsen med let og lige adgang for alle, som en grundpille i vores velfærdssamfund.
Uholdbar løsning
Når det er sagt, må jeg medgive, at forsikringsselskaberne har en pointe. De rammer med usvigelig sikkerhed ind i det offentlige sundhedsvæsens akilleshæl: Nogle mennesker føler sig ikke hørt. De føler sig magtesløse over for et system, som stadig har for lange ventelister og kan gøre selv store mennesker små. Forhåbentlig sker det sjældent, men i diskussionen om forsikringer er det altid den slags eksempler, der trækkes frem.
Om det virkelig står så skidt til, og om det kan gøres bedre, når der bliver betalt for professionel omsorg, skal jeg lade være usagt. Men hele ideen med lighed bør selvfølgelig være, at vi ikke bare har ret til lige behandling, men til lige god behandling - og ikke lige dårlig!
Ét er sikkert, et forsikringsbaseret sundhedsvæsen løser ikke problemerne - det luner kun kortvarigt. For med forsikringstankegangen følger en række bivirkninger. Ikke blot for dem, der ikke har en sundhedsforsikring, og som må stille sig om bag i køen. Men også for de forsikrede, som er i stor risiko for overbehandling, fordi de nu er kunder i et system, der kan tjene gode penge på at anbefale en operation i stedet for at lade tingene helbrede sig selv.
Debatten om forsikringerne er mærkelig, nok næsten ikke til stede uden for Christiansborgs mure. Måske fordi alle dem, der normalt fører den slags debatter, selv er blevet tilbudt forsikringer af deres arbejdsgivere? Vi lukker øjnene og bliver ved med at sige, at de solgte forsikringer kun er en lille dråbe i det store hav, der udgør udgifterne til sundhedsvæsnet, og at det kun er godt, hvis der tilføres flere midler til den slunkne kasse.
Men vi kunne jo begynde med at diskutere de to største problemer ved private sundhedsforsikringer: risikoen for overbehandling og uligheden. Er det virkelig sådan, vi vil have det?
Hurtigt er ikke altid godt
De fleste mennesker er af den overbevisning, at hurtig behandling er godt. Hvis den finder sted på en privatklinik, er det endnu bedre. Og jo flere tests, desto bedre er behandlingen. Men faktum er, at mange sygdomme og lidelser går over af sig selv. En hurtig behandling kan betyde overbehandling, med risiko for bivirkninger og alvorlige skader.
Når man først kommer på et sygehus, åbnes der for en lang række undersøgelser, som man ikke kan få hos den praktiserende læge. Men alle har de et iboende problem, nemlig at man finder ting, som er af usikker betydning.
Som eksempel kan nævnes scanninger af ryggen, som kan vise små diskusprolapser. De fleste tænker, at en diskusprolaps da må være alvorlig. Men mange af de forandringer, der kan ses på scanningerne, kan være ganske harmløse. Vi kan alle have den slags - rygsmerter eller ej. Men når forandringerne først er påvist, kommer tvivlen og bekymringen. Skal jeg så ikke opereres? Kan jeg fortsætte med mit fysisk belastende arbejde?
På et privat hospital, hvor man lever af at lave så mange operationer som muligt, er der en tendens til, at man hyppigere vælger operation med det samme, end at lade tiden arbejde for sig. Det betyder f.eks., at antallet af rygoperationer er steget kraftigt i Danmark, efter at de private hospitaler har påtaget sig en stor del af området.
Nasseri
Og nu tilbage til lighedsproblematikken. Allerede i Sundhedslovens indledning fastslås det, at der skal være en »let og lige adgang til sundhedsvæsnet«. Og i lægeløftet står der, at jeg som læge »stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige«.
Men trods de smukke ord bliver jeg alligevel som praktiserende læge involveret i forsikringscirkuset. For at få retten til at blive behandlet i henhold til en sundhedsforsikring kræves det, at man først skal til sin egen læge og have en henvisning.
Forsikringsselskaberne udnytter selvfølgelig det faktum, at Danmark har et af verdens bedste og billigste systemer, når det gælder det primære sundhedsvæsen.
Det vil sige et system, der både sikrer, at alle kan komme til en læge - gratis - for at drøfte et sundhedsproblem, og at problemet bliver løst på laveste omkostningsniveau. Kun de, der behøver yderligere ekspertise, bliver sendt videre.
Hvis man skulle være grov - og det fristes man jo til, når man sidder og skal være administrationskontor for forsikringsselskaberne - så kan man sige, at selskaberne nasser på et velfungerende visitationssystem, som mange lande misunder os. De, der efter lægens vurdering kan henvises videre i det offentlige, får en kopi af henvisningen, som så kan bruges på et privathospital. Gælder henvisningen til en praktiserende speciallæge, er det op til denne, om der skal være to køer: en hurtigkørende for de forsikrede og en langsom for alle andre.
Politikerne lyder forfærdede, når forskelsbehandlingen kommer frem i lyset. De henstiller til lægernes moral, til at den slags ikke må forekomme, men det er nu at vaske hænder lige tidligt nok.
Ideen med forsikringerne er jo netop at købe en ret til at komme først i køen, og speciallægerne samler bare guldstykkerne op, som nogen har lagt på vejen.
Sagde nogen korruption? Udansk er det i hvert fald, og det er ikke i overensstemmelse med sundhedsloven.
Det er realistisk at tro, at forsikringerne er kommet for at blive. Men uanset hvem der vinder næste valg, må de værste knaster fjernes. Der er simpelthen alt for meget, der står på spil.
Vi må arbejde for at fastholde et sundhedsvæsen, hvor man får behandling efter, hvad man fejler, uafhængigt af om man har et forsikringskort i lommen.
Lotte Hvas er praktiserende læge og medlem af Det Etiske Råd
Jeg ved hvor skidt sunhedsforsikringer er for vores sundhedsvæsen.
Min egen far havde kræft i den ene nyer for et par år siden.
Han fik brug for en ambulance en nat, og hans kone ringede jo 112, for han blødte ud over hele badeværelset.
Og de spurgte hans kone på alarmcentralen om han var medlem af Sygeforsikringen Danmark.
Da hun sagde nej til det, jamen så kunne de da ikke køre ham på sygehuset.
Og det betaler man skat til.
Det endte med at de måtte vække deres naboer og de måtte lægge bil til turen til sygehuset kl. 3 om natten.
De fik også senere brug for Falck til at køre ham på sygehuset.
Og der var det min far selv der ringede til 112.
Og da de igen nægtede ham ambulance, så blev han så stik tosset, så det endte med at de kom alligevel.
Men de sagde til ham, at det var kun noget de gjore denne ene gang, næste gang gik det ikke.
Det kalder vi et velfærdssamfund, hvor herre bevares.
Jeg blev dybt chokeret, da min far og hans kone fortalte ovennævnte historie.
Ind til for 2 år siden, troede jeg ikke det skete i Danmark, men jeg blev klågere.
Stem aldrig på Venstre, Konservative, De Radikale, Liberal Alliance og Socialdemokratiet.
For alle de partier er lige rådne, når det gælder sundhedspolitik.
VH Heidi Madsen.
Nåh ja, jeg glemte lige og nævne at man heller ikke skal stemme på Dansk Foreskeldsparti.
VH Heidi Madsen
Nu har maskinmesteren selvfølgelig valgt en løsning, der favoriserer hans eget kundesegment, men med hensyn til, at der åbnes for en lang række undersøgelser, når folk kommer på sygehus med deraf følgende (over)behandling, så lyder det som et generelt problem, hvor det i privat regi et eller andet sted kræver, at patienten/lægen skal ’overbevise’ forsikringsselskabet, mens man i offentligt regi kan risikere at blive udsat for samme mani som skoletandlængerne i hvert fald tidligere led af. Hvis det så ikke er det, som man bliver syg af på hospitalet, så er det i stedet infektioner og fejlbehandling, så det er bare om at blive væk så længe som muligt.
Her kunne bedre forebyggelse måske være en ide, og det kan virke besynderligt, at der ikke findes tilbud om almindelige 15.000 kilometers serviceeftersyn på et og samme sted, hvor folk hurtigt og effektivt kunne få taget flere generelle tests, eventuelt på sigt neutralt vurderet af en computer. I stedet foregår det nu sådan, at mange enten render fra Herodes til Pilatus, hvis de interesserer sig for hvorfor ’batterierne er flade’ og der må vente i månedsvis mellem hvert stop - tænk om et lignende system blev praktiseret ved serviceeftersyn for biler på flere værksteder og forskellige datoer – alternativt at bliver de væk, bliver checket på ferien i udlandet eller selv eksperimenterer og ridder med på den mange steder højst alternative sundhedsbølge.
Hvad angår, at de færreste takker nej til forsikringen, så tvivler jeg kraftigt på at det er muligt. Da jeg forsøgte det og sagde, jeg hellere ville have udbetalt beløbet efter skat, var beskeden at det kunne jeg ikke. Alle ansatte skulle deltage i ordningen, hvilket også bruges argument, når regeringen skal rose deres egen politik. Det frie valg er tvunget.
Regeringen fører en politik, der på en lang række områder, inkluderende sundhed, vil føre til stigende udgifter på disse områder. Og det bliver borgerne der kommer til at betale disse stigninger enten gemmen skat eller som direkte eller indirekte brugerbetaling.
Det er områder der traditionelt har været opfattet som offentlige opgaver, men som af ideologiske grunde ønskes privatiserede, men der er stadig kun en kilde til indtægt for disse opgaver.
Hvad ville folk mene hvis der blev bygget to parallelle motorveje ved siden af hinanden, for at fremme konkurrencen og det frie valg?
Tak for en god kronik. Ganske vist indeholder den ikke så meget nyt, men den giver alligevel anledning til at gøre sig nogle tanker om, hvad det er, der driver folk, der på denne måde søger at smadre et velfungerende, offentligt sundhedssystem, der bygger på lighed og kvalitet i sygdomsbehandlingen og som har en fin basis i de praktiserende læger. Selvfølgelig kan alting gøres bedre, og selvfølgelig vil der være kritik, men dette betyder blot, at man skal arbejde målbevidst på at forbedre systemet - og ikke, som det nu er tilfældet - sætte alle kræfter ind på at smadre det.
For det er jo det, der er på spil, og der skabes ulighed og forskellige rettigheder afhængigt af, hvor mange penge man (eller ens arbejdsgiver) har. Har man hverken penge eller arbejdsgiver har man rent logisk heller ingen rettigheder i sundhedsystemet, hvis dem, der fremmer denne udvikling, får det som de vil have det. Hvordan kan nogen mene, at denne form for feudalisering er et fremskridt?
Hvad er det, der driver disse mennesker? Hvilken form for logik får dem til at arbejde på at ødelægge sundhedssystemet, når de godt ved, at de modeller, de arbejder frem mod, er ringere, dårligere og mere uretfærdige? Og hvornår passeres den kritiske grænse, der gør, at denne 'reform'proces (som de ynder at kalde tilbageskridt), ikke kan vendes, fordi der nu er investeret enorme økonomiske ressourcer i private hospitaler, klinikker, forsikringsselskaber og direktørlønninger?
S og SF hár meldt ud, at det asociale fradrag for sundhedsforsikringerne er i alvorlig fare med et alternativt flertal. Godt det samme, såfremt man ikke ønsker overmennesket tilbage til diskursen. Det må man så holde den nuværende opposition indstændigt fast på...
Med venlig hilsen
Som ikke forsikret dansker betaler jeg nu 3-dobbelt for et sygehusvæsen, hvor jeg kommer bagerst i køen:
1. Jeg betaler til de forsikredes præmier via skattefradraget til dem.
2. Jeg betaler til overbehandling af de samme.
3. Jeg betaler min egen skat.
Når jeg er kommet mig over denne indsigt, kan jeg så overveje, om ikke jeg skulle sætte mit kryds ved S-SF eller Enhedslisten til næste valg. De vil noget andet.
Præmien for en privat sygeforsikring ligger på et par tusinde kroner før skat, så fjern bare fradraget, det fjerner ikke efterspørgslen - gætter jeg på. Jeg beholder min - det er en relativ billig måde at forsikre min familie på.
Hvis der er noget om, at de private ordninger snylter på fællesskabets effektive administration, så skal der selvfølgelig betales for - så må jeg betale det ekstra.