Kronik

Har vi talent for de dygtige?

De seneste mange års uddannelsesindsats har fokuseret på at hjælpe de dårligste elever. Imens har vi forsømt de mest talentfulde. En række talentinitiativer er nu begyndt at spire frem, men talentudvikling mangler fortsat forankring i vores uddannelseskultur
Talenter, der kan og vil, skal hjælpes frem gennem målrettet indsats, mener Stefan Hermann, rektor, Professionshøjskolen Metropol, København.

Talenter, der kan og vil, skal hjælpes frem gennem målrettet indsats, mener Stefan Hermann, rektor, Professionshøjskolen Metropol, København.

Kristine Kiilerich

28. februar 2011

Engang var folkeskolen delt, disciplinen hård og nederlagene mange. Gymnasiet var de facto forbeholdt det bedre borgerskabs børn. De opnåede kulturel almendannelse og adgang til universitetet. Universiteterne var et fremmed og uigennemtrængeligt land for de mange - et privilegium for en udvalgt elite.

Sådan er det mildest talt ikke længere. Det hører til efterkrigstidens danske uddannelsessystems store fortjenester, at adgangen til uddannelse blev gjort lige, at uddannelses- og skolemiljøer blev humaniseret og formet i en demokratisk ånd, om ikke i en decideret egalitær retning.

Hvor fortjenstfuld denne udvikling end er, så kaster den med stigende tydelighed nye problemstillinger af sig. Den egalitære uddannelseskultur producerer ikke egalitære resultater. Og i sammenligning med f.eks. det finske uddannelsessystem er det danske ikke effektivt, når det gælder om at fremme den sociale mobilitet. Måske snarere tværtimod.

PISA-undersøgelserne vidner om en betydelig gruppe med lavt bundniveau inden for læsning, matematik og naturfag, ligesom andelen af en årgang, der ikke gennemfører en ungdomsuddannelse, er ca. 20 pct. i Danmark. Sagt lidt brutalt er der således et betydeligt taberhold. Den danske enhedsskole sorterer uformelt mere, end vi vil være ved. Men modsat, hvad man kunne forledes til at forvente, ser der ikke ud til at være et markant vinderspor i det danske uddannelsessystem. Bundgruppen er ikke modsvaret af en stærk top. De dygtigste danske elever i PISA-undersøgelserne er ikke blevet dygtigere siden 2000, hvor målingerne blev foretaget første gang. Måske snarere tværtimod.

Spørgsmålet er, om det danske uddannelsessystem har talent for de dygtigste.

Svaret har ingen kunnet give. Vi ved nemlig urimelig lidt om det, og har sjældent interesseret os for det.

Der er god grund til at gøre noget ved problemet. Ja, der er faktisk tre gode grunde. For det første er udviklingen af talenter afgørende for både offentlige og private virksomheders fremtid og evne til at forny sig. Det er globaliseringens dagsorden. Den dagsorden har formentlig aldrig været stærkere.

For det andet fordi talent smitter. Den ene kammerat trækker den anden med sig, og fællesskabet får et stærkere bidrag.

For det tredje fordi uforløste talenter trives mindre godt, keder sig måske, savner udfordringer og får dermed ofte betydelige vanskeligheder i skolegangen.

Janteloven er ophævet

Af samme grund nedsatte undervisningsminister Tina Nedergaard i sommeren 2010 en arbejdsgruppe, der skulle evaluere de hidtidige talentaktiviteter i uddannelsessystemet og i første del af 2011 komme med forslag til en sammenhængende strategi. Fra forskning, erfaringsopsamling og arbejdsgruppens evaluering og survey tegner der sig et mere og mere tydeligt billede.

I de seneste seks til syv år er der opstået en lang række talentaktiviteter, dels inden for rammerne af den normale undervisning, dels uden for. De fleste aktiviteter foregår i grundskolens udskoling og på de gymnasiale uddannelser, men langt de fleste uddannelsesniveauer er repræsenteret; også de videregående uddannelser. Broderparten af initiativerne foregår med udgangspunkt i naturfags- eller scienceområdet, og i et mindre omfang på det samfundsvidenskabelige, humanistiske eller pædagogiske felt. Der er generelt tale om en righoldighed af aktiviteter og tiltag. På den ene side som en slags intensiveret undervisningsdifferentiering med udgangspunkt i den normale undervisning. På den anden side som særlige aktiviteter og ordninger, der spænder fra det stort anlagte Mærsk Mc-Kinney Møller videncenter i Sorø for 12-20-årige til forskerspireordninger eller Centres of Excellence på erhvervsskoler rundt i landet.

Mangfoldigheden af aktiviteter vidner om flere forhold. For det første, at jorden blandt lærere, undervisere og ledere i stigende grad er gødet for talentudvikling. I grundskolen endda i videre omfang end blandt befolkningen som helhed. Der synes ikke at være nogen betydelig jantelov på spil i skolen, om end talenterne sjældent er pralhalse.

Hverken uddannelsesinstitutioner eller befolkning lader til at synes, at talentorientering er en luksus, der ikke skal prioriteres.

Og talenterne har udbytte af aktiviteterne. Deres engagement og faglige resultater styrkes. De lægger vægt på at være en del af et fællesskab med andre talentfulde. »Det bedste ved campsene er, at man kan være social om det faglige,« som en elev rammende udtrykker det.

Men der er også - og her er forskningen temmelig klar - en vigtig effekt i, at komme tilbage til stamklassen eller holdet. Her bidrager talenterne indirekte positivt. De trives også tydeligvis bedre, når de stimuleres og ikke mindst udfordres.

Deres motivation er væsentlig, og det forekommer arbejdsgruppen ganske afgørende at påpege, at anstrengelse og udfordringer er afgørende for, at talentudvikling bærer frugt i det lange løb. Det er ikke nok at kunne, man skal også ville, og en del fagligt talentfulde driver det formentlig knap så langt, som de kunne, fordi de kun 'måske vil'.

Lærere uden redskaber

Den altafgørende aktør er naturligvis læreren, der oplever det stimulerende at forestå eller deltage i talentaktiviteter.

Men lærerne er kun i nogen grad klædt på fagligt, pædagogisk og didaktisk til opgaven. Han har sjældent modtaget efter- og videreuddannelse med henblik på talentarbejde. Det er ikke så underligt, da der kun i meget beskedent omfang udbydes sådanne efter- og videreuddannelsesaktiviteter.

Lærerne savner også materialer og metoder, så man undgår, at talenterne blot skal lære mere af det samme på kortere tid eller læse frem til næste klassetrin i den samme lærebog. Manglen opstår til dels fordi, uddannelsesforskningen og den psykologiske og specialpædagogiske forskning har været orienteret mod elever med vanskeligheder eller helt exceptionelt begavede elever.

Den nuværende forskning i talentudvikling i Danmark er i bedste fald spirende. Således kunne man driste sig til den tese, at begrebet undervisningsdifferentiering i Danmark - praktisk og historisk - har orienteret sig 'nedad', og ikke mod elever med særlige forudsætninger.

Der har ikke været nogen talentdidaktik. I læreruddannelsen lægger man ikke særlig vægt på talentorientering. I gymnasiepædagogikken sker det i lidt højere grad, fordi gymnasiets historiske orientering har skærpet blikket for det ypperste. Derfor ser man en omfattende udvikling i ideer, initiativer og tiltag. Det gør man også i et vist omfang blandt erhvervsskolerne, hvor traditionen for konkurrencer, præmieringer mv. har været holdt i hævd og er blevet udviklet, selv om det seneste tiårs orientering mod at få alle med ikke just har overprioriteret indsatsen for de særligt talentfulde elever.

Forankring savnes

Trods de mange initiativer har talentudviklingen endnu ikke slået rod i det danske uddannelsessystem. Den er ikke konsolideret. Den drives af ildsjæle mestendels i projekter. Men den er på vej, og engagementet vokser.

Behovet for at forankre talentarbejdet i uddannelsessystemet er stort, udvikling af nøgleaktørernes kompetencer ligeså. Perspektivet i at sikre en langt stærkere, mere kontinuerlig og bredt forankret talentindsats på tværs af institutioner og uddannelsesniveauer er løfterigt. Det vil stille store krav til offentlige og private virksomheders evne til at tage handsken op og bygge videre på talenterne og talentudvikle på mange platforme. Ikke kun på science-området eller i det almene gymnasium, men også på erhvervsskoler og professionshøjskoler, i skoleundervisningen og i praktikken, inden for de bløde fag som de hårde.

Det gælder både, når målet er at sikre, at talentfulde og motiverede elever og studenter bringes så langt som muligt, og når effekten er positiv afsmitning på medstuderende og klassekammerater. Det gælder også, når det drejer sig om at skabe bedre trivsel og dannelse for de særligt dygtige, der kan - og ikke mindst vil.

Stefan Hermann er rektor, Professionshøjskolen Metropol, København. Han er formand for undervisningsministerens arbejdsgruppe til talentudvikling. I gruppen sidder også håndboldlandstræner Ulrik Wilbek, koncerndirektør Lise Kingo, Novo Nordisk, direktør John Egebjerg Herningsholm Erhvervsskole, rektor Søren Hindsholm, Nørresundby Gymnasium & HF, skoleleder Kirsten Birkving, Egedalsskolen, dekan Nils O. Andersen, Københavns Universitet. Gruppen afleverer sin anbefalinger til undervisningsministeren i første kvartal 2011.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja det er jo vigtigt, så de dygtige og veltilpassede ikke kommer til at ligge samfundet til last og fylde op i fængslerne, mens at de ordblinde må forsørge dem.
Eller er det bare middelklassen der igen kræver priviliger?