Kommentar

Alle er uddannelsesparate, men ikke med tvang

Hvis vi indser, at uddannelse er langt mere end at tilegne sig teoretisk viden, har vi mulighed for at få langt flere unge med på uddannelsesvognen
4. februar 2011

Steen Nepper Larsen og Lisbeth Højdal har begge taget fat på en kritisk analyse af den såkaldte Ungepakke. Blandt flere uhyrligheder i pakken fremhæves forslaget om anvendelse af tvang for at sikre, at stort set alle unge får en uddannelse.

I Information den 1. februar supplerer Per Schultz Jørgensen kritikken ved at påpege, at man mangler at stille krav til systemet om at skabe en uddannelseskultur, der inkluderer trivsel, anerkendelse og social inddragelse.

Men der mangler stadig meget, for at målet om at give alle unge en uddannelse kan nåes. Dels skal man bringe orden i definitionerne på henholdsvis uddannelse og arbejde, dels skal der skabes forståelse for, at mange ikke kan motiveres til det, vi forstår ved uddannelse, hvis de i deres selvopfattelse ikke er bogligt indstillet eller umiddelbart ikke magter tilegnelse af teoretiske viden.

Abstrakt tænkning

For at tage det sidste først, så er der blandt alle børn og unge en meget stor spredning i evnen til at tænke abstrakt - den såkaldte kognitive proces, der omfatter både begrebs- og symboldannelse og anvendelsen deraf.

Tænkningens proces - at modtage, reflektere og reagere - kan foregå på meget forskellige niveauer fra det meget konkrete til det avanceret abstrakte. Vi magter ikke alle at høre og læse ord, forstå deres betydning og reagere med handling, tale eller skrift på samme niveau.

Der vil derfor for en række unge være tale om kvalificeret modstand, når de ikke ønsker at påbegynde en overvejende teoretisk ungdomsuddannelse. Derfor er tvang er malplaceret.

Hvorfor ikke tage til efterretning, at der for de mest konkret tænkende elever nødvendigvis må være ekstrem kort - helst ingen afstand - mellem ord og handling. For dem vil en uddannelse, der begynder med, at man skulle tilegne sig teoretisk viden hentet i bøger eller tale, derfor være demotiverende. Der skal handling til.

Mens mange elever sagtens kan bevare en høj uddannelsesmotivation i et langstrakt teoretisk forløb, er der altså elever, der kun gradvis kan øge spændet fra starten på videnstilegnelse til påbegyndelsen af praksis - og kun hvis de har været igennem et praksisforløb, hvor de på deres krop har mærket behovet for at vide mere for at kunne leve op til øgede krav i det praktiske arbejde.

Tilbud fra arbejdsplads

Så i stedet for en uddannelsesværnepligt bør man sikre de unge et uddannelsestilbud på eksisterende arbejdspladser.

Nu er det arbejdsgiverne, der pålægges en pligt til at modtage unge uuddannede - i daglig tale kaldet ufaglærte. Den unge pålægges blot at møde op til et arbejde, de med garanti kan klares.

Og så er vi ovre ved det andet element nævnt ovenfor, nemlig definitionen på arbejde og uddannelse. Vi har hidtil defineret arbejde gennem en «lodret« stillingsbetegnelse - enhver arbejdstager har en «titel«, der definerer uddannelsesbestemt kvalificeret arbejde, selvom der i stillingen også indgår ufaglært arbejde. Hvis man indfører en vandret stillings- og arbejdsbeskrivelse, så vil det afsløres, at der i alle stillinger indgår arbejdsopgaver, der ikke kræver viden eller kundskaber i traditionel uddannelsesmæssig forstand, men blot instruktion. Herefter vil udøveren gennem praksis opnå den såkaldte erfaringsbegrundede indsigt.

Tvang virker modsat

Udvides uddannelsesbegrebet så opnåelse af indsigt gøres ligeværdigt med tilegnelse af viden vil stort set alle i en ungdomsårgang kunne komme i uddannelsesforløb umiddelbart efter 9. klasse. De, der vælger praksisuddannelsen, vil straks komme til at snuse til arbejdsmarkedet, erfare glæden ved et arbejdsfællesskab med andre og med garanti også opleve glæden ved at udføre et stykke arbejde, som er meningsfyldt for alle på arbejdspladsen. Alt i alt en situation, der vil gavne alle de implicerede med hensyn til livs- og arbejdskvalitet.

Undertegnede kender flere eksempler, hvor meget menneskekloge og dygtige virksomhedsstrateger har motiveret unge ufaglærte til at påtage sig nye arbejdsfunktioner, de indser, de kun kan klare, hvis de udvider deres erfaringsbegrundede indsigt med praksisnær teoretisk viden. De vil derved opleve glæden ved at arbejde med øget kompetence.

Dette system vil fuldstændig overflødiggøre den orwellske tænkning, der ligger i Ungepakken om uddannelsestvang.

Det vil også befri institutionerne for både menneskeligt og økonomisk spild ved frafald, når en stor gruppe, gerne 10-15 pct. af en ungdomsårgang, slet ikke melder sig til de formaliserede uddannelser, men tilmelder sig ovennævnte praksisuddannelse.

Institutionelt skal erhvervsskolerne blot operere med to typer af uddannelser som her beskrevet.

Ved at tage hensyn til mange unges behov for at uddannelse både defineres som tilegnelse af indsigt og viden - i nævnte rækkefølge - kan vi snakke seriøst om uddannelse til alle!

Per Kjeldsen er chefkonsulent, cand.pæd.psych. og leder af tænketanken SOPHIA

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lisbeth Højdal

Reglerne om uddannelsesparathedsvurdering er trådt i kraft ved årsskiftet, så det er endnu for tidligt at sige noget om, hvorvidt det rent faktisk virker, eller vi kan ”tilbageerobre begreberne”, som Per Schultz Jørgensen skriver i sin kommentar. Det eneste sammenligningsgrundlag vi har nu, er de egnethedsvurderinger, som har været gældende i forhold til de gymnasiale uddannelser. Egnethedsvurderingen fandt sted på baggrund af en slags ”kasseopgørelse” af de resultater den unge havde opnået i grundskolen og af dennes adfærd i samme (fx engagement og modenhed). Tesen hér må jo være, at dét den unge – retrospektivt – har været i stand til at præstere, kan udsige noget om dennes fremtidige adfærd og præstationer og give os svar på spørgsmålet: kan han gennemføre en gymnasial uddannelse? At der også er frafald på de gymnasiale uddannelser bekræfter Schultz Jørgensens antagelse, at der skal mere til.
Med de nye regler skal vejlederne vurdere de unge ”generelt” i forhold til a) de gymnasiale uddannelser, eller b) erhvervsuddannelserne, og vurderingen skal ikke relatere sig til en specifik uddannelse. Nyskabelsen består primært i, at den unge skal vurderes, ikke blot på deres faglige kompetencer, men også på de personlige og sociale. Det udviklingsarbejde som UVM satte i gang i efteråret på området er bl.a. blevet præsenteret i publikationen: Klar, parat, uddannelse. I publikationen gives der eksempler på, hvordan den generelle vurdering kan komme til at stå i konkret forhold til kravene på den enkelte uddannelse. Et eksempel er fx, at det kan være urealistisk for en elev med ringe matematiske evner at blive elektriker og det fremhæves, at det er vigtigt at vurdere den unges læringspotentiale. Dette aktualiserer spørgsmål, som fx: Hvad er evner og hvad kan tidligere adfærd og præstationer udsige om dem? Hvor sidder læringspotentialet og hvordan kan man måle det? Kan der være en sammenhæng mellem, fx opvækst i et misbrugshjem og dårlige afgangskarakterer – og hvilken betydning kan dette have for en vurdering? Hvordan relaterer evner og potentialer sig til hinanden – og kan tidligere adfærd bruges som indikator på fremtidig adfærd? osv, osv…
Med sit fravær af overvejelser over relationen mellem de mange forskellige begreber, som anvendes i flæng, fx evner, kompetencer, færdigheder og potentialer, mener jeg at publikationen skriver sig ind i den inficerede uddannelsespolitiske retorik. Fx kan man nu observere, at det er blevet politisk korrekt at tale om ”de begavede børn” i folkeskolen, men ikke (endnu?) at kategorisere børn som ”ubegavede” (hvilket vel må være en konsekvens?). Endelig anvendes et sprogbrug, som vækker mindelser om de Psykotekniske Institutters matchfilosofier, når der fx opfordres til at der skal vejledes til andre uddannelser (vejlederen er ekspert og giver råd). I et vejledningsfagligt perspektiv er tanker som disse – og det statiske menneskesyn der ligger, fx ligger i anvendelsen af begreber som selvtillid og selvkompetence, i direkte modstrid med resultaterne af nyere forskning. Fx mener Albert Bandura (som flere nye valgteorier bygger på), at unges tro på egen formåen, både afhænger af den konkrete kontekst og situation og af det specifikke domæne, hvilket taler imod eksistensen af generalisérbare/universelle personlige attributter. Om matchfilosofi og generaliseringer viser hans forskning bl.a.: ”Neither the fit between person and environment nor anticipatory consequential thinking predicted academic achievement or occupational perseverance”.
Hvori består nytænkningen I UVM´s udspil?