Kronik

Venstrefløjen skal tilbage til skurvognen

Socialismen har altid været tæt forbundet til arbejderbevægelsen. I dag kan venstrefløjen dog ikke tage arbejdernes tilslutning for givet. Det kunne se ud, som om arbejderne har vendt venstre­fløjen ryggen. Men er det i virkeligheden venstrefløjen, der har vendt arbejderklassen ryggen?
Venstrefløjen har mistet følingen med, hvad der rør sig hos det arbejdende folk. Først når den er genvundet, vinder de magten

Venstrefløjen har mistet følingen med, hvad der rør sig hos det arbejdende folk. Først når den er genvundet, vinder de magten

Torben Eskerod

1. marts 2011

Jeg begyndte at arbejde som betonarbejder i 2001. Jeg var 23 år gammel, og havde i årene forinden været aktiv på den yderste venstrefløj på Nørrebro. Jeg ankom derfor til skurvognen med et færdigudviklet verdensbillede, hentet direkte fra venstrefløjens aviser, pjecer og bøger. Jeg havde læst om arbejderklassens historiske kamp imod kapitalen, og jeg havde lært at venstrefløjen var synonym med arbejderbevægelsen.

Det var desværre ikke den virkelighed, jeg mødte ude i skuret. Mine røde paroler faldt langt fra altid i god jord blandt mine nye kolleger. Specielt mine holdninger til indvandrere faldt totalt igennem i skurvognen.

På det tidspunkt lød parolen blandt venstreorienterede på Nørrebro: 'Luk røven - åben grænserne!' Jeg kan huske, at en pjece argumenterede for, at hvis man åbnede grænserne, ville der højest komme en million indvandrere til landet - et antal som Danmark forholdsvis nemt kunne optage.

Den form for argumentation fungerede slet ikke i skuret. Folk så på mig, som om jeg var gal. Jeg havde på fornemmelsen, at jeg lige så godt kunne have sagt, at jeg gik ind for at alle skulle smøre sig ind i leverpostej og løbe nøgne rundt om Folketinget.

Det blev ikke meget bedre, når vi diskuterede de problemer med indvandrere, som man på den tid kunne læse om i Ekstra Bladet næsten dagligt. Jeg forsøgte igen og igen at bortforklare problemerne; »Det er jo bare nogle få brodne kar«, »Det er en naturlig reaktion på et racistisk samfund« osv. Men mine kolleger gennemskuede med det samme, at alle mine bortforklaringer netop var bortforklaringer! Jeg havde ingen reelle svar, ingen konkrete løsninger.

Paradoksal modgang

Omtrent samtidig med at jeg tabte diskussionerne i skurvognen, tabte venstrefløjen folketingsvalget i 2001. Magten i Danmark gled fra centrum-venstre til det yderste højre. Ikke mindst fordi venstrefløjen havde mistet arbejderstemmerne. For første gang nogensinde stemte et flertal af arbejderne til højre for midten. Da Poul Nyrup i 1992 overtog Socialdemokratiet kunne han regne med, at omkring 70 pct. af arbejderne stemte enten på S eller et andet af de røde partier. Under hans ledelse faldt dette tal til under 50 pct.

Jeg havde tabt diskussionen i skuret med de samme argumenter, som venstrefløjen tabte valget og opbakningen fra arbejderne med. Og ligesom i mit skur var det specielt indvandrerdebatten, der var med til at skubbe arbejderstemmerne fra venstre mod højre.

Der er noget ironisk over, at det netop skulle være flygtninge- og indvandrerdebatten, der skulle skabe problemer for venstrefløjen. Flugten fra fattigdommen i ulandene er jo en naturlig konsekvens af de problemer i den kapitalistiske verdensøkonomi, som venstrefløjen har kæmpet imod i årtier.

Ulandshjælpen var sgu' da ikke højrefløjens idé, det var venstrefløjen, der var opmærksomme på problemerne, som fattigdommen ude i det store udland kunne medføre. Alligevel er det højrefløjen, som indtil videre har høstet stemmerne på konsekvensen af denne fattigdom.

Hvordan kunne det gå til? Hvordan kan det være, at venstrefløjen fik spillet sig alle sine gode kort af hånden, og har mistet opbakning fra den arbejderklasse, der i sin tid gjorde socialismen til en folkebevægelse?

Akademikerbevægelse

Blandt aktivisterne på Nørrebro var der en masse forskellige teorier om, hvorfor arbejderne pludselig rykkede mod højre. Én var særligt udbredt: Arbejderklassen havde fået det for godt, de havde bil og hus, og ville skide de fattige i Afrika et stykke. Problemet var, at venstrefløjen havde sejret ad helvede til!

Jeg havde svært ved at sluge den teori, ikke mindst fordi den for det meste blev fremsat af unge universitetsstuderende med vellønnede forældre.

Hvis arbejderklassen fravalgte socialismen, fordi de havde det for godt - hvorfor er der så mange vellønnede akademikere på venstrefløjen? De har det da mindst lige så godt! Jeg begyndte i stedet at hælde til en anden teori: at venstrefløjen har mistet arbejderne, fordi den ikke længere er en arbejderbevægelse, men er blevet til en akademikerbevægelse.

Et hurtigt blik på den samlede venstrefløjs (S, F & Ø) folkevalgte afslører da også, at der er uforholdsvis mange akademikere blandt folketingsmedlemmerne, mens ufaglærte og faglærte arbejdere er groft underrepræsenteret. Ifølge min egen optælling er det kun omkring 14 pct. af venstrefløjens folketingspolitikere, der har en baggrund som faglært eller ufaglært arbejder.

De ufaglærte og faglærte fylder ellers stadig en god sjat af befolkningen, op mod 70 pct. af de 30-60 årige danskere er faktisk faglærte eller ufaglærte.

Foruroligende nok er det i dag et højrefløjsparti, nemlig Dansk Folkeparti, der har den største andel af ufaglærte og faglærte arbejdere i deres folketingsgruppe. Partiet har omkring 20 pct.

Sådan ligger landet altså - og sådan lå det i store træk også i 2001.

Uden praktisk erfaring

Nu kunne man jo tro, at de faglærte og ufaglærte arbejdere røg ud af venstrefløjens folketingsgrupper omkring samtidig med, at de holdt op med at stemme på venstrefløjen. Men sådan forholder det sig ikke.

LO-arbejderne mistede fodfæste i ledelsen af venstrefløjen længe før, de holdt med at stemme på venstrefløjspartierne. Allerede i 1973 var der kun omkring 15 pct. ufaglærte og faglærte arbejdere i venstrefløjens folketingsgrupper.

Faktisk skal man helt tilbage til slutningen af 50'erne for at få en bare nogenlunde repræsentation. Her lå tallet på omkring 50 pct. De ufaglærte og faglærte arbejdere mistede altså indflydelse på venstrefløjen, 30 år før de vendte venstrefløjen ryggen til ved folketingsvalgene. Det er ikke illoyalt, det ville nærmest være mærkeligt andet.

Det skal ikke forstås sådan, at jeg mener, at det er en dårlig ting at være akademiker. Men det er altid godt at have konkrete erfaringer med de ting, man udtaler sig om. Her er det et problem, når venstrefløjen skal diskutere tekniske skoler, arbejdsulykker, nedslidning og almennyttige boliger, at ingen af dem, der er med i diskussionen har nogen som helst konkrete erfaringer med emnerne.

Det var det, der gik galt med indvandrerdebatten i sin tid. De personer, der formulerede venstrefløjens politik på området, havde ikke selv nogen konkrete erfaringer med emnet. Deres børn gik i privatskoler med andre danske børn. De boede i ejer- eller andelsboliger med andre danskere. De arbejdede som akademikere inden for fagområder, der endnu ikke var ramt af outsourcing til ulandene eller af løntryk fra indvandrere.

Populært sagt blev venstrefløjens politik formuleret i Kartoffelrækkerne frem for i Urbanplanen. Det var derfor, at teoretiske forestillinger om en verden uden grænser var mere i centrum for venstrefløjens politik, end konkrete løsninger på problemerne.

Heldigvis er jeg ikke den eneste, der mener, at venstrefløjen er kommet for langt væk fra sine arbejderrødder. En ny generation af arbejdere er begyndt at udfordre akademikernes dominans på venstrefløjen. I Enhedslisten har man for nylig valgt en kandidatliste til næste folketingsvalg, som vil sikre, at partiet igen får ufaglærte og faglærte i sin folketingsgruppe. I Socialdemokratiet har en gruppe arbejdere startet et arbejdernetværk. I SF er der også en lignende udvikling på vej. Noget tyder på, at venstrefløjen er ved at tage de første spæde skridt tilbage til skurvognen.

Jakob Mathiassen er betonarbejder. I dag udkommer hans nye bog, Beton, om livet i skurvognen på Informations Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Politiken og Arbejderen har bragt uddrag af bogen, der virker ganske læseværdig og måske kan sætte nogle interessante diskussioner i gang.

Kan nikke genkendende til lidt af det. Jeg fik studentereksamen, men tilbragte en række år i diverse skurvogne - stålarbejder, asfalt, naturgas. Og snakken der mindede på ingen måde om mine anarkistiske studiecirkler, men var et velkomment kik ind i en anden virkelighed. Dog ikke værre end at jeg seriøst forhandlede med en meget stivnakket vejarbejder om at tage med til møde - hans vrantne modsigelser kunne have gjort det meget mere interessant.

Senere kom jeg på RUC, og sad fx storgrinende over for en kommunistisk lærer der seriøst troede, at otte timers arbejdsdag betød at alle gik hjem efter otte timer - den der med plus selvbetalte pauser havde han aldrig hverken oplevet eller forstået. Et af holdene interviewede en lille flok arbejdere, og lavede kulørte grafer over disses klassebevidsthed. De blev behørigt flået af en censor, der havde været derude selv. Jeg droppede ud efter eksamen.

Naturligvis kunne det muligvis præge det politiske liv, hvis politikerne kendte den lange cykeltur hjem og prisen på mælk. De fleste af dem får dog hurtigt virkeligheden på lang afstand, ikke mindst hvis deres partibriller kræver det. Vi har fx en meget kortuddannet beskæftigelsesminister, der løj sig til en uddannelse, hun ikke havde. og i stedet for at benytte sin status til at solidarisere sig med de mange på samme trin, pisser hun kronisk på dem.

Anne Marie Jensen

Tak for at tage arbejderklassens rolle op (igen), Jakob Mathiassen.

Enig i at der var en tendens til at tale i paroler på den yderste venstrefløj dengang i halvfemserne. Det var nok ikke særlig frugtbart. Men mange var jo også af den opfattelse, at staten slet ikke skulle blande sig i den slags.

Må man forresten afsløre hvem, man har tænkt sig at stemme på til valget?

"I Enhedslisten har man for nylig valgt en kandidatliste til næste folketingsvalg, som vil sikre, at partiet igen får ufaglærte og faglærte i sin folketingsgruppe."

Tænk om man rent faktisk fik et par stykker ind, der sidder med det faglige under neglene til daglig. Lad os da få noget mere balance i tingene. Og det er forresten ingen kritik af de pt 4 socialister på borgen, der jo gør det glimrende :)

Mere her:
http://arbejderen.dk/artikel/2011-03-01/en-stemme-fra-byggepladsen

Dorte Sørensen

Tak for den kronik.
Mht. de flere folketingsmedlemmer med en ufaglært baggrund i 1950érne er vel ikke så mærkeligt, da der dengang var langt under 10 pct. af en årgang, der fik en studentereksamen. I mine øjne er det en positivudvikling at der er så mange med en længere uddannelse i EL, SF og Socialdemokraternes folketingsgrupper.
Langt værre er det at de borgerlige nu tager patent på fagbevægelsen og er forargede over at nogle fagforbund og LO har fyret en reklamekampagne af til støtte for S og SF s plan. Ja de mener ligefrem at det kan fagbevægelsen ikke tillade sig, da der er medlemmer , der stemmer på OVK – blokken. Det er i mine øjne netop problemet, at de ufaglærte og de faglærte nu heller vil støtte OVK, der ikke har lavet andet end at underminerer resultaterne som fagforeningerne har brugt over 100 år at bygge op.

Hvorfor starter arbejderne ikke deres eget parti? Det er længe siden, at et nyt parti - som LA på højrefløjen - har rusket op i venstrefløjen.

Det kunne være tiltrængt.

Alan Jørgensen

Det vil sikkert overraske de fleste, men jeg er faktisk enig i "kritikken". For mig at se, er det ikke en forudsætning at være "arbejder" for at være virkelighedsnær, men det kan nogle gange hjælpe :-). Jeg vælger dog at tro, at man kan finde kloge og dumme mennesker blandt såvel arbejdere og akademikere, og at folk kan udvikle sig - se bare Anker Jørgensen ....

Jeg har selv analyseret valget i 2001, hvor Socialdemokraterne (SD) tabte stort. 2001-valget var faktisk et større jordskredsvalg for SD end jordskredsvalget i 1973 havde været for dansk politik i al almindelige. Det interessante var faktisk, at mens SD febrilsk rendte rundt og ledte efter deres vælgere, forblev disse vælgere faktisk ret stabile, dog med to undtagelser som var flygtninge- og indvandrerspørgsmålet samt lov- og orden, som handlede om strengere straffe. Derfor kan man måske lidt provokerende sige, at DF faktisk er det mest arbejdervenlige parti .... puha, der var nok nogen, der fik den økologiske aftenkaffe galt i halsen. Faktum er det dog, at der er SD, der har flyttet sig, og DF der har bevæget sig ind i det tomrum.

SD har faktisk med tiden fundet nogle af sine vælgerne igen, men det har bestemt ikke udviklet sig til et genopstået arbejderparti, snarere et parti for de offentligt ansatte, hvortil SF så er blevet "moderparti" for de offentlige ansatte akademikere.

Mit spørgsmål til flere af debattørerne herinde er, hvorfor denne forherligelse af arbejderne?

Jeg er selv akademiker og arbejder benhårdt for at gøre en forskel, der hvor jeg nu er. Jeg har været ansat i Københavns Kommunes Socialforvaltning i næsten 5 år og har også set skyggesiden af samfundet, men det gør mig da ikke dygtigere end arbejderne eller de akademikere, der arbejder hos Rigsantikvaren. Handler det ikke om holdninger, og kan disse holdninger ikke være lige valide, om man er arbejder eller en bedrevidende akademiker !?

En stor del af forklaringen på denne problematik er uden tvivl at finde i det faktum at en større og større del af nyhedsformidlingen er kommet på private og højreorienterede hænder.
En forudsætning for at kunne foretage valg som er i overensstemmelse med ens objektive økonomiske interesser er, at man har den nødvendige objektive information for at kunne foretage et passende valg. Så når den højreorienterede presse hele tiden hamrer med højredrejet nyhedsformidling og information, så kan det næsten ikke blive anderledes end det er.
Det er da osse derfor den siddende regering er opsat på yderligere privatisering af nyhedsformidlingen, eller mangel på samme.
Samfundet er ikke gennemskueligt, det var meget nemmere at hverve folk til socialismen for 100 år siden, eftersom deres undertrykkelse var umiddelbart indlysende. Det er den ikke længere.
Det er derfor nemt for den højredrejede presse at spille på følelsesbestemte forhold, og den gør det godt.

Problemet som skitseret i kronikken forbliver selvfølgelig der samme, og problemet med min forklaring på dets grundlag er, at jeg absoulut ikke har noget forslag til hvordan man kommer ondet til livs. Kapitalismen og neo-liberalismen sidder med de bedste kort nu om stunder.

Men Jakobs forslag er da alle gode, og jeg har ét at tilføje: Det er ikke nok med én venstreorienteret som forlader det akademiske miljø og vender tilbage til hammer og skovl. Der skal mange til. Og måske kommer det naturligt, eftersom der ikke vil være arbejde til alle i de akademiske fag. Det var en rar udsigt dengang i tresserne, at man ikke skulle slides op ved betonarbejde som ens far havde gjort det, men kunne få sig et godt akademikerjob i stedet.
Men selv må jeg indrømme at jeg ikke passede ind i miljøet og endte med at blive tømrer efter nogle år på universitetet. Det er måske den vej vi skal.
Selvfølgelig når en enlig ung mand kommer ud på en arbejdsplads gider de gamle socialt konservative ikke høre på ham. De gad heller ikke høre på mig. Men hvis der var mange med lidt af en uddannelse og lidt politisk indsigt som kunne finde sig frem til at der ikke er noget galt med faglært og ufaglært arbejde, heller ikke for dem selv, så ville vi måske ende med nogle få stykker som kunne udgøre en modvægt på arbejdspladsen til den højredrejede presse i stedet for en ener. Og med nogle få stykker går det altid bedre.
Folk har det med at hyle i kor, så der skal nogle friske stemmer til at ødelægge harmonien, ikke blot i folketinget, men også på arbejdspladsen.

Venstrefløjen i Danmark har squ da altid været imod invandring. Lidet kendt er det at Hanne Reintoft fra DKP)* i 1966 eller 1967 advarede mod, at der kom indvandrere til landet, da de ville sætte de danske lønninger under pres. I 1960erne var det nemlig arbejdsgiverne, der ville hente primært ufaglærte arbejdere fra Tyrkiet, Jugoslavien, Pakistan mm. til landet. Stemningen i skurvognen har squ da ikke ændret sig siden dengang. Det, der har ændret sig, er folks tolerance overfor det fremmede og det ukendte. I 1970erne kunne man måske endnu tilgive eller acceptere at tyrkiske indvandree holdt høns i lejlighederne mm. Og så tror jeg også det betød noget, at tyrkerne relativt hurtigt kom ud på arbejdsmarkedet, så de sad sammen med danskerne i skurvognen.

* DKP=Danmarks Kommunistiske Parti

Historisk er der sket det, at i 1970erne var mange arbejdere i skurvognen ud af en gammel arbejder-slægt, i 2001 var mange arbejdere i skurvognen ud af en landbrugsslægt. Eller fra det man kunne kalde en rural livsform. Og det betyder, at deres far eller bedstefar havde en gård eller var selvstændig, mens de selv var ufaglærte. Her hvor jeg bor har vi en tavlefabrik; mange af de mennesker som arbejder der, kommer netop fra denne rurale livsform. Og de får altså deres syn fra de fremmede først og fremmest fra aviserne, Pia Kjærsgaard og ja, Ekstra Bladet.

Jeg ved tilfældigvis, at mindst en af Enhedslistens folketingsmedlemmer har konkret erfaring med arbejde som andet end akademiker. Og det har mange akademikere over 40+ eller 45+ altså. Og jeg er selv akademiker, men kommer altså fra en familie, som i mange år havde en kjolefabrik i Danmark.

Jeg er enig i, at der mangler folk i Folketinget, som ved noget om de tekniske skoler; det er pinligt. Endnu mere pinligt er det dog, når en lederskribent i Politiken, Lars Trier Mortensen (LTM) udtaler sig om noget, han intet ved om, undervisningen på de tekniske skoler.

I det nogle kalder arbejderklassen er der som regel kontant afreging ved kasse 1, hvis man har gjort noget forkert. Netop derfor ser arbejderklassen også mere positivt på strengere straffe. lov og orden mm. - fordi de har konkrete erfaringer med at det virker. Men man kan ikke bruge hverdagens erfaringer i videnskabens verden. Jo, det kan man godt, men så må man forstå de begrænsninger, det sætter.

Lad os tage indvandrere som eksempel: Hvis folk her i min by ser 20 indvandrere eller 50 indvandrere pr. dag, tror de jo, at byen er overstrømmet af indvandrere (også selv om den ikke er det). Og så kan alle vi akademikere komme og sige 'jamen...'. Det nytter ganske enkelt ikke, fordi folks hverdags-erfaringer dem at 'ja, men vi har jo selv 5, 10, 20, 50 indvandrere.' eller denne her 'vi har selv set 5 personer i burka, da vi gik ned af Nørrebrogade.'

Og konkrete løsninger på problemer? 10 år efter 2001 står vi ved en VKO-regering, som måske i stort set alle 10 år (i hvert fald siden 2004/2005?) har ladet hånt om al anstændighed, alle konventioner mm. - for at løse et praktisk problem på indvandring. Og i de sidste 10 år har vi (kun) diskuteret værdier, værdier og værdier. Og imens har udlandet (Tyskland og Sverige) overhalet os indenom og udenom og fra oven og fra neden. Både tysk og svensk vindmølle-industri er langt bedre i dag end dansk vind-mølle-industri.

Kort sagt: Mens vi har diskuteret og diskuteret og haft muslimer på hjernen de sidste 10 år, er to forholdsvis store lande (med en relativ stor andel indvandrere) rykket fra os, Danmark, økonomisk. Hvorfor mon?

Har venstrefløjen nogen sinde været i skurvognen? Er det ikke nærmere Socialkammeraterne som burde finde tilbage til dette behjulede hus.

Henning Ristinge

Midt i sin arbejderisme glemmer JAKOB MATHIASSEN at arbejdere ikke længere udgør noget flertal i befolkningen, rigtige arbejderpartier er derfor dømt til at overlade regeringsmagten til andre og sidde med hænderne i skødet.

John V. Mortensen

En af grundene var 60-ernes ungdomsoprør, de unge fik af vide, "at de var mere", derfor ville de også - være mere, de fik titelsyge. Mekanikere blev montører, frisører blev hårkunstnere, blikkenslagere blev vvs-tekniker kontorfolk blev regnskabsassistenter - osv. - osv. Socialt- og værdipolitisk tilhørte de venstrefløjen, men økonomipolitisk tilhørte de højrefløjen, d.v.s. lønpolitisk tilhørte de dog stadig - kammeraterne til venstre.

Skurvognen blev afløst af en "cafe", som en kaffebar nu hed, hvis man da ikke bare satte sig ind i den nye folkevogn. Den toværelses blev til en villa, børnene skulle ikke mere i lære - men "læse", alt sammen noget som gjorde det svært at være rigtig "rød", også for politikere, derfor.

Steen Erik Blumensaat

Det almindelige gennemsnitsmenneske.

Som er svagt og let kan falde, hengivent til fortvildelser, og naragtigt og egennyttigt.

Vil have alt, hvad det kan få.

Arbejderen er egennyttig og vil have så meget det kan få ved delingen med direktørene.

Reparer lidt på det borlige samfund bundet af dette samfunds holdninger og styret af vrangforestillinger om økonomi, nationalisme og moralsk blændværk
drevet af deres misundelse mod de nuværende tyraner.

Demaskeringen af den materialske filosofi.

Den historiske udvikling aftegner sig ikke som fremskrit, men som tilfældighed.

Dorte Sørensen

John V. Mortensen
Ja heldigvis har lønmodtagerne opnået en højere levefod og ikke mindst takket være de faglige organisationers kollektive aftaler og socialdemokraternes politiske arbejde.
Problemet i dag er mere, at mange tror, at disse forhold er kommet af sig selv og lønmodtagerne behøver ikke at arbejde for at beholde disse tilkæmpede goder.

Camilla Brodersen

Jeg er enig i, at politikerne bør have mere føling med de emner, de beskæftiger sig med. Det er problematisk, når videnskabsministeren ikke har begreb om videnskab, justitsministeren ikke har begreb om jura og beskæftigelsesministeren tilsyneladende aldrig har været arbejdsløs.

Men jeg synes, det er en fejl at opretholde det gamle skel mellem arbejdere og akademikere. Mange arbejdere er bedre stillet end en betragtelig gruppe af akademikere, der er arbejdsløse, arbejder som ufaglærte eller evt. som undervisningsassistener, der arbejder 37 timer om ugen, men får løn for 17.
Det er altså ikke entydigt, at man er priviligeret som akademiker og omvendt.

Derimod synes jeg, at vi skal se i øjnene, at skellet ikke står mellem arbejdere og akademikere, men mellem arbejdere og akademikere på den ene side og kapitalkræfterne på den anden.
Højre vs. venstre er vel i høj grad et spørgsmål om, hvorvidt markedskræfterne skal have uhæmmet råderum eller ej, og set i det perspektiv er både arbejdere og akademikere "den lille mand".

Kampen står vel i højere grad mellem menneskene på den ene side og kapitalen på den anden.

Steen Erik Blumensaat

Proletariatet.
Stammer egentlig fra det latinske Proletarii, det navn som i Servius Tullius folketælling blev givet dem, som kun var af værdi for Staten fordi de kunne opføde børn ( efterkommere-proles)
med andre ord de var ikke af værdi på grund af formue, stilling eller særlig personlig dygtighed.

Die proletarir haben kein Vatterland. Karl Marx.

Slaveriet er anderkendt både i det nye og gamle Testamente og fordømes ikke af gud.

I det hele taget, hvad enten vi rådfører os med den Jødiske skik, oprettet af gud selv, eller den fælles mening og praksis blandt folkeslagne til alle tider, eller budene i det nye og gamle testamente og moralens love, så kommer vi til den slutning, at slaveriet ikke er umoralsk.

Danmark er jo et Kristent land, ikke sandt.
Undskyld jeg glemte at sandheden er hos gud, vi arbejdere er jo for dumme til at forstå den.

Steen Erik Blumensaat

Det almindelige gennemsnitsmenneske.
Klinisk.
Ensom, svag,magtesløs,ubetydelig, angstfyldt, ulykkelig, mindreværdsfølese, hjælpeløs,utryk,ringhed,betydningsløshed,fortvivelse, uudholdeligt, uholdbar,frygt,tvivl,forklejnet,ydmyget,smerte,selvudslettende,selvfornægtende,ængstelig, usiker.

Gorm Petersen

For nogle år siden troede jeg det var åndssnobbernes udtrykkelige foragt for de dumme, der var årsagen til DF.

Husk at præcis halvdelen af Danmarks befolkning har en intelligenskvotient, der er lavere end middelværdien for Danmarks befolkning.

Liberalismen bygger på den mere kloges ret til at narre den mindre kloge. Derfor bliver intelligens kædet sammen med forfængelighed.

Hvis samfundet havde legitimeret udbytning baseret på fysisk styrke - så den fysisk stærke havde ret til at tæve pengene ud af den svage, havde fysisk konstitution været tilsvarende vævet sammen med forfængelighed.

Mange foretrækker at blive snydt økonomisk af politikere, der signalerer, at de ikke foragter dem (DF) - frem for at stemme på politikere, der ville have givet dem bedre økonomiske kår, men som ville kunne finde på at samarbejde med personer som Margrethe Vestager.

Margrethe Vestager er nok arbejdernes hadeobjekt no. 1. Hun ligner de sagsbehandlere man skal stå skoleret for i perioder, hvor der ikke er så meget arbejde at få.

Og så ligner hun en der kunne deltage i et DR2 program, og som kunne finde på at sige noget i retning af:

"Man skal turde italesætte, hvad der giver mening".

Dorte Sørensen

Gorm Petersen
Mht. Vestager så er hun i mine øjne en af de mest ærlige politiker og en der kommer med klare og ensartede udmeldinger. Jeg ville håbe at mange flere var som hende, selv om jeg ikke er enig i mange af hendes synspunkter.
Et større hadeprojekt burde være DF, da de gerne vil fremstå som den lille mands hjælper og så stemmer de for alle de lovforslag, som skaber ringere kår for lønmodtagerne og ikke mindst dem der står uden for arbejdsmarkedet.
Derudover ser jeg ikke et skel mellem ufaglært, faglært og længere uddannede. I mine øjne er de fleste lønmodtagere og burde have mange fælles interesser.

Gorm Petersen

Folk vil gerne betale i dyre domme for ikke at blive fornærmet.

Pia-K prøver at ligne en dansk familiefilm fra 50-erne (Karl Stegger, Bodil Udsen m. fl.).

Mange DF vælgere er udmærket klar over, at de bliver snydt rent økonomisk, men det betaler de med glæde for at blive behandlet med respekt.

De ønsker ikke at se sig selv som "klienter i udkantsområder".

Selvbevidste elitekvinder som Margrethe Vestager udstråler "foragt, foragt, foragt" før hun overhovedet åbner munden.

Arbejderen vil have lov at ryge sin smøg (fy fy siger Margrethe) læse i Ekstrabladet om fodbold (hvad er fodbold ? spørger Margrethe) - og frem for alt, bladre om til massageannoncerne.

Derfor hopper DF ikke på den der med at kriminalisere prostitution.

De fleste venstrefløjspolitikere har ikke den fjerneste anelse om hvad en arbejder er for noget.

Søren Rehhoff

@Camilla Brodersen

"Men jeg synes, det er en fejl at opretholde det gamle skel mellem arbejdere og akademikere. Mange arbejdere er bedre stillet end en betragtelig gruppe af akademikere, der er arbejdsløse, arbejder som ufaglærte eller evt. som undervisningsassistener, der arbejder 37 timer om ugen, men får løn for 17.
Det er altså ikke entydigt, at man er priviligeret som akademiker og omvendt."

Det er sikkert rigtigt, at lønmæssigt er forskellen mellem akademikere og arbejdere, hvis vi nu skal blive i de meget brede betegnelser, svundet ind . Men sårbarheden overfor konsekvenserne af globaliseringen er nok større for dem, der har en lavere udddannelse og de fordele de har fået, kan hurtigt forsvinde igen i en globaliseret økonomi. Det er nok de gruppers perspektiv, der kan glide i baggrunden, hvis de grupper f.eks ikke er så godt repræsenteret i Folketinget, når man forhandler spørgsmålene om globalisering, indvandring og integration,
Aktuelt har det vist sig, at der er nogle forskelle på hvordan hhv, AC og LO synes den nuværende situation skal håndteres, AC er en del mere liberalistiske, sikkert fordi man i en mere globaliseret økonomi, trods alt står bedre rustet med en højere uddannelse

Jeg kan ikke forstå, hvorfor Jakob Mathiassen har den holdning til akademiker. Der bliver gravet grøfter, arbejderne mod akademikerne. Akademikerne der har overtaget venstrefløjspartierne, som en gøgeunge der har skubbet arbejdsklassen ud af partierne, eller som parasitter. Det minder mig meget om Anders Fogh udtalelser om smagsdommerne.

Akademikerne udgør 8-10% af befolkningen mellem 30 og 69 år. Der er omkring 15% der er har mellemlange uddannelser. Som Jakob Mathiassen siger 60-70% der er ufaglærte eller faglærte, den rigtige arbejdsklassen.

Det er rigtigt at akademikerne er overrepræsenteret i folketinget, men her må jeg jo gøre opmærksom på folketingsmedlemmer også dem med akademisk baggrund er valgt på demokratiske måder. Der må således være mange folketingsmedlemmer, der er akademiker, der har fået stemmer fra de ufaglærte/faglærte. Der også mange akademiker, der ikke er medlemmer af venstrefløjspartier eller stemmer på venstrefløjen.

Det er ikke et demokratisk underskud, at der er en overrepræsentation af akademiker i folketinget, det må være det man står for, og de holdninger man har, der er afgørende. Lige nu ser vi verden ændre sig, specielt i de arabiske lande, hvor det hovedsageligt er de unge universitetsstuderende og akademiker der fører an i kampen mod landenes diktatorer, det er ikke arbejdsklassen eller de fattige bønder.

Det er heller ikke akademikerne, der har overtaget venstrefløjspartier, det er nærmere de u-/faglærte, der har forladt venstrefløjspartier, fordi de ikke længere identificere sig selv med arbejderklassen.
De reelt under privilegerede I Danmark, er underklassen hovedsageligt folk udenfor arbejdsmarked, matchgruppe 4 og 5, invalidepensionister, langtidsledige mm, dem som ingen vil røre med en ildtang, de er udenfor fagforeningerne. Fagforeninger støtter ikke denne gruppe, men er i stedet fortaler for ordninger som efterløn, hovedsagligt betalt af staten, og som denne gruppe i samfundet ingen glæde får af. Det er en ret stor gruppe, der slet ikke er repræsenteret i folketinget, og venstrefløjs parterne bejler stor set heller ikke til dem som vælger. Her er der et reelt demokratisk underskud i repræsentation i folketinget og partierne.

Det er ikke nogen frugtbar vej at gøre bestemte grupper samfundet til syndebukke. Det skaber kun splid, og er ikke en løsning på problemerne i samfundet. Jeg synes det virker som om Jakob Mathiassen ellers har sympatiske holdninger, men det her er en ommer.

Skåret i pap:
Det er ikke nok at være ufaglært arbejder og ikke kunne en skid eller ikke att ville lære en skid.
Så ta'r de røven på dig både hos DA, LA og DF.
Den gamle arbejderromatik er ude.
De ufaglærte i skurvogne (som også er faglærte) må lade sig integrere i det moderne samfund og lade folk af fremmed herkomst integrere sig.
: For mange ufaglærte er nogle reaktionære børster, der ikke gider lette røven.

Gorm Petersen

Det geniale ved Lars Olsens bog "Eliternes triumf", er at han tager udgangspunkt i den mentalitet, der eksisterede i kolonitiden.

Foragten for de indfødte analfabeter (den tids arbejdere og DF-vælgere) gik hånd i hånd med en tro på, at disse var bedst tjent med en form for umyndiggørelse, fordi eliten (den tids R-CEPOS, LA o.s.v.) bedre kunne beslutte på deres vegne.

Senere kom demokratiet - tanken om at ikke kun eliten, men også almindelige mennesker skulle være med til at bestemme.

Man kunne være stolt af at være arbejder. Man skulle ikke skamme sig over, at man ikke havde "læst videre".

Omkring 1970 var der adskillige eksempler på, at klassens ubetinget lyse hovede valgte ikke at læse videre - i ren solidaritet med arbejderne "jeg vil ikke gøre mig bedre end dem".

I dag er åndssnobberiet vendt tilbage.

Arbejderne - forstået som en befolkningsgruppe der udgør op imod 40% af hele den danske befolkning efter Lars Olsens opgørelse, er ikke alene sat uden for indflydelse, de forhånes i en grad som end ikke koloniernes indfødte blev forhånet.

Hvad der engang var arbejderpartier, er kommet til at ligne "hattedamerne" som i snart 100 år har eksisteret inden for den "bløde" fraktion af Det Konservative Folkeparti.

Henrik Petersen

"Ulandshjælpen var sgu’ da ikke højrefløjens idé, det var venstrefløjen, der var opmærksomme på problemerne, som fattigdommen ude i det store udland kunne medføre."

Jeg vil i en kort kommentar, udelukkende forholde mig til dette citat. Ulandshjælpen var faktisk højrefløjens ide. Og det var faktisk ikke engang dansk højrefløj. Det var højrefløjen i USA. Når man oprindeligt begyndte at give ulandshjælp, var det for at sikre sig imod kommunistiske magtovertagelser i en række afkoloniserede lande efter anden verdenskrig. USA gik forrest med dette, men fandt efterhånden behov for at europæiske allierede betalte en større del af kagen - det såkaldte princip om "burden sharing". Danmark var oprindeligt ikke et foregangsland på dette område, men blev det senere, ligesom venstrefløjen tog ulandssagen til sig i 70erne og 80erne på linje med f.eks. miljø- og kvinderettigheder.

Henrik Petersen

"Ulandshjælpen var sgu’ da ikke højrefløjens idé, det var venstrefløjen, der var opmærksomme på problemerne, som fattigdommen ude i det store udland kunne medføre."

Jeg vil i en kort kommentar, udelukkende forholde mig til dette citat. Ulandshjælpen var faktisk højrefløjens ide. Og det var faktisk ikke engang dansk højrefløj. Det var højrefløjen i USA. Når man oprindeligt begyndte at give ulandshjælp, var det for at sikre sig imod kommunistiske magtovertagelser i en række afkoloniserede lande efter anden verdenskrig. USA gik forrest med dette, men fandt efterhånden behov for at europæiske allierede betalte en større del af kagen - det såkaldte princip om "burden sharing". Danmark var oprindeligt ikke et foregangsland på dette område, men blev det senere, ligesom venstrefløjen tog ulandssagen til sig i 70erne og 80erne på linje med f.eks. miljø- og kvinderettigheder.

Lennard Grahn

Før fremkomsten af den Socialistiske partier i slutningen af det nittende århundrede stemte flertallet af arbejderne på partiet "Højre" (i dag de Konservative) Venstre var bøndernes parti. Socialistiske ideer er ikke synonyme med hverken arbejdere - faglærte som ufaglærte, eller med flertallet af befolkningen. Ideerne vandt indpas fordi de kunne forbedre industri- og landarbejdernes vilkår under industrialiseringen, i den post-industielle epoke tjener det måske bedre arbejdernes interesser at modarbejde globalisering og indvandring.

Gorm Petersen

Globaliseringen var jo sådan set en del af det kommunistiske manifest.

Derfor hed sangen "Internationale".

Grænserne gjorde det muligt for kapitalisterne, at spille arbejderne ud mod hinanden.

Derfor måtte grænserne fjernes som et første skridt.

Når de er væk, kan projektet færdiggøres.

Private sikkerhedsfirmaer som "Blackwater" kan ses som kapitalens sikring af kontrollen over alle former for militær, før nationalgrænserne fjernes helt.

Revolutionen i den globaliserede verden bliver således en guerillakrig med jordens befolkning mod. Blackwater, som til den tid alene vil benytte robotter og droner, som selvstændigt - på kapitalens vegne - kæmper mod menneskeheden.

-den skal knuse hvert grænsernes led-

Sådan lyser en af stroferne i sidste vers af Oscar Hansens "Jeg har set rødt flag smælde".

Det synes glemt i dag at arbejderbevægelsen må være international og orientere sig internationalt, arbejderne i (alle) lande må kæmpe sammen med magthavere, tyranner og det borgerskab, som igen er ved at indføre den ko-operative stat, for ikke at sige den fascistiske stat, hvor stat, religion, samfund, fagforeninger, erhvervsliv mm. smelter sammen til et stort ko-operativt firma.

Mht. U-landshjælpen - Marshall-hjælpen til Europa fra USA blev givet efter samme præmis, af angst og frygt for at Vesteuropa skulle længes efter kommunismen i den stalinistiske variant...

Kristian Sørensen

Ca. halvdelen af Danskerne er Socialdemokrater eller til venstre. Hvorfor har venstrefløjen ikke deres egen avis ? Socialdemokraten og Aktuelt forsvandt på grund af manglende interesse, Idag har de kun Information, hvor de kan diskutere og komme til orde. Og Information læses ikke ret mange steder.

Gorm Petersen

En journalist må tænke på sin karriere. Langt hovedparten beskæftiges af det private erhvervsliv.

Italien er et måske endnu tydeligere eksempel. En journalist der er blevet uvenner med Berlusconi kan lige så godt arkivere sit eksamensbevis lodret.

Hvor der er kapitalisme, kan der ikke være demokrati, men den anden vej rundt er der intet i vejen for, at et demokrati kan tillade en vis grad af selveje til produktionsmidler.

Det er først når erhvervslivet bliver så magtfuldt, at det via kontrol over pressen kan forvandle demokratiet til et diktatur (kapitalisme) problemet opstår.

Dogmet om den ubegrænsede profit må afmonteres. Når selv narkohandleren kan acceptere "kun" at få sin investering 4-fold tilbage - trods den høje risiko - er det for langt ude at lovlige kapitalister ikke skulle kunne leve med et tilsvarende låg på profitten.

Lars Jorgensen

Margethe Vestager og hendes parti vil intet have at gøre med en solidarisk velfærdspolitik.

Al international velfærdsstatsforskning viser, som Jørgen Goul Andersen opsummerer det et sted, at welfare for the poor bliver til poor welfare.

Lad være at bilde mig ind, at Vestager hendes parti overhovedet ikke kender til denne klare pointe fra velfærdsstatsforskningen.

Sidste år til en konference hvor Vestager holdt oplæg spurgte hende direkte om dette - hun ignorerede spørgsmålet.

Men det er i høj grad på dette punkt velfærdsstatens fremtid afgøres.

Skal vi målrette vores ydelser til de svageste som 'de altruistiske' amerikanere...

Eller skal vi have universelle ydelser, der ender med at give en (enorm) udligning og solidarisk behandling af alle mennesker i samfundet?

Læg mærke til hvordan dine politikere stiller sig til dette spørgsmål - og du vil vide hvilken model, de arbejder på at indføre/opretholde.

Gorm Petersen

De sidste ca. 5 % er personer med helt andre behov (misbrugsbehandling, psykiatri o.s.v.) end den store underklasse, hvis hovedproblemer er:

1) Gammeldags fattigdom (særlig mens børnene er små).

2) Frygten for deres fagligt uddannede børns fremtid (truslen fra østarbejderne).

3) Frygt for både deres egne og børnenes fysiske sikkerhed.

Det kan være:

-Bander der holder aftenmøder uden for opgangen.

-Patienter distriktspsykiatrien har ladet flytte ind i opgangen uden at kontrollere, om de tager deres medicin. At sørge for, at der altid er batteri i røgalarmerne er ikke nok til at dæmpe frygten.

(ref. "Elitens Triumf").

Kristian Sørensen

@Gorm Petersen.
Grunden til at kapitalen kan tage ubegrænset profit er at vi ikke kar kapitalisme men kapitalsocialisme. Når kapitalen har profit,kan den stikke pengene i lommen. Når den har tab, går den til regeringen og får pengene tilbage. Stor profit kræver oftest stor risiko, så kapitalen vil tage en kæmpe risiko for at få en kæmpe profit.
Og hvorfor ikke? Hvis det går galt, hvilket det jo ofte gør, kommer regeringen rendende og dækker tabet. For regeringen er hundeangst for at kapitalen går fallit. Alle finansfirmaer hænger sammen som ærtehalm. De ejer hinandens gæld, og hvis een går nedenom og hjem, er der fare for, at en hel masse går fallit. Dvs at industrien kommer i vanskeligher og giver sig til at afskedige arbejdere, og det er den værste katastrofe, der kan ske, for så mister politikkerne stemmer, og det må undgås for enhver pris. Hvis regeringen ville lade kapitalen gå fallit når den har spillet fallit , så ville kapitalen hurtigt lære at undgå stor risiko. Det ville jo desværre give meget mindre profit, men det må man jo lære at leve med.

-eh- what?

Vestagers politik, den økonomiske altså, er da om noget en politik for de velhavende; topskatten skal væk, efterlønnen skal væk og i det hele taget skal staten blande sig udenom alt muligt - på det økonomiske område.

Desuden kan man godt lave en poor welfare policy for de cirka 5-6% reelt svageste/fattigste. Men hvad med dem, som bare i en kortere periode har brug for at samfundet tager sig af dem - så de kan komme på fode igen...

Lars Jorgensen

ja, det er derfor, at jeg ikke begriber, at fornuftige og socialt ansvarlige mennesker kan tage Vestager alvorligt...

Gorm Petersen

Godt set KS - lade kapitalisterne flygte til udlandet med byttet - når det går godt - og lade skatteyderne betale regningen - når det går galt.

Bankpakken er i vid udstrækning gået til betaling af gyldne håndtryk.

Hanne Christensen

Per Langholz. Jeg kunne ikke skrive det bedre, du har helt ret. Jakob Mathiassen er i gang med at grave grøfter mellem akademikere og faglærte/ufaglærte og det er ikke frugtbart. Per Langholz har også ret i, at det ikke er akademikere, der har forladt venstrefløjspartierne, det er de faglærte/ufaglærte.

Fagforeningerne nedlagde Det Frie Aktuelt, nedsatte støtten til rød blok, simpelthen fordi der var for mange af deres medlemmer, der var imod, og måske var tilmed toppen imod. Fagbosserne bevægede sig mod højre med egne lønninger der vel kun var bankdirektører værdige.

Per Langholz har også ret i, at de reelt svage i dag er dem, der står uden for arbejdsmarkedet, de syge og langtidsledige. Det er interessant, at dem der virkelig har brug for hjælp, er dem, der først bliver taget fra. I stedet har politikerne (såvel blå som rød blok) alene været interesseret i, hvordan vi kunne spare på de fattigste, og så gik kampen med, hvordan disse sparede penge skulle fordeles mellem top- eller alm. lønninger.

Venstrefløjen taler om velfærdsydelser fremfor om socialpolitik i dag, og det er ikke uden grund. Det handler nemlig om, at få de tabte stemmer fra de faglærte/ufaglærte tilbage i folden. Og det er da interessant, at det spil alene handler om, hvorvidt man kan forbedre de faglærte/ufaglærtes forhold (på akademikernes og ikke mindst de allerdårligst stilledes bekostning).

Jakob Mathiassen forsøger gennem italesættelse at imødegå det forhold, at de faglærte/ufaglærte blev borgerlige, simpelthen af egoistiske grunde fordi de simpelthen lønmæssigt blandede sig med akademiker lønninger. Faktisk var akademikerne i den grad solidariske med arbejderbevægelsen den gang i 50-60’erne, hvor de viste tilbagehold for, at de faglærte og ufaglærte kunne komme med op i løn. Dengang kunne en læge og gymnasielærer forsørge kone og 5 unger, finansiere stort hus i Hellerup og sommerhus ned til vandet for én løn. Det kan ikke lade sig gøre i dag. Dengang boede til gengæld de faglærte og ufaglærte i 5’te baggård på Nørrebro med toilet i gården.

Det kedelige er (og her løber Jakob Mathiassen fra ansvaret), at så snart de faglærte/ufaglærte kom med op, røg solidariteten sig en tur og de stemte borgerligt, og ikke borgerligt i traditionel forstand, nej, de stemte DF og på det Venstre, vi ser i dag. Partier, der har skabt en enorm fattigdom i Danmark blandt ledige og syge mennesker. Den borgerlige regering vi har i dag, står milevidt fra Schlüter-regeringen (VKR) i 80’erne.

Den udvikling handler ikke om kapitalismens kræfter. Den handler om den indre svinehund og et enormt navlepilleri i særligt de kredse, Jakob Mathiassen har sin gang.
Nok er nok, er så blevet sagt de sidste 4 år af særligt fra folk med tilknytning til De Radikale og Konservative. Jeg har været tæt på at følge denne trop, der i sin vorden handlede om et opgør med den DFske tone og Venstres ligeså. En kamp imod den indre svinehund. Ærgerligt nok fik nogle få velbjergede superegoister overtaget i disse ”nok er nok” kredse, og i stedet for at bekæmpe ”svinehunden”, ja, så blev LA og R omdannet til ultraliberale partier, der reelt alene kæmper for skattelettelser – på de fattigste bekostning. Lad det stå klart: De Radikale og LA har støttet ord for ord enhver af de nedskæringer, der har ført til det eksploderende antal fattige, vi i dag har i Danmark. Og ikke nok med det, så går disse to partier ligefrem i front for at gennemføre yderligere nedskæringer over for de fattigste.

Det er interessant, at særligt De Radikale fortsat kan fremstiles i medierne som et socialt ansvarligt parti, og LA fortsat kan gentage parolen om, at hjælp alene skal allokeres til de allerdårligst stillede, når det samtidig præcis er over for disse grupper, de lægger stemmer til nedskæringer for at opnå ½ % skattelettelse. De siger et, og gør noget andet. Nok er ikke nok, nej, mer vil have mer.

Jeg ser imidlertid ikke de sidste 10 års udvikling udsprunget af en kamp mellem akademikere og faglærte/ufaglærte. Nej, jeg ser, at det er startet med, at de faglærte/ufaglærte ganske enkelt fik så mange penge mellem hænderne, at de begyndte at stemme Venstre, og de mindst bemidlede faglærte/ufaglærte stemte DF.

Udviklingen i De Radikale/LA kan ses som et modtræk hertil. For spørgsmålet rejser sig selvfølgelig også om, hvorfor skal akademikere være solidariske med de Faglærte/ufaglærte, når disse kun tænker på eget navlepilleri. Ja, rent faktisk foreslår de faglærte/ufaglærte seriøst, at efterlønnen kun skal gives dem som gruppe. Akademikere og ledige/syge skal intet have. Ligeledes ser de faglærte/ufaglærte og fagforeningerne gennem fingre med, at ledige og syge mennesker reelt tvinges ud i arbejde uden reel løn – i årevis! Vi har reelt indført tvangsarbejde over for langtidsledige og syge. De faglærte/ufaglærte himler op om polske lønninger, fordi de udgør en konkurrence og løntrussel for dem selv. Men at ledige og syge skal gå for en løn langt under polsk niveau, ja, det gør åbenbart ikke noget.

Lønningerne er steget så meget for de faglærte, at hverken faglært eller akademikerløn kan finansiere at få dette arbejde udført. Dette klarer de faglærte så ved at arbejde sort for hinanden – i en indforståethed med politikerne, der lader denne kriminelle adfærd passere – og akademikerne har hidtil klaret det ved finansiering gennem friværdier. Nu er friværdierne væk og der er økonomisk krise, og arbejdsløsheden er eksploderet blandt faglærte bygningshåndværkere. Hov, nu skal de så selv til at smage egen most med langtidsledighed osv., og pludselig går stemmerne til rød blok.

Skaden er imidlertid sket. Denne manglende solidaritet hos de faglærte/ufaglærte med de svagere grupper har skabt en opsplitning mellem grupperne. Modtrækket hertil har nemlig fra akademikernes side været et krav om skattelettelser, ligesom det er blevet legitimt ikke at vise solidaritet grupperne imellem. I dag står vi med krav om lavere lønninger pba. en elendig konkurrenceevne, økonomi m.m. Det ene soloridt er afløst af det næste. Alle er tabere.

Jeg mener fagbevægelsen, de faglærte og ufaglærte i den grad kan takkes for de sidste 10 års hærgen af det danske velfærds- og ærligt sociale system og omsorg. Da de fik de høje lønninger røg solidariteten sig en tur med den opsplitning og manglende sammenhængskraft, vi har fået de sidste 10 år i det danske samfund. En udvikling der i øvrigt reelt startede under forrige socialdemokratiske regering.

Jeg er bekymret for, hvad rød blok vil bringe. Vil de rydde op og skabe social balance, eller vil de blot kæle for stemmekvæget blandt de faglærte og ufaglærte. I så fald vil opsplitningen fortsætte. Jeg håber, at SF og R vil sikre en ligevægt, så ny regering ikke blot vil fortsætte med at pleje de faglærtes navlepilleri. Det er jo præcist det, Jakob Mathiassen lægger op til.

Hanne Christensen, dit indlæg lider under, at du tilskriver fagbevægelsen alt for meget magt og alt for mange interesser; men den skal nu engang varetage sine medlemmers interesser og det, der traditionelt har været set som legitim adgang til at undgå en rolle som social klient: at man har tjent sine sporer i uddannelse og på arbejdsmarkedet. Når man har gjort sig fortjent til at stå i en a-kasse, er det, fordi man har indfriet krav, som fællesskabet stiller til én. Når man ikke har været i stand til at skabe sig en plads i samfundet, har man nogle andre rettigheder, men disse følges legitimt af et ønske om at hjælpe bistandsklienten på vej. For syge og især handicappede er situationen en anden, derfor har man førtidspensionen som forsørgelsesgrundlag for dem, og det er klart, at det er alt for svært at komme i betragtning til pension. Det gale er, at man indretter hele systemet, så arbejdsgiverne kan friholdes for nogen udgift eller noget ansvar for at ansætte. I gamle dage var det sådan, at folk, der havde en smule eller handicap eller lignende, tit fik job i staten, fordi de private virksomheder ikke så det som en attråværdig opgave at løse denne opgave med at løfte folk socialt.
En venstrefløjstanke er at vende det forhold på hovedet, at man kræver af borgeren for at tilbyde retten, således at man kræver af virksomheden for at tilbyde opgaven; men det er selvsagt ikke populært blandt borgerlige, selvom det for alle normalt tænkende er indlysende, at arbejdsmarkedets vigtigste opgave er at sikre folk en anstændig tilværelse.
Når det foreløbig er sådan, at arbejde er det eneste saligtgørende - måtte det ændre sig snarligst1 - må staten selvfølgelig sikre folk adgang til et job, de kan bestride, til en regulær løn.
Personligt har jeg det udmærket med, at faglærte tjener en god hyre, jeg har det dårligere med, at de faglærtes chefer snupper en næsten ligeså stor andel pr. time, som deres ansatte, eller måske endog mere. Kunden tænker ikke på, jvf. Hanne Christensens indlæg, at der på ryggen af hver håndværker rider en arbejdsgiver. Jeg tjener som akademiker selv en del mindre i timen end de fleste håndværkere, men akademikere, der underviser, har en betydeligt pænere løn, ved jeg. Der er vel heller ikke noget i vejen med, at man skal spare op for at finansiere f.eks. håndværksarbejde? De færreste bruger vist en dags indkomst på de tre fornødenheder.

Hanne Christensen

Peter Hansen. Jeg er uenig i din præmis om, at man skal gøre sig fortjent til en anstændig off. ydelse – dagpengene.

Men sådan er det jo i dag – uden fagbevægelsen i den anledning har fundet anledning til at løfte flaget.

I dag er det jo sådan, at en rask og rørig faglært/ufaglært arbejder kan få regnvejrspenge fra dag 1, eller få langtidshjælp i 2 år (tidligere 4 år), mens er denne arbejder syg, ja, så er der kun sygedagpenge i 1 år.

Det er for mig den omvendte verden af social omsorg. Den svageste får mindst.

Og hvad er det disse mennesker har gjort sig fortjent til? (Medlemskabet af LO-familien?) Tager du en langvarig uddannelse (hvilket samfundet jo meget gerne vil have), og bliver syg under forløbet, ja, så hedder det kontanthjælp. Springer du derimod fra efter 9. klasse med bundkarakterer og får dig et fuldtidsjob som flaskedreng, ja, så er denne efter et år berettiget til dagpenge i 2 år (tidligere 4 år).

Jeg ønsker ikke at gøre forskel på folk og måle den ene op mod den anden (som du er i gang med). Jeg mener, at er man ledig eller syg, så skal man have hjælp uanset rang, herunder anciennitet og alder. Så bør der være en basisydelse (gerne på dagpengeniveau), der eventuelt kan suppleres med privattegnede sikringsordninger. Men de privattegnede ordninger skal selvfølgelig ikke subsidieres via statstilskud e.l.

Jeg opfatter dagpengesystemet som et rent subsidie til de faglærte og ufaglærte. Det er ikke indrettet til akademikere da ydelsen er for lav, og det er ikke indrettet for de svageste, da disse hurtigt ryger på kontanthjælp, hvis de overhovedet modtager noget som helst.

Nu vil LO også have efterlønssystemet ensrettet mod deres egne medlemmer, således at hverken akademikeren eller de svage kan få tilbudt efterlønnen.

Du kan mene, at LO skal varetage deres egne medlemmers interesser. Men det gør de jo ikke. Alle deres svage medlemmer (syge og langtidsledige) lader de jo i stikken! LO har stort set ikke kørt nogen afskedigelsessag (pånær hvis det drejer sig om tillidsfolk), og LO har stort set ikke taget hånd om den megen psykiske nedslidning. Hvor tidligere fagbevægelsen opstod som et værn mod de svageste for at sikre disses løn og arbejdsforhold, ja, så har fagbevægelsen udviklet sig til en privatorganisation for de stærkeste blandt de faglærte og ufaglærte.
Dermed er vi tilbage til mit indlæg, hvor jeg argumenterer for, at det er de faglærte/ufaglærte der har udviklet sig til en total usolidarisk gruppe, der ikke kan få nok selv, mens de lader de svageste i stikken.

Konsekvensen er selvfølgelig, at akademikerne ikke kan se ideen i at være solidarisk med de faglærte/ufaglærte osv. Hvorfor skulle man det, når LO ser fuldstændigt med det blinde øje til, at nedslidte akademikere sendes i tvangsarbejde? Og spørgsmålet rejser sig, hvorfor skulle man ikke benytte en polsk håndværker til den halve pris? Trods alt får de jo mere end det beløb, LO synes man selv skal have som tvangsarbejder, hvis man skulle ende der i forbindelse med sygdom. Ikke.

Solidariteten er gået fløjten med fagbevægelsens soloridt. Og dette egotrip ender med at ramme dem selv som en boomerang.

Jeg personligt er meget i tvivl, om jeg skal sætte mit kryds ved rød blok, med den risiko at det kun hjælper LO-folket, mens de svageste intet får. Hvorfor så ikke i stedet stemme på de partier, der vil sikre skattelettelser til mig. Så kan jeg da i det mindste bruge noget af gevinsten på at forsikre mig og min familie yderligere, ligesom der nok vil blive et par håndører til overs til en TV-indsamling samt til en tigger i ny og næ.

Går den ene sologang, ja, så gør den anden det også. Lige nu vrider LO-folket sig i arbejdsløshed og udsigten til øgede boligpriser pga. stigende renter på deres F1-lån. LO-successen kan hurtigt vendes, og tænker rød blok sig ikke om og sikrer anstændig social omsorg for alle (og ikke kun til de stærkeste i LO-familien), ja, så går jeg efter skattebesparelse næste gang, og næste gang og næste gang igen i erkendelse af, at solidaritet imellem befolkningsgrupper og idealisme er en tilstand, hvor man i og for sig bare er en anelse til grin for egen pengepung.

Hanne Christensen

Peter Hansen. Du antyder, at jeg ikke tænker på, at mester tager sin del af håndværkerudgiften.
Jo, selvfølgelig gør jeg det. Men jeg ser jo rundt omkring på villavejene, at det altså er håndværkerfamilien der bor i de største og lækreste villaer og kører i de største biler. De møder også talstærkt op på golfbanerne osv. Hvorfor mon? Det skyldes deres høje lønninger samt det, at de selv får deres huse istandgjort til sort arbejdspris.
Akademikerne de sidder derimod rundt på de små kontorer i det offentlige eller privatge og arbejder over uden at få en krone for det. Det er vist stort set mere reglen end undtagelsen. Imens akademikeren arbejder hvidt og gratis over, ja, så har den faglærte samme løn, men arbejder sort over og får udført egne håndværkerudgifter til det halve af, hvad akademikeren oftest skal af med.
Dette gælder selvfølgelig ikke altid. Men det er mit indtryk, at det giver et godt billede af, hvad der reelt foregår grupperne imellem. Dette forhold overses, når økonomerne regner på livslønninger. Medtog man disse, ville de faglærte håndværkere langt overgå akademikerne i livsløn i dag.

Søren Ferling

@ Gorm Petersen - # 2. marts 2011 kl. 16:38

Mange foretrækker at blive snydt økonomisk af politikere, der signalerer, at de ikke foragter dem (DF) - frem for at stemme på politikere, der ville have givet dem bedre økonomiske kår,...

Ja tak, de ville rigtig nok ikke som DF være nødt til at indgå handler med liberalisterne i V og C, men den bedre velfærd ville være for lånte penge og det er som bekendt ikke holdbart.

Derfor er DF det mest sociale og solidariske parti i Danmark idag.

Indvandring er som det nævnes i - 'Karsten Aaen - # 1. marts 2011 kl. 22:51' - naturligvis ren arbejdgiver- og finanssektor-politik.

Denne asociale politik er den nominelle venstrefløj så alligevel slået ind på og har derved svigtet de nederste i det socioøkonomiske hieraki - fordi i løbet af halvfjerdserne fandt ud af at indvandrerne stemte på dem, når de bare ville sælge landet til dem i småstykker.

Den nominelle venstrefløj har, som Brecht formulerede det, 'mistet tilliden til folket og derfor valgt sig et nyt og besluttet at opløse det gamle'.

For den nominelle venstrefløj må menneskelige hensyn og mennesker af kød og blod vige, når det kommer til ideologien og systemet.

Det er omtrent samme form for 'venstreorienterethed' Sovjet stod for.

Margrethe Vestager er nok arbejdernes hadeobjekt no. 1. Hun ligner de sagsbehandlere man skal stå skoleret for...

Det er da ikke derfor - det er da fordi hun aspirerer til at være den mest racistiske politiker i Folketinget. Hun har dog i den disciplin en tid været klart uddistanceret af Zenia Stampe - tro mig, hun hades mere intensivt - et mere systemtro og menneskefjendsk menneske skal man lede længe efter.
______________________________________________________

@ Ivan Gullev - # 2. marts 2011 kl. 23:18

De ufaglærte i skurvogne (som også er faglærte) må lade sig integrere i det moderne samfund og lade folk af fremmed herkomst integrere sig.

Du taler som en fortidig godsejer - eller hans ridefoged...
______________________________________________________

@ Lennard Grahn - # 3. marts 2011 kl. 15:32

..., i den post-industielle epoke tjener det måske bedre arbejdernes interesser at modarbejde globalisering og indvandring.

Selvfølgelig gør det det - og det gælder også arbejderne i ulandene.

Globalisering og migrationer er udpræget liberalistisk politik og kun til gavn for de stærkeste og i forvejen bedst stillede.