Kommentar

Aarhus Universitet: Stanford eller Oxford?

Igennem det seneste års tid har Aarhus Universitet tumlet med spørgsmålet: Hvordan indretter man et moderne universitet? Svaret kom i forgårs
11. marts 2011

Hvordan skal et universitet indrettes? Den klassiske formulering lyder: Hvad er fakulteternes orden?

Det findes der i hvert fald to forskellige principper og dertil svarende traditioner for. I den ene spørger man om, hvordan viden skal anskues. I den anden spørger man om, hvordan viden skal bruges.

Førstnævnte er den europæiske. Det traditionelle europæiske universitetet blev, som filosoffen Immanuel Kant skrev i 1798, indrettet i overensstemmelse med den måde, viden kan anskues. Derfor skulle universitetet organiseres med tre fakulteter: det teologiske, der beskriver Guds orden, det juridiske, som beskriver samfundets orden, og endelig det medicinske, der beskriver det menneskelige legemes orden. Og sådan indrettede man da også i 1810 Humboldt Universitetet i Berlin, idet man dog til teologi føjede filosofi, så man havde fire fakulteter. Med årene tilføjede man matematik og naturvidenskab samt økonomi og erhvervsvidenskab, så man nåede op på seks fakulteter.

Den anden måde er den amerikanske. Det traditionelle amerikanske universitet blev indrettet i overensstemmelse med, hvordan viden kan bruges. Derfor fastslog man ved indvielsen i 1876 af et af de gamle amerikanske universiteter, Johns Hopkins University, at det skal producere »knowledge for the world«. Det indebærer, at man organiserer sig efter professionernes eller samfundssektorernes brug af viden, nemlig i schools: School of medicine, business, engineering, agriculture, environment, education og så videre. Dette princip finder man i de fleste af de store og anerkendte amerikanske universiteter, f.eks. Stanford University.

Mixet model

Igennem det seneste års tid har Aarhus Universitet (AU) tumlet med det samme store spørgsmål: Hvordan indretter man et moderne universitet? Svaret kom den 9. marts 2011.

Før fusionerne i 2006 og 2007 var AU organiseret i overensstemmelse med den klassiske europæiske tradition. Der var fem fakulteter: Naturvidenskab, Humaniora, Sundhedsvidenskab, Samfundsvidenskab og Teologi, dvs. næsten ligesom modellen fra Humboldt. Men med fusionerne blev rammerne sprængt, for ind kom Handelshøjskolen i Aarhus, Danmarks Miljøundersøgelser, Jordbrugs- videnskab og DPU, Danmarks Pædagogiske Universitet fire institutioner, der var organiseret efter det amerikanske princip: Hvad skal vi bruge den videnskabelige viden til? Ja, faktisk fik man en struktur, der var næsten magen til Stanford University, som har syv fakulteter eller schools: Business, Earth Sciences, uddannelse, ingeniørvidenskab, jura, medicin samt det traditionelle humanities and Sciences.

Hvilken model valgte AU d. 9. marts? Den europæiske eller den amerikanske? Allerede d. 12. december 2010 løftede Lauritz Holm-Nielsen, rektor for AU, i et interview til Politiken sløret: Det handler, sagde han, »om at dreje universitetet i Århus bort fra en klassisk akademisk og mere indadvendt model i stil med britiske Oxford University over i retning af en amerikansk model inspireret af Stanford University«.

AUs tredje vej

Hvad er så blevet resultatet? For en umiddelbar betragtning er det paradoksalt nok Oxford-modellen, der er løbet af med sejren. På AU har man slået de ni gamle fakulteter sammen til fire, nemlig sundhed; naturvidenskab og teknologi; erhverv og samfund; samt kunst og kultur. Denne struktur har ikke noget at gøre med Stanford, men er næsten identisk med University of Oxford, hvor man har fire divisions: Medical Sciences. Mathematical, Physical & Life Sciences. Social Sciences (herunder Saïd Business School). Samt Humanities. Dvs. sundhed, naturvidenskab, samfunds- videnskab og humaniora.

Men måske er sandheden, at man på AU har forsøgt sig med en tredje vej. For princippet er hverken, hvordan viden anskues, eller hvordan den bruges, men at verden er kompleks og i stadig forandring. Derfor er mottoet tværfaglighed, fleksibilitet og samspil med omverdenen på basis af en dyb faglighed. Fagligheden sikres gennem færre og stærkere institutter. Fleksibiliteten tilgodeses gennem ledelsesmæssig centralisering og en lang række tværgående aktiviteter.

Hvad bliver resultatet? Én risiko er traditionalisering: Hvis de nye fakulteter bliver for stærke, er det Oxford, der vinder. Den anden risiko er bureaukratisering, fordi den nye struktur med sin kombination af centraliseret ledelse, stærke institutter, tværgående aktiviteter, inter- disciplinære centre og nationale centre for videnudveksling viser sig at være alt for kompleks og tung.

Men hvis eksperimentet lykkes, vil der være tale om en universitetspolitisk fornyelse. I så fald er processen imidlertid ikke slut, men først lige startet. For velfungerende organisationer er ikke baseret på stor indre kompleksitet, men på enkle principper.

Én ting er i hvert fald givet: Stanford blev det ikke.

Lars Qvortrup er professor på Center for Vidensteori og Videns-politik, DPU, Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu