Kronik

Ansvaret for udsatte tørres af på frivillige

Grænserne mellem den civile og den offentlige sektor er så mudrede, at det offentlige får mulighed for at tørre ansvaret for socialt udsatte af på frivillige. Samtidig slukkes ildsjælenes gnist, når de bindes af det offentliges firkantede krav. Der er behov for at afklare sektorernes roller
For mange børn kan en voksenven give et tiltrængt pusterum i hverdagen. Men hvis voksenvennen erstatter en offentlig hjælpeindsats, kan det gå galt.

For mange børn kan en voksenven give et tiltrængt pusterum i hverdagen. Men hvis voksenvennen erstatter en offentlig hjælpeindsats, kan det gå galt.

Claus Bjørn Larsen

Debat
28. marts 2011

Her på Lolland bor familier, som lever under fattigdomsgrænsen, får børn i teenageårene og aldrig får en uddannelse. Her er børnefamilier, som lever med skimmelsvamp på væggene, utætte vinduer og manglende brænde til pejsen. De bor ofte langt ude på landet. For børnene betyder det lang transport til skole, minimeret kontakt til vennerne og ingen deltagelse i fritidsaktiviteter.

De frivillige i lokalområdet har mange ideer, som kunne hjælpe familierne, men desværre er disse familier ikke på den politiske dagsorden i øjeblikket. Og da puljerne er specifikt tilegnede særlige målgrupper, som f.eks. udsatte grupper i ghettoområder, går ideerne tabt.

Billedet er typisk — politikerne fokuserer på de problemer, der umiddelbart giver størst respons i den politiske debat. Imens vokser problemer, som med de frivilliges hjælp kunne være taget i optrækket. Ildsjælene mister deres gnist, når afslagene er hyppige nok.

Undergravende krav

Selv hvis der er mulighed for at søge midler til en særlig sårbar gruppe, hæmmes initiativerne af krav til særlig udformning af ansøgningerne.

Kravene tvinger ofte de frivillige foreninger til at gå på kompromis med deres etiske principper og grundlæggende forestillinger om et fungerende projekt. Eksempelvis er det ofte rigtig svært at skulle leve op til statens eller kommunens krav om tidsplaner og målgruppedefinitioner.

I den forbindelse kan nævnes et projekt, her i området, der handler om at matche seniorer og udsatte børn til glæde for begge parter. Der er i projektformuleringen indskrevet krav om vist antal match per år. Opnås det rette antal ikke, trækkes projektets økonomiske midler tilbage. Resultatet kan blive, at foreningen føler sig nødsaget til at lave match, som ikke er funderet på egentlige vurderinger af, om barn og voksen passer sammen. Dermed opnår man det rigtige antal match, men det er ikke til fælles glæde for parterne. Relationerne bliver typisk opløst efter kort tid. Resultatet er et skuffet udsat barn og en senior, som ikke har mod på at prøve igen.

Der er foreninger, som forsøger at gøre opmærksom på problemerne, men der er en risiko forbundet med den slags højtråbende adfærd! F.eks. risikerer man at blive truet med økonomiske sanktioner og nedlægning af projektet, hvis man nægter at følge målkrav, som man oplever er til skade for de sårbare grupper.

Konflikten handler grundlæggende om, at udvikling og fremskridt opfattes forskelligt i det offentliges og de frivilliges verden. Sidstnævnte fastholder, at udvikling og fremskridt er individuelle og skal opfattes forskelligt fra person til person. Et frivilligprojekt har succes, når brugere og frivillige er glade og føler, at det gør nytte — ikke når de har udfyldt offentlige skemaer korrekt og glædet en politisk defineret idé eller retning.

Derfor vil vi af med den kontrollerende og bureaukratiske form, der præger det frivillige arbejdes forhold til de styrende instanser i dag. Det frivillige skal aldrig være politikernes forlængede arm, men være de udsatte gruppers talerør og støtte. Ideerne skal komme nedefra, og de skal støttes af de statslige og kommunale organer, fremfor styres af krav om mål, tidsplaner og trusler om økonomiske sanktioner, når projekterne ikke forløber som først antaget.

Forskellige roller

Mislydene i samspillet mellem de frivillige og det offentlige opstår ofte, fordi de to systemer ikke har øje for hinandens kernekompetencer og vidt forskellige roller.

Det frivillige arbejde kan noget andet end det institutionelle. Det frivillige er præget af mennesker, der ser og møder andre mennesker som individer, uden at der sættes mærkater eller diagnoser på.

Desværre lader det til, at de offentlige instanser opfatter de frivillige foreninger som en arbejdskraft, der kan udnyttes som ekstra hænder til de opgaver, der hører til det offentliges ansvarsområde.

Problemet er imidlertid, at de frivillige risikerer at miste borgernes tillid, hvis de bliver repræsentanter for det offentliges indsats. Og netop tilliden er afgørende for, at vi kan hjælpe.

Forleden besøgte jeg f.eks. Lene på 21 år. Hun fortalte mig, at hun synes, det er svært at være mor. En dag havde hun tabt besindelsen og var kommet til at skælde 3-årige Asger ud, fordi han hældte sit saftevand ud over den lille på et halvt år. »Er det ok at blive vred en gang imellem?« spurgte hun.

Lene følte, at hun kunne tale åbent med mig, men socialrådgiveren, som besøgte hende et par dage tidligere, turde hun ikke åbne sig over for. »Jeg turde simpelthen ikke fortælle socialrådgiveren, at jeg blev sur på Asger, og at jeg nogle gange synes, det er svært alt sammen. Jeg er så bange for, at de så tager mine børn,« fortalte hun.

Som frivillig kan man afsætte tid til at lytte og være nærværende. Frivillige er der, fordi en mor eller far selv har ønsket det. Man er der for at støtte og vejlede — ikke for at vurdere, dokumentere og beslutte.

Mennesker, som har det svært, har brug for at blive hørt og set på deres præmisser. Intet menneske har nogensinde følt sig værdigt, afholdt og styrket af at blive klassificeret og beskrevet af en udenforstående. Derfor er afgrænsningen mellem det frivillige og det offentlige helt central.

Uklare grænser

Grænserne mellem den civile og den offentlige sektor er også centrale, fordi de bidrager til at undgå, at det offentlige lægger ansvar over på de frivillige, som de slet ikke er rustet til at bære. De frivillige bør aldrig blive behandlere eller repræsentanter for lovgivning eller offentlige instanser. Det er de kommunales opgave at administrere loven og tage sig af de behandlingsmæssige opgaver. Derfor må de frivilliges indsats aldrig blive opfattet som en erstatning for offentlige tilbud. Desværre er det ofte det, der sker.

Anders har f.eks. en far, der drikker for meget. Anders har tre gange været på kommunen. Han vil gerne tvangsfjernes. Kommunen henviser ham til et frivilligprojekt, og Anders får Jens som voksenven. Hver tirsdag går Anders hjem til Jens. Dér hygger de, og Anders føler, at der er nogen som har tid til at lytte. Det er han glad for, men alle ugens andre dage har han det stadig svært derhjemme.

Gråzonen mellem det frivillige og det professionelle er hårfin, hvilket gør en diskussion nødvendig. Det offentlige skal fortsat tage hånd om børn, unge og ældre med særlige behov, og indsatsen bør aldrig blive overladt til frivillige foreninger, som ikke nødvendigvis har den rette uddannelse eller mulighedsramme til at imødegå problematikkerne. Frivilligt arbejde handler ikke om at spare i det offentlige. Hvis det frivillige gøres til en pengesparende sovepude for de offentlige instanser, bør der straks råbes vagt i gevær.

Det er vigtigt, at det i den kommende tid klargøres, hvori forskellene mellem det frivillige og det kommunale/statslige ligger. I denne diskussion findes også svarene på, hvordan man skaber et godt samarbejde.

Anja Sigvard Nielsen er projektkoordinator og frivillig. Hun er bosat i Maribo.

Serie

En hjælpende hånd

Seneste artikler

  • Fra traditionel til moderne frivillighed

    8. april 2011
    Hvis frivillighed skal være med til at løse offentlige velfærdsopgaver, er det afgørende, at man fra politisk side forholder sig til den moderne, individualiserede frivilligheds præmisser
  • Venstrefløjen skal satse på det frivillige potentiale

    2. april 2011
    Mens verden omkring os ivrigt diskuterer brugen af frivilligt arbejde, har den hjemlige venstrefløj forelsket sig blindt i en større og stadig mere indgribende stat. Velfærdsstaten er blevet til målet frem for midlet. Der er brug for nytænkning om den tredje sektor mellem stat og marked
  • Hvad vi fælles skaber

    14. marts 2011
    Frivilligt socialt arbejde besynges som løsningen på velfærdsstatens problemer. Men markedslogik og manglende økonomisk opbakning undergraver de frivilliges indsats og integritet
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Martin Bendtsen

Det er jo ubehagelige læsning. At der skal være så stor forskel på hvordan børn vokser op og med hvilke midler. Når de bliver omkring 15-16 års alderen skal de til at vælge uddannelse. Men forældrene kan måske ikke hjælpe, fordi deres kompetencer ikke rækker til det. Så barnet får aldrig reel mulighed for at gennemføre en gymnasieuddannelse f.eks. Medmindre der kunne træde en frivillig ind og hjælpe til med lektierne. Men med alle de administrative omstændigheder (papirnusseri), fjernes glæden til at udføre frivilligt arbejde fuldstændigt. Men alting skal måles og vejes, og derfor skal der være formulare, love og regler til ALT hvad borgerne gør i samfundet, uanset om det er til gavn eller skade for andre. En liberal (påstår de selv) regering, laver den ene lov efter den anden, stramninger på alle områder, besparelser og forhindringer, for dem der gerne vil gøre en forskel. Contradictio in adjecto.

Dan D. Jensen

Den helt korte version: VKO !

Mai Birk Andersen

Det er en vigtig debat at starte!! Især fordi 2011 jo er blevet udråbt til Europæisk frivillighedsår. Selvom debatten på nuværende tidspunkt, om muligt, synes mindre synlig end sidste års fattigdomsdebat, hvilket må betyde at den er ikke eksisterende.
Jeg synes dog, at artiklen er en smule ensidig når den skærer hele den offentlige sektor over én kam. Tænk på, at vi der starter på socialrådgiveruddannelserne også brænder for at gøre en god forskel for de mennesker vi kommer til at møde. Og vi bliver gode til det. De færreste af os drømmer om at sidde som små arrige skrivebordsfascister og ja, det er rigtig ærgerligt når den enlige mor er utryg ved sin socialrådgiver.

Men, fin start på en debat. Gør noget ved den lovede afbureaukratisering, giv den faglige vurdering og lidt af varmen i hænderne tilbage til de faglærte og lad de frivillige være dem der inspirerer, bringer varme og skaber de gode relationer hvor de ser det er nødvendigt.

Hattedamesamfundet.

Hattedamer er ikke så glade for arbejdsmiljøbestemmelser, overenskomster og kontrolmuligheder. Faglighed er heller ikke så vigtigt; røgen ud af røven tæller oftest the most.

Jeg håber ikke at endnu en omgang libertiner-altruisme under S-SF-R spændes for yderligere afmontering af velfærdsstaten. Men det ser ikke lovende ud.

Frederik Petterson

Frivillige gør et stort stykke arbejde, men hvis reguleringen tager overhånden, løber alle skrigende væk.

Hvem husker ikke pølsedirektivet, hvor frivillige i eksempelvis en fodboldklub skulle på kursus for at servere hot dogs ---den slags vanvid skal stoppes !

Giv os frivillige meget frie hænder, så skal vi nok fortsat gøre en stor forskel !