Kommentar

Atomkraft og moral

Fukushima-katastrofen har reaktualiseret en gammel debat, som ingen nok så avancerede tekniske indsigter kan løse for os
Debat
24. marts 2011

Jeg tilhører en generation, som fik en vigtig del af sin politiske opdragelse ved det store atomkraftseminar eller hvad vi nu skal kalde den brede offentlige debat, der fandt sted i Sverige forud for folkeafstemningen om atomkraftens fremtid i foråret 1980. På den baggrund har jeg svært ved at tro, at der kan eksistere et argument for eller imod atomkraft, som jeg ikke allerede har hørt og nogenlunde forstået.

Jeg har hørt og forstået det argument, at atomkraft kan gøre vores energiforsyning mere sikker selv om jeg ikke helt forstår, hvordan nogen tør stå inde for atomkraftens sikkerhed i lyset af, hvor meget der står på spil, hvis denne skulle fejle.

Jeg har også hørt og forstået det argument, at atomkraft blot er en overgangs-teknologi, en historisk parentes, hvis berettigelse udløber, når vi bliver i stand til at få al den el ud af de vedvarende energikilder, som vi ønsker selv om jeg ikke ved, hvem det er (ud over os selv), der skal afgøre, hvor meget elektrisk energi vi har brug for.

Jeg har også hørt og forstået det argument, at de risici, som er forbundet med atomkraft, er værd at løbe, fordi atomkraft har en vigtig rolle at spille i vores bestræbelser på at afværge katastrofale ændringer i Jordens klima selv om jeg ikke helt forstår logikken i at behandle den ene livstruende sygdom med den anden.

Jeg har sidst, men ikke mindst, hørt og forstået det argument, at atomkraftens højradioaktive affald vil skulle gemmes af vejen for alt levende i 100.000 år selv om jeg ikke helt forstår, hvordan nogen kan udstede garantier, der strækker sig over så svimlende et artshistorisk tidsrum.

I så henseende har intet ændret sig siden atomkraft-seminarets dage. Affaldsspørgsmålet drejer sig ikke om holdbarheden af kobber-indkapslede tønder i betonsiloer på fem hundrede meters dybde. Men om holdbarheden af et løfte, som strækker sig ud over en periode, som intet menneske kan forudse.

Det handler om moral

Atomkraften indgår kort sagt i den stiltiende faustiske pagt, som vores civilisation har indgået med djævelen eller i det mindste med de værste sider ved os selv: løftet om paradiset for os selv her og nu imod risikoen for et helvede for vore børn og børnebørn.

Nu tror jeg ikke på djævlen, og vel heller ikke rigtig på den forestilling, at mennesket altid vil rumme både gode og dårlige sider, men jeg tror på menneskets evne til at vælge imellem, om vi ønsker at forbruge Jorden eller at forvalte den. Der findes som bekendt absolut ingen tekniske eller videnskabelige hindringer for, at den nuværende generation kommer til at efterlade et udplyndret og forgiftet konkursbo til de fremtidige generationer. Ligesom der heller ikke findes tekniske eller videnskabelige hindringer for, at vi kunne tilpasse vores livsstil på jorden til vores eventuelle ansvar for den, hvis vi ellers ville.

Hvorvidt vi har et sådant ansvar, hvad vi lægger i det, og på hvilken måde vi måtte vælge at påtage os det, afgør vi helt og holdent selv. Dette er, hvad der i sidste ende gør en stillingtagen til atomkraftens fremtid til et moralsk spørgsmål og ikke et teknisk eller videnskabeligt. Og dette er også grunden til, at atomkraftspørgsmålet bliver ved med at splitte os, når det stiller os over for valget mellem en energikilde, hvis 100.000-årige konsekvenser vi ikke kan tage ansvar for og energikilder, hvis konsekvenser er nogenlunde gennemsigtige og håndterbare.

Der er ingen vej tilbage

Moralske valg er altid svære valg. Også dette. Over for risikoen for fremtidige generationer står vores akutte behov i dag. Over for den statistisk set lille risiko for atomulykker står en næsten 100 procents risiko for katastrofale klimaændringer.

Filosoffen Karl Popper formulerede engang en slags moralsk princip for, hvilke ændringer i samfundet, som kan retfærdiggøres og hvilke som ikke kan. De uberettigede ændringer brænder alle broer bag sig og hindrer os i at tage et skridt eller to tilbage for at korrigere eventuelle fejltrin og fejl. De forsvarlige ændringer giver vores børn og børnebørn en mulighed for at efterprøve og genoverveje dem. Utopisk social ingeniørkunst kaldte Popper for en uberettiget metode til forandring social ingeniørkunst i små skridt kaldte han for en forsvarlig.

En udbygning af atomkraft er i dette perspektiv et perfekt eksempel på førstnævnte, forstået som en gennemgribende forandring af samfunds og biosfæren, der ikke kan fortrydes af hverken os selv eller fremtidige generationer.

Man kan selvfølgelig hævde, at mange andre sociale ændringer også har utopisk karakter i den forstand, at de er vanskelige eller endda umulige at rulle tilbage, men intet kan i omfang og varighed måle sig med de forandringer i menneskers levevilkår, som atomkraft indebærer.

På stedet for en af de værste nukleare ulykker nogensinde, Tjernobyl i Ukraine, vil et areal på størrelse med Schweiz skulle friholdes for menneskelig beboelse i de næste 300 år. Omkring Fukushima i Japan vil et lignende areal efter al sandsynlighed skulle inddrages hvor stort ved ingen endnu.

Det farligste affald

»Oh, du skal få en rigelig frist,« siger Mefistofeles i Goethes Faust, da Faust gribes af bekymring for forfaldstiden for hans betaling (hans sjæl). Omtrent sådan har vi vel også indrettet os med atomkraft. Betalingen kommer i ubestemt fremtid og forhåbentlig aldrig nogensinde.

De, som efter ratebetalingen i Fukushima stadig tænker sådan, tænker ikke sådan, fordi de ved noget om atomkraft, som jeg ikke ved, men fordi de træffer et andet moralsk valg end det, som jeg ville være med til at træffe.

Personligt vil jeg gerne se et globalt moratorium for nye atomkraftværker, så længe vi ikke ved, hvordan vi kan håndtere affaldet fra de gamle på betryggende vis. Halveringstiden for plutonium et af verdens farligste stoffer, og en bestanddel i det brændselsaffald, der truer med at sive ud i Fukushima er 24.000 år.

En længere betalingsfrist end den, tror jeg ikke vi behøver.

Göran Rosenberg er journalist, forfatter og uafhængig kommentator for Dagens Nyheter og Information © Dagens Nyheter og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Atom-teknologien er og hár altid været en håbløs satsning. Den er simpelthen ikke de alvorlige problemer værd, herunder ikke mindst affaldsproblematikken. Her er de økonomiske dogmer gået i retning af 'zur Hölle'. Så naturligvis bør der sættes fornyede spørgsmåltegn til den...

Med venlig hilsen

Skal vi ikke starte med det oplagte: Der er ikke sket en katastrofe på værket i Fukushima. Der har været et ekstremt alvorligt havari, som måske kunne være gået helt galt. Men det er ikke sket.
Værkets havari har illustreret at affaldsspørgsmålet skal tages alvorligt, men der er stadig ikke sket nogen katastrofe.
Og så skal man lige huske at de andre energikilder også har omkostninger, både økonomiske, miljømæssige og sikkerhedsmæssige.

En uddybende historie om hvordan "katastrofen" ikke var en katastrofe: http://www.theregister.co.uk/2011/03/22/fukushima_tuesday_2/

Overhovedet ikke enig. Grænserne for omfanget af katastrofen er langtfra kortlagt. Omfanget af den aktuelle atomforurening på,lang sigt er heller ikke klarlagt for indeværende. Men det imidlertid klart nok, at tilbøjeligheden til at lade økonomiske kalkuler afgøre anliggendet har spillet en rolle, som har tilsidesat de sikkerhedsmæssige forbehold. Der ér tilstrækkelige alternativer, som kan opdyrkes. Og dermed ingen undskyldninger for at lade en forudsigelig situation komme til udløsning. På vilkår som nu ikke kan annulleres. Atomteknologien er ikke nogen fornuftig løsning. Og bliver det heller ikke. Der er naturligvis behov for at erkende miséren og ændre politikken på området. Så enkelt er det såmænd...

Med venlig hilsen

Det er ikke et spørgsmål om enighed, men om hvad ord i dansk betyder. Der er ikke sket en katastrofe. Før man kan bruge det ord skal der vel trods alt være nogle konsekvenser vi dårligt kan leve med. Sådan nogen har ulykken ved Fukushima ikke haft.
Der har været et tragisk tab af menneskeliv under redningsarbejdet, men ikke pga stråling, og en dråbe i havet i sammenligning med de andre ulykker, der er regnet ned over Japan på det seneste.

Drømmen om risikofri energi er en drøm, og ikke så meget andet, på nuværende tidspunkt.

Lad Fukushima-katastrofen være et symbol på at privatkapitalismens fallit når det gælde drift af højrisiko-industri. Gang på gang ser vi at privatkapitalismen tænker i profit frem for omgivelsernes sikkerhed. BP i den Mexicanske Golf, Medicinalindustriens håndtering af påståede epidemier, senest Tamiflu, Bankernes udlåningspolitik - Listen er lang og absolut kostbar for det offentlige.

I tilfældet Fukushima-katastrofen er der tale om gentagende negligering af henstillinger fra det internationale atomenergi-agentur, IAEA og forfalskning af kvalitetsrapporter.

Staterne i de respektive lande bør som et minimum lovgive tæt omkring gennemskuelighed og kontrol med disse samfundstruende virksomheder. Grådighed og ansvarsforflygtigelse er tæt forbundne karaktertræk hos mange af verdens topchefer.

Det er for lemfældigt at diskutere om det er en katastrofe eller ikke. Hvis der havde være nordøstlige vinde i stedet for vestlige i forrige uge havde billedet været et helt andet.

Diskutionens præmisser kan jo ikke rimeligtvis bero på hvordan vinden blæste den dag det gik galt.

Det største pronblem med A-kraft, i mine øjne, er affaldet, som det på meget god måde beskrives i artiklen. Det var i 60'erne man gravede sit affald ned. Nu burde vi være blevet klogere. Jeg kan ikke se nogen fordel med A-krft medmindre man sørger for at vi ikke bare efterlader giftgrunde til de næste 3000 generationer.

Der findes tekniske løsninger til dette, men ingen vil betale for det. Omkostningen ved A-kraft skal opjusteres så det tager højde for at affaldet kan behandles så det ikke er farligt efter overskuelig tid.

I mine øjne er A-affaldet i de Svenske fjelde mindst lige så stort som den potentielle CO2, de har forhindret komme ud i atmosfæren.

Martin Sørensen

god artikel.

og ja atomkraft er et spørgsmål om moral. jeg siger det ofte sådanne her, hvad er forskelen på store vindmøller og atomkraft, jo

store vindmøller de kræver ca 1000-2000 m sikkerheds afstand for lyd og andre gener

mod et atomkraftværk ja det kræver 1000-2000 km´s sikkerheds afstand. .

helt enkelt så tror jeg ikke på at vi nogen sinde kan kontrolere denne her teknologi så den er sikker,

400 dør i trafikken i danmark om året, hvorfor afskaffer vi ikke bilerne???

Jens Falkesgaard

...og de 800.000 tons uran (ca. 6000 ton heraf som U-235), og 2.000.000 tons thorium der slippes løs i atmosfæren årligt pga. afbrænding af kul er heller ikke et problem?

Glem heller ikke at det nylige kæmpejordskælv i Japan er det kraftigste der nogensinde er registreret.
Det siger meget _for_ det ingeniørmæssige sikkerhedsniveau i a-kraftværker, at ulykken ikke har udviklet sig værre end den har.

Jens Falkesgaard

Ulykken på Fukushimaværket er ikke færdig med at udvikle sig - den fortsætter uhæmmet med et strålingsniveau der er 70.000 gange højere end grænseværdien for atomkraftværker - og en evakueringszone der i dag er udvidet til 30 km - for lidt og for sent....

Det bliver Tjernobyl på steroider.

Tom W. Petersen

Ét aspekt af Fukushima-historien er, at behovet for profit begrænser interessen for tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger. Det ses meget tydeligt i forbindelse med minearbejde, men gælder generelt.
Det vil være passende at overveje brug af atomkraft, når man ved helt præcist, hvordan man opbevarer affaldet i de næste 3-400 år fuldkommen sikkert.

John V. Mortensen

"Nød lærer nøgen kvinde at spinde, men når hun får råd til at købe, lader hun rok og nød løbe". Det samme vil medierne og vi, indtil næste katastrofe.

"Tiden sletter alle spor". Men - bare ikke atomaffaldsforgiftet jord, atomkapitalen og dens medløbere vil stadig bortforklare, lige til - een bestemt dag, og den - vil vi meget nødigt opleve.