Læserbrev

Businessbølge hærger AU

Alt tyder på, at vi har endnu et eksempel på en dekan, som ikke har den mindste respekt for sin materie, men som tværtimod vil omdanne alt i sit eget billede i ren og skær mangel på viden og opfyldt af magtfuld naivitet
Alt tyder på, at vi har endnu et eksempel på en dekan, som ikke har den mindste respekt for sin materie, men som tværtimod vil omdanne alt i sit eget billede i ren og skær mangel på viden og opfyldt af magtfuld naivitet
21. marts 2011

Dekanen for det nye fakultet School of Business and Social Sciences ved Aarhus Universitet er kommet uhyre dårligt fra start.

Først udnævner han tre prodekaner, der alle, ligesom han selv, har et økonomisk orienteret udgangspunkt. Det til trods for at det nye fakultet ud over økonomi, jura og business også rummer både politologi og psykologi. Sund fornuft ville tilsige en mere bredt sammensat ledelse.

Dernæst tegner han en ny institutstruktur. I denne proces nednormeres det gamle Institut for Statskundskab til Department of Public Policy and Administration.

Statskundskab i Århus, der har eksisteret siden 1959 som det toneangivende miljø i kongeriget for politisk, sociologisk og samfundsteoretisk forskning, skal nu nednormeres til en af sine mange underdiscipliner, nemlig offentlig politik og forvaltning. Hele den vestlige videnskabelige tradition udgrænses. Det vil uden tvivl bidrage til, at uddannelsen, det videnskabelige miljø og kvaliteten af vores embedsstand vil falde.

Dette reducerede miljø skal nu, fortæller dekanen i et indlæg i Information 15. februar, indgå i såkaldte synergier i den nye business-skole. Synergier? Dekanen mangler lidt politologisk sans her men ok, det er jo også den, han vil af med.

Synergier er ikke bare neutrale juhu-redskaber. Det er politisk forhandlede entiteter i bestemte gruppers interesser. Og her er der så tale om synergier, der tilfældigvis er i dekanens interesse - nemlig at statskundskaben skal omdannes til forvaltningslære, fordi den så bedre kan forstås af og formodentlig også, fordi den så er lettere at styre.

Præget af nysprog

I samme indlæg er det også tankevækkende, at dekanen helt glemmer at tale om social sciences, men blot taler om det nye fakultet som en business school.

I det hele taget er dekanens del af den rapport, som beskriver reorganiseringen af universitetet, præget af et nysprog uden lige. Det giver grumme løfter for, hvad han mener med synergier. Endelig er det irriterende, for ikke at sige idiotisk, at man helt ned på institutniveau bruger engelske navne.

Alt tyder på, at vi har endnu et eksempel på en dekan, som ikke har den mindste respekt for sin materie, men som tværtimod vil omdanne alt i sit eget billede i ren og skær mangel på viden og opfyldt af magtfuld naivitet. Man mangler sans for, at man har videnskabelige traditioner til låns, og at de kræver konstant omsorg. Man tror bare, man ejer videnskaben.

Man må håbe, at de ansatte på især Statskundskab (eller hvad vi nu skal kalde det) forlader de små kontorer og foranstalter kraftfulde offentlige beskyttelsesaktioner til fordel for den almene politologi (og ikke bare dens brand) i Danmark.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lars Jorgensen
Lars Jorgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rasmus Underbjerg Pinnerup

Jeg vidste det stod slemt til, men nøjagtig hvor slemt er svært at høre om. Eftertiden vil dømme de ansvarlige og deres medløbere hårdt.

AU er blevet et organ for blå ideologi og Newspeak. Og samtidig er alle visioner om at indhente afgørende ny viden formidlet over den mulige talentmasse droppet til fordel for erhvervspræk. Så enkelt er det...

Med venlig hilsen

Glimrende kommentar til et desværre alt for alvorligt problem: Ødelæggelsen af de bedste danske forskningsmiljøer herhjemme.