Klumme

En dame i sort

De billøse søndage i begyndelsen af 1970erne var en smal sag. I hvert fald for mig. Jeg havde ingen bil, heller ikke dengang. Og de førte til et møde med en ældre, lidt uhyggelig, dame i pels
De billøse søndage i begyndelsen af 1970erne var en smal sag. I hvert fald for mig. Jeg havde ingen bil, heller ikke dengang. Og de førte til et møde med en ældre, lidt uhyggelig, dame i pels
11. marts 2011

Får vi billøse søndage igen? Så vidt jeg ved, er der ingen politikere eller andre, der har talt om det indtil nu, men det virker, som om frygten lurer mellem folk. Stille, frostklare søndagsmorgener, hvor folk må cykle eller gå ned til bageren efter rundstykker. Ligesom dengang i begyndelsen af 70erne. Nogle siger, at det sikkert ikke bliver nødvendigt direkte at indføre de billøse søndage, de kommer sgu nok helt af sig selv, siger de. Benzinen er ved at være så dyr, at den næsten ikke er til at betale.

Dengang det var virkelighed, i 70erne, da der ikke bare var billøse søndage til, men også generelle opfordringer til, at en hel familie nøjedes med at dele et stk. karbad (bvadr! må det lyde for ungdommen), og hvor Uffe Ellemann Jensen, der dengang var tv-journalist, demonstrerede, at man sagtens kunne tage brusebad i rindende vand, der næsten ikke var oliefyrsopvarmet, men så koldt, at han vrinskede som en hest, da han steg ud af det. Det kunne i øvrigt være sjovt, hvis der blev foretaget lidt kritisk kildeforskning her: Frøs han virkelig? Var det virkelig koldt vand, han tog brusebad i? Nu var det vel ikke arrangeret? Et par historikere og en journalist af den kritiske type, mere behøver man vel ikke for at finde ud af, om det hele var fup. Nå, det er nok noget, vi aldrig får svar på. Men hva faen, som vi siger i samfundets jævnere lag, måske har vi slet ikke godt af at få svar på alle de spørgsmål, vi kan finde på at stille til det, vi ser i fjernsynet.

Men dengang, altså, boede unge Nielsen i Vanløse, på en sidevej til Ålekistevej. Jeg havde ingen bil, heller ikke dengang, men det var nu også en smal sag, når jeg skulle hente rundstykker hos bageren søndag morgen. Han lå lige rundt om hjørnet.

Den første billøse søndag mødte jeg en ældre dame i sort pels på fortovet ude foran vores gadedør. Jeg kendte hende sådan set godt, sådan som man nu kunne kende folk i Vanløse, der i alt fald dengang var et lidt rørende, provinsfint sted, men jeg havde aldrig talt med hende. For hende må jeg have været den unge mand med barnevognen og det alt, alt for lange hår og det mærkelige tøj. Jeg havde ikke tænkt noget videre over hende, men hvis jeg havde, har jeg nok tænkt, at hun var en småborgerlig gammel dame, der var stensikker på, at unge mænd med langt hår, barnevogn og mærkeligt tøj inderst inde var voldsmænd, der kun ventede på den rette lejlighed til at slå ældre, sortpelsede damer ned og stjæle deres håndtaske. Men nu stod hun pludselig og smilede helt saligt. Derfor så jeg nærmere på hende, faktisk så hun pludselig helt ung ud, næsten som et barn. Og lige så pludselig begyndte hun at pludre løs, som om vi altid plejede at få os en lille sludder, når vi tilfældigt mødtes. Hun fortalte begejstret om sidst, der var billøse søndage. Ikke fordi der dengang, da hun var barn og ung, var forbud mod at køre bil om søndagen, men fordi der simpelthen ikke var ret mange biler. Jeg forstod på hende, at det var en langt, langt bedre tid end den nuværende. Og hendes begejstring var så overbevisende, at jeg tænkte, at der såmænd nok var noget om det. Men skeptisk var jeg nu også.

Sentimental ulykkesfugl

Hun var også lidt uhyggelig, syntes jeg. Hun talte om knaphed, om at folk ikke havde ret mange penge, at det ikke var alle, der havde råd til at spise ordentlig mad. Der var folk, fortalte hun, der sendte deres børn ned til bageren for at købe gammelt brød, brød som bageren ellers skulle have kasseret. Det uhyggelige var, at sådan som hun fortalte om det, kom det til at fremstå som et lykkeland, som paradis før uddrivelsen. Og hun sluttede med at sige, at hun virkelig ville ønske, at de billøse søndage ville fortsætte, om ikke til evig tid, så i alt fald meget længe.

Som nogle vil huske, varede de billøse søndage ikke særligt mange søndage, men også efter at bilerne begyndte at køre igen, ville den sortklædte dame snakke med mig, hver gang vi mødtes rundt om i nabolaget. Jeg er sikker på, at jeg ikke tog fejl, når jeg udlagde situationen sådan, at jeg nu ikke længere var en latent voldsmand, men den flinke unge mand, som altid har tid til at sludre med en gammel dame. Det var jeg skam smigret over, men iblandt syntes jeg nu også, det var et lidt anstrengende rollefag. Hun var en dame, der kun huskede i generelle vendinger, kan man måske sige. Almindelige talemåder og den slags. Der var absolut ikke noget personligt i hverken vores forhold eller hendes beretninger fra besættelsestiden og endnu længere tilbage. Det var almindeligheder hele vejen igennem. Hun brugte sjældent udtrykket jeg, hun foretrak så absolut vi.

Medmindre hun er blevet langt over 100 år, må hun være død nu. Mit sidste møde med hende var desværre ret trist. Det var flere år efter, vi var flyttet fra Vanløse. Jeg kørte i en bus på Ålekistevej, og da den standsede præcis ved den sidevej, hvor vi selv havde boet, steg damen på. På trods af at hun straks smilede venligt til mig, varede det desværre temmelig længe, før jeg huskede, hvem hun var. Så længe, at det var for sent at indlede en samtale. At det også gjorde hende trist, kunne jeg ikke være i tvivl om. Hun var grædefærdig, da hun steg af bussen efter et par stoppesteder.

Jeg havde det med at klistre karakteristikker på folk dengang. Damen i sort kaldte jeg: den sentimentale ulykkesfugl.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu