Energipolitisk udsyn

I kronikken Regeringens energistrategi er kun første skridt 2. marts giver medlem af Klimakommisionen Jørgen E. Olesen udtryk for den afslappede, optimistiske holdning til problemerne, som også regeringen indtager. »Omstillingen [til det fossilfri samfund] skal starte nu«, skrev Klimakommissionen – men lige så langsomt, forstås. De blinkende tal på den globale lystavle (1) viser imidlertid, at vi med små skridt hurtigt bliver overhalet af udviklingen.

Vi er i den afsluttende fase af de billige fossile brændslers æra. Ser vi helt frem til 2050, er det temmelig sikkert, at danskernes andel af den smule olie og naturgas fra undergrunden, der til den tid vil være til rådighed for Jordens befolkning, vil være forsvindende lille. Og en verden, hvor 9 milliarder mennesker skal brødfødes, kan ikke drives af kul; heller ikke, hvis der ses bort fra CO2-udledningen.

Spørgsmålet er altså ikke, om det kan lade sig gøre at nedbringe forbruget af fossile brændsler. Det kommer ned, uanset hvad vi gør. Spørgsmålet er, om vi formår at nedtrappe forbruget hurtigt nok på en konstruktiv måde, sådan at det ikke tvinges ned af voldsomt stigende brændselspriser, som gør os så fattige, at vi ikke har råd til at foretage de store investeringer, der skal til for at bringe os ud af klemmen. Tidsfristen er ikke 40 år. Allerede indenfor de næste 5 – 10 år risikerer vi brændselsprisstigninger, der vil afstedkomme et økonomisk tilbageslag med omfattende konsekvenser for vores velfærdssamfund.

I denne situation, hvor politiske, økonomiske og kulturelle omvæltninger i verden omkring os fører os ind i en ny tid, hvor de storforbrugende OECD-lande ikke længere kan tiltage sig hovedparten af Jordens ressourcer, burde vores regering have fremlagt en kvalificeret analyse af problemerne og mulighederne.

Det, vi nu har fået, er en gentagelse af alle de gængse klicheer om klima, energieffektivitet, forsyningssikkerhed osv, i et skrift, hvor der er lagt større vægt på smart layout og farvestrålende billeder end på den indholdsmæssige kvalitet.

Ukvalificeret bidrag

Energistrategi 2050 bidrager ikke til en kvalificeret analyse af de overordentligt alvorlige risici, der tegner sig i de kommende år. Den specificerer ikke de store investeringsprogrammer, der skal iværksættes for at imødegå disse risici, men foreslår en række svage økonomiske virkemidler og anre incitamenter, der skal få husholdninger og virksomheder til at investere i det ene og det andet.

De helt afgørende investeringer i den kollektive transportinfrastruktur er ladt ude af betragtning. Den opfylder således ikke fordringen om, at en ansvarlig energipolitisk strategi skal udstikke retningslinier for konkrete handlinger, der kan afbøde kriser forårsaget af forudsigelige fremtidige ændringer af økonomiens basale vilkår. Der er ingen sammenhængende, kvantitativ beskrivelse endsige kvalificeret analyse af de problemer, der skal løses, og derfor ingen redegørelse for de løsningsmuligheder, der tegner sig i praksis.

Et enkelt, typisk eksempel er her tilstrækkeligt til at tegne det sproglige og analytiske niveau, fremstillingen udfoldes på: I afsnittet Gode rammer om fremtidens el- og varmeproduktion (sic.) læser man, at »en stor del af Danmarks forbrug af fossile brændsler i form af kul og gas anvendes til at producere elektricitet og fjernvarme. Det kræver derfor en gennemgribende omstilling af el- og varmeproduktionen til vedvarende energi at gøre Danmark uafhængig af fossile brændsler. Derudover kan behovet for ny VE-kapacitet på kort sigt begrundes i målet om en andel af vedvarende energi på 30 pct. i 2020. En robust opfyldelse af det mål kræver en betydelig indsats i årene, der kommer.«

Et er, at regeringen mener, at det er nødvendigt således at oplyse Folketing og borgere på folkeskoleniveau. Et andet, at dens analyse af problemstillingerne ikke rækker videre end som så. I udsagnet ligger en logisk cirkelslutning, som ikke burde passere upåtalt. Målet om 30 procent er formodentlig begrundet i behovet. Så man kører logisk i ring, når man begrunder behovet i det mål, der er bestemt af behovet. For det tredie begår man den fejl, at man sigter efter en anden målpæl end den, man søger at nå frem til:

Formålet er ikke at opnå en vis VE-procent i løbet af et givet åremål. Formålet er at nedtrappe forbruget af fossile brændsler, og dermed CO2-udslippet, så hurtigt som muligt. Forbruget af de forskellige fossile brændsler og CO2-udslippet er derfor de relevante størrelser. Den sum man kommer til ved at opsummere forskelligt artede VE-bidrag i form af el fra vindmøller, halmballer, varmt vand fra solfangere m.m. er derimod en irrelevant størrelse – ligesom summen, målt i liter, af det mineralvand, den fløde og den benzin, man henter hjem på indkøbsturen, er en irrelevant størrelse.

VE-procenten er forholdet mellem to tal, der begge fremkommer som en irrelevant sum af størrelser, der i enhver praktisk henseende er usammenlignelige. Det er således nemt at påvise, at der ved en forøgelse af VE-bidraget eller VE-procenten ikke opnås en tilsvarende formindskelse af det fossile brændselsforbrug – i nogle for tiden aktuelle tilfælde (2) resulterer en forøgelse af VE-bidraget i en forøgelse af CO2-udslippet.

Dårlig strategi

Faktuelle fejl og logisk modstrid glider således upåagtet forbi i energidebattens strøm af politiske klicheer, konventionelle stereotyper og irrelevante talstørrelser. Konsekvenserne vil vise sig i de kommende år.

En målrettet, konstruktiv strategi må nødvendigvis bygge på beregninger af de formindskelser af det fossile brændselsforbrug, der vil kunne opnås ved at gennemføre specificerede, indbyrdes velkoordinerede investeringsprogrammer i energi- og transportsystemet som helhed.

Sådanne beregninger (3) viser, at for at opfylde målsætningerne for omstillingens første fase – frem til 2030 – skal der investeres i gennemsnit 20 milliarder kroner om året i offentlige og private bygninger og energiforsyningsanlæg, og et lignende beløb i nye transportinfrastrukturer.

Den politiske opgave er at sikre, at de rigtige investeringer bliver foretaget i den rigtige rækkefølge, sådan at de risici, vi står overfor, imødegås på en teknisk og økonomisk formålstjenlig måde.

Det betyder, at de økonomiske virkemidler og andre incitamenter Folketinget vedtager i form af afgifter, tilskud og tekniske regulativer, skal være sammensat sådan, at de gør det økonomisk fordelagtigt for virksomheder og husholdninger at foretage de rette investeringer og tilpasse deres forbrugsadfærd, så den kommer i samklang med de kollektive bestræbelser på at sikre gode levevilkår i fremtiden.

På den ene side skal afgifterne tilskynde husholdninger og virksomheder til at foretage de nødvendige investeringer. På den anden side skal afgiftsprovenuet finansiere såvel investeringstilskud, der gør de private investeringer rentable, som de nødvendige kollektive investeringer i infrastrukturanlæg – først og fremmest kollektive transportmidler.

Regeringen forholder sig imidlertid kun til balancen på statens budget. Den siger, at »de nye klima- og energipolitiske initiativer frem mod 2020 er fuldt finansierede«, og derefter at »omstillingen til uafhængighed af fossile brændsler først og fremmest skal finansieres af energiforbrugerne, som også høster fordelene i form af lavere brændselsomkostninger og bedre forsyningssikkerhed«.

Hvordan virksomheder og husholdninger bibringes tilstrækkelige incitamenter til at finansiere de rette investeringer i størrelsesordenen flere hundrede tusinde kroner pr. husstand beskæftiger regeringen sig ikke med. Derfor er regeringens strategi uden hold i den økonomiske virkelighed.

Piet Hein’s Gruk om »De skuffelser livet ka’ gi’, når det er to-kroners automat, og man har lagt en femøre i«, kommer vi inden længe til at sande.