Kronik

Hvad vi fælles skaber

Frivilligt socialt arbejde besynges som løsningen på velfærdsstatens problemer. Men markedslogik og manglende økonomisk opbakning undergraver de frivilliges indsats og integritet
Frivillige forsøger at drive Sjællandsgade Bad på Nørrebro videre, så hyggen kan fortsætte.

Frivillige forsøger at drive Sjællandsgade Bad på Nørrebro videre, så hyggen kan fortsætte.

Andreas Szlavik

Debat
14. marts 2011

Det må være en menneskeret at udføre frivilligt socialt arbejde. Men sådan er det ikke altid. Ledige er med rette bange for at miste deres dagpengeret, hvis de udfører frivilligt arbejde. Og i tider med stor arbejdsløshed bliver det endog kaldt uprofessionelt hattedameri. Men for tiden besynges det frivillige sociale arbejde, fordi prognosen siger, at den offentlige velfærd om føje år mangler penge og varme hænder.

Desuden har det danske sprog den sprogforbistring - eller sprogblomst - at det hedder en frivillig social organisation, uanset om den kun har lønnede medarbejdere, er en blanding af ansatte og frivillige eller kun frivillige medarbejdere.

Således har Kofoeds Skole næsten ingen frivillige, Kristeligt Studentersettlement på Vesterbro har en blanding, værestedet Muhabet for traumatiserede og psykisk syge flygtninge og indvandrere har mange frivillige, og i den nystiftede Foreningen Sjællandsgade Bad forsøger alene frivillige at genåbne Københavns Kommunes sidste badeanstalt.

De frivillige sociale organisationer er alle udsprunget af det civile samfund som det moderne samfunds ene bærende søjle: Stat, marked, civilsamfund. Det civile samfund er det, vi fælles skaber uden snæver styring af statens reglement eller af markedsmekanismen.

Markedsdominans

Kunsten er at få de tre søjler til at spille sammen som en treklang - ikke som enstonigt med den enes dominans. Det sidste pågår for tiden. Markedstænkningen hærger. Kommunerne formulerer deres udbudsmateriale og udbyder opgaver på det sociale og beskæftigelsesmæssige område, som private virksomheder og frivillige organisationer kan byde på. De bliver vurderet over samme læst, hvilket bud er billigst og bedst. Konkurrencen er den røde tråd, private og frivillige er ét fedt, og det offentlige sætter opgaven. Hertil kommer, at arbejdsgiverorganisation Dansk Erhverv her i EU's europæiske Frivillighedsår iværksætter kampagnen Social Velfærd 2011 med 13 forslag til et ændret samarbejde mellem det offentlige og de selvejende, frivillige samt socialøkonomiske virksomheder. De gode viljer til trods er tale om en kampagne, hvor konteksten er markedet og konkurrence.

Dansk Erhverv vil givetvis gerne være organisatorisk talerør for frivillige organisationer, men taler om betydningen af Offentligt Privat Samarbejde - ikke om Offentligt Frivilligt Samarbejde. I kampagneoplægget er der ikke et ord om det civile samfunds særkende eller det særlige ved institutioner udsprunget deraf.

De frivillige sociale organisationer undergraves kort sagt af både staten og markedet. Og bliver de spejlbillede af dem, gør de frivillige ikke længere nogen forskel. Dermed visner civilsamfundets og de mellemmenneskelige fællesskabers drivkræfter. Det går naturligvis ikke, når appellen lyder på øget socialt engagement, socialt ansvar og mere frivilligt socialt arbejde, nu hvor velfærden og omsorgen er trængt.

Streg under hjælp

Det er fint med øget fokus på princippet om hjælp til selvhjælp, sådan som slogannet for Kofoeds Skole altid har lydt. Men med streg under hjælp. Det er derfor Kofoeds Skole fastholder sin rolle som en skole med elever, der gennem skolens professionalisme funderet i dens værdier og fællesskaber lærer eleverne at klare sig bedre i hverdagen og i samfundet.

Det civile samfund og de frivillige institutioner stiller ikke bare med manpower. De har også innovative evner udsprunget af fællesskabernes erfaring og skaberkraft. Innovative måder at forny det danske adelsmærke: Velfærd, der sikre, at færre er på overførselsindkomst, færre går menneskeligt ned og flere klarer deres hverdagsliv.

De mest udsatte grupper føler sig i særlig grad hjemme i de frivillige organisationer. Kristeligt Studenter-Settlement, der i år har hundred års jubilæum, er eksempel herpå. Det har historisk været den store fortaler for at få saneret slumbyggeriet på Vesterbro.

Settlementet har altid haft børne- og ungdomsklubber for dem, der ellers ikke kommer i klubber. Stedet har opbygget et årelangt samarbejde med andre lokale institutioner. Settlementet har medvirket til at der ikke er bander og præriebrande på Vesterbro. Gennem aktiviteterne i Sidegaden og den tosprogede tilgang til indvandrerkvinder får Settlementet flere af dem ud af deres isolation og langvarige forsørgelse.

Men organisationen er økonomisk trængt af den kommunale brug af udbud og markedsmekanisme. Desuden vil stedet af etiske grunde ikke byde på opgaver for at bringe belastede sygemeldte nærmere arbejdsmarkedet. Betalingen og dermed mulighederne er for usle. Som fortaler giver man snart håndslag og snart håndkantsslag, og det må de offentlige myndigheder anerkende. Frivillige må værne om deres integritet.

Offentlige markedsfejl

Det gør man i cafeen Muhabet. Navnet betyder på arabisk kærlig omsorg, og i spise- og værestedet med samme navn kommer især psykisk syge med anden etnisk baggrund.

De bliver modtaget som gæster, og de opfører sig derefter. Arabisk tradition lægger vægt på gæstebuddet, så de 35-40 daglige og skiftende gæster får et måltid mad lavet af råvarer, Muhabet har indsamlet hos lokale handlende.

Muhabet er opstået som en reaktion på den offentlige sektors ind imellem ubehagelige måde at behandle denne fremmedartede og udsatte gruppe på.

Lederne af stedet har anden etnisk baggrund, og har som tolke set psykiatriske afdelinger inde fra, ligesom de har arbejdet som socialpædagoger i traumatiserede familier. Det oplevelser der, som har fået dem til at tage det frivillige initiativ. På frivillig basis er Muhabet alternativ til og inspirator for den offentlige sektor.

Stedet er et helt koncept og lever af naturaliegaver, fonds- og forsøgsmidler, og får et fast beløb som led i Københavns nye strategi for væresteder.

Også Foreningen Sjællandsgade Bad tilbyder at løfte en opgave, som kommunen har frasagt sig for at spare penge. Man vil drive badeanstalten alene med frivilliges hjælp, med hvad det indebærer af rengøring og dyr opvarmning. Ved lukningen sidst i 2010 var der årligt ca. 40.000 bade. Det var ældre, indvandrerfamilier, psykisk syge, hjemløse, de forlegne med handicaps og unge fra Nørrebro, som brugte badet. Som en indvandrer sagde ved lukningen: »Nu mister jeg min danske familie«.

De frivilliges kræfter og viljen er ikke nok. Genåbningen lykkes ikke, hvis Københavns Kommune intet giver men kræver markedsbestemt husleje - selv om kommunen samtidig giver store tilskud til svømmehaller for dem med eget bad.

Tavler i blå luft

Historien om Sjællandsgade Badet vidner om, at frivilligt arbejde med tilknyttede omkostninger kun lykkes, når det offentlige støtter op økonomisk. Ellers klinger velviljen hult.

Det gør den også, når man læser socialminister Benedikte Kiærs kronik den 5.-6. marts om det civile samfunds betydning. Kronikken er skrevet på tavler hængt op i den blå luft. Hun besynger det civile samfund og det frivillige arbejde, det skal anerkendes og synliggøres. Den skåltale er hørt før. Men ministeren vedkender sig ikke ønsket om, at flere frivillige medvirker til at reducere den offentlige velfærd. Det fremgår heller ikke, at en forudsætning for, at der bliver flere frivillige ofte er, at der så også ansættes flere, og hvem betaler for det?

Norge har udarbejdet en hvidbog om, hvad der karakteriserer det civile samfund, dets værdier og dets muligheder. En tilsvarende dansk hvidbog kan danne baggrund for en national og en kommunal politik for Offentligt Frivilligt Samarbejde og udvikle partnerskabsmodeller der respekterer parternes interesser og vilkår. Samtidig må de frivillige organisationer videreudvikle deres værdibasserede arbejdsmetoder og dokumentere resultaterne, hvis der er offentlige bevillinger. Det er ikke nok at have karismatiske ledere.

Men fortalervirksomheden er central. De frivillige organisationer har ytringspligt om, hvad de erfarer af uretfærdighed og nød. Ytringspligten er vigtig i tider, hvor loyalitetspligten hos ansatte går forud for deres ytringsfrihed om, hvad de erfarer.

Gunvor Auken er bestyrelsesmedlem i Kofoeds Skole og Kristeligt Studenter-Settlement samt frivillig konsulent for Muhabet og Foreningen Sjællandsgade Bad.

Serie

En hjælpende hånd

Seneste artikler

  • Fra traditionel til moderne frivillighed

    8. april 2011
    Hvis frivillighed skal være med til at løse offentlige velfærdsopgaver, er det afgørende, at man fra politisk side forholder sig til den moderne, individualiserede frivilligheds præmisser
  • Venstrefløjen skal satse på det frivillige potentiale

    2. april 2011
    Mens verden omkring os ivrigt diskuterer brugen af frivilligt arbejde, har den hjemlige venstrefløj forelsket sig blindt i en større og stadig mere indgribende stat. Velfærdsstaten er blevet til målet frem for midlet. Der er brug for nytænkning om den tredje sektor mellem stat og marked
  • Ansvaret for udsatte tørres af på frivillige

    28. marts 2011
    Grænserne mellem den civile og den offentlige sektor er så mudrede, at det offentlige får mulighed for at tørre ansvaret for socialt udsatte af på frivillige. Samtidig slukkes ildsjælenes gnist, når de bindes af det offentliges firkantede krav. Der er behov for at afklare sektorernes roller
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her