Kronik

Farvel til den privatpraktiserende lærer

Lærernes uddannelse debatteres igen. Hvor mange ugentlige timer skal lærerstuderende tilbydes? Skal uddannelsen flyttes til universitetet? Kun få taler om, hvad lærerne egentlig skal kunne for at håndtere skolens fremtidige udfordringer, og hvordan vi i praksis skaber den bedst mulige skole
Lærernes uddannelse debatteres igen. Hvor mange ugentlige timer skal lærerstuderende tilbydes? Skal uddannelsen flyttes til universitetet? Kun få taler om, hvad lærerne egentlig skal kunne for at håndtere skolens fremtidige udfordringer, og hvordan vi i praksis skaber den bedst mulige skole
23. marts 2011

Danske lærere er generelt gode til at undervise i deres fag, og det er vigtigt. Læreruddannelsen har rustet dem godt til den opgave. Men det er ikke tilstrækkeligt, at de er eksperter i at undervise i fag. De skal kunne håndtere skole-hjem-samarbejdet samt kunne undervisningsdifferentiere, konflikthåndtere og lede klassen.

Heller ikke det er nok. Fremtidens skole kræver et endegyldigt brud med den privatpraktiserende lærer. Ham, der lukker døren til sit klasseværelse og insisterer på at klare tingene på egen hånd. Ny viden og krav betyder, at lærerne er i en fortløbende udviklingsproces, hvor de hele tiden skal nuancere og forhåbentlig kvalificere tidligere praksis.

Det skal der skabes tid, rum og ressourcer til, og det afgørende udviklingsrum befinder sig på skolen. Ikke kun ved, at læreren er alene i klasselokalet med faget, lærebogen og eleverne, men ved at han eller hun udvikler sig sammen med andre kolleger, skoleledelsen og den pædagogisk psykologiske rådgivning (PPR). Undervisning og andre pædagogiske aktiviteter er noget, lærerne skal være fælles om. De skal lære af hinanden. Hvis man vil udvikle gode lærerkompetencer, skal man altså ikke kun skele til timetallet på seminariet. Man skal også sikre, at læringen bliver en del af lærernes hverdag efter endt uddannelse.

Læreren som leder

En stor international forskningsoversigt sammenfatter mere end 50.000 forskningsprojekter i en række centrale forhold, der bidrager til elevers læring. Den peger på, at læreren er den enkeltfaktor, der har størst indflydelse på, at undervisningen giver resultater. Det er opløftende, og det betyder også, at lærernes uddannelse skal dreje sig om de kompetencer, som den gode undervisning kræver. Det drejer sig i al sin korthed og banalitet om, at lærerne skal være i stand til at lede elevernes faglige og sociale læring og inkludere flere elever i undervisningen og klassens sociale fællesskab.

At lede undervisning handler grundlæggende om at træffe beslutninger og kommunikere. Lærerne skal vælge kvalificeret mellem en række alternativer – f.eks. undervisningsmaterialer. De skal vide, hvad de vælger til og fra og hvorfor. Og valgene skal kommunikeres, så det giver mening og er interessant for eleverne.

Klasseledelse er dog meget mere end blot et teknisk spørgsmål om de mest effektive metoder til at fremme faglig læring. Undervisning og læring foregår i sociale sammenhænge imellem læreren og eleverne og imellem eleverne indbyrdes. Når mennesker er sammen, er der altid en risiko for, at man taler forbi hinanden, bliver misforstået, tager fejl, bliver udelukket eller bare føler sig udenfor og anderledes. Sker det for elever i en skoleklasse, lærer de ikke tilstrækkeligt. Det er dokumenteret, og det må man tage hensyn til.

Derfor må læreren også være leder af relationer. Det kræver regler for adfærd i klasserummet. Eleverne skal ikke bare kunne aflæse lærerens forventninger til, hvordan de skal opføre sig. De skal selv bidrage til formulering og håndhævelse af reglerne. Også sanktionerne.

Kompetencespejl

Det kan forekomme indlysende og selvfølgeligt, at læreren skal have de nævnte kompetencer. Men det er en kunst at holde balancen, og hos fremtidens lærere vil kompetencerne kun få endnu større betydning.

Læreren er nødt til at tage autoriteten på sig og sørge for, at rammerne for tilegnelse af både faglige og sociale kompetencer er til stede.

Undersøgelser peger på, at omkring 10 procent af de danske elever mere eller mindre konstant forstyrrer undervisningen. Intet tyder på, at de lærer sociale kompetencer af sig selv. Og det sker da slet ikke, hvis de bare bliver ekskluderet fra undervisningen og klassen. Sociale kompetencer fremmes, når man er sammen med andre kompetente børn og voksne, som man kan spejle sig i.

Lærerens laboratorium

Derfor lyder det afgørende spørgsmål fra en samlet politikerstand og hele landets forældre: Har lærerne ikke disse kompetencer? Svaret er ja, men uddannelsen og skolernes organisering kan støtte yderligere op om udviklingen af fremtidens lærere.

Den danske læreruddannelse er godt på vej mod det mål ved hjælp af en lang række forsknings- og udviklingsprojekter, der bygger på udenlandske resultater.

Uddannelsens udfordring består i, at den forsøger at lære kommende lærere noget, som hovedsageligt udvikles og udfoldes i en anden kontekst, nemlig skolens praksis. Praktikperioder er ikke tilstrækkelige til at ruste lærerstuderende til den opgave. Skolens praksis skal gennemsyre alle studieaktiviteterne.

Efter amerikansk model arbejdes der på nogle læreruddannelsessteder med teaching labs. Det er eksperimentelle undervisningsrum med deltagelse af læreruddannere, forskere, praktiklærere, forældre og rigtige elever. Rummene erstatter ikke autentisk skolepraksis, men er forsøg, hvor kommende lærere kan arbejde med konflikthåndtering, skole-hjem-samtaler eller lignende.

Forsøg kan gentages flere gange og udsættes for kontinuerlig feedback fra praktiklærere og elever. I eksperimentelle læringsrum kan kommende lærere udvikle nogle af de kompetencer, som bedst læres ved at udøve dem. De opbygger erfaringer med noget, de ellers først ville møde i praktikperioder eller efter endt uddannelse – for en dels vedkommende med praksischok til følge. Metoden giver dem mulighed for at kvalificere inddragelsen af teoretisk og empirisk viden.

Ud af magtesløsheden

Læreruddannelsen skal netop forsyne lærerstuderende med forskningsbaserede undersøgelser, der kan kvalificere deres refleksioner over egen og andres praksis. Alle skriger på en forskningsbaseret læreruddannelse, men kun få forholder sig til, hvordan forskningens resultater rent faktisk kan få betydning for de studerendes læring og skolens praksis. Empirisk funderede undersøgelser med konkrete observationer fra klassens undervisning, interviewudsagn fra andre lærere og analyse af elevprodukter har større gennemslagskraft hos de studerende end store teorikomplekser, der beskriver, hvordan undervisning bør foregå.

Men lærernes udvikling stopper som sagt ikke med uddannelsen. Derfor må partnerskaber mellem skoler, læreruddannelser, universiteter og politikere facilitere rum på skolerne, hvor lærerne fortsat kan udvikle deres egen praksis. Rum, hvor lærerteam med sparring fra skoleledelser og andre parter kan koncentrere sig om at analysere og udvikle undervisning.

Skoler skal fortsætte bruddet med den privatpraktiserende lærer ved at organisere sig i afdelinger og teams, hvor lærerne udveksler erfaringer og diskuterer, hvad der går godt, og hvad der går mindre godt. Lærerne skal samarbejde med hinanden. Eksempelvis i forhold til at udvikle relationskompetencer og klasseledelse.

Hvis lærere står alene, kan de hurtigt føle sig magtesløse over for adfærdsvanskelige elever. I velfungerende lærerteams kan de derimod sammen drøfte årsager til problemer i klasserne, og hvordan der kan sættes ind over for dem.

At være professionel lærer er ikke at være perfekt og aldrig lave fejl. Professionelle lærere trænger til at diskutere deres praksisudøvelse med andre kolleger og skoleledelser. De skal drøfte deres praksis med nogle, som kan forholde sig til deres valg og de dilemmaer, som de står i.

Udviklingsprocessen er i fuld gang i skolen og på seminarierne. Efterhånden ved vi rigtig meget om, hvad der skal til for at skabe den bedst mulige skole. Afgørende er lærernes mulighed for kontinuerligt at kunne udvikle sig i med- og modspil til kollegers erfaringer og den relevante inden- og udenlandske pædagogiske forskning. Debatten og de politiske beslutninger bør dreje sig om de forhold, som understøtter fremtidens skole.

Andreas Rasch-Christensen er forskningschef ved VIA University College

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Et brusende hav af applaus skylder over mine tanker når jeg læser Rasch-Christensens refleksioner over lærens 'fremtidige' rolle. En udfrielse fra tankpasser logikken. Alt synes dog blot i artiklen at balancere på efteruddannelsen af lære i folkeskolen. Hvilket der før, og nu under de nuværende økonomiske vinde at være ren ønsketænkning. Men enhver lærestuderende må dog stadig stå til regneskab for at vide hvad læring er. Dette naturligvis alene på det niveau som enhver journalist-uddannet ville kunne gøre rede for.

Kurt Svennevig Christensen

Jeg er ved at være færdig som lærerstuderende og det er svært, på det overordnede plan, at være uenig med forfatteren, men jeg er meget mere skeptisk i detaljerne.

Han skriver meget om hvor vanskeligt det må være at være lærer (Andreas Rasch-Christensen (ARC) har i sit CV ikke opgivet at han har fungeret som skolelærer) og det er måske forklaringen på at ARC foretrækker "undervisnings laboratorier" dvs. de simulerede klasseværelser og ikke lægger så stor vægt på praktikken ude i virkelighedens skole.

Disse teaching labs er gode til mange ting. Men personligt tror jeg at vi burde have meget mere praktik i uddannelsen. Men vi tilbydes nu mindre og mindre praktik (der skal spares) og jeg har endnu tilgode at møde en studerende som ikke gerne vil have mere parktik.

Så hvis der skal bruges flere penge på noget vil jeg foretrække at vi alle, også forskerne, arbejder for at lærestuderende får mere praktik.

@ K. Christensen
Som det synes at den gymnasiele undervisning man forlader iklædes semenariets krav for at mødes med folkeskolens krav. Da er praktikken en stor del af faget, For så ønsker man des jo mere en efter-uddannelse. Spørgsmål, krav, udfordringer, teori i et fuldt skema er mere end nogensinde et spørgsmål om personlig ressourcer og kollegial lydhørhed/opbakning. Dertil er de danske folkeskolers kollegial lærestab for den nyuddannet ret robuste. Held og lykke.

Niels P Sønderskov

Klynkeriet må stoppe og læreruddannelsen overføres til universiteterne ligesom i andre fornuftige lande vi sammenligner os med. Så kan lærerne lære at lære noget selv (gerne i et frugtbart miljø), og dermed lære noget om hvordan børn lærer bedre.

Søren Kristensen

Politifolk optræder som regel to og to, fordi det garanterer et vist overskud og eliminering af lempfeldighed i tilspidsede situationer. Det kunne man måske lære noget af i folkeskolen, når der engang bliver råd til det. De overmenneskelige krav der stilles til dagens lærer kan kun sjældent indfries fuldt ud af et enkelt menneske alene. Men selvfølgelig forekommer det og det er bare dejligt.

jens peter hansen

Ja det er en god idé med flere lærere i samme lokale, men mon det lige er det der står på kommunernes budgetdagsorden?? Der bliver ikke dobbelt så god undervisning, men der bliver betydelig mere undervisning og mere end dobbelt så megen mulighed for hjælp, da overskuddet til individuel hjælp mangedobles ved den ro der opleves i klasserummet.