Nyhed

Den fede student og den ufede arbejder

Skævt. Vi har i forkælelse drevet det for vidt, når de heldige får for meget og de mange for lidt. Når nogle unge smutter forbi universitetet, fordi alternativet er ufedt, mens andre er fanget i den sociale arvs jerngreb trods evner og interesse
Skævt. Vi har i forkælelse drevet det for vidt, når de heldige får for meget og de mange for lidt. Når nogle unge smutter forbi universitetet, fordi alternativet er ufedt, mens andre er fanget i den sociale arvs jerngreb trods evner og interesse
25. marts 2011

For et halvt års tid siden talte jeg med en danskstuderende, en ung mand, og i løbet af samtalen viste det sig, at han aldrig — simpelthen aldrig — havde hørt om Gustav Wied. Navnet sagde ham absolut ingenting. Nul. Nu kan man selvfølgelig godt begrunde, at man ikke gider læse Gustav Wied. Man kan argumentere for, at man ikke synes, han er nogen særlig vigtig forfatter. Men eftersom den danske litteratur jo ikke i omfang er uoverskuelig stor, kunne jeg ikke lade være med at undre mig over den unge mands uvidenhed. Og jeg kunne heller ikke nære mig for, lidt senere, at spørge en af universitetets lærere, om det virkelig er muligt at gennemføre et danskstudie uden nogensinde at træffe på navnet Gustav Wied. Og om det i det hele taget er muligt at tage eksamen i dansk uden egentlig at interessere sig for faget. Det bekræftede læreren. Han understregede, at det da heldigvis ikke var det almindeligste, men hvis man ikke har anden begrundelse for at gå på universiteter end den, at det er 'ufedt' ikke at få en akademisk eksamen, så er det faktisk muligt at snige sig igennem f.eks. danskstudiet.

Selvfølgelig skal man leve op til de formelle krav, men studiet kan godt gennemføres uden den store interesse for faget — og såmænd også helt uden interesse overhovedet. Jeg har aldrig selv gået på universitetet, men som forfatter har jeg haft en del at gøre med universitetsfolk, både studerende og lærere, og fuldkommen lamslået af forbløffelse var jeg da ikke. Men jeg studsede noget over, at Gustav Wied ikke hører med til de formelle krav for at gennemføre danskstudiet, og så studsede jeg også over den lidt pudsige begrundelse for at læse dansk uden at være interesseret i faget: at det er ufedt ikke at være akademiker! Som om det var et spørgsmål på linje med valget af tøjstil. Det rigtige mærkevaretøj er det, der er fedt. Det ufede er det, de går med i provinsen. Der er 200.000 mennesker i Danmark, der har en akademisk uddan-nelse. Jeg håber sateme da ikke, tænkte jeg, at der er alt for mange af dem, der kun har taget deres eksamen for at være fri for at gå i klumpede benklæder og stumpede T-shirts fra firmaet 'Tøj og Sko' — også kaldet 'Taber-kluns'.

Tiden stikker af med drømmen

Jeg kom til at tænke på samtalen med studenten og universitetslæreren her for nylig, da jeg læste Jakob Mathiassens absolut udmærkede debutbog,
Beton — historier fra skurvognen.Mine to samtaler fandt sted på Københavns Universitet på Amager — et kæmpe betonbyggeri, som Mathiassen netop omtaler i sin bog. Hold kæft, tænkte jeg, for at skabe rammerne for, at unge mænd og kvinder kan tage en fed universitetsuddannelse, som egentlig ikke interesserer dem i sig selv, er der altså andre unge mænd — og også enkelte unge kvinder — der har stået og knoklet på stilladser, i strid blæst, i regn og frost og i et livsfarligt højt arbejdstempo. For en yderst ufed betaling også. Og med en evig frygt for at blive fyret til fordel for billigere arbejdskraft fra Østeuropa. Da har vi i forkælelse drevet det for vidt, når de heldige får for meget og de mange for lidt. Det kan bestemt heller ikke udelukkes, at der står en betonarbejder på stilladset, der har rigeligt med intelligens og evner i øvrigt til at gennemføre en universitetsuddannelse, men kun vil være i stand til det, hvis han bryder med den sociale arv — og det er nu engang ikke alle, der kan det. Samtidig sidder der altså unge mennesker, der egentlig ikke rigtig gider, og fylder op på bænkene i lærdommens haller. Fordi det ville være for ufedt at sidde i en skurvogn.

Jeg kan ikke prale med nogen aktuel erfaring som arbejdsmand. Jeg har levet af at skrive i over 30 år og har heldigvis aldrig, som slet ikke så få forfattere, været nødt til at have andet arbejde ved siden af. Men jeg kan nu godt huske det. Man skal op på et ugideligt tidligt tidspunkt, man skal ikke give sig alt for god tid med morgenmaden og kaffen, heller ikke med brusebadet. Så skal man stå og vente på en bus, rasle af sted i den sammen med de andre søvndrukne lønslaver, og så, på slaget syv, begynder arbejdsdagen. Jeg har aldrig selv arbejdet udendørs, men indendørs er bestemt også slemt nok. Rigtig tungt arbejde er der ikke meget af, men til gengæld er der rigeligt af vedvarende, ensformigt slid. Der er larm fra maskiner, støv i luften. Inden ret længe føler man sig fuldstændig mørbanket og sansesløv. Hvis man slår et smut udenfor, for at ryge en smøg, bliver man nærmest utilpas af solskinnet og den friske luft. Når det endelig bliver fyraften, skal man endnu engang vente på bussen. Endnu engang rasle af sted med den sammen med hele det udmattede folk. Når man kommer hjem, skal man have noget at spise. Et par timer senere, allerede ved nitiden om aftenen, er man så træt, at man burde gå i seng. Men hvem gider det, når man er en ung mand? Dagen efter, efter for lidt søvn, er det det samme igen. Ingen, der ikke har prøvet det, vil undgå at få et chok, hvis de pludselig blev kastet ud i det. Og som Jakob Mathiassen så rigtigt beskriver det, drømmer de fleste om, så hurtigt som muligt, at finde en anden måde at tjene til livets ophold på. Men dagene går, ugerne, månederne, årene, og mange må pludselig sande, at nu er fælden allerede klappet i. Kroppen bliver slidt og gammel før tiden.

Kort sagt: det er faktisk ikke videre fedt.

kultur@infortmation.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Da jeg tog min ingenioer uddannelse i begyndelsen af 90'erne var der Dansk studerende i samme bygninger. Vi ingenioerer havde en fredags-bar der var ganske populaer, og blev saa en dag spurgt af de Dansk studerende om vi ikke ville flytte den til torsdag, for de var der aldrig om fredagen...

Det skal siges at fra den dag mistede vi AL respekt for dem...

Maj-Britt Kent Hansen

Tror egentlig, at denne armod også kan findes inden for andre uddannelser.

Selv har jeg mødt sproguddannede, der ikke var særligt interesserede i sprog. Vel at mærke ikke gik op i korrekt sprog, korrekt oversættelse, stil, metaforer, klichéer osv.

Og jurister, som jeg ikke vidste var jurister, og som spurgte om mangt og meget mht. elementær jura.

Og mennesker, der bare ikke var velorienterede, fordi det ikke interesserede dem at være det.

Og ovre i den anden boldgade har jeg mødt mennesker, der var så kloge, at de kunne undvære hovedet. Og de var ikke specialister. Og havde ikke nødvendigvis siddet med næsen i en bog. Næh, de var bare sådan bedrevidende mht. alt i denne verden.

jens peter hansen

Jeg har lidt erfaring med historiestudiet. Nogle af de unge mener ikke de har lært noget. Det er måske rigtigt, men når jeg så spørger dem hvad de interesserer sig for, så er det mest x-faktor og paradise hotel og det er helt fint, men om de såden har en passion, Romeriget, Dybbøl, Pesteepidemier aller hvad. Ja så har de det ikke. Jamen hvad har så sådan læst af ren og skær interesse. Harry Potter.
Og dog så mødte jeg den klassiske bonderøv fra heden, som var fuldstændig optaget af dansk middelalder. Han havde i sin unge alder læst en helvedes masse herom. Det er bare det mest spændende, sagde han. De andre, nåh noget skal man jo studere. Dette er selvfølgelig for karikeret, men det falder godt i tråd med Vinns iagttagelse og med de studerendes udsagn om at de ikke har lært noget. Ideen om selv at opsøge viden er tilsyneladende ikke såh udbredt.

Man skal også passe på med at falde i den anden grøft. Som historiestuderende møder jeg ofte den fordom fra udenforstående at jeg skal have styr på den mindste detalje i verdenshistorien fra de tidligste tider til i dag, og hvis jeg siger at jeg ikke lige ved noget om det, så får jeg vantro spørgsmålet "Jamen, læser du ikke historie?".

Nu skal det siges at det er mere detaljer, selvfølgelig får man et godt overblik over verdenshistorien generelt set, samt et meget grundigt indblik i hvad det nu er for en historisk periode man vælger at sætte sig dybere ind i.

Men som interesseret lægmand i dansk skønlitteratur, så må jeg også stå uforstående overfor at man som danskstuderende ikke engang så meget som har hørt om Gustav Wied. Det svarer for mig at se lidt til, at man som historiestuderende aldrig har hørt Romerriget.

Selv vil jeg gerne slå et slag for Wied, hans bøger er absolut noget af det bedste danske litteratur fra omkring 1900, og det siger ikke så lidt, for vi havde faktisk en del store kanoner huserende i den periode. Jeg læser ham med fornøjelse, og har især læst hans klassikere "Livsens Ondskab" og "Knagsted" indtil flere gange. Man kan nemt blive lidt hooked på Knagsted, en type som man gerne så vi havde haft nogle flere af igennem tiden.

Kim Sørensen

Jeg forstår ikke helt kronikkens præmis. Der ytres undren over hhv. det forhold, at man åbenbart kan gennemføre danskstudiet uden at kende Wied og at man kan gennemføre det uden at interessere sig synderligt meget for faget. Men er de to ting ikke potentielt i modstrid med hinanden?
Hvis man har den holdning, at folk der studerer dansk skal beskæftige sig med forfatter x, y og z, og emne 1, 2 og 3, hvor kommer lysten og interessen så ind i billedet? Interesse forudsætter vel en eller anden form for stillingtagen og den pågældende studerende har muligvis bare foretaget den stillingtagen, at han interesserer sig for nogle andre forfattere end lige Wied. Der kan man naturligvis indvende, at den studerende da burde have forholdt sig til Wied, inden han blev valgt fra, eller i det mindste have hørt om manden. Men omvendt så er der jo kun x antal timer på et døgn og x antal timer til at gennemføre et studie. Så der vil altid foregå en eller anden form for sortering - det kan jo være den studerende vidste en helvedes masse om en anden forfatter, måske endda en forfatter endnu længere væk fra den gennemsnitlige danskers bevidsthed end lige Wied?
Så er uvidenhed nødvendigvis en dårlig ting, i forhold til de universitetsstuderende? Hvis uvidenheden begrænser sig til enkelte emner og bliver suppleret med en stor videnhed om andre emner, så synes jeg personligt kun den er en positiv ting. Lyst kan jo frembringe de mest fantastiske ting, så hvorfor i alverden skal man tvinge folk til at bruge tid på Wied, hvis nu de kan bidrage med langt mere i forhold til en af hans forfatterkollegaer?

Kim Sørensen:

Hvis du har læst teksten, så forudsættes det specifikt at den studerende end ikke har hørt om Gustav Wied. Det er altså ikke et specifikt valg at den studerende har fravalgt Wied. Vedkommende aner ikke at forfatteren eksisterer. Altså, med tanke på at Wied trods alt var en temmelig vigtig forfatter for sin tid, en ret åbenlys indrømmelse af at vedkommende ikke er bare den mindste smule inde iden danske litteratur i denne periode.

For ikke at nævne forventnings afstemningen med familie og venner, i henhold til at bryde med den sociale arv.

Den del er ret kompleks i sig selv, så selvom stillads arbejderen får muligheden, vil der stadig være en del forhindringer. Vender man den om, ja så forventes det lille ranglede Ole med alt for meget selvbruner tager på Uni og gør familien stolt...så er det faktisk ret lige meget om knægten smiler, så længe klaveret spiller.

Det man kan konstatere er at der er utroligt lidt fokus på individet, nå ja og så fjern lige arveretten, så skal du se dem se interesserede ud.

Man kan givetvis sige meget om Livets ondskab og Knagsted.
Personligt mener jeg at disse 2 bøger som jeg (heldigvis) kun har set filmatiseret er som intet mindre end selve Porten til det gloende Helvede der ligger nede under det pæne og hyggenysse kolonihaveforherligende Danmark som vi kender det med Madam Blå som pokalen fyldt med kaffe.
Personerne i Livens Ondskab og Knagsted er kun udholdelige som mennesker hvis Gustav Wied har fortalt os alt og givet os 100 procent fyldige portrætter af de medvirkende.

Er disse portrætter tværtimod ikke fyldige og færdige personer kan alt kun gå helt galt.
Overlærer Clausen forvandles til en stækket pædofil og den rent teoretisk sympatiske Knagsted forvandles til en tidligere psykopatisk massemorder på nu selvvalgt retræte.
Resten af persongalleriets fejl og mangler er derfor blanks som læseren selv kan, men bør lade være med at udfylde.
Især hvis man da vil beholde de officielle smukke billeder af Danmark i erindring - dette Lidenlund i vang og vænge.
For bliver disse romanfigurer modsat udfyldt på kryds og tværs er der vel næppe en eneste figur i det medvirkende galleri som er hvad den giver sig ud for - vel helt bortset fra Tummelumsens dødsyge hane. Og det er jo netop Livsens Ondskab

Kim Sørensen

Sune

Ikke for at være bevidst polemisk, men dit indlæg giver absolut ingen mening. Jeg forholder mig eksplicit til et konkret afsnit i teksten - hvordan i alverden skulle jeg kunne gøre det, hvis jeg ikke også havde læst teksten?
Derudover stiller du så et spørgsmål, jeg allerede har forholdt mig til i mit oprindelige indlæg. I den forbindelse kan man jo så undre sig over om du selv har læst den tekst du forholder dig til, inden du satte spørgsmålstegn ved min "forberedelse" :)

Men jeg gentager da gerne mig selv for din skyld Sune. Den korte version af min pointe er følgende: Hvis den studerende ikke interesserer sig for den periode Wied tilhører og den studerende har en dybdegående viden om en anden periode og/eller en anden forfatter. Ja, hvad er så problemet i han ikke kender Wied?
Skåret helt ud i pap: Er det at foretrække, at akademikerne har begrænset viden om alt eller alt viden om et begrænset område?

Jacob Jansson

Det er selvfølgelig en særhed ikke at vide, hvem Gustav Wied er når man studerer dansk. Men. Man også holde sig for øje, at det at studere Dansk er mange ting, og at det - ikke mindst - kan skyldes mange ting at man studerer dansk. For det at studerer dansk er jo netop ikke bare at kunne sin litteraturhistorie. Det er en del af det - jaja - men studiet handler i ligesåhøjgrad om litterær analyse, om sproglære, medieforståelse og så selvfølgelig lidt litteraturhistorie.
Hvis det havde været Johannes V. Jensen, Henrik Pontoppidan eller Karen Blixen du havde peget på som et hul ville klangen nok have klinget lidt bedre.
Det er ikke til at holde ud med den arrogance overfor mængden og forskelligheden i viden man kan lære på et universitet.
De fleste danskstuderende bliver henholdsvis gymnasielærere og kommunikationsfolk. Indimellem bliver de også postbude. Åh!

Jeppe Morgenthaler

(Jeg er BA i Dansk årgang 2008)

Når Hr. Vinn Nielsen aldrig har gået på universitetet forstår jeg sagtens hans undren.

Selv vil jeg tilføje at det Wied jeg har læst har ligget før universitetet. Jeg mener ikke at vi læste Wied på Dansk. Vi læste dog en del anden dansk litteratur og jeg vil venligt anmærke at Vinn Nielsens påstand, at den danske litteratur ikke er uoverskuelig, er en sandhed med modifikationer, når man tager i betragtning at litteratur fylder ca. halvdelen af pensum (den anden halvdel er sprogvidenskab) på et 3-års studium (5 hvis man også tager sin kandidatuddannelse på Dansk). Jeg gad godt se dem der kunne læse al dansk litteratur på den tid. Og vigtigtere er Wied vel heller ikke.

At jeg personligt godt kan li' hans skriverier er en anden sag.

Personligt var jeg langt mere interesseret i sprog, særligt den sproglige udvikling i den digitale alder, og Danskstudiet er indrettet således at jeg kan fokusere mine studier i den retning, og derved styre væk fra den meget litteraturhistoriske retning. Den har vi velsagtens også stadig Litteraturvidenskab til at tage sig af.

Hr. Vinn Nielsen bør måske tage et par kurser på universitetet før han udtaler sig om hvad man bør og ikke bør der, og i øvrigt lade være med at lade den personlige smag diktere hvad man synes er vigtigt.

At der er for få undervisningstimer på universiteterne er en anden og langt mere alvorlig sag.

Maj-Britt Kent Hansen

Læs side 14 i "Bøger" fra 1. april, hvor Tage Voss' i et læserbrev fortæller om en forlagskonsulent på et stort forlag, der spurgte: "Har De tidligere fået trykt noget?"

Og nej, det er næppe en aprilsnar.

Søren Geckler

Mange studerende er jo ikke studerende, men skoleelever. De læser pensum - og hvis pensum er mangelfuldt, kommer der beskæmmende huller i deres litteraturhistoriske indsigt.

Da jeg læste dansk i starthalvfemserne, måtte det undre mig, at Pontoppidan blev holdt ude af et kursus om Det Moderne Gennembrud, og en lige så stor gåde var det mig, at man også helt kunne komme uden om Sønderby i et kursus om Mellemkrigstiden.

Jeg tror ikke, litterær dannelse er til stede i lige mål hos alle, hvis uddannelse ellers skulle pege i den retning. Værre er det dog, når bluffnumre som Anna Marie Mai, får indflydelse, hvor hendes golde intellekt kun kan ødelægge. Om den kvinde så fik Dostojevskij intravenøst, ville hans litteratur ikke sætte sig i hende. Til gengæld kan hun med en hvilken som helst model i hånden analysere en telefonbog. Derfor er hun endt med kors og bånd og stjerner på...