Flinkeskolens frivillige skal lære af Greenpeace

Det frivillige arbejde er vigtigt. Men på det sociale område skal frivillige også kæmpe for øget retssikkerhed. Måske med utraditionelle midler
Frivillige på det sociale område kan lære meget af Green-peace-aktivisterne, mener Knud Vilby.

Frivillige på det sociale område kan lære meget af Green-peace-aktivisterne, mener Knud Vilby.

Jens Nørgaard Larsen
10. marts 2011

Tre handicappede førsteklasses børn har brug for lidt hjælp for at deltage i fritidsidræt. Kommunens handicapcenter er ansøgt, men der sker ikke noget. Efter syv måneder viser det sig, at børnenes sager ligger stille. Forklaringen er omstrukturering i Københavns Kommune.

Sagen er nummer 16 af 25 eksempler i et hæfte udgivet af Settlementets frivillige Rådgivning i København. Hæftet hedder
Argumentationog handler om, at frivillige fortalere er med til at sikre socialt udsatte deres ret.

Langsommelighed i sagsbehandlingen er kun et af mange problemer. Men det er let at forholde sig til. Et andet af de gængse problemer er afgørelser, der ødelægger folks muligheder for at komme videre med deres liv.

Her er fysioterapeuten Jette et godt eksempel. Hun har fået ødelagt sin fod, men lever klart op til samfundets krav om at ville arbejde. Hun søger revalidering og finder en 3-årig uddannelse, der supplerer det, hun allerede kan og giver gode jobmuligheder. Sagsbehandlingen tager et år, hvorefter der kun bevilges uddannelse i 2,5 år. Drømmen slås i stykker.

I år er det EU's frivillighedsår. Der er holdt en pæn og officiel åbningskonference om, hvor vigtigt det frivillige arbejde er på mangfoldige områder. Der er brug for partnerskaber mellem de frivillige og det offentlige, og der er masser af ros og skulderklap til det store frivillige arbejde, der er med til at få samfundet til at hænge sammen. Hver tredje dansker arbejder frivilligt i en eller anden sammenhæng, og regeringen vil gerne have endnu flere i gang. Fint nok.

Settlementets hæfte, er også udgivet i anledning af frivillighedsåret, men det viser en mere konfliktpræget side af frivilligarbejdet. Sagt lidt firkantet handler de om, at samfundet har udviklet sig sådan, at det kan være næsten umuligt for dårligt stillede og socialt udsatte at opnå den bistand og at få den retssikkerhed, de har krav på. Derfor er der brug for frivillige, der råber op og som påpeger svigt og mangler og kræver bedre offentlig indsats - selv på et tidspunkt, hvor alle snakker besparelser.

Stigmatiserende system

Det skulle ikke være svært at finde nogle at råbe op for. I takt med alle de reformer, der skulle gøre al ting bedre, er afstanden mellem system og borger kun blevet større.

Det stod f.eks. lysende klart ved afslutningskonferencen på fattigdomsåret sidste år. Her forklarede den konservative borgmester Michael Ziegler fra Høje Tåstrup Venstres Ellen Thrane Nørby, at lovgivningen og regelkravene har udviklet sig sådan, at det ikke længere er muligt for dårligt stillede at have en enkel og overskuelig indgang til det kommunale system. Har en familie flere problemer, er der typisk mindst fem sagsbehandlere. Princippet om at lave en enkelt dør ind i det kommunale system, som man troede på for 20 år siden, holder ikke i dag.

Det uoverskuelige system sætter sig spor hos de mennesker, der er afhængig af det. Det fremgår tydeligt af lektor Søren Juuls doktorafhandling
Solidaritet: anerkendelse, retfærdighed og god dømmekraft, med undertitlen
En kritisk analyse af barrierer for sammenhængskraft i velfærdssamfundet. I sin konklusion skriver han blandt andet:

»Det alvorligste problem for mange dårligt stillede mennesker er i dag, at de føler sig nedværdiget, stigmatiseret og usynliggjort i mødet med velfærdsstatens institutioner og ikke oplever, at der er rettigheder, der beskytter dem. Det fører til tab af selvværd og selvagtelse og svækker deres deltagelsesmuligheder i samfundet.«

Han taler om behovet for samfundsmæssige anerkendelseskampe på mange niveauer - herunder om de værdier og det menneskesyn, der skal præge vores samfund. Han peger på behovet for kulturel, velfærdspolitisk og institutionel fornyelse.

Det er nok mere end frivillighedsåret kan klare. Men den omfattende dokumentation af, hvor dårligt det står til på en række områder, viser, at frivillighedsåret også bør føre til, at pænheden lægges til side til fordel for en langt mere kritisk og sommetider konfrontatorisk tilgang. Alt for meget gensidigt rygklapperi kan gøre pænheden endnu mere dominerende.

Mobilisering nu

Et af frivillighedsårets nøgleord er 'aktivt medborgerskab' eller i EU-sprog
Active Citizenship. Det frivillige arbejde gør os til mere aktive medborgere. Det udvikler demokratiet og kan styrke integrationen. Vi får større ejerskab til samfundet ved at tage aktivt del.

Det lyder rigtigt og kan også være det, men forudsætningen er, at samfundet giver muligheder for ejerskab, og at der er nem adgang til systemerne - også for dem, der defineres som svage eller socialt udsatte.

Derfor er der tre vigtige forudsætninger for, at frivillighedsåret bliver en succes på det sociale område:

• Stærke frivillige aktører på det sociale område skal med øget styrke til at kæmpe for de svageres retssikkerhed. Det kan dels ske gennem fortalervirksomhed, dels gennem uforbeholden kritik af svigt i de offentlige systemer.

• I en tid, hvor der overalt skæres ned på sociale og sundhedsmæssige indsatser skal man undgå, at det offentlige system tørrer sine forpligtelser af på de frivillige.

• Udsatte gruppers egne frivillige skal yderligere involveres i kritiske fortalerroller både i de enkelte boligkvarterer og i de organisationer, de selv har skabt og som repræsenterer dem.

Det er vigtigt at huske, at det historisk er frivillig organisering om interesser og værdier, der har skabt rammerne om samfundet og grundlaget for den offentlige indsats.

Det gælder stort set hele vejen rundt på det sociale og sundhedspolitiske område, at frivillige indsatser kom før de officielle, og at de frivillige var med til at forme, det der blev til samfundets regler og den skattefinansierede indsats.

Det frivillige arbejde skal stadig være med til at flytte grænserne ved at påpege svigt, stille krav, tænke innovativt og ved at mobilisere.

Systemsvigt

Hvor langt skal de frivillige være parate til at gå i det social- og samfundskritiske arbejde? Det må naturligvis afhænge af sagen og situationen, men jeg tror, at sociale provokationer kan være en af vejene frem.

Det kritiseres ofte, at politikere handler på grundlag af medieskabte enkeltsager, og nogle gange er kritikken berettiget. Men svigt handler i dag ikke kun om enkeltsager. Kombinationen af delvist mislykkede reformer, mere kontrol og mere bureaukrati har mange steder ført til, at afstanden mellem borger og system er blevet ubærlig lang. Derfor er en række enkeltsager i dag et udtryk for et større bagvedliggende systemsvigt. Almindelig menneskelighed har nogle steder fået vanskeligere vilkår i de offentlige systemer. Og det går ud over folks værdighed og over deres rettigheder.

Jeg kunne i den situation ønske mig, at vi også fik sociale aktionsgrupper, der på samme måde som for eksempel Greenpeace er parate til illustrative provokationer - og om nødvendigt noget, der minder om civil ulydighed i velgennemtænkte utraditionelle aktioner, der kan være med til at åbne folks øjne for problemerne.

Naturligvis skal samarbejde udvikles i løbet af frivillighedsåret, men det vil være godt for det sociale Danmark, hvis de sociale organisationer også benytter året til at fokusere på deres kritiske muligheder og det kritiske potentiale, der findes i det sociale Danmark. Så kan de med Søren Juuls ord blive en del af den nødvendige velfærdspolitiske og institutionelle fornyelse. Om noget bør frivilligt arbejde kunne bruges til det.

Knud Vilby er formand for Socialpolitisk forening.

Seneste artikler

  • Fra traditionel til moderne frivillighed

    8. april 2011
    Hvis frivillighed skal være med til at løse offentlige velfærdsopgaver, er det afgørende, at man fra politisk side forholder sig til den moderne, individualiserede frivilligheds præmisser
  • Venstrefløjen skal satse på det frivillige potentiale

    2. april 2011
    Mens verden omkring os ivrigt diskuterer brugen af frivilligt arbejde, har den hjemlige venstrefløj forelsket sig blindt i en større og stadig mere indgribende stat. Velfærdsstaten er blevet til målet frem for midlet. Der er brug for nytænkning om den tredje sektor mellem stat og marked
  • Ansvaret for udsatte tørres af på frivillige

    28. marts 2011
    Grænserne mellem den civile og den offentlige sektor er så mudrede, at det offentlige får mulighed for at tørre ansvaret for socialt udsatte af på frivillige. Samtidig slukkes ildsjælenes gnist, når de bindes af det offentliges firkantede krav. Der er behov for at afklare sektorernes roller

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Ole Sporring

GreenPeace actionen ved topmødet er et skidt eksempel. GreenPeace stunt med ulovlig indtrængen ved festmiddagen, var ikke for at skabe opmærksomhed om et stort og overset globalt klimaproblem. COP15 og festmiddagen var netop udtryk for, at den opmærksomhed i højeste grad allerede var vakt. Hensigten med den aktion var, at at slå de mange andre organisationer, der var engageret i topmødet, i konkurrencen om mediernes opmærksomhed og dermed styrke forretningen. GP betragter bøder og straf som nødvendige forretningsomkostninger. Hvis andre lovbrydere havde samme syn på straf, så det skidt ud.
Tilsvarende gælder de grupper, der ville bryde politafspærring omkring FNs territorium / Bellacentret ”for at komme til at tale med delegerede fra 3. Verden...” Deres aktion lykkedes også. F. Eks fik det Bundmøde på Christiania hvor 3. Verdens delegerede deltog langt mindre opmærksomhed (og kostede langt mindre politiresourcer) end de ulovlige.
GrenPeace plakaten ”Politikere snakker - Ledere handler” var en hån mod de demokratiske politikere, som skal prøve at finde løsninger på komplicerede forbundne problemstillinger: millieu, økonomi, beskæftigelse, sundhed, o.s.v.
En pinlig hilsen til Franco og Mussolini.

Dette anfægter naturligvis ikke, at aktivisme og demonstrationer er en vigtig del af ytringsfriheden.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for John V. Mortensen

"Opførsel kan aldrig helliggøres af egen tro", det måtte Greenpeace sande ved FNtopmødet i 2009. Da de uden at spørge hængte kæmpeplakater på beboelser i Ørestaden, rev beboerne dem ned. Og da de prøvede at snyde sig ind til Dronningens selskab i hendes private del af Christiansborg og blev standset, blev de sure, for det var DERES ret.

Greenpeas - er en nødvendighed, men derfor behøver de ikke at optræde som jesuitinkvisitorer: "I vores egen ophøjede ret - må vi alt, uden hensyn til andre".

2

anbefalede denne kommentar