Kronik

Først revolution, så omfordeling

Udpræget fattigdom har sat Mellemøsten i brand. Men faktisk har lande som Egypten præsteret ekstraordinære vækstrater de seneste år. Grundlaget for fattigdoms­bekæmpelsen er til stede, men er der også vilje?
Selv om vækstraterne i Egypten har været høje de seneste år, lever 40 pct. af indbyggerne fortsat i fattigdom.

Selv om vækstraterne i Egypten har været høje de seneste år, lever 40 pct. af indbyggerne fortsat i fattigdom.

Curt Carnemark

3. marts 2011

Jeg var i Tunesien og Egypten et par måneder før folkeopstandene og skal ærligt indrømme, at jeg ikke havde den fjerneste fornemmelse af, hvad der var på vej. Jeg kan trøste mig med, at det havde tuneserne og egypterne heller ikke selv.

Til gengæld opdagede jeg noget meget væsentligt med hensyn til ulandenes økonomier. Egyptens vækstrate var oppe på hele 7 pct. - måske ikke meget efter kinesisk målestok, men dog tåleligt. Faktisk var det nok til at gøre indhug i fattigdom og arbejdsløshed. At det ikke var sket, skyldtes at de rige havde tilranet sig goderne i form af herskabelige villaer med svømmebassiner og golfbaner. En retfærdig fordelingspolitik kunne have givet et bedre resultat. Derfor bør det være en hovedprioritet for Egyptens nye regering.

En vækst på hele 7 pct. turde vi knapt nok drømme om, da jeg i begyndelsen af halvfemserne var ansvarlig for Verdensbankens program i Egypten. Jeg lærte dengang at være meget forsigtig med at tro på egyptisk statistik, men mine gamle venner i Verdensbanken kunne bekræfte, at de 7 pct. i hvert fald nogenlunde så ud til at holde stik.

Og det er ikke kun Egypten, der kan bryste sig af øget vækst: alverdens ulande er nu ved at nå op på vækstrater, der går mod indiske og kinesiske højder. Hvis det fortsætter, vil kløften mellem rige og fattige lande endelig bliver mindre. En økonomisk revolution af verdenshistorisk betydning er undervejs.

Ulandshjælp overhales

Jeg sad i halvfjerdserne foran Verdensbankens bestyrelse og forsvarede mine projekter i lande som Etiopien og Rwanda uden helt at tro på, hvad jeg sagde. De tidligere projekter var stort set alle fejlslagne, så der var ikke meget grund til at tro, at det ville gå bedre denne gang. I dag vokser de to landes økonomier med 10 pct. om året. Det er Kinahøjde. Landenes økonomier fordobles hvert syvende år. Det er solstrålehistorier af dimensioner. Det skal dog lige bemærkes, at lande som Somalia, Zimbabwe, Burma og Bolivia ikke er med på vognen. Og at det i bedste fald vil vare endnu 50 år, inden Etiopien og Rwanda når op på noget, der ligner vores niveauer, så vi under hurraråb kan lukke Verdensbanken, en række af FN's særorganisationer og vores egen ulandshjælp.

Men selv om der fortsat er brug for ulandshjælp spiller den allerede i dag en mindre rolle i de samlede kapitaloverførsler til ulandene. Hjælpen overgås langt af private investeringer og overførsler fra ulandsborgere, der sender deres fortjenester hjem.

Ulandenes gryende økonomiske mirakel har flere rødder.

For det første medfører giganterne, Indien og Kinas, vækst en voldsomt stigende efterspørgsel efter råvarer. Det drejer sig ikke bare om olie, men også alverdens metaller og landbrugsvarer. Dem eksporterer mange af de fattigste lande nu til favorable priser.

For det andet er Kina for længst blevet en dominerende ulandsdonor, og overfører nu flere midler end Verdensbanken. Kina kalder sig selv et uland og vil derfor i solidaritet med sine fattige brødre ikke stille betingelser for hjælpen og investeringerne. Kineserne tolererer ikke indblanding i deres interne problemer og vil derfor heller ikke - i hvert fald i princippet - blande sig i andres. Det er lande som Burma, Nordkorea, Iran og Zimbabwe glade for.

Også det fattige Indien er begyndt at give udviklingshjælp og vil ikke længere selv modtage hjælp fra Storbritannien. Parolen er, at stormagter ikke modtager hjælp. Modtagerlandene glæder sig over at slippe for de betingelser, Verdensbanken og de vestlige donorlande insisterer på.

For det tredje er mange ulande godt i gang med at forbedre deres regeringsførelse. Der er noget dybt ironisk i, at disse landes gæld, betalingsbalancer og budgetter i dag er i bedre stand end USA's, Grækenlands og Irlands. Ulandene har lært lektien.

Samtidig er korruptionen formindsket, til dels fordi de nye medier oplyser almindelige borgere om myndighedernes overgreb. Det er også blevet nemmere for private udenlandske investorer at oprette virksomheder. Egypten praler med, at mens det tidligere tog år at komme gennem det bureaukratiske system for at få diverse tilladelser, kan det nu gøres på en uge.

For lidt og for dårligt

Den høje vækst er en nødvendig forudsætning for at gøre noget ved fattigdommen. Men som vi så i Egypten, er den ikke i sig selv tilstrækkelig. 40 pct. af landets befolkning lever fortsat for under 10 kroner om dagen - vækst eller ej. Derfor er det altafgørende, at rigdommen omfordeles.

Det er man klar over i Egypten. Problemet er imidlertid, at man gør for lidt og gør det for dårligt. F.eks. har landet forsøgt subsidier til de fattige i form af billigt brød. Ti pitabrød for en krone. Men de rige kan også få brødet til den pris og bruger det til kyllingefoder! Resultatet er, at Egypten må indføre 50 pct. af sin hvede, selv om landet historisk har været selvforsynende.

Tager man moderne teknologi til hjælp, bliver omfordelingsudfordringen nemmere at løse. I Mexico og Chile overfører man f.eks. hjælp direkte til de fattige ved brug af mobiltelefoner og kontantkort. Regeringen kræver så til gengæld, at børnene går i skole og får årlige sundhedsundersøgelser. Det system kunne passende indføres af de kommende regeringer i Mellemøsten.

Islamisk social forsorg

Spørgsmålet er, om de vil. Faktisk tror jeg, at demokratisk valgte islamistiske regeringer efter tyrkisk model vil kunne gøre det største indhug i fattigdommen. I Egypten har de muslimske brødre gjort mere for social forsorg end regeringen. Det vil de utvivlsomt fortsat gøre, hvis de får magten.

Det er imidlertid ikke kun omfordelingsudfordringen Mellemøstens ledere skal lægge arm med. For selv om vækst skaber muligheder, skaber den også udfordringer - ikke mindst på bæredygtighedsfronten. Hvis ulandene skal op på vores niveau, skal verdensproduktionen forøges fra de nuværende godt 50 billioner dollars for godt syv milliarder verdensborgere til 450 billioner for de om tredive år ni milliarder mennesker; altså ni gange så meget, som planeten må yde i dag. Kan den mon klare det?

Samtidig vokser verdensbefolkningen stille og roligt med 80 millioner mennesker om året. Hvert år lægges der et nyt Egypten eller Tyskland oveni. Bæredygtigheden trues.

Men lad os alligevel slutte med hurraråbene. Det er helt klart af verdenshistorisk betydning, at kløften mellem rige og fattige lande nu endelig formindskes.

Sven Burmester er forfatter og udforsker

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Skaarup

Jeg er savner den selvkritske vinkel.

Det er flot at pege finger Kina, og indien, der selv for 50 år siden var totalt underudviklet efter vestlig standard.

Verdensbanken, har holdt Mubarak ved magten, og verdendbankens teknokrater har skabt den egyptiske fordelingsmodel.

Anvendt teoretisk liberalisme , vil efterlade deform samfund, lige som kommunismen gjorde.

Verdensbanken ideologiske grundlag, er den primære årsag til U-land vil forsætte at være u-lande, så længe at verdensbanken, bestemer deres politikere. og at den globale økonomiske elite, forsat vil gøre alt for at opretholde det system, der har gør at 1 % af den amerikaske befolkning har en formue, svarende til mere end 50% af amerikanske befolknings samlet kapital.

løgnen om de åbner økonomiers fortræffelighed, bliver tydelige og tydeligere, for selv de de blinde. Læste at kun hver 4. virksomhed betaler skat for at drive forretning i Danmark. (http://politiken.dk/erhverv/ECE1211551/kun-hver-4-virksomhed-betaler-sel...)

den åbne økonomi er ren gift for et samfund. Først kommer der en lille smule udenlandsk kapital til land x, hvorefter land x tilbagebetaler den udenlanske kapital til evig tid, eller til at land x, er fallit, naturresourcerne udtømte og landet befolkning, forgældet i de næste 10 reinkarnationer.

Michael Skaarup

Nå ja,.. stigende fødevarer priser.... ER der mon en sammenhæng imellem kapitalfondes (plyndrings)togt på fødevarerbørserne? eller er det bare de skide kinensere og indere, der er blevet for mange

Anne Marie Jensen

Jeg savner ligesom M Skaarup den kritiske vinkel i artiklen her.

Verdensbank-manden skriver:

"Det er imidlertid ikke kun omfordelingsudfordringen Mellemøstens ledere skal lægge arm med. For selv om vækst skaber muligheder, skaber den også udfordringer - ikke mindst på bæredygtighedsfronten. Hvis ulandene skal op på vores niveau, skal verdensproduktionen forøges fra de nuværende godt 50 billioner dollars for godt syv milliarder verdensborgere til 450 billioner for de om tredive år ni milliarder mennesker; altså ni gange så meget, som planeten må yde i dag. Kan den mon klare det?"

Spørgsmålet bør ikke være hvordan ulandene kommer op på vores niveau, men hvordan vores del af verden kommer ned på et fornuftigt og bæredygtigt niveau. Så kan vi så at sige mødes på halvvejen med ulandene.

Stop nu den der bevidstløse automatsnak om vækst i de rigeste og mest udviklede dele af verden. Erkend dog at vækstparadigmet var et mål og middel i sig selv til fattigdomsbekæmpelse for 50 år siden, men at realiteterne er radikalt anderledes i dag, hvor væksten bidrager til ulighed og til at folk forbruger mere. Demokratiser i stedet økonomien og produktionen, så bæredygtighed og fælleseje og fælles brugsret bliver de nye succeskriterier fremfor konkurrence og økonomisk akkumulation. Et oplagt eksempel på det tåbelige i privat ejendomsret er til stadighed transport af mennesker og varer. Gør det fælles, nemt og grønt.

Det er ret svært at argumentere for, at ulandene må igennem en vækstperiode, men må nødvendigvis foregå sideløbende med en omfordelingspolitik, der tager udgangspunkt i at flest muligt får mest muligt ud af den samlede samfundsproduktion. Den næste bølge af oprør efter diktatorernes fald er derfor nødt til at være klassekamp. Og hvis den veluddannede del af befolkningerne i disse lande (typisk mellemklassen) vil det bedste for alle parter, gør disse klogt i at danne fælles front med arbejder- og underklasserne.

Bolivia nævnes i artiklen som et af de lande, der ikke er med på den brølende vækstvogn. Det er da heller ikke tilfældigt, da Bolivia netop har valgt en anden og langt mere progressiv vej. En slags mere eller mindre post-liberal øko-socialisme. Bolivia er ikke perfekt, men bestemt et sted at se mod for et alternativ til den globale dødsspiral, kapitalismen udgør for planeten og dens beboere.

Så alt i alt er det svært at være uenig med Sven Burmeister i parolen "Først revolution, så omfordeling" - det er nok mere vejen til målet, der er delte meninger om.

Anne Marie Jensen

Ups - der gik det vist lige lovlig hurtigt.

"Det er ret svært at argumentere for, at ulandene må igennem en vækstperiode, men må nødvendigvis..."

Rettelse:

Det er ret svært at argumentere imod, at ulandene må igennem en vækstperiode, men en sådan må nødvendigvis...

Igen opfordres vi til at ta' en samfundsdebat på grundlag af BNP og vækst. Begreber der er så gennemskueligt kapitalistiske, at selv Frankrigs Sarcosi har forsøgt, at lancere et nyt mål, LykkeBNP. Men dagens kronikør gør sig ingen overvejelser i den retning. Han fremfører ukritisk floskelen: "Den høje vækst er en forudsætning for at gøre noget ved fattigdommen."

Høj vækst er nok den dyreste måde overhovedet hvorpå fattigdommen kan bekæmpes. En daglig skål ris med lidt grønsager eller kartofler og rugbrød, gode sanitære forhold, lægehjælp og elforsyning behøver ikke at koste militære trusler, ressourcekrige og Vestlig støtte til al verdens korrupte diktatorer.

ingen grunde til at nøjes med bevægelser til kapitalismen's diktatur bort fra mellemøstligt diktatur, når proletariatet's diktatur kan opnås.

Først revolution, så omfordeling. Vestlige borgerlige kræfter hylder pludselig revolutionen som politisk redskab. Således også Søren Pind, der i Faire Trade magasinet udtaler:

Kun Stalin og andre fra den skuffe mener, at der skal tænkes brød, før der skal tænkes frihed.

Vesten puster til revolutioner uden socialistisk ledelse, for at skabe et kaos, der giver plads for merkantil udnyttelse, uanset menneskelige omkostninger.

Det Libyske folk bør tænke sig rigtig godt om, måske en snak med Gaddafi ikke er så dum.

Anne Marie Jensen

Ved du hvad, Bill Atkins? Jeg ville såmænd have været tilbøjelig til at være på din side her, hvis ikke det var fordi, Gadaffi allerede havde stillet sig på samme side i historien som alle mulige massemyrdende skurke. At Chávez i sin iver for at agere hele verdens modpol til USA pludselig befinder sig i en slags forsvarsadvokats position gør kun hele denne affære endnu mere trist.

Hvis Pinds venner får en fod indenfor i Libyen som konsekvens af denne tragiske situation, hvilken forskel gør det så egentlig i det store billede? Kapitalisterne og neoliberalismen sidder i forvejen tungt på stort set hele kloden. Lige nu handler det om at skabe stabile forhold, og de kommer ikke før almindelige mennesker i Libyen oplever at blive taget alvorligt og udstyret med demokratiske rettigheder og menneskerettigheder.

Hvad skulle det libyske folk tale med Gadaffi om? Og hvem skulle tale på folkets vegne? Der er mange stammer og politiske og religiøse strømninger, der skal tilgodeses. Og Gadaffi vil bare gerne opretholde et tragikomisk selvbillede: "mit folk elsker mig". Glem det. Han har fucking luftbombet sine landsmænd.

For nu at omskrive parolen til noget lidt mere præcist, der kunne, men slet ikke nødvendigvis kommer ud af det her: "Først borgerlig revolution, så socialistisk revolution". Lidt a la Rusland 1905 og 1917.

@Anne Marie,
Reformer i Libyen der fører til demokrati, er vel et uomtvisteligt krav, men jeg fornemmer ikke at opstanden i Libyerne i øvrigt ligner opstandene i Tunis og Ægypten, hvor oprørernes krav er bekæmpelse af fattigdom, arbejdsløshed, korruption og tortur. Det er min fornemmelse at det mere er magtkamp mellem stammerne i det enorme land med den lille befolkning, der driver opstanden i Libyen. Risikoen er at Vesten får splittet landet og etableret et oligarki bestående af nogle få stammeledere, som bliver gjort stenrige på at lade de vestlige olieselskaber sætter fuld gas på olieproduktion, og at oligarker sender deres oliemilliarder efter de nemme investeringer på børserne i Vesten, frem for at udvikle det omkringliggende samfund.

Men det er da rigtigt, man kan vælge at føje den neokonservative ide om løsning af den stadig stigende i verdensbefolkning gennem fremme af fejlslagne stater med en oligarkisering af Kloden i gatede communities, beskyttet af millitser og missilskjolde, og hvor størstedelen af jordens befolkning lever i fattigdom, uden for disse communities.

Anne Marie Jensen

Godt ord igen. Jeg vælger at undlade at se din sidste paragraf som en hentydning til min egen holdning. (jeg ser mig selv som libertær socialist og forbitret på USA-imperialismen, så det forslår)

"Reformer i Libyen der fører til demokrati, er vel et uomtvisteligt krav"

Ja det er. Og hvordan har du tænkt dig, at:

"Det Libyske folk bør tænke sig rigtig godt om, måske en snak med Gaddafi ikke er så dum."

- skulle lade sig realisere? Gadaffis landsfaderrolle er fortid. Det eneste der ville kunne samle nationen nogenlunde, ville være udenlandsk militær intervention. Som en af mine egyptiske venner sagde forleden: De(t) eneste, arabere til enhver tid er enige om at stå sammen om, er hadet til USA.

Men så længe amerikanerne og briterne holder nallerne væk, er Gadaffi og hans system ikke mulighed. Jeg venter forresten i spænding på at høre hvad kammerat Chávez har i ærmet. This better be good...

Anne Marie Jensen, Jeg tvivler på at revolten i Libyen, på samme måde som i de øvrige muslimske lande, kommer efter et pres nede fra i samfundet. Det hele virker mere som en magtkamp mellem stammeledere...

...og sammenholdt med Nato's beredskabsniveu så tror jeg det Libyske folk skal skæve til Iraks skæbne og spørge sig selv om der er andre muligheder end at ende som en fejlslagen stat og et splittet folk.

Med 'en samtale med Gaddafi' mener jeg at repræsentanter for magtbaserne i landet bør sætte sig omkring forhandlingsbordet.

Bill Atkins.

Det tror jeg ikke på. Skal revolutionen i Libyen eller andre steder virke, er der intet at forhandle om. Jeg tror heller ikke det vil ende med et splittet folk eller nation. Da skal man til nordeuropa. Belgien, Danmark etc.

Historien vil vise hvem der tror bedst..

Et splittet Libyen er ellers det blandt andre Steffen Jensen udbreder sig om i radio og TV og han har det jo med at kolportere Pentagons hede drømme...

...Du må da heller ikke overse at Gaddafis klan udgør 10 procent af den Libyske befolkning, og igen kig til Irak og se hvordan det er gået der..

Ovenståene var til Torben Skov ...og så er det Ole Sippel der kolpoterer ..

Det må heller ikke overses at Tunis og Ægypten ressourcemæssigt er underskudslande i for hold til Libyen, der har enorme reserver af olie og gas

Bo S. Nielsen

Så røg kikkerten da ellers for det blinde øje. Tak for kaffe.

Apropos Chavez, der vist har kaldt sig trotskist, så kan de interesserede læse Socialistisk Information (der udgives af det trotskistiske SAP) kommentar til præsidentens dybt bizarre Gadaffi-selvmål her: http://socinf.dk/side.php?id=697

Jeg kan kun håbe at Bo og Anne Marie har ret i at Gaddafi bliver kuldkastet lige så let som Ben Ali og Mubarak, men det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg frygter en lang borgerkrig, og en rolle til Al Qaeda.

Bo S. Nielsen

@ Bill Atkins

Jeg har nu aldrig - og kunne heller ikke drømme om - spået om, hvor let eller svært, det bliver, at vælte diktatoren.

Der er da heller ingen grund til at abonnere på idéen om Gadaffi som samlende leder eller alternativ i nogen forstand. Han er en forbryder, uanset hvad / hvem og hvilke forestillede inden- eller udefrakommende - indtil videre rent imaginære - fremtidige blodsudgydelser og scenarier, der måtte ramme Libyen.

Sjovt, forresten, som al-Qaeda pludselig skal blandes ind i det hele. De - og voldelig ekstremistisk islamisme i det hele taget - har indtil videre fremstået som de helt store tabere sammen med diktatorerne i den sidste tids demokratiske bølge over regionen, og eksisterer vist først og fremmest i Gadaffis forvirrede hovede, hvor de åbenbart render rundt og forgifter de unge med narko og sprut. Typisk islamisk, som vi alle ved (host-host!). Det er sandt at sige ikke småting, de tosser kan bruges til i opportunismens navn, i Vesten og DK som i Tripoli.

Det er da helt i orden at være forsigtigt kritisk omkring de her oprør, men i så fald langt hellere ud fra en jubelpessimistisk fremfor defaitistisk - eller ligefrem lejr-tænkende (Chavez) - position.

Borgerkrig er dybt tragisk. Men borgerkrig er det næppe, når en statsleder beordrer beskydning af civile fra luften. Det lugter mere af statsterrorisme. Altså den slags, man kunne forvente af Israel i Palæstina. Eller som når et korrupt marionetregering som Hamid Karzai's holder liv i en besættelse og krig mod sin egen civilbefolkning.

Libyerne skal ønskes alt det bedste i deres egen kamp for frihed og demokrati. USA er indtil videre tilskuere og i bedste fald statister - og må de forblive at være netop dette.

når der er vækst og verdensbank, så kan man sige sig selv, at der også er fattigdom i denne nyliberale tidsalder. Jo mere vækst, jo mere opadgående pengestrøm, jo mere fattigdom må der nødvendigvis komme.

Anne Marie Jensen

@ Bill Atkins

Jeg kan ærlig talt ikke finde ud af om vi overhovedet taler om det samme her. Jeg har ikke ytret noget om

"at Gaddafi bliver kuldkastet lige så let som Ben Ali og Mubarak"

og jeg kan da heller ikke se, det skulle afgøre hvorvidt demokratikræfterne skulle kæmpe for revolution eller ej. Hvis frygten for vore undertrykkere afholdt os fra at kræve vor ret, havde vi alle levet i enevælder og livegenskab.