Onsdag blev Shahbaz Bhatti, Pakistans minister for mindretal, myrdet i Islamabad - mejet ned af fire bevæbnede ekstremister i endnu et horribelt udbrud af politisk vold. Blot to måneder forinden skete et lignende drab på Salman Taseer, Punjabs guvernør og en af landets førende liberale stemmer.
Desværre viser reaktionen på de to drab fra Pakistans regering og militær, at landets magtfulde sikkerhedstjeneste igen betjener sig af ekstremisme for at modsætte sig Vestens politik i regionen.
40-årige Bhatti var det eneste kristne medlem af premierminister Yousaf Reza Gailanis regering. Hans død var historien om et bebudet mord. Taseer blev dræbt for sin modige kamp for at ændre Pakistans blasfemilov, som bruges til at forfølge landets minoriteter - en kamp, også Bhatti engagerede sig i.
»Hellere dø end gå på kompromis med mine principper,« sagde Bhatti i et videoklip, der blev optaget for få uger siden og skulle overdrages til BBC i tilfælde af hans død. »Voldskræfter og militante og forbudte organisationer vil påtvinge Pakistan deres radikale filosofi, og truer alle, der står i vejen.«
Passiv regering
Bhatti vidste, at hans liv var i fare. Han havde modtaget utallige trusler og tryglet regeringen om beskyttelse og en skudsikker bil. Men selv efter drabet på Taseer foretog regeringen sig intet. Som Taseer blev han gennemhullet med maskingevær (bedre sikkerhed havde muligvis ikke nyttet, for Taseer blev skudt ned af sin egen livvagt). I begge tilfælde kom morderne fra intolerante bevægelser, der fejlagtigt tolker islam i et rent jihad- og voldsperspektiv.
Skønt verdens ledere fra paven til Hillary Clinton fordømte mordet på Bhatti, holder Pakistans regering lav profil. Ingen tiltag er gjort, og ingen løfter udstedt om at stoppe de voldelige ekstremistgrupper, som hylder morderiske metoder og dagligt demonstrerer i Lahore med krav om dødsstraf for Raymond Davis - en amerikansk CIA-agent, der holdes i pakistansk varetægtsfængsel efter at have dræbt to formodede agenter fra ISI - det pakistanske militærs efterretningstjeneste.
Heller ikke hæren har kunnet bekvemme sig til at udtrykke nogen beklagelse over drabene på Tasser og Bhatti. Hærchef Ashfaq Kayani afviste at fordømme mordet på Tasee. Han ville end ikke kondolere hans familie. Til vestlige ambassadører i Islamabad udtalte han, at der er for mange soldater i rækkerne, der sympatiserer med morderen. Derpå viste han fotografier, hvor Taseers morder hyldes som en helt af politikolleger. En offentlig fordømmelse fra hans side, antydede han, ville bringe hærens enhed i fare.
Uregerlig alliance
Bag tavsheden ligger en mere dyster realitet. I årtier kontrollerede Pakistans militær og ISI de ekstremistiske grupper og bevæbnede og uddannede dem, hvis de til gengæld påtog sig rollen som stedfortræderstyrker i Afghanistan og Kashmir. Men efterhånden har hæren mistet kontrollen over dem, og nu vælger de selv deres mål. Og selv om disse grupper i de sidste fem år står bag drab på mindst 2.000 pakistanske soldater, holder hæren stadig hånden over dem.
Dette er desto mere ildevarslende i lyset af de enorme ressourcer, militæret råder over - en halv million under våben og en halv million reservister, 110 nukleare våben og en af de største efterretningstjenester i verden, ISI, som har anslået 100.000 medarbejdere.
Magtesløse ledere
Premierminister Gailani og præsident Asif Ali Zardari står i spidsen for Pakistans Folkeparti (PPP) - det største nationale parti i landet, nogle vil sige det eneste tilbageværende.
Zardari, har selv haft ekstremismen tæt ind på livet - hans hustru, den tidligere partileder, Benazir Bhutto, blev myrdet af ekstremister - og hans folkelige vælgerbase har traditionelt bakket om en partilinje, der gik ud på at stække mullaherne og militæret. Desværre er disse principper blevet ofret af korrupte og uduelige ledere. PPP er i dag kun en skygge af, hvad det var engang.
Zardari har reelt opgivet at forfølge udenrigspolitiske målsætninger såsom at forbedre forbindelserne til Indien og Afghanistan. Han har også svigtet den hjemlige indsats for at bremse strømmen af ekstremister.
Alle dispositioner, der kunne sætte Pakistan på kurs mod at blive en moderne stat - herunder indførelse af et nyt skattesystem - har han undladt. Vel har hæren søgt at forpurre initiativer fra de civile ledere - men hellere end at gøre modstand eller gå af, har disse ladet sig banke på plads i ynkelig underkastelse.
Frit spil for ekstremister
Som følge heraf er der et ondartet dobbeltspil på færde i gaderne. Det nærer de spændinger, der resulterede i Bhattis død. Sikkerhedstjenesterne har sluppet Lashkar-e-Taiba (LT) - Pakistans største og mest frygtede ekstremistiske gruppe - løs i Lahore. Gruppen er på FN's og USA's liste over terrororganisationer og forbudt i Pakistan. Ikke desto mindre har LT's muskelmænd som nævnt demonstreret dagligt uden for USA's konsulat med krav om, at Raymond Davis - hvis mission tilsyneladende var at overvåge deres aktiviteter - bliver hængt.
Ved at give frit spil til sådanne grupper sender ISI et signal til alle ekstremister - herunder sekteriske grupper, der hader kristne - om at disse ustraffet kan tage loven i egen hånd.
Hvad ligger der bag strategien? Hæren ønsker at kontrollere de fredsforhandlinger, som USA måtte føre med Taleban, således at dens mål om en propakistansk regering i Kabul tilgodeses. Hæren vil også gardere sig imod, at Amerikas langsigtede ordning efterlader Indien, Pakistans ærkerival, i en stærkere position i Afghanistan.
USA lader sig indtil videre ikke anfægte og har allerede omgået ISI ved at sende indirekte fredsfølere til nogle talebanere. Heri finder vi grunden til, at militæret tillader de ekstremistiske grupper, som USA fordømmer, til at Davis ikke løslades, og til at relationerne mellem USA og Pakistan har nået et historisk lavpunkt.
Alligevel fortsætter den amerikanske støtte på omkring 3 milliarder dollars om året til Pakistans hær og regering.
Efter et besøg i Islamabad med det amerikanske senats udenrigsudvalg udtalte senator Bob Corker 3. marts, at han fandt Pakistan »det mest nedslående sted i verden med den type alliance, vi har.« Han tilføjede: »Jeg tror, at på mange måder bliver vi spillet af pakistanerne som et stykke musik.«
Det er muligt, at ISI spiller amerikanerne, men det sker på bekostning af en vedvarende afgivning af terræn til ekstremisterne. I dag er Pakistan ved at blive hjemsted for en hær uden et land
Ahmed Rashid er pakistansk journalist og forfatter
© New York Review of Books og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
