Kommentar

Hul i statskassen

Pengene fosser ud af statskassen og hverken opposition eller regering har andet at byde på end blålys
10. marts 2011

Der er et gabende hul i statskassen på ikke mindre end 84 milliarder kroner i 2011. I 2001 lå arbejdsløsheden på stort set samme niveau som i dag; men dengang var der et komfortabelt overskud på de offentlige budgetter. Og her er der ikke engang taget hensyn til, at de øgede olie- og gasindtægter i sig selv har bidraget med 25 milliarder kroner. Der er tale om en forringelse på mere end 100 milliarder kroner.

Det var således på høje tid, at regeringen kom til den erkendelse, at der er brug for en genopretningspakke af de offentlige finanser. Pengene fosser bogstavelig talt ud af statskassen. Det behøvede regeringen ikke at have afventet en henstilling fra EU-Kommissionen for at konstatere. Det havde været åbenbart i årevis, blot sløret af olieindtægter og bolig- boble.

Men situationens alvor synes ikke at være gået op for regeringen; for der er stort set ingen genopretning i den vedtagne genopretningsplan fra forsommeren 2010. Her søges hullet stoppet gennem en hensigtserklæring om nulvækst i de offentlige budgetter.

Kan ikke modstå presset

Alene forløbet igennem 2010 har givet anskuelighedsundervisning i, at befolkningen ikke ønsker nulvækst i velfærden, og at regeringen ikke magter at modstå dette pres. Ved årets udgang var overskridelserne på ikke mindre end otte milliarder kroner. Forudsætningen om nulvækst i den offentlige sektor er et blålys.

Og budgetunderskuddet bliver ikke mindre af, at regeringen ønsker at videre- føre skattestoppet. De vedtagne skattelettelser for 2011 er således blot blevet udskudt i to år.

Hvordan skal hullet på de offentlige budgetter kunne lukkes, når skatteindtægterne i fremtiden systematisk udhules? Det hænger simpelthen ikke sammen.

Noget tilsvarende gør sig gældende for den budget- forbedring, der skulle følge af en reduktion af dagpengeperioden fra fire til to år. Denne reduktion antages at øge beskæftigelsen med 12.000-15.000 personer og derigennem at forbedre budgettet med tre milliarder kroner. Atter står vi over for et blålys. Hvordan skulle reducerede dagpenge kunne forbedre beskæftigelsen, når arbejdsløsheden er tæt på 200.000 personer? Det svarer til, at regeringen havde vedtaget at ophæve tyngdeloven.

Kikker vi dernæst frem mod 2020, er der behov for yderligere budgetforbedringer. Her er regeringens eneste forslag en efterløns- reform, der kun har ét sikkert element, at udgifterne øges med mere end 20 milliarder kroner i 2012, samtidig med at indbetalingen af efterlønsbidraget i fremtiden reduceres i takt med, at ordningen afvikles. Hvor bliver indtægterne fra efterløns- reformen af? De er ligesom ved reduktionen af dag- pengene fri fantasi. De bygger på den urealistiske antagelse, at der i løbet af dette årti skulle komme noget, der blot minder om mangel på arbejdskraft. Det er klart, at hvis kommunerne fortsat overskrider budgetrammerne, øges beskæftigelsen her; men det forbedrer jo ikke de offentlige finanser tværtimod. Hvor skal jobbene i den private sektor komme fra? Her skylder finansministeren den undrende offentlighed et svar.

Jamen, var der ikke noget med, at de små årgange har svært ved at fylde hullerne ud efter de store årgange, der går på pension? Men også her har Finansministeriet måttet erkende, at der kun er tale om cirka 50.000 personer, der forsvinder af demografiske årsager. Argumentet om en skrigende mangel på hænder i dette årti er et blålys. Regeringens genopretningsplan ligner i betænkelig grad et illusionsnummer.

Opposition uden plan

Hvordan står det så til på oppositionsbænken med at få stoppet hullet i de offent- lige budgetter, hvis den skulle få magt, som den har agt? Ikke meget bedre, må det konstateres. Finansieringen af S-SF-planen fair løsning lider af stort set de samme mangler. De 12 minutters ekstra arbejde er ikke mindst på grund af den høje arbejdsløshed et tilsvarende blålys. Skulle en del af arbejdsstyrken således påtage sig overarbejde, bliver der mindre arbejde at få for de i forvejen ledige med mindre der skabes nye job i den private sektor.

SF har en vækstplan; men uden en markant forbedring af konkurrenceevnen er det svært at se, hvordan den skal realiseres. Der er også forslag om skattestigninger: en millionærskat, en bankskat og ophævelse af fradragsretten for sygeforsikring. Men disse skatter kan langtfra fylde hullet ud. Det ville i så fald kræve, at den samlede personbeskatning blev bragt tilbage til niveauet for 2001.

Forskellen på de to planer er, at regeringen vil spare sig til balance, hvilket ikke er muligt med de stillede forslag. Oppositionen vil derimod producere sig til balance; men her er problemet, at vækstplanerne mangler en realistisk finansiering.

Der er således et gabende hul i statskassen, som hverken regering eller opposition tilsyneladende har en politik, der kan lukke det er uhyggeligt.

Jesper Jespersen er professor i økonomi ved Roskilde Universitet. Den 13. marts deltager han i Informations Venners Læsermøde med overskriften 'Hvor stort er det økonomiske råderum?'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Petersen

Ja det står skidt til. Der er gået populisme i dansk politik. Ingen tør tage nødvendige, men upopulære beslutninger såsom at skære i det offentlige forbrug og/eller sætte skatterne op. Begge dele bliver formentligt nødvendigt. Men det kommer næppe til at ske foreløbig.

Michael Borregaard

Jesper Jespersen fortjener en stor tak for, at have skrevet en artikel omhandlende den økonomiske platform - Tiden er forhåbentlig atter blevet til moden til, at den økonomiske debat bringes på banen igen - historierne om de statsløse, skal dog ikke glemmes.

Jesper Jespersen kan godt lide at anvende, ordet blålys - fred være med det - ikke desto mindre er ordet beskrivende for de økonomiske realiteter i henholdsvis fair løsning og genopretningspakken - begge er mangelfulde.

På den ene side, har du genopretningspakken, en pakke som blå blok finder fuldt finansieret og egnet til, at rydde op i deres egne orgier af foragt og magtarrogance siden systemskiftet - dog vil de ikke overraskende vedkende dette.

Som tete d´armées (i spidsen for sine hære) er det Helles´ og Lars´ ansvar i et valgår, at opsætte scoretricks som smiger, floorshow og andre fristelser, og derefter, er det op til befolkningen, om der skal indsættes en homme providentiel (en mand, sendt af forsynet) eller en femme providentiel. Begge hævder de, at det er deres simple pligt og moralske ansvar, at indgå en du contrat social (samfundspagt) med ”danskerne”, og frelse økonomien fra den andens tåbeligheder..

Som Jesper Jespersen korrekt fremhæver - hvem skal frelse befolkningen for henholdsvis rød -og blå bloks mangelfulde økonomiske politik - som tingene er nu, er der ingen af dem, der har fremlagt en plan, som viser at de er professionelle brandmænd, og i stand til at slukke de småbrande der præger økonomien pt. og for fremtiden . snarere tværtimod vil de vokse sig større og mere faretruende i styrke.

På den ene side har du Finansminister Claus Hjort Frederiksen - ifølge Christen Sørensen et ringe sandhedsvidne, hvilket man ikke andet end kan være enig i. Udlændinge koster det danske samfund 15 milliarder om året, det er korrekt, det er dog et tal der er alt inklusiv - det vil sige børn og voksne der er under uddannelse med videre er talt med, ellers havde tallet været væsentligt mindre.

Den lemfældige omgang med sandheden er der mange af, ovenstående er kun en blandt flere.

På den anden side, har du Helle Thorning og hendes besværlige ven Harald. Samme Helle Thorning, som under en større socialdemokratisk fanfare fremturede at, jeg kan slå Anders Fogh.

Det skete ikke - dog har hun taget forslaget om de 12 minutter til sig, et forslag, som i øvrigt Anders Fogh bragte på banen tilbage i 2008 - hvorefter Harald Børsting sagde: der er masser af tid.

I dag, er hendes modstander om magten Lars Løkke Rasmussen, kan hun ikke vinde den "kamp", må hendes dage som Statsministerkandidat være talte.

Ikke desto mindre ville det også klæde, Helle Thorning og Co, at vedkende, at hendes ven Harald er en besværlig en af slagsen, og deres økonomiske plan er baseret på blålys. Gucci-tasken gør dog som hun er bedst til, det er hendes påstand, at Danmark bliver et rigere samfund, hvis man opfylder ambitionen om, at 95 % af ungdommen skal have en ungdomsuddannelse - det har hun fuldstændig ret i, det var jo netop hvad OECD-rapporten redegjorde for, to uger før hun sagde, at det var deres påstand - lidt selvstændig økonomisk tænkning ville ikke være af vejen, de 12 minutter er en floskel som er en æra blot - jeg tror, at mange vil være enige i, at S og SF burde være i stand til at regne uden store ubekendte størrelser også FØR et valg.

Såfremt de er i stand til, at lægge nogle konkrete tal på bordet, frabedes de dog, at have en lige så beskæmmende omgang med tallene som Lars Løkke og Claus Hjort Frederiksen anvender til støtte for deres misvisende argumentationer.

Der er sku på godt gammelt dansk, ikke mange undskyldninger tilbage, og den manglende selvkritik af sig selv, vil på mange områder slå hårdere end indrømmelser af, at den anden blok har fat på noget af det rigtige.

Dem, der bor i udlandet, har sikkert svært ved at se forskel på et Danmark under henholdsvis blå blok og rød blok.

Forskellene er beskedne set i forhold til hvor langt hen ad vejen der i grunden er sammenfald i holdningerne - det er det, der gør Danmark til et efter international målestok stabilt samfund, som udlandet tør give kredit, handle med o s v.

DE to blokke er også ret ens m h t at gå uden om den varme grød - uanset hvem der vinder næste valg, så vil vinderen formentlig bekendtgøre, at "nu" skal der gribes hårdt ind, og så kommer de tiltag , som er nødvendige.

Tiltagene er nok ikke helt de samme - f eks vil rød blok nok gå lidt på jagt efter friværdierne og (for syns skyld) lave lidt såkaldt millionærskat samtidig med at man skærer lidt i velfærdsydelserne, skærer i efterlønnen og tapper lidt ud af pensionsordningerne o s v.

Blå blok vil nok satse på flere besparelser i det offentlige, skære lidt i velfærdssystemet og gå løs på efterlønnen i større omfang end rød blok kunne finde på.

Der er sikkert andre sjove ting som de to blokke kan finde på, men det kommer først op af trylle-hatten efter valget ???

Alle ved, at der først kommer et realistisk bud på en redningskrans dagen efter valget.

Indtil da er det pandekager, candy-flos og iskager de næste otte måneder - velbekomme.

Michael Borregaard

Opfølgning på ovenstående kommentar klokken 15:23:

Troværdighedsbarometeret og den økonomiske politik peger i en retning, og det er hen mod overskriften: Velfærdsstaten Danmark er gået konkurs.

Man kan starte med, at stille sig selv følgende spørgsmål: Burde politikkerne fremover, på baggrund af vurderinger fra eksperter og fagmænd, resultatlønnes?

Landets førende økonomer er langt fra imponerede over de danske toppolitikere, hvis de alene skal måle dem på troværdighed i deres økonomiske politik.

En rundspørge, som Ritzau har lavet blandt 34 økonomerne, afslører således, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på en 10-skala i gennemsnit kun får karakteren 5,3.

Det er dog stadig bedre end udfordreren, Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, som opnår karakteren 4,4. Dernæst følger Udenrigsmister Lene Espersen, med 4,2 og SF's formand, Villy Søvndal, med 3,8.

Dårligst - blandt de førende fem toppolitikere - klarer Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, sig. Pia Kjærsgaard får i gennemsnit karakteren 3,6.

- Det er fuldt finansieret

Claus Hjort Frederiksen blev udnævnt til den ringeste finansminister i 2010 uden for Sydeuropa.

På en rangliste over de bedste finansministre i de 19 største EU-økonomier placerer Finansiel Times Claus Hjort Frederiksen på en 15.-plads.

Økonomer giver i snit Fogh-regeringens økonomiske politik en karakter på 3 på den nye 12 skala. Det svarer til lidt over bestået - dog er der ingen fra OVK der vil vedkende, at skattestoppet og lovboomet har haft en forstærkende og i allerhøjeste grad medvirkende effekt til at finanskrisen ikke har været lempeliger - man glemte simpelthen at spare op, og ordsproget tæring efter næring, virker som fremmedord i deres mund, hvis man skal analysere den økonomiske politik fra efter systemskiftet.

Den finanspolitiske tone - lemfældige omgang med sandheden - har Claus Hjort Frederiksen taget med sig fra sin tid som Beskæftigelsesminister - Hvilket Jesper Tynells` Cavlingpris vidner om samt Christen Sørensen artikel: Finansministeren er et ringe sandhedsvidne.

Allerede dengang havde han for vane, at ignorere forskers resultater og fagmænds meninger. Man kan vist roligt sige, at det er på tide, at Claus Hjort Frederiksen stopper med at forsøge at blæse med mel i munden. Det er en disciplin som end ikke Jazz geniet Dizzy Gillespie mestrede.

Hvor mange gange har Hjorten Brølet, at vores finanspolitik er fuldt finansieret? Den 3. december 2010, kunne man i Politikken læse, at Claus Hjort var af den mening, at regeringen allerede var godt på vej til at finde løsninger på de økonomiske strukturelle problemer uden en efterlønsreform - pling og som et trylleslag kom Statsministerens Nytårstale.

Med Nytårstalen, var det tid til, at Claus Hjort atter trækkede i arbejdstøjet, og som en anden Merlin, har han selv samt Lars Løkke, gennem lidt talmagi, præsenteret Danmark, for det ene grusomme scenarie efter det andet - om nogen skylder de to, Anton Geist og Ulrik Dahlin, en stor tak for at have givet dem ro til, at arbejde videre på deres om noget tvivlsomme og ringe sandheder i ønsket om afskaffelse af efterlønnen samt en stramning af kravene i en allerede meget stram udlændingelov: Udlændinge koster 15 milliarder - selv svenskerne tænker, hvad sker der? Jeg tænker, hvad med den egentlige krise: Ungdomsarbejdsløsheden, og den manglende solidaritet i det sociale system?

Uanset hvor mange gange Hjorten og Lille Lars har sagt ”fuldt finansieret”, så er Me and My og deres landeplage Dub i Dub fra 1995 sgu mere raffineret, i sangen, gentager de kun temaet 36 gange.

Et fantastisk og gruopvækkende aspekt er, at vi har en regering, som foretrækker at sidde på hænderne og vente med at udskrive valg.
Kun et valg vil kunne løse op og få nogen til at tage affære.
Hvordan kan regeringen sidde og gøre ingenting? Er de samvittighedsløse eller bare uduelige?

Michael Borregaard

Marianne det har ikke været nødvendig, at fjerne bunden - de har jo ikke sparet noget op, blot givet til højre og venstre.

Steen Erik Blumensaat

Og de 15 milliarder regeringen ville tjene på salg af co2 kvoter.
Det er også afsløret som udstømende gas.

Tak for god artikel. Den nuværende regering har det mindst ringe bud på en løsning af vores økonomiske problemer. Rød blok vil blot kaste benzin på bålet med flere offentlige udgifter, øget gældsætning og skatter. Det er ikke nok at afskaffe efterlønnen, spare som foreslået af regeringen og arbejde mere som foreslået af rød blok - der skal mere til - og her ligger rød blok milevidt fra bare noget der ligner en løsning. Et valg løser ingen problemer her - det skaber dem.

nu er det altså VKO's 10 års uansvarlige politik som har ført os det sted vi er og har absolut ingenting med "den røde blok" at gøre, og du vil ansætte bankrøveren som direktør for banken igen?

Den nuværende regering har de flotteste luftkasteller som når kigget efter i sømmene,.. er .. luftkasteller og holder ikke i virkeligheden, det ved vælgerene også godt, og uanset om de er røde eller blå i sit sind, er der mange af de blå som ikke bryder sig om magtmisbrug og har skiftet side, det er der rigtig mange som har gjort på det sidste for skandalerne fortsætter med at blive blottet når nogen træder på tæppet, så proppet er det efterhånden af skandaler under tæppet.

Det er sjovt, at tyskerne er gået ned i tid, for at undgå at fyre folk, mens venstrefløjen taler om at gå op, selvom vi har tårnhøj arbejdsløshed.

Jeg synes den "arbejdsdeling", som forekommer ved at nedsætte arbejdstiden, virker mere fornuftigt. I øvrigt imponerende, at de har så fleksibelt et arbejdsmarked, at de uden videre og med kort varsel kan justere arbejdstiden.

Thomas Robinson

Der kan ikke være nogen tvivl om a Danskerne som folkefærd i den grad udviser strudse-adfærd. Der er ingen generel forståelse for klodens virkelige forfatning og hvad det betyder lokalt her i danmark.

Folk aner ikke hvad de store negative tal betyder og konstaterer blot at der er underskud. De aner ikke at der er no-way at fremtidens økonomi vil kunne indhente tidligere levestandarder. Jeg frygter oprigtigt hvad der sker, når det går op for den brede befolkning, at de den fremtid der er blevet solgt over de sidste årtier viser sig at være komplet uopnåelige.

Her tænker jeg specielt på Generation X (dem der er født i 70erne) og yngre. Når vi inden for de næste 5-10 år ser, hvordan disse generationer kommer til at pukle mere for meget mindre og de ikke er nok til at få demokratisk indflydelse - så kommer der vrede.

Johannes Nielsen

Udmærket artikel af Jesper Jespersen - udover at RUCs førende økonomiske sagkundskab mangler at skitsere en løsning på problemerne...

Henrik Petersen

Løsningen ligger lige for. Skær ned i de velfærdsydelser, der ikke er tvingende nødvendige, og sæt skatterne op. Begge dele vil forbedre statens finanser, og dette er der brug for. Gældsætning er ikke til gavn for nogen, udgifter til renter og afdrag skal betales ud af et budget, der alternativt kunne have finansieret velfærd eller vækst, der på sigt kunne skabe basis for velfærd. Problemet er, at selvom tingene ser sort ud nu, så bliver det kun værre i fremtiden. Vi går imod en periode, hvor statens finanser vil blive belastet som en følge af, at stadig flere ældre forlader arbejdsmarkedet og bliver erstattet af stadig færre yngre, der skal forsørge dem. Resultatet bliver stigende udgifter til pension og sundhedsvæsen. Alle ved at denne udvikling vil komme, man har talt om den i årevis. Logisk set burde man have lagt penge til side - f.eks. i en slags "rainy day fond" a la nordmændenes oliefond, dengang vi havde penge nok til "at købe hele verden" som Thor Petersen sagde. Men det har den nuværende regering ikke gjort. Den har tværtimod soldet pengene op. Det havde næppe været meget anderledes med en rød regering. Sagen er den, at den politiske dynamik tilsiger, at man veksler statens økonomiske aktiver til politisk kapital efter devisen "den der deler dadler ud får venner" dvs. stemmer. Højrefløjens foretrukne "dadler" er skattelettelser og ældrechecks til DFs pensionister, venstrefløjens ditto er klassiske velfærdsydelser. Der er vel ikke noget problem i dette som sådan, idet man vel blot kan hævde, at politikerne tilgodeser deres respektive vælgergruppers legitime interesser. Så længe der altså er penge nok.... Og netop dette er problemet. Vores system er godt gearet til en privilegeret plads i solen, men hvad gør man så, når man lige pludselig går på røven.... ? Og det er, hvad vi er i gang med nu, hvor pengene fosser ud af statskassen allerede inden vi nærmer os den periode, hvor ældrepuklen for alvor vil forværre samfundets økonomi. Men ingen politikere tør udfordre vælgerne med budskaber, der er upopulære. Venstrefløjen har foreslået at rulle skattelettelserne tilbage for de rigeste, højrefløjen at forringe efterlønnen. Begge er et lille skridt i den rigtige retning, men langt fra tilstrækkeligt. Berøringsangsten for reformer er enorm - det virker som om, at begge fløje bare triller tommelfingre og venter på, at de økonomiske konjunkturer vender, og mannaen falder ned fra himlen, så de bliver fri for at gennemføre nødvendige, men upopulære indgreb.

Kristian Rikard

Jeg mener også som Borregård og andre, at Jesper Jespersen fortjener stor tak, for at kalde en spade for en spade. Jeg blev tidligere forundret over Claus Hjort Frederiksens udtalelser - det gør jeg ikke mere. Jeg blev også tidligere forundret over
"Rød bloks" udtalelser - det gør jeg heller ikke mere.
Når man har været forundret i tilstrækkelig land tid, plejer det for de fleste normale menneskers vedkommende, at blive af løst af speksis, lede eller det der er værre. Som det f.eks. har udviklet sig til i Danmark gennem de sidste 3-4 år under den
siddende regering.
Det, der for OECD, vismænd og andet godtfolk, er "Mulige fremtider" bliver af politikere og diverse selvbestaltede meningsdannere annammet (i den version, der nu passer dem bedst), som en slags sandhed. Mig bekendt fremturer hverken vismænd eller OECD eller selv Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Nationalbanken med nagelfaste kvantificerbare udtalelser om fremtiden. De taler
som oftest og mulige fremtider.
Af den simple grund, at der ikke er en kat, der kan sige en lyd om den økonomiske situation i 2015 endsige 2020, som er blevet så populært hos dem, der optræder i liveshows.
Man kan måske bebrejde Nationalbank og vismænd med flere, at de ikke dyrker "den videnskabelige kommunikationskunst" i samme monomane omfang som de politiske partier og interesseorganisationer. Min opfattelse er, at disse institutioner (vismænd etc.) arbejder under visse budgetrestiktioner, og derfor ser sig nødsaget til at prioritere substans højere end deltagelse i "Paradise Hotel".
Modsat synes der at være en koncensus blandt politiske partier etc. om at koncentrere sig om Paradise Hotel og Clement Kærsgård. Men det gør desværre det, at hvad af en eller anden kommunkationsguru blev kaldt "sammenhængskraft" bliver sådan et slags fatamorgana, og så begynder samfundet at knirke alvorligt.

Søren Kristensen

Nej, fremtiden er noget af det vanskeligste at spå om og den her med at de få unge får uendelig svært ved at brødføde de mange gamle er vel heller ikke nogen naturlov alt den stund at de unge er meget mere veluddannet end de gamle var og derfor sikkert i stand til at producere velfærd meget mere effektivt. Og hvem ved om det går hen og bliver trendy at være social og lægge låg på forbruget? I så fald får pessimisterne en lang næse. Det kan man jo håbe på.

Hvad skete der egentlig med denne her sag - en af Inf's mere mindeværdige forsider, 7. september sidste år: 1.000.000.000.000 = kroner der var placeret i udenlandske skattely, og som Skattevæsnet kun med stort besvær kunne få bankerne til at oplyse om. Måske kunne de lukke i hvert fald en del af hullet?

http://www.information.dk/244034

Jeg ved nu ikke. JJ skriver jo ikke noget om hvordan han vil løse problemet. Det er væsentlig mere interessant end hans oprids af hvordan det står til.

Jeg tror ikke et sekund på Fair Løsning som er et luftkastel. Jeg tror mere på den borgerlige idé om at skære til, til budgettet passer og der er altså stadig 84 Mia at skære til af.

Derudover skal der gang i den private vækst. Det er eneste måde at komme ud af dødvandet på. Og nej ... der skal ikke lånes til offentlige investeringer. Det er HELT galt.

Martin Kaarup

Statskassen er som Mandoe rigtigt påpeger aldeles uden bund. Det er dog vigtigt at forstå hvorfor der er hul i kassen og syftet med sådanne huller.

F.eks er der i øjeblikket en kolossal forbrugsfest gang i Afghanistan. Syftet her er, at give det private erhvervliv en masse penge på bekostning af dusinvis af døde arbejdere - de såkaldte soldater. Op imod 70% af alle drab i Afghanistan er civile - det er på højde med den etniske udrensning i Vietnam som USA gennemførte et par årtier tilbage, så rent moralsk må danskerne jo overveje Venstremanden Anders Fogh Rasmussen ultra--liberale politik.

Stopper vi hullet her ser det straks bedre ud.

Så er der alle de små overførselsindkomster til det private erhvervsliv - dem som Rolf Larsen hysterisk håber giver vækst - såsom de 2 milliarder kroner fra statskassen som Mærsk fik forærende; tog ud af landet og spenderede på skibsbyggeri i Sydkorea, som netop havde gennemført en ny lovgivning som i praksis gjorde fagforeninger ulovlige - den samme type lovgivning som staten Wisconsin i det ultra-liberalistiske land USA har vedtaget.

Kræver vi pengene tilbage eller blot stopper for den slags lyssky overførselsindkomster til aktionærerne i fremtiden, så kan vi måske bruge pengene på rigtig vækst - til gavn for Danmarks økonomi vel at mærke.
Til denne gruppe skal lægge overførselsindkomster til aktionærerne i mediebranchen, den overbetalte privatejet sygehussektor, bankerne (listen er længere her)

Fælles for disse virksomheder på vores velfærdssystems bistandshjælp er, at ingen har vekslet danskernes økonomiske bistand og tillid til reel vækst.

Lukker vi for gaveregnen til det private erhvervsliv så ser det straks bedre ud for statskassen - vi er altså ved at få repareret de mange huller som de liberale politkere har boret ind i statskassen i bedste Egon Olsen-stil.

Slutteligt kunne Skat jo vælge at følge loven og inddrive virksomhedernes gæld. Virksomhedernes snyder Danmark for adskillige milliarder hvert år - de er langt værre end befolkningen nogensinde har været når det gælder økonomisk kriminalitet.

Så er de største huller vist lukket tilstrækkeligt til, at vi kan stille det langt mere interessante spørgsmål:

Hvad skal vi bruge alle de mange milliarder til?

(og læg mærke til at befolkningens velfærdssamfund sagtens kan opretholdes for disse penge)

I lyset af IEA har påpeget at hele verden er på vej ned ad Hubberts peak, så kunne vi jo påbegynde den absolut nødvendige omdannelse af Danmark oliebaseret servicesamfund til post-olie samfund, gennem at skabe vækst på de områder som støtter op omkring den overgangsfase. F.eks skal det moderne landbrug, dvs. omdannelsen af olie til mad v.hj.a. jord, omdanne til økologisk landbrug. Energisektoren skal omdannes så Danmark kan blive selvforsynende - sågar energiproducerende - i vedvarende enregi. Hvis f.eks. hovedparten af alle husblokke havde vindmøller, solceller, og solvandvarmersystemer ås kunne de være selvproducerende - overskudsenergi - kunne sælges til nettet.
Danmark kunne f.eks. tilbyde virksomheder gratis/billig strøm for at tiltrække de nøjeregnende aktionærer. Overskudsstrøm kunne sælges til resten af europa via den eksisterende infrastruktur.
Ogg så videre og så fremdeles.

Det er her væksten skal findes i de næste mange år og ikke som hverken LA,VKO eller S-SF foreslår - ved at udbygge de eksisterende huller eller gi penge gratis til erhvervslivet i det hysteriske håb at så kommer væksten af sig selv.
Det er vigtig at forstå at ingen af de regeringsduelige partier har nogen som helst ide om hvordan Danmark skal imødekomme de politiske, socialia og økonomiske omvæltninger som post-olie-tiden medfører - i stedet snakker de om uvæsentlige småting som ingenting har med pooltik at gøre - upåagtet at danskerne er blevet bombaderet med dens slags vrøvl i årtier. Her tænker jeg f.eks. på den bizarre 24-og-5-dages- reglen, tuneserlovgivning m.v. (hån forekommer) Jeg tvivler stærkt på at danskerne har andetend medlidenhed til overs for de smålige 'politikere'.

Over 50 års politiske forsøg har udelukket den vrangforestilling med større sikkerhed end udviklingslæren. Det er da opgså tydeligt at Rolf Larsen fra LA (ovenfor) forsøger endnu en formålsløs boring i statskassen.
Det er vigtigt at det er os som sidder i førersædet og ikke efterlader det til aktionærerne og deres medløbere for de har kun en ting i tankerne - hvordan kan jeg blive mere rig!

Gør vi ingenting så medfører de eksisterende politiske dagsordner kun massiv hungersnød og masseudvandringer fra byerne når benzin koster 500 kroner literen.

En så stor opgave som foreligger kan selvfølgelig kun håndteres og projektledes af staten - ingen respektabel virksomhed med orden i sine regnskaber vil nogensinde kunne gennemføre et projekt af sådan karakter. Alene risikoen i projektet vil få samtlige aktionærer til at løbe skrigene bort.
Stort set samtlige store projekter er startet og finansieret af offentlige midler - nøglen er at projekterne skal øremærkes til rigtigvækst i stedet for at bore nednu flere huller, såsom vrangforestillingen om at mindre i selskabsskat gør aktionærer mindre selviske.

Den store lakmustest ville være at gøre politikere personligt ansvarlige sådan at de kan straffes hvis de sløser pengene bort til deres aktionærvenner uden at skabe vækst.
Det vil hurtigt sætte en stopper for hele den liberale fantasiverden. Så længe de straffrit kan ødelægge danskernes levevilkår, lige så længe vil de påstå at flere penge til aktionærerne skaber vækst, at endnu hårdere, længere og flere jobs vil frigøre arbejdere og at det er befolkningens velværd der skal beskæres (bespares hedder det vist i slagstermer) og ikke aktionærernes.

Steffen Nielsen

Som husejer undrer jeg mig. Hvordan kan mit hus på 10 år blive tredoblet i værdi uden at nogen har været inde og se på det.
Det er selvfølgelig udmærket set fra mit synspunkt, men nu er mit hus ikke ligefrem et palads, der ligger i Hellerup, og selvfølgelig er ejendomsværdien ikke en garanti for hvor meget man kan få huset solgt for. Til gengæld er det forholdsvis nemt at frigøre pengene i nye lån, og skulle man blive teknisk insolvent, når man ligger i graven, så behøver man jo ikke at bekymre sig over det.
Forleden så jeg, at Henriette Kjærs hus var sat til salg for 10 millioner. Ganske vist var der vist lån for langt over de 10 millioner, men da jeg så var inde og kigge på proisudviklingen i området, konstaterede jeg, at 3- eller 4- og til tider 5- dobling af værdien var ikke ualmindelig.
I samme periode har regeringen indført skattestop, fastfrysning af ejendomsskat, afdragsfrie lån og flexlån, der alle har haft den virkning, at husejere har fået en forrentning, som de færreste ville have opnået, hvis de havde investeret i f.eks. aktier, medmindre at de havde været heldige.

Martin Kaarup

Din maniske frembringelser af dødstallet i Afghanistan og postolietiden minder mere og mere om Bjørn Holmskold. Han fik vist skriveforbud.