Læsetid: 5 min.

Igen i krig — igen igen

Når krigsteoretiker Clausewitz græmmer sig, og målet for indsatsen fortoner sig
Alternativet til intervention var ubærligt: oprørerne massakreret, og oberstens magt cementeret. Men det ændrer ikke på aktionens mangelfulde forankring i velforberedt forstandighed og med krigsmålet klart defineret.

Alternativet til intervention var ubærligt: oprørerne massakreret, og oberstens magt cementeret. Men det ændrer ikke på aktionens mangelfulde forankring i velforberedt forstandighed og med krigsmålet klart defineret.

Manu Brabo

Debat
26. marts 2011

Fremtidens historikere vil engang skulle beskrive Danmarks forholdsvis nye rolle som krigsførende nation og forsøge, som historikere gerne gør, at præstere nogle rationelle forklaringer.

Det bliver ikke nemt.

Tilstanden krig synes efterhånden permanent her i landet og tager udgangspunkt i den såkaldte aktivistiske udenrigspolitik. Et tvivlsomt begreb i dansk sammenhæng. Danmark som sådan fører ikke aktivistisk udenrigspolitik. Det kan landet ikke.

Den danske regering deltager i store magters, fortrinsvis USA's, militære konflikter, hvor det lille lands aktivistiske ambitionerkan finde udfoldelse.

Dette er ikke ensbetydende med, at processen er rationel, endsige tjener danske interesser. Den tidligere statsminister sendte landet i krig i Irak uden FN-forankring og på en usand påstand om masseødelæggelsesvåben. Men Danmark havde intet vitalt på spil. Aktivismen var ment som national vækkelse og moralsk oprustning og som mål i sig selv. De, der ikke var for, var imod. Får og bukke.

Fogh Rasmussen tog sit retoriske udgangspunkt i myten om besættelsestiden — den store fælles fortælling, hvor man i efterkrigsdebatten skabte slagordet: Aldrig mere en 9. april.

Heri lå underforstået at Socialdemokraternes og Radikales eftergivenhed tilsidesatte et borgerligt heltemod med mod og vilje til at slå fra sig, hvilket var og er det rene vås.

Vi deltager i andres krige

Landet havde dengang ingen muligheder for at indgå i relevante alliancer, således at et aktivt dansk militær kunne få nogen betydning. Det er ikke uoverkommeligt at forestille sig, hvad Adolf Hitler ville have gjort, såfremt Danmark havde givet sig til at opruste. Ikke desto mindre var den danske forhandlingspolitik, der kan opfattes som en naturlig forlængelse af forsvarspolitikken i 1930'erne, grundlaget for Fogh Rasmussens selvforherligende agitation for, at Danmark, til forskel fra hin usle fortid, nu skulle træde i karakter og drage i felten i Irak. Denne sære tankegang sendte også danske soldater i krig i Afghanistan.

Danmark går stadig ikke i krig på egen hånd, selvfølgelig ikke, men deltager i beskedent omfang i andres krige. Styrkerne i Afghanistan gør hverken fra eller til.

Hvis de få hundrede danske soldater ikke var udstationeret i det krigshærgede land, ville USA eller Storbritannien uden videre udfylde tomrummet, og ikke en levende sjæl ville skænke et dansk fravær en tanke.

Jens'er i kiste er hverdag

Omkostningerne er derimod betydelige for et lille land. Hvor USA knap nok bemærker ofrene og kisternes hjemkomst som andet end lokale tragedier, noterer den danske offentlighed hvert eneste tab, og aviserne bringer fortsat reportager fra begravelserne. Men det er ved at blive hverdag.

Krigen er et accepteret vilkår uden dybere refleksioner over dens karakter af permanent tilstand. På Kastellet i København er man ved at opføre en mindemur for fædrelandets faldne. En markant nyskabelse i det klassiske anlæg. Påmindelser om omkostningerne ved dødens håndværk var ellers her i hjertekammeret af dansk militær holdt behørigt på afstand. Nu stilles de heroiserende til skue. Og stadig bliver det mere åbenbart — og her kan historikerne faktisk allerede begynde at drage slutninger — at krigen i Afghanistan er tabt.

Krigsmålene fortaber sig mistænkeligt i agtværdige udmeldinger om bedre skoleforhold for afghanske piger eller om mere demokrati i det umulige og vilde bjergland. Mere nationalegoistisk, men lige så bedragerisk fejlagtigt forsikres det at ofrene var det værd.

Krigen holder jo terroren fra døren, som man siger. Den argumentation understøttes af, at Danmark hidtil har undgået det store brag, men minder om a-kraft- fortalernes kommentarer til katastrofen i Japan i disse dage. Kraftværkerne derude beviser deres sikkerhed ved ikke at være smeltet helt ned, strålingen er ikke så slem, som den kunne være, fisk og gulerødder kun lettere radioaktive, mens almindelige kulværker belaster atmosfæren med CO2. Derfor skal vi have a-kraft, fordi det er så sikkert. Bare der ikke sker noget uventet.

Ikke én seriøs analytiker tør i dag hævde, at terrortruslen er blevet mindre på Nørreport Station, efter danskerne kom til Helmand og dannede vognborg. Mandskabet tør knap gå udenfor af frygt for vejbomber og for den befolkning, de siges at bistå.

Krig er udført politik

Krigsmålet er diffust i en diffus krig i et diffust stammesamfund, hvis lange historiske erfaring temmelig utvetydigt beretter bøger om invaderende magters bestandige nederlag, fiaskoer og ynkelige tilbagetog.

Carl von Clausewitz, den store prøjsiske militærteoretiker, der ikke brød sig om krig, fremholder gang på gang, at krigens mål og formål fra førstningen må gøres lysende klart. Krig er politiks fortsættelse, men med andre midler.

Enhver kan indse, at politisk virksomhed uden mål og formål er meningsløst. Mærkeligt nok, eller det er måske ikke så mærkeligt, overdøver krigsbeslutningens dramatiske fanfarer i nationens hellige navn ofte alle overvejelser og indvendinger.

Spagfærdige spørgsmål om forstandigheden ved indsatsen, og om krigen kan føres rationelt, afvises som noget nær landsforræderi. Krig er i forvejen, og stadig ifølge Clausewitz, uberegnelig eller 'tilfældighedens område'.

Derfor er krig så allerhelvedes farlig, og derfor skal man tænke sig gevaldigt godt om, inden man erklærer den. Når målet med krigen, som i Afghanistan, fortaber sig af den ene eller anden grund, er krigen så godt som tabt.

Den nye krig, Danmark har kastet sig ud i, ligner i sig selv et advarende eksempel hos Clausewitz. Nu bomber vi galningens kampvogne og fly, og så ...

Og så hvad?

Selve reaktionen på Gaddafis brutalitet over for demonstrationer og oprør: at nok nu er nok, og at adskillige medlemmer af verdenssamfundet foretrækker at se en tyran som Gaddafi stuvet forsvarligt ned i ørkensandet, er sympatisk og forståeligt. Og hvem vil have Saddam tilbage!

Så har vi da gjort noget

Og når oprørerne står med ryggen mod muren i Tobruk og Benghazi, bør verdens lande jo reagere. Måske også fordi der er olie med i spillet, og hvis oprørerne nu vinder, så må man hellere ...

Og hvis Gaddafi og Saddam havde levet af at trække radiser op af sandet, var vi sandelig også gået i aktion mod tyrannerne, og så videre og så videre. Og selv en inkarneret krigsskeptiker og gammel kværulant og kyniker føler tilfredsstillelse ved, at danske jagerfly smadrer idiotens militære infrastruktur, og glæder sig ved synet af det jublende folk i den flade stenørken med den høje himmel og oprørerne med løftede rifler og et spirende håb.

Og Folketingets flertal kan bryste sig af at have handlet og ikke siddet på hænderne, som statsministeren og udenrigsministeren siger, mens øjeblikkets historiske dimension giver dem begge lidt respit efter den ene møgsag efter den anden.

Ikke fordi de har handlet ud fra den slags nedrige hensyn, det har de nok slet ikke, og skam få den, der tænker sådan, og formentlig er motiverne udelukkende noble og ædle i et enigt Folketing. Men det ændrer ikke aktionens mangelfulde forankring — denne gang ikke i FN, men i langsigtet clausewitzsk forstandighed.

Men alternativet var ubærligt: oprørerne massakreret, og oberstens magt cementeret. Det er også rigtigt. Men det ændrer ikke på aktionens mangelfulde forankring i velforberedt forstandighed og med krigsmålet klart defineret. Og det ændrer ikke på, at kommende historikere, i deres studier af dansk aktivistisk militærpolitik 2001 og fremefter, vil ønske, at de har to hoveder at tage sig til.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Georg Metz:

»Men alternativet var ubærligt: oprørerne massakreret, og oberstens magt cementeret.«

For én gangs skyld går Georg Metz fuldstændig galt i byen. Man må sige, at når Metz fejler, så gør han det godt og grundigt!

Argumentet som vi hører igen og igen og som nu bliver gentaget af Metz er simpelthen papirs tyndt.

Vestens indgriben har IKKE forhindret en massakre – tværtimod. Vestens indgriben er en garanti for at der vil forekomme et gigantisk og langvarigt blodbad i Libyen.

Det er naturligvis rigtigt, at Vesten angreb forhindrede en massakre på oprørerne i Benghazi, men til gengæld har man startet en langstrakt og blodig borgerkrig i Libyen, der uvægerligt vil resultere i at et langt større antal mennesker vil blive massakreret.

Metz argumentation står og falder med at vi kan skelne mellem gode og dårlige menneskeliv i Libyen, og det kan vi ikke med rimelighed gøre.

Er de libyske værnepligtige som de danske F-16 fly i øjeblikket bomber til kødfars ikke mennesker? Er de libyere, der er tilhængere af Gadaffi, og som i øjeblikket bliver massakreret af vores soldater ikke lige så meget mennesker som diktatorens modstandere?

Kan man virkelig med rimelighed skelne mellem en ond massakre der kunne være forgået i Benghazi og en god massakre der i øjeblikket bliver udført af NATO?

Naturligvis kan man ikke det, og derfor er det rent vrøvl at påstå, at Vestens angreb var nødvendig af humanitære grunde og for at skåne menneskeliv.

Den uundgåelige konsekvens af Vestens aggression i Libyen bliver at antallet af døde og sårede i forbindelse med borgerkrigen bliver langt større end det ellers ville have været tilfældet.

Argumentationen med at man angriber Libyen for at skåne menneskeliv, er simpelthen lige så langt ude og lige så forvrøvlet, som da man i sin tid påstod, at man angreb Irak for at tilintetgøre landets masseødelæggelsesvåben.

Sandheden er at libyerne må betale med deres blod i spandevis, for at Vesten kan få indsat en loyal marionetregering i Libyen, således at Vesten på den måde kan få kontrol med landets oliereserver.

Per Thomsen

Føler du dig lidt som "Palle alene i verden"?

Mikael Petersen siger:

»Per Thomsen. Føler du dig lidt som “Palle alene i verden”?«

Svenskerne, tyskerne, tyrkerne og mange andre fredselskende nationer har (naturligvis) sagt fra overfor NATOs nyeste militære eventyr.

I det hele taget er det jo ganske tydeligt, at de nationer der plejer at opføre sig anstændigt, også har gjort det i denne sag.

Hvis man tager de globale briller på, er der ingen tvivl om at et meget stort flertal af jordens befolkning ser på NATOs aktiviteter med en udpræget skepsis, mistillid og mistro.

I øvrigt er det værd at bemærke sig, at ”Die Linke” som er et af Europas største og stærkeste venstrefløjspartier har taget klart og utvetydigt afstand fra Vestmagternes nyeste neoimperialistiske eventyr.

Die Linke har tydeligvis de intellektuelle og analytiske ressourcer til deres rådighed, som der er en slående mangel på hos den danske Venstrefløj ikke mindst i SFs og Enhedslistens folketingsgrupper.

Ruben Michelsen

Per Thomsen.

Jeg har valgt at støtte FN's aktion mod Gaddafi.

Ikke fordi jeg synes det er godt - det er det ved gud ikke - men fordi jeg mener det er nødvendigt.

Hvad tror du der var sket i Libyen, hvis ingen havde gjort noget ?

Jeg tror, at Gaddafi ville have dræbt så mange mennesker, som han fandt det nødvendigt + lidt flere, og at han og hans mange sønner ville have fortsat diktaturet, om muligt endnu mere grusomt.

Jeg vil rose Frank Aaen og hans tre folketingskolleger. Jeg tror at alle er klar over, at det har været en meget, meget svær beslutning.
Jeg er også enig med Aaen i, at det gælder om hurtigst muligt at få Gaddafi til forhandlingsbordet, og få iværksat en våbenhvile.
Her så jeg gerne, at de arabiske- og de afrikanske lande var lidt mere aktive, men mange af disse landes ledere går nok selv og ryster i bukserne.

Til slut vil jeg sige, at jeg er lidt træt af al den olie-snak.
Olie er en handelsvare som efterspørges over hele verden, og de olieproducerende lande er selvfølgende interesseret i at sælge. Hvis de ikke solgte olie, ville de ikke kunne opbygge enorme hære og sikkerhedsstyrker, og hensætte mia af dollar i udlandet på deres private konti.
Og deres befolkninger ville dø af sult.

Thorsten Lind

@Per Thomsen er ikke "Palle alene i verden".

Vi er flere der græmmer os over det danske folketings totale nedsmeltning, grundet
himmelråbende naivitet, eller bare god gammeldags krigsiver & revolutionsromantik?

Vi er flere der græmmer os over den danske verdenspresses krigspropaganda.
Hvis man er modstander af krigen,
går man jo ind for Holocaust....not?

Det er niveauet i disse dage!
Og det er til gengæld ubærligt, Metz!
Mvh.Th

Mikael Petersen. Noget bliver squ ikke rigtigt fordi alle støtter det.

Ellers
Jeg har anbefalet Per Thomsens kommentarer mest fordi de udtrykker den skepsis modsat den almindelige begejstring, som burde være oppe i medierne og debatten.
Krigstrommerne buldrer så det er til at brække sig over.

For hovedparten af danskerne er ikke i krig som følge af velovervejethed, men som forledt af propaganda og valgkamp.

Jeg gruer for næste skridt. Skal det populistiske DK kæmpe endnu en landkrig. Hvor! Næste logiske skridt er Syrien eller Elfenbenskysten.

Skulle nogen være i tvivl støtter jeg oprøret i arabien. Meeeeen....

Danmarks bidrag er helt unødvendigt i Libyen. Det naturlige ville være at Frankrig alene stor for/ ledede indsatsen. Frankrig har et historisk ansvar og interesse i nordafrika....

stor-stod-whatever...

Efter sidste uges tænkepause kom Metz så frem - og som @Per skriver, blev det med en mavepladsker. På den ene side, på den anden side - og vi er jo alle revolutionsromantikere, der blir våde i bukserne over blafrende Palæstina-tørklæder og knaldende kalashnikov-rifler...

Andetsteds har jeg smidt en kommentar om en fremadrettet reaktion på krigen - i form af at lede med lys og lygte efter modige parlamentarikere, der kan modstå den hujende hollywoodske krigsbegejstring.

Det er lige indtil det er et land med Russiske og Kinesiske interesser, så bryder helvede løs.

Hvilket næppe vil forekomme, og som vel understreger agendaen.

Inger Sundsvald

Det er ikke let at vide hvad der driver danske politikere mest – magt, penge, prestige eller andet. Det eneste der er sikkert er, at det ikke sker i den danske befolknings interesse. Det er stadig ”eliten” der i egoismens og grådighedens navn vil have mere - og det er stadig den ”brede befolkning” der narres, tvinges eller lokkes til at levere.

Søren Mørch, Politiken:
”Angrebet på Libyen er den rene parodi”:
http://politiken.dk/debat/article1235217.ece

Linker til en artikel i The NewYorker fra 25.3.:

Var det en fransk filosof, Bernard-Henri Lévy, der fik Frankrig med på krigen?

Kurt Svennevig Christensen

Jeg er enig med Per Thomsen i meget af det han skriver her, men jeg håber selvfølgelig ikke at han får ret, og det kan også være grunden til, at Metz holder lidt igen. Men alene det faktum, at Per Thomsen kan få ret, burde i det mindste have holdt Enhedslisten ude af denne krig.

Og så vil jeg godt gå lidt lidt længere end Metz i at finde den politiske forankring af krigen.

For Metz ser det ud som om, at krigen ikke har noget fundament og retning. Jeg mener denne krig har ligeså meget retning som Irak og krigen i Afghanistan. Det bliver retningen selvfølgelig ikke bedre af, men sådan er det nu bare blevet med de krige i vores tid.

De starter stille og roligt, sober og klinisk og for alt i verden uden tab af vore soldater - i starten. Men så slipper fanden løs og vi sikker halen mellem benene og vore soldater benene på nakken og så er det ud af krigen og ind i en anden.

Metz skriver det selv at der er den indenrigspolitiske retning på krigene, også den i Libyen, hvor det er Sarkozy der gerne vil beholde magten over Frankrig der sætter dagsorden. Hvorfor Enhedslisten så ikke holdt sig udenfor? Fordi Dansk Folkeparti så ud til at holde sig udenfor, det var for fristende.

En fransk journalist Jean-Louis Denier i "Marianne": "Sarkozy vil have sit "eget" Irak".

Libyen minder om Irak, hvor de "største" kneb" i scenarierne er de samme for at overbevise (manipulere?) folkeopinionen om legitimiteten ved en væbnet intervention: en virkelig ond skurk, nogle (ret) gode hensigter, en fremtidig retfærdig krig, en krig på højde med en blandingsdoktrin af Ambrose,  Augustin de Côme, Hugo Grotius, hvor en konflikt legitimeres, hvis den retter op på en uretfærdighed, Bernard-Henri Lévy’s færdighed - hvor interventionen harmonerer med de, der i sin tid støttede Bush Jr. og hans angreb på Irak, en Goupil , en Glucksman, en Bruckner eller en Kouchner.

Alle elementerne er tilstede som i en god tragedie: tiden, stedet og handlingens enhed, en rigtig "Rød cirkel" à la J. P. Melville, ikke at forglemme aktørerne Juppé, Sarkozy og Gaddafi.

Her er jeg for en gangs skyld uenig med Metz.
I modsætning til ham finder jeg det ubærligt, hvis Vesten havde ladet Gadaffis styrker foranstalte blodbad i Benghazi, når det kunne forhindres.
Desværre kan det være nødvendigt at bruge våbenmagt, og sporene fra Szrebreniza og Sarajevo er skræmmende.
Det er heller ikke altid rigtigt at vente med at handle, indtil alle konsekvenser og deres forgreninger er forsøgt kortlagt.
De mange, der overværede mordet på Kitty Genovese uden at gribe ind, kunne naturligvis ikke undskylde sig med, at man ikke kunne udelukke den mulighed, at Genovese kunne være lige stort et monster som sin drabsmand, eller at hun, hvis hun ikke blev dræbt, med tiden ville kunne udvikle sig til et sådant.
Der var ingen (gode) undskyldninger for tilskuernes passivitet. Af samme grund, ville det være moralsk set helt ude i hampen, hvis Vesten ikke forsøgte at gribe ind overfor Gaddafis myrderier - så meget desto mere, som det i vid udstrækning er Vesten, der har trænet hans bødler og skaffet dem deres våben.
For en gangs skyld ser det ud som om, Vesten i Mellemøsten er på de progressives side!

@ Olav Tehrani

Og hvad med erfaringerne fra Kosovo-krigen?

Inger Sundsvald

MIN frygt er, at Mellemøsten og div. afrikanske lande bryder i brand for alvor - helt ukontrollabelt og med civile tab af uskyldige mennesker i MEGA-klassen til følge.

Tænk engang hvad der sker p.t. vedr. pirateri. Danmark ”viser flaget” i første række med forslag om hvad der MÅ gøres - efter at problemet er opstået ved at den vestlige verden har støvsuget havet for fisk ud for Somalias kyst.

Det er da også for galt, at de tillader sig at svare igen på den måde! – Eller hvad?
Jeg tror at ”danskerne” lige nu er bekymrede for nogle gidsler og for en lystsejler, der overhørte alle advarsler. - Der er nogen der kender dem.

Våbenindustrien har kronede dage, olieindustrien og VÆKSTEN forsvares med næb og klør, ligesom landbrugsorganisationer forsvarer DERES interesser og ”rettigheder” til at søge nye markeder – koste hvad det vil af lokale der ikke kan producere og sælge deres produkter og leve af det. Er det måske ikke til gavn for danske interesser? – Eller hvad?

Danmark og ”danskerne” viser klør. ”Vi” finder os ikke hvad som helst, men GUNGRER derudad på ryggen af elefanten (helt til grin!). Men det ville muligvis være ”moralsk forkasteligt” ikke at gribe ind. Hvem bliver i øvrigt grebet af moralske kvababbelser over Israel? Kan man nu være sikker på at ”vi” er på de progressives side?

Ruben Michelsen

KAMPEN MOD DEMOKRATI.

Venstrefløjen i Danmark er imod vestlig indblanding i interne konflikter i andre lande.

Der er dog undtagelser - f.eks. den grusomme diktator Gaddafis massakre mod oprørerne i Libyen.

Stillet over for den kendgerning, at Gaddafi var i færd med at dræbe i titusindevis af unge mænd, og jage måske en million mennesker på flugt til nabolandene, valgte venstrefløjen at støtte en militær aktion mod Gadaffis styre.

Men den alleryderste venstrefløj er imod, og tordner med fråde om munden mod FN, NATO, EU, og FOLKETINGET.

For dem er valget let. De er altid imod demokratiske stater og institutioner - uanset set hvem "modstanderen" er.

Hvorfor er den yderste venstrefløj imod demokrati ?

Ja - et kvalificeret gæt kunne være, at i et demokratisk samfund vil den yderste venstrefløj aldrig få nogen indflydelse.

@ Rasmus Knus
Når det gælder nødstedte, er det ens elementære pligt til at forsøge at hjælpe. At nogle af de hjulpne senere kan vise sig at være forbrydere, fritager ikke nogen fra den moralske pligt. Den følger simpelthen af ambitionen om at være menneskelig.
I 1944 kunne Stalin være kommet Warszawas ulykkelige indbyggere til hjælp. Han undlod og viste sig dermed – som så ofte før - at være et umenneske.
Måske burde vi anvende jødetesten på Libyen-problematikken: Året er 1943. Vi har en halv million jøder indespærret i en ghetto. Udenfor står von Stroop, med sin overlegne hær.
Skal vi hjælpe?
Hvad mener du?
Nåh nej, vi kunne jo risikere at nogle af de indespærrede senere vil få eksproprieret noget land et sted i Mellemøsten og uden at kompensere de skadelidte dér oprette en krigerisk, ekspansionistisk stat.

Thorsten Lind

De seneste to indlæg illustrerer til fulde niveauet.
For en god ordens skyld:
Man kan godt være arg modstander af Danmarks aktivistiske udenrigspolitik uden at tilhøre den yderste venstrefløj.
Jeg er nærmest apolitisk, men stor tilhænger af demokrati. Hvorfor kæmper venstrefløjen ikke for at indføre demokratiet i f.eks. Danmark?

@ Olaf Tehrani

Nu var mit spørgsmål til dig ikke funderet i den ene parts moralske habitus, da vi formodenligt ikke bliver klogere på en diskussion om moral.

Min henvisning til Kosovo-krigen var en hentydning til den effektive mediemanipulation iscenesat af UCK, hvor der også blev råbt højt om folkemord, men hvor det reelt drejede sig om 45 mennesker.

Men den følelsesmæssige iscenesættelse, hvor langt højere tal fløj gennem luften, mobiliserede effektivt en militær intervention i form af en luftkrig vha. vestens intellektuelle, mediernes manglende evne til at kontrollere facts i det serbisk besatte område og visse regeringers forskellige historiske motiver for, at bekæmpe serberne.

Og det er læren fra dengang, nemlig at være særdeles kritiske i forhold til bevismaterialet, hvis nogen anvender folkemord som begrundelse for krigsdeltagelse, som jeg mener er relevant i den nuværende situation.

Stalin var et umenneske - ja?

Og med hensyn til Ghetto -> Israel test, så vil jeg da gerne tage legen videre og spørge dig om du ikke ville myrde Hitler, f.eks. i en skyttegrav under 1. verdenskrig, hvis du nu havde chancen (lad os sige en hypotetisk tidsmaskine), så havde verden også været 60 mio. mennesker rigere, foruden de problemer som du nævner foruden, men jeg er ikke sikker på, hvad det tilfører den aktuelle debat om Libyen?

Michael Nielsen

Hvis de demokratiske kræfter i denne verden, ikke får opløst Imperiet, så vil fremtidens historikere beskæftige sig ligeså lidt med det der engang hed Danmark, som nutidens historikere beskæftiger sig med det der engang hed Sumer.

Tilstanden krig er blevet permanent i Danmark og vil først ophøre når Kongeriget Danmark melder sig ud af NATO og al militær-forpligtende samarbejde med Imperiet.

Danmark fører en aktivistisk militærpolitik og gør det godt som reklamesøjle for Imperiets talrige deployeret garnisoner, brigader, divisioner og flåder. Danmark gør det også godt for sin egen potentielle, fremtidige militære udbygning.

George Metz ser desværre tingene på tæt afstand, og forstår derfor ikke hvorfor Danmark er med i den aktivistiske krigsførelse, når Danmarks militære bidrag hele tiden, med lethed har kunne erstattes af et par bataljoner/skibe fra Imperiets primære redskab, NATO.

Danmark deltager i den aktivistiske krigsførelse, fordi Danmark tjener som del-inspiration og del-blåstempling, for både de større europæiske bidragydere, samt de store - nuværende - militærmasser i USA.

Imperiet har i årtier brugt den højtudviklet USA-komponent som primært militært redskab, eftersom denne var bedst udviklet, stærkest og tilgængelig, efter anden verdenskrigs afslutning.

Samtidig har Imperiet med vedholdenhed forsøgt at ødelægge den amerikanske økonomi, via en bevidst inflationspolitik, der i dette eller næste årti, vil skabe sit første store resultat; afslutningen på den amerikanske dollar som verdens økonomiske reserve. Dette økonomiske fald vil efterfølges af kaos i USA, og dermed skabe udgangspunkt for dannelse af politistaten. En statstype der har været under både teknisk, organisatorisk og juridisk udvikling, fra tiden efter 11. September 2001.

Det er på denne konto Imperiet har brug for EU som næste primær-militære-redskab, så opretholdelsen, styrkelsen og ekspansionen af Imperiet ikke mister sit momentum.

Derfor er Danmark vigtig som del-komponent i den Europæiske militær-aktivistiske udenrigspolitik. For en sådanne militærpolitisk-udvikling, tager både tid, tilvænning samt accept i befolkningen.

Glem venligst alt om Clausewitz. For det har Imperiet allerede gjort. Under Imperiet er en fortsættelse af krigen, nemlig selve målet med krigen. Derfor må krigen ikke standse. Imperiet skal konstant være i krig, uanset årsag, modstander eller tab. Imperiet styrkes på vold. Fred vil kun svække Imperiet.

Tænk med respekt og venligst i langsigtet global ondskab. Ikke i national, eller regional snæversyn.

Det tog mig desværre selv mange år, før jeg forstod at målet med Imperiets krige, var en bevidst fortsættelse af den samme dynamik; krigen.

For uden krigen ingen frygt. Uden frygten ingen politistat. Uden politistaten, ingen absolut og total kontrol.

Imperiets kontrol.

Tænk ondskab. Its a big idea.

@ Rasmus Knus
Min pointe er ret enkel: Hvis du har midlerne, er det din pligt at forsøge at hjælpe mennesker i livsfare.
De, der har fulgt Gadaffis meritter, nærer ingen som helst tvivl om hans morderiske sindelag, og der er vist ingen grund til at tvivle på, at Gadaffis styrker var oprørernes langt overlegne. Ej heller at Benghazi var ved at blive indtaget.
Jødetesten og tidsmaskinen? Nej, jeg kan godt se, at du ikke har grebet pointen.
Den var såmænd at teste om der skulle vestlig ’orientalisme’ bag utilbøjeligheden til at indse, at det faktisk ER mennesker, der befinder sig i Benghazi.

Flemming Adelskov

Jeg ser, at Metz budskab har en del kommentatorer skøjtet hen over.
Som Per Thomsen rigtigt starter med at sige: alternativet var en massakre på oprørene og indirekte støtte til obersten.
Men Metz budskab var ikke, at det ikke var en humanitær katastrofe, men budskabet var vel også, at Danmark og danske politikere den ene gang efter den anden agerer på kaotiske tilstande og går i krig uden at vide hvad det indebærer og hvor længe vi forpligter os. Og når vort militær forsætligt slår mennesker ihjel, som enten er i vejen eller som tror på det de kæmper for, så vender vi bekvemt blikket i en anden retning og søger nye grunde og formål med vort krigsengagement.
Det meste af landet var ved at springes af utålmodighed og Enhedslisten blev anklaget som skyldig i krigsforsinkelse af Ekstrabladet, da Enhedslisten stillede spørgsmål i folketinget op til krigsdebatten, hvorved Danmarks krigsdeltagelse blev forsinket.
Men politikerne var i rampelyset og spørgsmålet om militæret opgave, engagement og forpligtelser i den nye krig fortonede sig i det uvisse, thi pressen pressede på for en militær løsning. Det er pressen mere end politikerne, der sætter dagsordenen.
Vi har vel et demokrati og en grundlov, som skulle være et værn mod voldsomme stemninger, udsving og irreversible handlinger. Som Metz antydede vi er absolut ikke et stort land, og der er mange store lande som gerne vil gøre sig gældende i kaotiske tilstande. Derfor kunne vi let have brugt tid til at tænke os om denne gang?

Michael Nielsen

Jeg bliver lige nødt til at kommentere på den indskrænkede tankegang i artiklen:

Artiklen skriver:

"...Carl von Clausewitz, den store prøjsiske militærteoretiker, der ikke brød sig om krig, fremholder gang på gang, at krigens mål og formål fra førstningen må gøres lysende klart. Krig er politiks fortsættelse, men med andre midler.

Enhver kan indse, at politisk virksomhed uden mål og formål er meningsløst"

Min kommentar:

George Metz forstår ganske enkelt ikke at det han kalder meningsløst, jo er selve målet med Imperiets krig.

George Metz er ikke i stand til at tænke i ondskab. Misundelsesværdig mangel ja - men i relation til forståelsen af Imperiet, ej brugbar.

@ Olaf Tehrani

Dit argument om "pligtetik" i forhold til militær intervention holder ikke en milimeter.

Et modargument er borgerkrigen i DR Congo mellem 1998 og 2003, hvor minimum en million blev slået ihjel og resten af verden sad solidt på hænderne.

Der findes masser af andre historiske eksempler og nuværende situationer, der rent faktisk er værre end i Libyen men, hvor det ikke engang bliver diskuteret mulige løsninger.

Og ja, Gaddafi er en slyngel men manglen på moral og etik i relation til ham understreges af det faktum, at indtil for en måned siden, var han vestens slyngel som der rent faktisk var indgået aftaler med for nyligt om bl.a. flygtningekontrol og olieudvinding.

Med hensyn til Gadaffi's militære overlegenhed overfor oprørene, så har du ret i ubalancen, men hvorfor starte et oprør med en AK-47 i hænderne når modstanderen har et flyvevåben, kampvogne og tungt artilleri?

Og hvad med buddhistmunkenes oprør mod militærstyret i Myanmar, hvor munkene havde blomster i hænderne og militæret formodenligt er ti gange stærkere end Gaddafi's hær. Den blodige nedslagtning af munkene blev fordømt og det var det.

Du kan derfor ikke anvende proportionalitetsprincippet, når det drejer sig om interne konflikter, fordi historien er fyldt med eksempler på, at det ikke er bestemmende for om omverdenen griber - tværtimod - er det en lang række af andre faktorer, der tilsammen skaber en kompleksitet som ikke muliggør et princip for intervention - ud over dit eget naturligvis.

Her vil jeg blot nævne vestens anstrengte forhold til den muslimske verden efter to langvarige krige.

Med hensyn til den truende situation i Benghazi - se venligst min første kommentar til dig.

@ Rasmus Knus

Jeg synes, du drager nogle mærkværdige slutninger fra præteritum til konjunktiv: Man greb ikke ind i Congo. Ergo bør man ikke gribe ind.

Principper for intervention… Lad os afprøve dette: Når en eller flere personer i livsfare, griber man ind (1) hvis man har muligheden for det, og (2) hvis det ud fra den viden, der er tilgængelig på tidspunktet for interventionen, virker sandsynligt at man gennem denne handling kan mindske lidelse.

Serbien… Sig mig, abonnerer du på ideen om serberne som forfulgte uskyldigheder? Ikke jeg!

Begynde et oprør med AK47-geværer… Sådan begyndte oprøret i Libyen da vist ikke. Var der ikke noget med, at der blev åbnet ild mod og drevet klapjagt på fredelige demonstrationer i Tripoli?

Nå, nok om det. Vi bliver vist ikke enige om ret meget alligevel.

@ Olaf Tehrani

Ret beset og meget forenklet - naturligvis - repræsenterer du en idealistisk retning indenfor international politik, mens min opfattelse mere er præget af den realistiske skole.

Så vores diskussion er ikke enestående eller ualmindelig, men udtryk for to forskellige syn på intervention og derfor mødes vores synspunkter ikke.

Dermed ikke sagt, at jeg ikke kunne ønske mig en anden verden - men det er, efter min opfattelse, en helt anden diskussion.

P.s. Jeg er aldrig blevet beskyldt for at være pro-serbien, men der er - som bekendt - en første gang for alting.

@ Rasmus Knus
Som bekendt var Stalin en blandt de fremmeste eksponenter for den realistiske udenrigspolitik.
Det er vist nogle værre forbrydere, du har bragt dig i selskab med ;-)

Michael Thomsen

Sært som krig er blevet så accepteret at selv en (æld)gammel samfundsnedbryder kan støtte op herom!

Hvis FN eller skal vi bare sige vesten, skulle blande sig i alle konflikter, undres det da at det primært er i lande med mange dejlige rigdomme, som vi ikke kan gafle, vi støtter op om... Hvor er vi i Somalia, Togo, Myanmar, Saudi Arabien, Kina, Indien, Pakistan.,,

Søren Kristensen

War i overrated.

Frank Stinger Aaen er et mandfolk, der som en fødende kvinde kaster sig
ufortrødent ud i en ukendt førstegangsfødsel.
Godt gået Frank, følg det kritisk op!

jens peter hansen

Er det geniale ved Metz ikke at han hverken støtter eller tager afstand fra krigen? På den måde vil han jo altid få ret. Når han bruger Clausewitz, som var officer og deltog ganske meget i krig, uden at kunne lide det forstår man på Metz og han kender jo til de geniales inderste tanker, så er det selvfølgelig for at vise at han, Metz, der kender de store strateger bare lige vil fortælle hoben at det her det kan gå galt.
Og hvor har han ret. Det kan det.

Meget fornuftig artikel af Metz - jeg kan ikke forstå, argumentationen om at denne krig er acceptabel og andre ikke er det. Der er ingen forskel på krig - og hvis målet er at støtte et oprør eller beskytte civilbefolkningen så får vi travlt med at starte flere krige overalt i verden. Det synes jeg krigstilhængerne mangler at svare os på - hvad med Elfenbenskysten, Syrien, Saudi Arabien, Iran - hvor går grænsen?

@ Peter Lassen
Nej, det er ikke nemt. Men… det er der heller ingen, der har lovet.
Hvis man er ”kommet til” at bevæbne en gal morder, så er der desværre ingen vej uden om: Man MÅ forsøge at stoppe ham, når han begynder at skyde omkring sig.
Den problematik er desværre generel – om end særlig grel i tilfældet Libyen - og vi KAN ikke blive ved med føre den slags ’realistiske’ udenrigspolitik und doch anständig bleiben.
Ja, man kan vel næppe tænke sig den slags politik ført over for RIGTIGE hvide mennesker.

men Olaf - hvor går grænsen for hvornår vi skal gå i krig og hvornår vi skal lade være? og hvilke krav skal vi stille til beslutningstagerne om hvad de har tænkt sig FØR de starter en krig?

Henning Ristinge

Med den argumentation burde vi alle ophøre med at stemme til et folketingsvalg, min stemme betyder jo intet i forhold tuil millioner af andre stemmer

Henning Ristinge

Enhver yder sit, og får patienten et pludseligt hjertetilfælde og ligger der døende på operationsbordet - ja så er der altså ikke tid til månedlange strategiske debatter om hvem der gør hvad og hvad der skal være endemålet - så skal der handles!

Du skulle selv, Metz, ha - ska vi ikke bare sige - 'lidt mere end 24 timer' - til at gøre op med dig selv hvad du egentlig mener og derefter skrive nærværende artikel.

Vi kan således konstatere at patienten ville have været stendød der på operatiosnbordet hvis episoden fandt sted under Metz egen lægevagt. For Metz skulle lige have sådan 8 dage til at tænke over hvad han mener og - så er det endog tilstrækkelæitgt for ham at sige at man burde have haft en plan om hvad enden på det hele så skulle være - han behøver ikke selv skitsere en sådan.

Det er de sædvanlige militærstrategiske smøre man stiller op når men skal finde et argument for ikke at deltage. Englænderne havde sgu ikke skygge af ide om hvad enden ville blive da de erklærede tyskland krig i opløbet til anden verdenskrig og USA havde ikke skygge af ide om hvordan europa villle komme til at se ud efter krigen da de satte deres militær ind (havde Roseveldt haft det havde han nok behandlet Stalin anderledes).

Metz - argumentationen her er intellektuelt uhædelig -den er tilmed også en appel til at man kan blive væk fra stemmeurnen - med anvendelse af den begrundelse at man jo kun er bare en eneste lille stemme.

Henning Ristinge

Du lever i en global ikke i en national virkelighed Metz og du burde være den fæørste til at indse hvad det betyder.

Kurt Svennevig Christensen

Det er noget underligt noget.

Hvis man er tvivl om det er rigtig eller forkert i fredstid at smide bomber, gør man det da ikke. Intet jeg har set og hørt, viste andet og mere, fredag den 18/3, end at en oprørshær var ved at være slået.

Den samme hær, som næsten havde nået Tripoli og som så blevet slået tilbage af Gaddafis styrker, var ved at blive løbet overende, var ved at være nedkæmpet. Det er fakta også selv om krigens forsvarer nu bruger alle kneb, mytiske metaforer og andet, i et forsvar for deres krig.

Det var situationen da Danmark igen gik i krig, oprørshæren var ved at tabe. Og ja det var blevet blodigt, fordi krig er en blodig affære. Men at vesten begynder at bombe af humanitære grunde i den situation, er enten udtryk for uforstand eller løgn.

Alle forsvarerne for Danmark i denne krig, henviser til det blodbad de mente ville blive resultatet af Gaddafis sejr over oprørene. Hvorfor tager de ansvarlige ikke ansvaret for den død og lidelse der foregår i Libyen nu? Er det blot krigens pris? Hvorfor tager de ansvarlige ikke ansvaret for al den død og lidelse der er og som vil følge i de andre arabiske lande, hvor befolkningerne også gerne vil af med deres despoter og som nu ser muligheden for de kan få vores hjælp og hvis de rigtig heldige også vores militære støtte.

Det sidste er det så ikke meget der tyder på, men det ændrer jo ikke ved, at de undertrykte befolkninger rejser sig og går til modstand.

Ingen af de ansvarlige og deres forsvarer for krigen i Libyen, tager det ansvar. Men krig er en alvorlig sag, som man kun starter, hvis man ikke er i tvivl om at det er det rigtige at gøre.

Enhedslistens folk og dele af SF siger det er den sværeste beslutning de nogensinde har taget. Men hvordan kan det være den sværeste, når det var det eneste rigtige at gøre? Hvad er det svære - er det tvivlen? Hvis det er tvivlen som nager, forstår jeg men selvfølgelig også uden at acceptere de ansvarliges løben fra ansvaret for krigen som raser.

Det er egentlig sjovt som de altid fortæller os den samme historie.

Dengang NATO invaderede Irak, fik vi at vide at det hastede, fordi Saddam Hussein sad med fingeren på aftrækkeren til et voldsomt arsenal af masseødelæggelsesvåben der truede hele verdenssamfundet.

Derfor gjaldt det om at få ham afsat i en fart inden han kunne nå at lave ulykker.

Nu gentager historien sig. Denne gang er det Gaddafi der sidder med fingeren på aftrækkeren til at starte en stor massakre på befolkningen i Libyen, og derfor haster det atter engang gevaldigt med at få afsat diktatoren, inden han når at lave ulykker.

Men hvad pokker historien virkede i Irak, så hvorfor ulejlige sig med at finde på en ny, synes de at tænke i magtens korridorer Washington og Paris.

Spørgsmålet vi andre bør stille os er, om der nogen fornuftig og rimelig grund til at tro på, at de mennesker der er opsat på at få fingrene i arabernes olie for enhver pris, er blevet mere sanddruelige siden de i 2003 bildte hele verden ind, at Irak besad masseødelæggelsesvåben?

Er der nogen rimelig rund til at tro på det, når de denne gang fortæller os, at Gaddafi havde til hensigt at myrde befolkningen i Benghazi og at NATOs angreb har sparet en masse menneskeliv?i?

@ Peter
Grænserne må vel gå ved formåen og formål. Ingen kan jo afkræves ydelser hinsides formåen, og med hensyn til formål må dette være enten at skabe fred, at forhindre grove forbrydelser eller afskaffe grove uretfærdigheder. Endvidere må der være en velbegrundet formodning om, at krigen er det mindste af to onder i den forstand, at den kan mindske summen af lidelse i verden.
Derimod kan man næppe retfærdiggøre krige, der skyldes krænket nationalfølelse eller har rod i national chauvinisme, og krigen må heller ikke have til formål at tilegne sig andres ejendom.
Desværre vil der oftest indsnige sig illegitime motiver i beslutninger om at indlede en krig. Man kan eksempelvis give en officiel begrundelse gående ud på, at man vil en diktator til livs, fordi han er i besiddelse af masseødelæggelsesvåben og til fare for verdensfreden, mens det virkelige motiv er at sætte sig på diktatorens olieressourcer. Den slags gør det umådeligt vanskeligt at afgøre om en given krig er legitim eller ej.
På den anden side må man heller ikke gøre sig tingene så komplicerede, at man helt mister evnen til humanitære indsatser, der forudsætter brugen af vold.
De fleste vil nok synes, at nogen burde have grebet ind i Rwanda og i Darfur. Og åbenbart har jeg ikke været den eneste, der synes at det var en god idé at mindske Gadaffis militære styrke.
Derimod vil en vestlig befrielsesaktion i Tibet næppe mindske summen af lidelser og blive det mindste af to onder. Den bør man nok holde sig fra.
Med hensyn til de krav, man kan stille til beslutningstagerne, må man nok desværre se i øjnene, at samtlige mulige konsekvenser og konsekvensers konsekvenser ikke kan beregnes forud. Og da slet ikke i noget så kaotisk som krig. Også derfor bør krig altid være den sidste mulighed. Og derfor gælder det naturligvis om i udgangspunktet at tænke langsigtet og tidligt at forsøge at eliminere forudsætninger for krig.
Til slut: Hvem begyndte krigen i Libyen? Var det den vestligt ledede koalition, eller var det Gadaffi, der indledte, da han gik i krig mod sit eget folk?

Indlysende at det primære formål med invationen i libyen er olie, men for danmark er det mere generelt at hvis vi deltager, så får vi en bid af kagen. Og jeg kan ikke forstå, at det hele tiden bliver forbigået, at mærsk tjener guld ved det her, de transporterer store mængder af krigsfornødenheder rundt.

Jens Thorning

At Gaddafi er skør og farlig er der næpp tvivl om, men i en længere årrække var han god nok, ligesom det var tilfældet med Saddam Hussein.

Diagnosen bortfaldt nemlig, da han udleverede olien uden vrøvl for mod en rimelig betaling, og han blev endog frataget skylden for Lockerbie-affæren, nu får han den naturligvis igen.

Og det varer nok ikke længe, før en TV 2-reporter jubler, at Opsvinget er lige om hjørnet, fordi vi har fået troen på at gøre en forskel og livsmodet tilbage gennem sammenholdet i NATO med danskerne i allerforreste række.

Henning Ristinge

At man i en periode havde et pragmatisk forhold til Cadaffy Saddam etc er sgu ikke det samme som at man elskede dem. USA sendte også våben til Stalin og de var også hans allierede i en periode, det var stadig ikke ensbetydende med at de elskede ham.

Jørn Sonny Chabert

"The victorious strategist only seeks battle after the victory has been won, whereas he who is destined to defeat first fights and afterwards looks for victory.
- Sun Tzu"

Dette citat understøtter vist på bedste hvis Metzs bøn om at tænke sig om før man handler.

Michael Nielsen

Jævnfør den 4-stjernet amerikanske general, Wesley Clark forklarer i nedenstående videoklip, - i klart og tydeligt sprog, hvorledes han som general blev informeret om at USAs Imperialistiske ledelse, befalede at USA skulle angribe 7 nationer på 5 år.

Disse 7 nationer skulle angribes og deres regeringer fjernes. Nationerne som generalen lister er:

Irak
Syrien
Libanon
Libyen
Somalia
Sudan
Iran

George Metz har i sin desværre dybt snæversynede analyse, ikke medtaget den ondskab som jeg allerede har beskrevet i et tidligere indlæg - i denne tråd.

Danske medier har ikke debatteret general Wesley Clarks udtalelser, selvom de beviser at generalen enten er blevet sindsyg, eller faktisk fortæller den overvældende, grimme sandhed om den rene ondskab.

Imperiets ondskab.

Se videoen her:

Wes Clark - America's Foreign Policy "Coup"
http://www.youtube.com/watch?v=TY2DKzastu8

Se eventuelt fra 2:20 sekunder inde i videoen, for at høre de syv nationer blive listet.
---

Til alle:

Libyen-krigen er alene ved denne video, bevist som værende en løgn, fra ende til anden.

Så.

Kæmp fra nu for dit eget danske demokrati. Det har brug for DIN indsats.

NU.

Jan S. Larsen

Hvis man zoomer lidt ud og smækker et par gode UV-filtre foran sit objektiv, står billedet af Det Arabiske Forår måske knap så overeksponeret .....

I betragtning af den økonomiske krise og Kinas stigende handelsmæssige dominans på verdensmarkedet, kommer de arabiske demokrati-bevægelsers opstand mod deres diktatorer vel egentlig på et belejligt tidspunkt for USA og Vesten!

Den højlydte knirken fra Kina og Rusland skyldes sikkert at deres egne demokratiske hængsler og led trænger gevaldigt til smørrelse.
Internettet har bevirket at tiden er løbet fra folk som Gaddaffi og deres styreform, såvel som den er løbet fra Rusland, Kina mfl. Når vi forhåbentlig snart ser de nye arabiske demokratier vokse frem, er det vel næppe totalt naivt at formode at disse dages begivenheder vil knytte befolkningerne i de olierige arabiske stater ideologisk og handelmæssigt tættere sammen med Vestens demokratier?

Hvor kampen om arabiske despoters gunst tidligere foregik som en anden fodboldturnering på en steghed, uopkridtet sandbane med Kina, Rusland, og Vesten som råsvedende deltagere, ser det nu ud til, at ønsket om demokrati ruller grønt græs ud på de arabiske stadions. Nok til god fordel for Vestens økonomiske boldkunstnere, handels- og industrisektorer.... ;-)

Torben Munk Nielsen

Tak til Georg Metz endnu engang.

Det er godt for den borgerlige regering at vi nu har en rask lille krig som fjerner al fokus fra de utallige fejtagelse som regeringen og dens nuværende og forrige ministre er exponent for.

Løkkes popularitet stiger fordi han viser sig som den faste krigsgale fører. Det siger noget om vores skyggesider. Vi har ikke lært noget af de øvrige krige vi har været indblandet i.

Så inviterer DR Jan Øberg til debat i Dr2, men der er ingen der gider høre på hans bidrag. Ufatteligt.

Desværre er vælgernes hukommelse meget kort.

Det videoklip med Wesley Clark, som Michael Nielsen henviser til ovenfor, er bestemt interessant. MEN man bør nok ikke drage den slutning, at fordi sinistre personer som eksempelvis Dick Cheney ønsker sig et eller andet, så må det diametralt modsatte under alle omstændigheder være bedre.

Michael Nielsen

Jeg tillader mig at kopierer et fuldt tidligere indlæg fra denne tråd, fordi jeg forklarede Imperiets kyniske og ondskabsfulde strategi, der lyder:

"...Under Imperiet er en fortsættelse af krigen, nemlig selve målet med krigen."
---
indlæg sat ind nedenfor:

Hvis de demokratiske kræfter i denne verden, ikke får opløst Imperiet, så vil fremtidens historikere beskæftige sig ligeså lidt med det der engang hed Danmark, som nutidens historikere beskæftiger sig med det der engang hed Sumer.

Tilstanden krig er blevet permanent i Danmark og vil først ophøre når Kongeriget Danmark melder sig ud af NATO og al militær-forpligtende samarbejde med Imperiet.

Danmark fører en aktivistisk militærpolitik og gør det godt som reklamesøjle for Imperiets talrige deployeret garnisoner, brigader, divisioner og flåder. Danmark gør det også godt for sin egen potentielle, fremtidige militære udbygning.

George Metz ser desværre tingene på tæt afstand, og forstår derfor ikke hvorfor Danmark er med i den aktivistiske krigsførelse, når Danmarks militære bidrag hele tiden, med lethed har kunne erstattes af et par bataljoner/skibe fra Imperiets primære redskab, NATO.

Danmark deltager i den aktivistiske krigsførelse, fordi Danmark tjener som del-inspiration og del-blåstempling, for både de større europæiske bidragydere, samt de store - nuværende - militærmasser i USA.

Imperiet har i årtier brugt den højtudviklet USA-komponent som primært militært redskab, eftersom denne var bedst udviklet, stærkest og tilgængelig, efter anden verdenskrigs afslutning.

Samtidig har Imperiet med vedholdenhed forsøgt at ødelægge den amerikanske økonomi, via en bevidst inflationspolitik, der i dette eller næste årti, vil skabe sit første store resultat; afslutningen på den amerikanske dollar som verdens økonomiske reserve. Dette økonomiske fald vil efterfølges af kaos i USA, og dermed skabe udgangspunkt for dannelse af politistaten. En statstype der har været under både teknisk, organisatorisk og juridisk udvikling, fra tiden efter 11. September 2001.

Det er på denne konto Imperiet har brug for EU som næste primær-militære-redskab, så opretholdelsen, styrkelsen og ekspansionen af Imperiet ikke mister sit momentum.

Derfor er Danmark vigtig som del-komponent i den Europæiske militær-aktivistiske udenrigspolitik. For en sådanne militærpolitisk-udvikling, tager både tid, tilvænning samt accept i befolkningen.

Glem venligst alt om Clausewitz. For det har Imperiet allerede gjort. Under Imperiet er en fortsættelse af krigen, nemlig selve målet med krigen. Derfor må krigen ikke standse. Imperiet skal konstant være i krig, uanset årsag, modstander eller tab. Imperiet styrkes på vold. Fred vil kun svække Imperiet.

Tænk med respekt og venligst i langsigtet global ondskab. Ikke i national, eller regional snæversyn.

Det tog mig desværre selv mange år, før jeg forstod at målet med Imperiets krige, var en bevidst fortsættelse af den samme dynamik; krigen.

For uden krigen ingen frygt. Uden frygten ingen politistat. Uden politistaten, ingen absolut og total kontrol.

Imperiets kontrol.

Tænk ondskab. Its a big idea.