Kommentar

Ingen musik er for fin til X Factor

Der er ingen grund til at frygte, at glade amatører risikerer at ødelægge det smukke i stor musik. Musikscenen er bred nok til de utrænede og de topprofessionelle
Der er ingen grund til at frygte, at glade amatører risikerer at ødelægge det smukke i stor musik. Musikscenen er bred nok til de utrænede og de topprofessionelle
19. marts 2011

Kære Henrik! Jeg læste med stor nysgerrighed din blog, hvor du kritiserer mit arbejde som dommer i X Factor og i særdeleshed mit sangvalg til Rikke & Trine, Joy Divisions »Love Will Tear Us Apart«. Et uhelligt valg, mener du.

Lad mig starte med at give dig en uforbeholden undskyldning på vegne af X Factor. Det er, på trods af at fjerde sæson nu løber over skærmen, åbenbart ikke lykkedes at kommunikere klart og tydeligt, hvad programmet går ud på.

Det er et underholdningsprogram for amatører, hvor alle i den danske befolkning har mulighed for at prøve kræfter med sangen. De synger coverversioner og ikke originalt materiale. Fredag efter fredag sætter tæt på to millioner mennesker sig i sofaen og følger disse menneskers udvikling. Klarer de aftenens udfordring? Er de blevet bedre siden sidst? Hvordan vurderer dommerne deres optræden? Som en bonus for seerne er der masser af musik i programmet.

X Factor bliver i perioder et offentligt fikspunkt. Ugen igennem diskuterer vi med familie, venner, cybervenner og kolleger om det hændte. For ud over at underholde rejser programmet spørgsmål som: Hvad er god tone? Hvad er god og dårlig stil? Hvem fortjener succes? Vi debatterer homoseksualitet og ikke mindst musik. Efterfølgende stiger downloads af de spillede sange betydeligt. Endnu en bonus.

Sagen kort

Informations kulturblogger Henrik Marstal skrev 9. marts et indlæg, hvor han kritiserer musikvalget i DR-programmet ’X Factor’.

Det falder ham især for brystet, at generationshymner som Joy Divisions ’Love Will Tear Us Apart’ bruges i underholdningsprogrammet. Ifølge Marstal er der tale om et nummer ’med en følelseskraft, der har sikret det en særlig betydningsfuld plads i musikhistorien’.

Marstal beskriver valget af nummeret som katastrofalt, og han opfordrer hende til at vise almindelig anstændighed: ’Åh Pernille, Pernille, hvad tænkte du dog på? Havde du fuldkommen glemt, at der er noget, der hedder pli?’

I hans øjne bør programmer som ’X factor’ være mere omhyggelig med ikke at skænde så centrale dele af vores kulturarv.

Forbrydelse?

Når jeg ser bort fra personfnidderet i dit indlæg, stiller du et yderst interessant spørgsmål:

Kan man overhovedet tillade sig at tage et nummer med denne historie, med denne tematik og med denne grad af sørgmodighed og transformere det til et stykke underholdning, som et helt tv-studie hujer og klapper begejstret med på?

Nu spidser jeg ører: Er noget musik mere værd end andet? Er Joy Divisions »Love Will Tear Us Apart« en bedre og mere værdifuld generationshymne end »Baby« af Justin Bieber?

Elskede firserfansene sangen »Love Will Tear Us Apart« mere ægte, end Rikke og Trine der har skrevet 9. klassesopgave om Joy Division?

Det tror jeg ikke.

Du skriver, at sangen ikke var et hit, og derefter anklager du mig for at vælge nummeret strategisk, altså for at generere stemmer i befolkningen? Hvordan skulle sangen kunne gøre det, hvis den ikke var et hit?

Du anklager mig for at tænke strategisk i valget af netop dette nummer. Øh ja. Jeg ville være en ussel dommer, hvis jeg ikke rådgav mine deltagere om sangvalg ud fra devisen, at de skal klare sig bedst muligt.

Når det er sagt, forsøger jeg hver gang at præsentere nogle fantastiske sange. Men Henrik, det er jo et gameshow det her. En konkurrence. Det handler om at vinde, ikke?

Du citerer så nogle mennesker, som i firserne havde dette nummer som generationshymne, og som nu føler sig intimideret af, at jeg tager nummeret op i X Factor.

Jeg er med på, at der er en gruppe mennesker, som har et særligt stærkt forhold til sangen. Men I har ikke patent på oplevelsen af nummeret. De stærke numre overlever, fordi de gennem generationer kan give folk mening og følelse, der hvor de er.

Jeg har fulgt debatten i cyberspace og på din Facebook-side, og heldigvis er de færreste størknet i selvfed overdommermentalitet. De har enten kunnet mønstre at slukke for fjernsynet eller har kunne se på tvillingernes og min udgave som det, den er: en fortolkning i Danmarks største underholdningsprogram.

Brud på firser mantra

Jeg respekterer din ret til at kritisere mig. Jeg anerkender din holdning, men det ærgrer mig, at den er så skide reaktionær. Du stiller dig som den gode smags overdommer. Det er for mig slet ikke i tråd med det mantra, som var firsergenerationens: De gav fingeren til alt det reaktionære. For punken og postpunken var intet helligt. Det er et mantra, jeg kan forstå.

Man kan selvfølgelig godt diskutere, om amatørerne har stjålet scenen fra os, de professionelle musikere. Jeg mener, der skal være plads til begge dele.

Man kan også vende diskussionen helt på hovedet: Er X Factor ikke et program, der tillader folk at drømme sig helt til månen for en stund, et program, der hylder risikovillighed og opfordrer folk til at turde noget, stille sig op, blotte sig og få kritik? Er kernen i X Factor i virkeligheden, at vi hylder optimismen og naiviteten som drivkraft?

Jeg er, i modsætning til dig, ikke bange for masserne. Jeg synes den største fejl, man kan begå, er at underkende folk ude bag skærmene. Det synes jeg, du gør.

Når du nu alligevel så ivrigt følger med i programmet, håber jeg, at det ovenstående kan inspirere dig.

Og hey Henrik, jeg har også et gratis tip til dig:

I 1966 gik John Lennon ind på the Indica Gallery i London. Han kravlede op ad en hvid stige. I loftet hang et forstørrelsesglas i en kæde. Igennem glasset læste han et lillebitte ord, som stod skrevet i loftet. Et ord på sølle tre bogstaver, som kendetegner optimisme. Ordet, der stod, var: YES!

Pernille Rosendahl, musiker, dommer i 'X Factor '

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis Marstals synspunkter havde sejret, havde vi aldrig fået perler som Duke Ellingtons gendigtning af Tjajkovskijs Nøddeknækkersuite.