Kommentar

Jagten på syndebukkene

Den akademiske forarg­else, de klokkerene regel­brud og pressens men­neske­jagt i Penkowa-sagen er en giftig blan­ding. Ligesom en hekse­jagt tildækker den mere end den afslører. Affæren af­slører derimod univer­si­tetets sammenbrud
Debat
14. marts 2011

Det er længe siden, jeg har grinet og grædt som under den aktuelle sorgmuntre forskningsvaudeville. Når man tænker på, hvor længe den lange række af professorale velærværdigheder har gået og været forargede og rasende, ja følt sig mistænkeliggjort og inkriminerede uden at kunne få luft. Næsten 2 år nogle endda længere!

Medregnet to lumske og mafiøse ledere, som vil redde ungmøen og afviser den rasende, moralsk forargede elite, ser librettoen underholdende ud. Penkowa må have det enormt skægt, når man tænker på, at hun mener, at konkurrence blandt forskere er krig.

Mislyde

Men syngespillet har for mange mislyde. Det er ikke helt troværdigt, at det var uvisheden om, hvem der stod bag de 30 anonyme spørgsmål, der afholdt notabiliteterne fra at reagere. Det er heller ikke sandsynligt, at alle disse samfundets spidser var uvidende om, hvad det politiske formål med manøvren var: At muliggøre mere politisk styring af forskningsbevillingssystemet. Men medlemmer af Folketingets Videnskabsudvalg erindrer ikke nogen ophidset stemning, noget oprør eller kritik af ministerens injurierende pressionsforsøg, da de samme rådsmedlemmer havde foretræde for udvalget. Problemet er jo, at disse rådsmedlemmer og deres hærskare af velmeriterede venner hvoraf flere også i mange år har kendt til faglige rygter om store problemer med Penkowas arbejde ikke har turde rejse sig i protest fra rådsstolen eller sætte stillingen ind på at komme i gang med det, de er ansat til: At holde universitetets sti ren for Penkowaer.

I stedet har nu 300 velærværdigheder, der hver især er urørlige og sikret i alle ender, tilkaldt ombudsmanden og krævet en uvildig undersøgelse af udenforstående ... velvidende, at politiet og Kammeradvokaten også er kaldt til assistance for at endevende sagsakterne.

Oprøret, der blev væk

I stedet kunne den inkarnerede velanstændighed, der hægter hele vaudevillens drive op på krænket retsfølelse, æresfølelse, frygt for tab af anseelse, have vovet et internt universitetslæreroprør mod det enevældige styre. De kunne have genoptaget den fremragende, kritiske debat om universitetslovens konsekvenser i Videnskabernes Selskab. De kunne have igangsat en interessant, kvalificeret, intern, forvaltningsretslig undersøgelse ved jurister fra Aalborg og Aarhus Universitet af hele Sanders 10 år lange misregimente og Forskningsstyrelsens imponerende, ansvarsløse følgagtighed ... alt sammen med udgangspunkt i den eksemplariske Penkowasag.

Men på den anden side er forsamlingen af forargede spidser, der sad på deres hænder i årevis måske ikke de første til at igangsætte en kritik af, at embedsmændene har manglet både faglig rygrad og civil courage til at stoppe en amokløbene minister.

Det er ellers ikke svært at komme i tanke om paroler for et oprør. De kunne være: Mere tid til forskning, Boykot al administration, Nej til rådsarbejde, Stop for censur, Skriv mindre tænk dig om. Al magt til kritikken. Under brostenene badestranden

Pæne tjenere

Måske er tanken om et internt professoroprør ikke særlig tillokkende, hvis det retter sig mod et system, man i mange år har tjent pænt, hvis tillidsposter man har varetaget og hvis indførelse (den nye universitetslov), man glemte at markere sin opposition til.

Og tanken bliver ikke mere tillokkende nu, hvor adgangen til den store håndvask er åben, og skurkene er udpeget.

Skurkenes burlesktrekant skal nok skal lave så meget larm, at ingen bemærker, at hele sagen skriger på opgør med noget helt andet: At de personer, som nu står som anklagere og dydens vogtere, har det faglige ansvar for, at universitetets inderste væsen er brudt sammen; at den videnskabelige kritiks sociale og institutionelle grundlag er smadret eller aldrig er blevet udviklet; at ansvaret er de ældre forskeres især de velmeriteredes, som har ladet stå til i årevis og i alt for lille antal har taget bladet fra munden. Forskere, som har skabt et miljø og en institution, hvor svindel og plattenslageri kan trives.

Når forskerne har for lidt tid til at tænke og kritisere hinanden, stiger risikoen for ringe videnskab, og for at svindleren slipper igennem.

Ved blot at fjerne en minister og en rektor (formodentlig berettiget), som siges at have beskyttet svindleren, beskytter de, der har skabt betingelserne for svindleren, sig selv. Diskussionen om, hvad der egentlig gik galt, og hvad der fortsat er galt, druknes i underskriftindsamlingens selvretfærdige succes.

De har sat universitet under tredobbelt belejring, og nu kræver de, at de tre syndebukke skal ofres for at dække over den fundamentale krise, som universitetet står midt i.

Nils Bredsdorff er ph.d. i forvaltningsvidenskab, lektor og forskningsbibliotekar i politik, økonomi og forvaltning ved Roskilde Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Den "velrenommerede" spindoktor Marie Serup Laybourn - kvinden, der ved hvad andre mener, tænker og muligvis også føler - har i dag sagt jobbet op hos Venstre.
Mon ikke hun kan få et job i det festlige syngespil, der foregår på KU?
Der mangler de tiloversblevne forskere åbenbart en dirigent...

Anne Marie Pedersen

I dag har alle studerende på KU videnskabsteori. Men når man spørger en tilfældig studerende om, hvad videnskabsteori har at gøre med den nutidige produktion af videnskab, så får man ikke rigtigt et svar. (Jo måske på nogle studieretninger, men i hvert fald ikke på de mindre "bløde" studier og fakulteter).

Måske var der noget at tage fat på her...

Der skal vist mere til end en afgående spindoktor for at redde Ku's ære - hvis der i det hele taget er noget tilbage af den.

@Anne Marie Pedersen
Det var vist noget vrøvl, det jeg skrev tidligere, for i virkeligheden er det jo en perfekt jobbeskrivelse, du der har beskrevet.

Glæder mig til at læse librettoen, hvem skal skrive musikken :-)

Jeg melder mig frivilligt. Selvom jeg har rundet de 60 er jeg "sgu" mand nok til at få ryddet op i den bule.

Jeg har gået og spekuleret over hvem hun minder mig om, og nu har jeg endelig løst det.

http://3.bp.blogspot.com/_lj_y7Z_fw94/TDRgXNDcM7I/AAAAAAAAB1c/7rbXAi0D9t...

Ramt ganske præcist :-)

Anne Marie Pedersen

@Søren Lom

Hahaha. Jo, den høje pande og de store øjne - det må være tegneserieverdenens svar på hende.

Maj-Britt Kent Hansen

@Søren

Morsomt og lige på kornet - denne Tweety Bird!

Lise Pedersen

Bredsdorff har ret i sin kritik af det akademiske miljø - ikke bare på KU, men bredt i den danske universitetsandedam.
Jeg husker, da Sander og Co. kom til i 2001. Der var en del professorer, der havde svært ved at skjule begejstringen. Det blev de bedre til hen ad vejen og det er måske årsagen til at Sanders massakrer aldrig er blevet mødt af væsentlig kritik.
Sander var en mester i "del og hersk"-politik og Penkowa sagde det højt: "Konkurrence er krig".
Og i krig gælder som bekendt alle kneb.
Nu luftes vasketøjet offentligt, det er ikke kønt, men værre er det at det ikke bidrager til at universiteterne og de ansatte kan samles om en fælles strategi. I stedet bliver de blot ved med at kriges om de få midler til forskning og undervisning, som er til overs når administrationen har slugt sin del.