Det gav en helvedes larm, da Danmarks Radio indgik en ny public service-aftale, der pålægger institutionen at lægge særlig vægt på at formidle den danske kulturarv, herunder den kristne kulturarv. Det sidste stod ikke at læse i den forrige aftale.
Men det er nu ikke noget at hyle op over. For uanset hvor man måtte befinde sig på det religiøse landkort, lader kristendommens indflydelse sig ikke bortforklare. Set fra den synsvinkel kan man hævde, at tilføjelsen i grunden er overflødig, hvad jeg også er mest tilbøjelig til.
Men en leder i Jyllands-Posten den 10. februar hævder, at man bør være taknemmelig over, at Danmarks Radio vil påtage sig den opgave at betone kristendommens betydning for kulturarven, nu hvor folkekirken har svigtet. Det er ingen hemmelighed, at kirkegangen i Danmark ikke er blandt de største i verden. Medlemsprocenten er omkring 80, men det afspejler sig på ingen måde i kirkegangen, skriver lederskribenten. Sandt nok. Men hvad der åbenbart er en hemmelighed for Jyllands-Posten er, at det har kirkegangen aldrig gjort! Bare læs Henrik Pontoppidans mere end 100 år gamle romaner, der vil man få syn for sagn.
Videre påstås, at der ikke bare er tale om en sekularisering, men en direkte afkristning af det danske samfund, hvor den kristne kultur, ritualerne, sakramenterne og kirken som et naturligt sted at søge hen i »sorrig og glæde« ikke længere fylder som for bare en generation eller to siden. Må jeg høfligst minde om, at Ole Wivel for just to generationer siden, nemlig ved Båring Højskoles indvielse i november 1959, vemodigt skrev: »Før sang man roligt salmer, i fattet tro på Gud«. Underforstået: Det gør man altså ikke mere.
Og så passer det med sorgen og glæden ikke. De fleste møder »fyldt af glæde over livets under« op for at få deres børn døbt, og langt de fleste får deres døde begravet fra kirken.
Hul i bunden
Nå, så nævner lederen to typer præster: Der er dem, der mener, man skal gøre, som man altid har gjort, forkynde Guds ord rent og purt søndag efter søndag og være til rådighed som præst og sjælesørger. Men det er vel heller ikke med en kendt fiskereklames ord så ring endda.
Så er der aktivisterne, der via forskellige krumspring forsøger at gøre kirken attraktiv. Det er ikke alt sammen det rene nonsens, siger avisen, hvorpå vi får en række eksempler på det rene nonsens: Et tåbeligt skilsmisseritual, Poul Joachim Stenders feinschmecker-nadver, Bilka- og sportsgudstjenester og senest den infantile bjørne(guds)tjeneste i Snekkersten.
Og når man så oven i alt dette lægger spaghettigudstjenester, terapitiltag i kirken og andet gøgl, ja, så må det jo blive den rene jammer med en folkekirke med hul i bunden uden den store ide om, hvad opgaven går ud på.
Ja, må vi ikke lige høre om den? For selv om lederen siger, at ikke al aktivisme er det rene nonsens, giver den ikke ét eneste eksempel på det, der ikke er gøgl.
Træd til side
Men det er Jyllands-Posten langtfra ene om. Som præst får man dagligt tudet ørerne fulde med, hvor kedelig folkekirken er. Men vi får aldrig at vide, hvad vi kan gøre ved det. Ud over forslag som de nævnte tåbeligheder.
Lad mig slutte med en anekdote, som jeg har fra den nu afdøde Ribe-biskop Helge Skov: For mange år siden, mere end to generationer faktisk, gik senere forstander J. Th. Arnfred til præst. En dag sagde præsten:
»Her står jeg i kirkedøren søndag efter søndag, breder mine arme ud og siger: Kom dog og vær med! Men de kommer ikke! Sig mig, kære børn, hvad jeg skal gøre?«
Da svarede Arnfred:
»Du kunne jo træde til side, så folk kan komme ind.«
