Kommentar

Klassekamp er umulig i mediekulturen

Arbejderklassen er enten henvist til en marginal skyggetilværelse, eller også bliver den overskrevet af mediekulturen. Klassekampen er enten usynlig, eller også går den i opløsning
31. marts 2011

Arbejderklassen er blevet genopdaget på venstrefløjen. Efter at have været gemt af vejen i mange år er klassekampen igen på den politiske dagsorden. Men der er hovedsageligt tale om et retro-modefænomen i medierne. Vi kommer ikke til at opleve en gentagelse af 1970’erne, hvor den klassiske marxisme og de traditionelle venstrefløjsværdier blev fremherskende igen.
Arbejderklassen og klassekampen eksisterer ikke længere som toneangivende sociale kræfter. Der er selvfølgelig stadig arbejdere, og nogle af dem er involveret i en kamp mod kapitalismen. Men det er og bliver en skrøbelig minoritet.
Det er ren nostalgi at fortolke den aktuelle udvikling ud fra den klassiske venstrefløjsmodel. I denne model er arbejderne en voksende klasse med fælles værdier og klar identitet. Og med klassekampen som den dominerende sociale dynamik, vil arbejderklassen så komme til at udgøre en majoritet, som skaber et socialistisk samfund.

Værdier og identitet

Det er for så vidt rigtigt, at antallet af lønmodtagere vokser i den kapitalistiske udvikling, men disse mennesker udgør ikke en klasse, der er involveret i en entydig kamp. Lønmodtagere er meget forskellige. De har forskellige værdier og identiteter. Og de forandrer sig. Mange identificerer sig med virksomhederne, og stadig flere deler ligefrem værdier med kapitalismen. Derfor danner lønmodtagere ikke fælles front i en kamp for socialisme.
Der er heller ingen bagvedliggende sandhed eller objektiv essens, der kan fremkalde klassekampen som dominerende social dynamik. Fortællingen om, at der er en voksende klasse i samfundet, der gennem kamp følger en fast kurs mod almengørelse af deres værdier og identitet, er forældet. Klassekampen hører til i det 19. århundrede. Den er død og kan ikke genoplives. Det mislykkedes i 1970’erne og er umuligt i dag.

I øjeblikket viser klassekampen sig som en simulation i massemedierne med høj tegnværdi blandt venstrefløjens nostalgikere. Men som alle andre mediefænomener er denne version af ’klassekampen’ overeksponeret og kortvarig.
Hvor traditionalister på venstrefløjen ser den aktuelle debat som et bevis på, at klassekampen lever, og arbejderklassen vokser, så er det egentlig et symptom på det modsatte. For mediekulturen repræsenterer faktisk klassekampens umulighed.

Utopisk socialisme

Der knytter sig en særlig karakterfasthed til forestillingen om arbejderklassen, men denne egenskab bliver permanent undermineret af mediekulturens karakterløshed. Med mediekulturens aktuelle udbredelse er arbejderklassen en figur fra fortiden.
Arbejderklassen var et historisk subjekt, som gennem vedholdende kamp ud fra rodfæstede værdier skulle skabe et radikalt andet samfund. Alle de afgørende elementer i denne ligning er udvisket i mediekulturen.
Massemedierne er præget af subjektløshed og decentrering. Mediekulturen er også flygtig. Nyhedsformen skaber konstante forskydninger i forskellige retninger, som ingen kan kontrollere eller forudsige.
Samtidig skaber medierne en indvikling i status quo, der neutraliserer alle impulser til grundlæggende forandring af systemet. Mediernes overproduktion af spektakulære begivenheder og ekstreme fænomener giver det modsatte indtryk, men der skabes i realiteten en eskalerende støjbølge ledsaget af evigt genbrug af kendte skabeloner. Medierne retter i samme bevægelse konstant projektørerne mod de eksisterende magtcentre. Så samlet set er mediernes altoverskyggende funktion, at agere referenceramme for den etablerede konsensus og de herskende interesser. De sociale spændinger bliver også suget ind i mediekulturen gennem meningsmålinger, debatprogrammer og diverse interaktive modeller.

Rollen er udspillet

Der er altså en dobbelthed i mediekulturen. Der sker en intens fragmentering og destabilisering af alle sociale forhold sideløbende med en fastfrysning af den eksisterende magtstruktur og de gældende værdier. Det er mediekulturen, der er dominerende i det 21. århundrede. Og det er mediernes fatale dynamik og ikke klassekampen, der er afgørende i den aktuelle krise. Arbejderklassen er enten henvist til en marginal skyggetilværelse, eller også bliver den overskrevet af mediekulturen. Klassekampen er enten usynlig, eller også går den i opløsning.
Den klassiske venstrefløjsmodel er derfor en form for utopisk socialisme - et før-marxistisk spøgelse, der er vendt tilbage for at hjemsøge den klassiske marxisme, efter dens rolle i historien for længst er udspillet.

Peter Nielsen er lektor på RUC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne Marie Jensen

Yes. Verden er post-altmuligt, intet eksisterer, alt er medieret osv. Hvem der bare kunne sidde og tænke store tanker og afskrive klassekampen bag trygge betonmure ude på RUC.

Klasse..... - hvad for for noget? Død er den. Udspillet sin rolle. Begravet i avispapir. Svigtet af sine egne. De få tilbageværende nostaltiske tilhængere er i en sørgeligt skrøbelig forfatning...

....Alligevel udsuges vores velfærd dag for dag. Alligevel stiger uligheden i verden dag for dag. Alligevel tilbageholdes enorme skattebeløb til støtte for bankerne. Alligevel undermineres vores pensionsopsparinger. Alligevel er der nogen, som dig Peter Nielsen, der høster et anerkendende nik fra deres principal, for atter engang at erklære klasskampen for død.

....og atter engang vil et spøgelse gå gennem Europa!

selv hvis bønderne og arbejderne i danmark er blevet for sløve mht. klassekampen fra deres side ( og for flittige til at arbejde for kapitalister ) så er der jo altså temmelig mange andre bønder og arbejdere internationalt.

desuden er klassekampene i fuld gang og har været længe, men desværre mest fra oven og ned.
for så vidt fra venstre, nemlig partiet venstre.

Selv inden for Europas grænser findes et meget stort og økonomisk skrøbeligt (post)proletariat...

....efter krise kommer afsavn ...og afsavn vil udvisker de medieskabte falske klassemodsætninger.

Socialismen opstod ikke ud af ingenting. Den opstod af en kontekst.

En majoritet af folket skal have det dårligt nok, før de rejser sig. Men det kan sagtens ske igen. Der er tydelige tegn på, at kapitalismen er i bevægelse, og allerede fører den klassekamp i det skjulte, som de ikke tør erklære åbent.
USA er største slagmark lige nu.

"Der er heller ingen bagvedliggende sandhed eller objektiv essens, der kan fremkalde klassekampen som dominerende social dynamik."

Sikke noget sludder

om engel's artikel: naturforskningen i åndeverdenen:

åndernes magt ?

klassekampen i medieverdenen og i

åndeverdenerne ?

naturforskningen i medieverdenen

og i åndeverdenen ?

vi proletarerne kæmper videre,

selv hvis vi udsættes for 1984agtige og fagre nye verden - modtiltag

husfruer og husmænd

tingerier

kommer i nu i husfruer ?

kommer i nu i husmænd ?

eller er i taget til l.a. ?

Thomas Robinson

Det er jo ikke længere et industrisamfund vi lever i og derfor kan det ikke forventes at de klasse identiteter der fandtes dengang findes nu. To marxistiske begreber jeg synes kan bruges er falsk bevidsthed og fremmedgjorthed.

Reality tv, tivolificerede underholdning, tabloid nyheder, hjernedøde og komplet latterlige reklamer med talende mad og dansende biler blevet opium fra folket. Store dele af landet er fanget i en falsk bevidsthed om hvordan det hele ser ud. Peak oil, gamle befolkninger, inflation, fødevarekrise, gældsbomber, global opvarmning, krig og uro kan ikke ignoreres længere, men politikere ændrer sig først, hvis de føler at det er noget der optager befolkningen. Folk er blevet fremmedgjorte fra den virkelighed de lever i.

De næste 20 år bliver helt ulig de sidste 20, og hvis ikke man begynder at indstille og forberede sig derpå, så bliver det noget rigtigt ****. Hvis folk ikke er forberedt på at det bliver hårdt, så bliver de så meget desto mere sure når virkeligheden banker på døren.

Politikerne arbejder efter præmissen at det er business as usual, at økonomierne kommer til at være som før, at globaliseringen vil fortsætte ufortrødent. De ændrer sig først, når de får en fornemmelse af at borgerne i landet ikke længere tror på den fortælling. Vismændene har jo talt deres tydelige sprog: hvis tingene fortsætter som nu, så vil Danmark gå statsbankerot inden for 15-20 år! Jeg fatter ikke at folk ikke er ved at gå grassat over at der ikke er udskrevet valg, så man kan komme igang med at lave politik, frem for dette dødvande og positionering for magten. Der er en tidsindstillet (matematisk) bombe der tikker derudaf for energi, befolkningssammensætning og gæld, mens bombefolkene skændes om hvem der skal afmontere den. Musikken spiller vitterligt videre mens Titanic stryger til bunds!

Søren Kristensen

Arbejderklassen døde af velvære efter at have sejret ad helvede til og siden har kampen stået mellem den kreative klasse og rosset. Der er både arbejdere og direktører i begge lejre. Det hander således ikke længere om hvad der står på din lønseddel, men om hvad du bruger pengene til. Vis mig hvad du køber og jeg skal sige dig hvem du er eller med andre ord: "Kender ud typen?" Dog skal man ikke være så blåøjet at tro det går helt uden penge, for det gør det ikke. Pengene er bare ikke nogen garanti for et lykkeligt liv - længere. Det er eksempelvis "Bonderøven" et udmærket eksempel på, selv om han sikker også har lidt på kistebunden, hvis man går ham efter i sømmene; den sociale arv antager jo mange former og den bedste forudsætning for succes er at anskaffe sig nogle fornuftige forældre (læg mærke til at der stod fornuftige og ikke rige forældre). Når det er sagt så er det selvfølgelig altid sjovere at være rig og dum end at være fattig og dum, hvis det er med den på. Men klassekamp som vor (røde) mor lavede den? Lige nu er det vist mere alles kamp mod alle. Ligesom i X-Faktor, hvor de allesammen er gode venner - backstage.

Dorte Sørensen

Tak for den kommentar håber at den kan være med til at skabe en god debat.

PS: Så DR2 s Debatten i går hvor det var Asger Aamund og Inger Støjberg, der leverede de mest ukorrekte og dårligste argumenter. Tænk at Aamund ville være bekendt, som det første at komme med en salut mod Ole Sohn Ligeledes var Inger Støjbergs råd til de ledige om at søge bredt helt ude i hampen. Ligeledes glemte Inger Støjberg at sige at det var OVK flertallet ,der havde indført de nye aktiveringsregler, der havde givet mulighed for de meget ”farverige” og omtalte aktiveringsprojekter. Inger Støjberg tog i stedet æren af disse projekter nu var stoppet.

Altså, det er for tidlig at afskrive klassekamp, og det er der rigtig mange grunde til.

Hvis akademikere og arbejdere én dag finder fælles platform, idet de indser at de er afhængige af hinanden kommer der ubestridelig skred i dette lands samfunds struktur.

Man skal også huske på, at akademikere er mestendels lønmodtagere og ganske mange af disse går for lud og koldt vand. Blandt andet, fordi de har kortvarig projektansættelse. Endvidere kan ganske mange af disse ikke finde job og ydermere hvis de endelig finder job starter disse med utrolig ringe startløn. Og alt dette kender jævne arbejdere også til, og disse to grupperinger har i virkeligheden meget mere til fælles end man umiddelbart skulle tro.

Thomas Robinson

Jeg tror at industrisamfundet kan være på retur, idet olien stiger så meget at det bliver for dyrt at transportere ting hele vejen fra Kina. Begyndelsen på denne tendens er i gang nu, hvor containerskibene snegler afsted. Ikke nok med det, Kinesiske lønninger er stigende. Om 10-20 år når saudi ikke længere eksporterer olie vil transportomkostninger blive så voldsomme, at det bliver nødvendigt at producere tættere på hvor varene skal forbruges.

Vi kommer dermed på mellem-lang sigt tilbage til en økonomi hvor vi laver virkelige ting og lever mere lokalt. Jeg kan anbefale Jeff Rubins bog: "Why you world is about to get a whole lot smaller - oil and the end of globalization"

Niels Engelsted

Siden 70'erne er der med udgangspunkt i USA foregået en dramatisk interessekamp mellem de finasielle eliter og deres tjenende ånder (hvortil jeg ikke regner Peter Nielsen) på den ene side og de vestlige landes middelklasse og arbejderklasse på den anden. De første er blevet meget rigere, de sidstes andel af nationalproduktet og realløn har været faldende. Man skal have været meget uopmærksom eller meget selektiv i sin læsning for ikke at have fået øje på det. Og slet ikke idag, hvor den almindelige befolkning i Irland, Grækenland, og nu også England, bliver ruineret for at betale bankernes og de riges fest. Jeg ved ikke hvad objektiv essens er, men det her er ihvertfald til at tage og føle på. Og faktisk er der også begyndt at komme store demonstrationer og protester, selvfølgelig. Kald det klassekamp eller noget andet, det er virkeligt. Hvis jeg var Peters lærer ville jeg sige: Du har utvivlsomt en god pointe, så måske skulle du prøve at skrive det igen.

Thomas Struer

Socialismen er jo ikke national, men global, det synes jeg lige Peter Nielsen glemmer. Der er stadig milioner af arbejdere, der stadig bliver udnyttet.
Jo der er så sandelig meget at gøre endnu.
Mvh

Esben Bøgh Sørensen

Peter Nielsen, er vi ikke snart kommet ud over den postmarxisme du her forfægter? Indenfor den akademiske verden, som du selv er den del er, er vi så småt begyndt at bevæge os hinsides postmarxismen. Personer som E.O. Wright, L. Panitch, F. Jameson, D. Harvey og A. Callinicos er eksempler herpå. Et af de mest radikale opgør med hele den poststrukturalistiske konstruktion som sådan finder vi hos Zizek. Hvad du kalder det "før-marxistiske" spøgelse, er det poststrukturalistiske spøgelse der konstant titter hovedet frem i dit indlæg. Dit begreb om den "klassiske marxisme" er desuden dybt problematisk, hvad du formentlig også er klar over. Lad os ikke hænge fast i post- fantasmer, men i stedet diskutere klassekampens udtryksformer. Klassekampen forsvinder ikke, men antager forskellig form, en slags klassekampens fænomenologi.

Thomas Robinson

@Espen Bøgh: enig, det var også mit grundlag for at understrege falsk bevidsthed og fremmedgørelse som begreber der stadigt kunne benyttes fra den epistemologiske tradition. Disse gør sig i al fald gældende i fraværet af kritik.

Her må man iøvrigt sige at mens klassesamfundet som vi forstår det fra den industrielle tidsalder ikke er mere, så kan man dog ikke betvivle at der er nogle i samfundet der har visse privilegier, mens andre ikke har dem. F.eks har jeg ikke ikke det privilege at kunne diktere loven til en minister, når jeg vil gennemtrumfe nogle fordele for mit firma:

http://politiken.dk/politik/ECE691634/danske-bank-dikterede-bankpakke/

Lars Peter Simonsen

Jeg synes Information skulle holde sig for god til i den grad at promovere blå bloks forsøg på at erklære klassekampen som unødvendig og død....

Lars Peter Simonsen

Jeg synes Information skulle holde sig for god til i den grad at promovere blå bloks forsøg på at erklære klassekampen som unødvendig og død....

Lars Peter Simonsen

Jeg synes Information skulle holde sig for god til i den grad at promovere blå bloks forsøg på at erklære klassekampen som unødvendig og død....

Anne Marie Jensen

Esben Bøgh

Du har vist mere ret end du formodentlig aner (med mindre du ved hvem Peter Nielsen er).

Manden er lektor på RUC, er forkæmper for lige præcis det du kalder postmarxisme og poststruktukturalisme. Min bror har haft ham som underviser og blev indført i denne teorigren gennem særligt Michael Hardt og Antonio Negris værker. Det kom der nogle pænt far-out analyser og projekter ud af. Ikke mindst i lyset af den vægt der lægges på videskabsteorien, der i det domæne er helt på LSD. Det er tilsyneladende nærmest tabu at tale om klasseinteresser og klassekamp i de miljøer, men til gengæld god latin at kaste om sig med den slags ord og begreber, du i dit indlæg studser over.

Problemet er at den iflg PN og co korrekte og opdaterede post- og neo-"marxisme" simpelthen fortoner sig i ultraradikale filosfiske - næsten metaforiske - metateorier, som meget få mennesker i det hele taget besidder det nødvendige akademiske begrebs- og analyseapperat til at få et eller andet ud af. Hvilket igen betyder, at man i den slags kredse ofte begynder at kaste sig over de mest utrolige pseudo-problematikker i længsel efter at udpege sprækker i kapitalismen og muligheder for "multituden" for at udøve "biopolitisk modmagt". Hvilket betyder noget i retning af at man ('man' = multituden ≠ ikke arbejderklassen, men en "mangefarvet flerhed af subjekter med alle mulige interesser og begær") skal blive netværksaktivist og drøne rundt i Vestens metropoler og lave riots for at tage magten over "byen som fabrik" og således udenom (de udemokratiske og meget patriarkalske og hierarkiske partier og fagforeninger).

Ok, jeg har også læst nogle af Hardt og Negris ting og finder særligt deres analyse af den vedvarende krigs- og undtagelsestilstand (neo-imperialismen = "Empire") vældig interessant og rigtig. Men mest af alt har de - og flere lignende teoretikere - bidraget til en ny generation af akademisk produktion af teser og postulater af ofte ret uforståelig og desværre også ofte decideret forvrøvlet og u-marxistisk art.

Helt ærligt, wtf?

Det her skal ikke ses som et angreb på Peter Nielsen, slet ikke. Jeg kender ham ikke personligt. Jeg synes bare det helt overordnet virker problematisk, at den slags skulle udgøre det for fornyelse og nytænkning på venstrefløjen.

Det er sådan set nok også det en del kritikere på venstrefløjen mener, når de siger at der er gået for meget akademiker og djøficering i den. Peter Nielsen er rent faktisk også rådgiver i Enhedslisten under resortområdet 'politisk økonomi, kan man læse sig til på partiets hjemmeside. Og der kan han sikkert bidrage med meget godt, men samtidig må man da håbe, at listens politikere kan deres marx og klasseanalyse godt nok til at abstrahere fra verdensfjerne betragtninger som "Klassekampen hører til i det 19. århundrede. Den er død og kan ikke genoplives. Det mislykkedes i 1970’erne og er umuligt i dag."

Som et lille PS kan det jo tilføjes, at arbejderklassen ikke kun findes på fabrikker, og at klassekampen er særdeles virkelig. Man kan eksempelvis se hvad der sker i Wisconsin for tiden. Det får globale følger, bare vent og så. Og det sker faktisk også i noget mindre skala herhjemme lige nu:

http://www.arbejderen.dk/artikel/2011-02-25/csc-hyrer-strejkebrydere

http://www.prosa.dk/aktuelt/nyhed/artikel/csc-varsler-lockout-af-136-pro...

Peter Nielsens forståelse af klassisk marxisme og før-marxisme er udtrykt i hans konklusion, hvor det er faret ham i pennen at: »Klassekampen er enten usynlig, eller også går den i opløsning«.

Det er den marxistiske grundantagelse at alle tidligere samfunds historie er klassekampens historie. Og det bliver selvklart vanskeligt at være en del af denne kamp hvis den er usynlig og helt galt hvis den ydermere går i opløsning.

Det var marxismens fortjeneste at sætte ord på klassekampen og på klassesamfundene. Indtil Marx samfundsanalyse så dagens lys, havde klassekampen været usynlig. Ikke at klassebegrebet ikke havde været anvendt af tidligere magthavere, økonomer eller dagbladsudgivere. Men at klassekampens betingelser var bestemt af samfundenes økonomiske udvikling var usynlig.

Hvis man i dag ikke ser på de kapitalistiske samfunds økonomiske udvikling, men mestendels på deres fremtrædelsesform, så er det man lander på »mediekulturen« eller mantraer som »videnssamfund« og »globalisering«.

Selv om menneskerne ikke er bevidste om deres klassetilhørsforhold, foregår klassekampen i samfundene alligevel. Den herskende klasse fører klassekamp hver dag. At »mediekulturen« for tiden fører til bevidstløshed er en del af denne kamp og dens betingelser.

Peter Nielsen har ret i at den hedengangne arbejderidentitet er så godt som død - og for tid og evighed, fordi vores samfund med tiden er blevet så mangeartet, at ingen mennesker længere er så ens, så de kan bygge hele deres identitet på deres indbyrdes sammenhold.

Peter Nielsen glemmer dog at selve det økonomiske aspekt i klassekampen er intensiveret som aldrig før. Flere og flere flytter deres stemmer fra højre- til venstrefløjen i frustration over tingene går så dårligt.

Men såvel som i gamle dage som i dag er virkeligheden præget af, at befolkningen individuelt lider af en dårlig politisk bevidsthed om hvilket endemål vi ønsker og at vi faktisk kan nå dertil gennem egen styrke. Dertil har intet forandret sig;

og det ligger meget godt i tråd med Søren Kristensens notits om at der faktisk findes arbejdere og direktører i 'begge lejre'. Med andre er klassebegrebet ikke længere så tydeligt og skarpt opdelt, som det historisk har været engang. Vi har både røde konservative og blå socialdemokrater, racistiske arbejdere og indvandrerelskende akademikere.

Spørgsmålet er så, hvordan vi relancerer denne kamp? Kim Ingemann fra Modkraft kommer, gennem en anmeldelse af Jakob Mathiassens bog Beton, efter min mening frem til et godt bud. At selv om vi er arbejdere, må vi mødes og lave ad hoc-alliancer på tværs af konkrete kampe i fremtiden, frem for at spille på vores fælles identitet, der selvsagt ikke rigtig eksisterer mere.
http://modkraft.dk/sektion/modkultur/article/dystre-historier-fra-skurvo...

Og tilgift med ovenstående må vi arbejde for at genrejse troen på vores direkte aktion og solidaritet som det stærkeste våben. Dette tror jeg bedst sker gennem en omfattende demokratisering af samfundet, der starter fra neden og op. Vi skal starte i vores egen hverdag og begynde at skabe eller reformere de demokratiske strukturer til at tildele mere direkte indflydelse til det subjekt, strukturernes magt omfatter. Konkret kan man arbejde for at afskaffe hierarkiet og tildele folk tidsbegrænsede mandater i stedet for, begynde at redegøre for alle sine beslutninger og opbygge et forum og fællesskab, hvor alles meninger har lige stor vægt. Hvor formandsskab og bestyrelsesposter er ligegyldige.

Gennem stigende demokratisk bevidsthed har vi nøglen til samfundsbevidste borgere. Stigende velfærd, men uden indflydelse er ikke ensbetydende med et politiseret folkefærd. For at gøre vores drømme om lighed og retfærdighed til virkelighed, er vi nødt til at gøre begge dele. Og det kan til tider være en lang og sej kamp.

Vi får ikke socialisme før flertallet i befolkningen er indstillet på det og ved hvad det indebærer: at de selv må begynde at tage større ansvar for deres egen hverdag, stille krav og kæmpe aktivt for de ændringer, de gerne vil have indført. Ikke noget med socialdemokratiserede pampere i en kommunalbestyrelse, der omklamrer nogen.

Den daglige umyndiggørelse er det der gør os til destruktive, apatiske mennesker, hvilket Jakob Mathiassen også indirekte påpeger i sin pjece Syndikalisme i Danmark? fra 2007. Et centralt emne i den politiske debat som ingen i hverken den røde eller blå lejr nænner at sætte fokus på: et opgør med den ødelæggende centralisme, der træder os alle sammen (og især Udkantsdanmark) under fode. Afstanden mellem hinanden - både socialt og kulturelt - kunne gøres meget kortere i opgøret med disse principper. Og forhåbentlig kickstarte en ny, omfangsrig social bevægelse?

(Thomas Struer har nævnt at socialismen er global, så denne tekst skal kun ses efter danske forhold. Kun få af de rigeste lande i verden, såsom Danmark, slås med disse identitetsmæssige problematikker. Langt de fleste steder på jorden har de endsige aldrig eksisteret eller været bygget op. Arbejderklasse som kulturfænomen er hovedsageligt et industrielt - og vestligt - fænomen.)

Lars Jorgensen

Hver fugl må synge med sit næb... Lektorens lillebitte pip...

Lektoren er realist og totalt ude af stand til at tænke udover de givne.

Han er åbenbart heller ikke inde i kategorierne - klassekamp har per definition to sider.

At kapitalister i næsten uhørt højj grad i dag - som for hundrede år siden - sidder på medieverdenen og kontrollerer, hvad der er 'realistisk' (herunder om der findes en arbejderklasse og en klassekamp) har blot også styret den realistiske lektors verdenssyn.

Han er en nyttig idiot for magthaverne i deres klassekamp og arbejderundertrykkelse. Man kunn opregne en del af Marx' pointer, der ville spidde Lektorens analyse. (Gid Curt Sørensen gad det...)

Fx at de herskende ideer er de herskendes...
At historien (nu igen) er slut...
At det handler om at kæmpe og at det handler om praksis...osv. osv.

Alt sammen noget som lektoren vil finde forpasset, urealistisk og fejlagtigt.... Alt sammen noget som viser, at lektoren tænker i de herskendes kategorier...

Curt Sørensen

I 1990 udgav 'Socialforskningsinstituttets Erik Jørgen Hansen en udmærket lille bog med titlen: 'Den maskerede Klassekamp'. Hans hovedteser var 1) at klassekampen stadig var i kraft, men 2) at den var maskeret og 3) at den eensidigt blev ført ovenfra og nedefter.
Siden 1990 har vi så fra og med krisen i 2008 oplevet at finansfolk, erhvervsledere, 'eksperter', mainstream økonomer, medier, og toppolitikere over hele Europa har søgt at vælte omkostningerne ved den krise de selv har skabt, og som de har tjent på, over på den almindelige befolkning i form af nedskæringer i den offentlige sektor, løntryk, beskæring af arbejdsløshedsunderstøttelser og pensioner, brugerbetaling o.s.v. . Alt sammen under dække af en ideologi om 'neutrale, nødvendige foranstaltninger. Staterne er forgældede, siger man. Men hvem er i grunden kreditorerne?
Vi har også set hvorledes befolkningerne over hele Europa, i land efter land, rejser sig i protest. Vi kan til Erik Jørgen Hansen's tre teser føje en fjerde: 4) de underste lag, arbejderne, lønmodtagerne bredt, de arbejdsløse, pensionister, studenter er begyndt at forsvare sig og kæmpe tilbage.Der foregår i disse år en enorm klassekamp lige for øjnene af os.
Men hvad siger den lærde akademiker? Jo, han fortæller os , at arbejderne har skuffet ham. En analyse og en filosofi som han bygger på postmodernistiske 'dybsindigheder' a la Hardt & Negri .
Så var der sandelig mere kritisk bid i gamle Marx, og analytisk kraft hos neo-marxister som David Harvey, Alex Callinicos og Ellen Meiksins Wood..

Anne Marie Jensen

Tusind tak for det indlæg Curt Sørensen. Og tak for anbefalingen af Callinicos og Wood.

Glæder mig til at læse flere af dine bidrag fremover.

Venligst
AM

Thomas Robinson

@Curt Sørensen (borgmester i svendborg?)

Jeg er helt enig med dig i din betragtning. Der er opstået en situation hvor en bestemt sektion i samfundet får privatiseret profitter og socialiseret tab. Hvorfor skal befolkninger bære denne risko, hvis ikke det var fordi de også kunne nyde et afkast. Jeg fatter helt ærligt ikke hvorfor befolkningerne finder sig i det lande hvor denne tendens er meget udpræget som Irland, hvor borgerne er taget gidsler at private bankers uhørte risikovillighed.

Men vi har jo mange af de samme problemer i Danmark, hvor store industrier har adgang til privilegier som små selskaber og almindelige borgere ikke har. Jeg har vitterligt lyst til at brække mig over det. Hvad er det nu man kalder det politiske system, hvor store industriinteresser og staten indgår en alliance??? Korporatisme aka.....? Det der er et endnu større fait accompli er at man har kunne sælge dette til store dele af befolkningen som liberalisme - intet kunne være længere fra sandheden.

Curt Sørensen

Til Anne Marie Jensen,

Tak for de venlige ord. Jeg skal gøre mit bedste, men jeg har desværre efterhånden utroligt svært ved overhovedet at komme til orde i Information. Avisen har åbenbart reserveret pladsen til folk som Martin Ågerup, Christopher Arzrouni o.s.v., folk der i disse år altid kommer til orde alle steder. Hele den hjemlige medieverden er enormt skævdrejet til højre. Den ene halvdel af det politiske Danmark har ikke en eneste avis og TV medierne er efterhånden nærmest propaganda kanaler for VKO.

Til Thomas Robinson,

Nej, jeg er ikke borgmester i Svendborg.

Til sagen: Du har helt ret i at den neo-liberalistiske orden er kendetegnet ved et tæt samspil mellem den store industri og finansinstitutioner på den ene side og staten på den anden , og at dette samspil vende den tunge ende nedad idet det , som du fint udtrykker det, privatiserer profitterne og socialiserer tabene. .

Thomas Robinson

@Curt (AAU?): Hvis man kigger på det i et Barringtoon Moorsk perspektiv, så resulterer dette jo historisk set i en eller anden form for fascisme. I stedet for "landed aristocracy" og state har vi "corporate interest" og state.

Som det er nu er middelklassen i Danmark jo fragmenteret og passiviseret. Den brede befolkning er ikke i stand til at italesætte problemer som: peak oil, sprawl, forsørgerbyrde, QE2, fødevarekrise osv. Tag sådan noget som inflation. De fleste er kun modtagelige pludsord som "vækst". Man har f.eks. i årevis rapporteret 2% inflation selv om det er åbenlyst i modstrid med hvad alle kan se i forhold til prisudvikling i el, fødevare, energi, forsikringer osv. Der er ikke noget at sige til at de inflationsregulerede budgetter i kommuner, hospitaler osv. ikke slår til når den reelle prisudvikling langt overstiger den regulering der er af budgetterne. Men alle køber NPM diskursen om manglende effektivitet.

http://harpers.org/archive/2008/05/0082023

Der synes at være en udbredt mangel på at almindelige mennesker efterprøver det de bliver fortalt. Kritisk refleksion. Sålænge det vedbliver med at være sådan, så er det jo klart at en bankpakke eller to samt favorabel skattelovgivning for de store selskaber vil være uden for almindelige menneskers forståelses horisont.

Thomas Robinson henviser ligesom Curt Sørensen til udenlandsk litteratur. Det synes jeg er udmærket, men for mit eget vedkommende forlod jeg skolen som 14-årig og har siden levet med efterslæb omkring det udenlandske.

At Information tilsyneladende ikke er interesseret i at bringe socialistiske synspunkter opfatter jeg blot som et skridt på vejen af den monopolkapitalistiske udvikling. Og når Information erklærer at avisen er uden partipolitiske interesser, kan man – med ryggen fri – ganske uforstyrret køre videre med Lykkebergs »kulturklasser« som vejviser i avisens valg af samfundsmæssige emner.
Det er selvfølgelig problematisk når vi alle har oplevet kapitalismens seneste krisenedslag, og Information trods dette ikke vil beskæftige sig med kapitalismens indbyggede modsætninger med Marx’ analyse af kapitalismen.

Som daglig læser, ville jeg gerne have kendskab til de anbefalede forfatteres værker, så det var måske en idé at fremsende fyldige anmeldelser af de pågældende, og måske rette opmærksomheden på et behov for oversættelser.

Thomas Robinson

Jeg arbejder med at oversætte, copy edite og korrekturlæse dansk forskning til publikation på engelsk. Det har helt sikkert påvirket mit perspektiv i en angel-saksisk retning, men jeg er jo heller ikke helt så dansk som mange kunne ønske sig. Mht kapitalismens krise, synes jeg David Harvey har nogle meget interessante analyser.

Anne Marie Jensen

Enig med Curt Sørensen i at Ågerup, Arzrouni m.fl. får uforståeligt megen plads og venstreorienteret kritik og samfundsanalyse er meget underprioriteret her i avisen. En skam.

Og for nu at vende tilbage til debatten om akademiske postmarxistiske og poststrukturalistiske analyser som bl.a. ovenstående artikel. Ikke alene forsvinder de åbenlyse klassemæssige problematikker ud af samfundsanalysen til fordel for nogle mere uhåndgribelige og ofte vildt abstrakte temaer.

Akademiske analyser og intellektuelle debatter lider på den baggrund ofte også under veritabel mangel på fokus og konkret indhold, hvilket igen har vist sig at lede til de mest far-fetched analyser og hjernespøgelser på den aktivistiske radikale venstrefløj.

Her tænker jeg særligt på det helt disproportionale fokus på gentrificering og det, man i miljøet vistnok kalder den kreative klasses neoliberale kolonisering af byrummet og den slags. Farligtfine floskler, der vist skal dække over, at man er sur over at fx forretninger med luxusvarer og smarte caféer fortrænger almindelige mennesker gennem huslejestigninger og socioøkonomisk eksklusion gennem udskiftning af beboersammensætningen.

Hvilket bl.a. har ledt til helt afsindige overreaktioner i de fleste europæiske storbyer, bl.a. i København, hvor Hyskenstræde blev smadret til ukendelighed for et par år tilbage under parolen undoing the city og lignende. Altsammen kommunikeret som antikapitalistisk netværksaktivisme og dybt inspireret af Antonio Negri's autonomia- og operaia-kommunistiske idéer og diverse postkonstruktivistiske analysemodeller.

Jeg faldt i den forbindelse forleden over et blogindlæg, der i fulde alvor agiterer for strejke og sabotage imod....

...ja hvad kan det mon være? Et multinationalt foretagende med relationer til den israelske besættelsesmagt? Militære institutioner? Mærsk...?

- svar: den årligt tilbagevendende og voldsomt populære festival for elektronisk musik 'Distortion'.

Ikke at der er noget galt i at se kritisk på kommercialisering af byen, men tendensen er desværre, at det hele ender i forkrampede forsøg på at få øje på noget der passer på denne her post- tilgang. Resultatet er en masse fortænkte og kringlede analyser og meget lidt konkret brugbar politik. Og desværre ofte at det hele bliver uforståeligt for de fleste andre end de indviede få - og ganske enkelt dybt grinagtigt og småpinligt, som eksemplet med musikfestivalen efter min mening er et eksempel på.

Det er sgu lidt trist at skulle skrive den slags som gammel anarko-socialist.

Lars Jorgensen

De sidste godt fyrre års politiske og intellektuelle udvikling i de vestlige samfund har generelt været en stor misere...

De fleste intellektuelle og politikere skabt i den periode er ikke klar over, hvor miserabel deres (a-) sociale tankegang er. At en journalist som Rune Lykkeberg har opnået status som en vigtig kritisk stemme siger - for os virkeligt indignerede - vist alt...
Tænk at man samtidig skal se en mand som Søren Pind som minister, mens repræsentanter for Dansk Folkeparti og en fladpande som Flemming Rose fra Jyllandsposten optræder på deadline som vigtige samfundsanalytiske tænkere og vigtige repræsentanter for 'danskhed' og 'tolerance' mv..

Virkeligheden overgår mareridtet. Det er en stor tragedie.

Jeg har arbejdet på at forstå og forklare nogle af de afgørende kausale årsagssammenhænge til vores (og andre vestlige samfunds) intellektuelle og politiske misere de sidste ti år. Forhåbentlig kan jeg snart bringe mig til at skrive noget færdigt og få det publiceret...

Ud af de kritiske kommentarer på informations sider - er jeg overbevist om, at mine analyser vil have en vis interesseret læserkreds...

Thomas Robinson

@Lars, Jeg havde en lignende overvejelse med i Weekendavisen (2011-01-07. - Ideer, s. 12 : ill. • 50: "Illusionen om det teknologiske fremskridt"), hvor jeg reflekterer over den åndelige fattigdom der er i vores tid og de illusioner vi har om fremskridt og udvikling. Man kan jo ikke være i tvivl om at mennesket nu om dage er fremmedgjort fra sit materielle grundlag. Kun en lille andel af befolkningen har en anelse om hvor deres mad kommer fra, hvordan den er lavet, ligeledes med energi, elektronik. Det hele er der bare magisk i forretningen - puff. I stedet lever folk virtuelle tilværelser, hvor alt er muligt i reklamer, film, serier osv. Man har mistet forbindelsen til virkeligheden som epistemologisk metermål. Derfor kan politikere og debatører også sige næsten hvad som helst, uden folk stiller sig tvivlende over det sagte. Folk er blevet passive rent åndeligt.

Bo S. Nielsen

"Jeg har arbejdet på at forstå og forklare nogle af de afgørende kausale årsagssammenhænge til vores (og andre vestlige samfunds) intellektuelle og politiske misere de sidste ti år. Forhåbentlig kan jeg snart bringe mig til at skrive noget færdigt og få det publiceret…"

Det tror jeg, vi er mange, der vil se frem til. Til tasterne, Jørgensen!

Thomas Robinson skrev bl.a.: »Man kan jo ikke være i tvivl om at mennesket nu om dage er fremmedgjort fra sit materielle grundlag. Kun en lille andel af befolkningen har en anelse om hvor deres mad kommer fra, hvordan den er lavet, ligeledes med energi, elektronik«.

Jeg synes ikke det er forkert hvad du skriver, men det materielle grundlag er ikke det du beskriver. Det materielle grundlag – i marxistisk forstand – er kampen med naturen. Under de herskende produktionsforhold er det arbejdet, arbejdet i produktionen eller blot lønarbejdet.

Det er denne fremmedgjorthed vi skal have opmærksomheden på, for det er her tingsliggørelsen (pengegørelsen) af den enkeltes arbejde sker – ikke i den arbejdernes reproduktionen.

I reproduktionen kan vi jo blot konstatere i hvilket omfang varernes pris er forenelige med vore indkomster. Det er ikke uvedkommende, men det socialistiske perspektiv ligger ikke her. Det socialistiske perspektiv ligger i organiseringen af produktionen.

A propos dagens venstrefløjskritik i Information omkring vækst og bæredygtighed: Er det grundlæggende menneskelige aspekt ikke synligt til stede i de politiske partiers fremtræden og politikformulering.
Det er uklart om det er udtryk for dybere erkendelse eller samfundsforståelse – eller blot et kuriosum – at Enhedslisten er blevet indbefattet i Informations »venstrefløj«.

Hvis jeg skal forstå avisens vinkling omkring økologi, bæredygtighed og teknologifiksering som noget positivt, kan vi måske på denne måde nærme os en forståelse af klassesamfundet og dets indbyggede modsætninger.

Thomas Robinson

Nu var det ikke et forsøg på at lave en beton-marxistisk analyse, da jeg ikke er ikke Marxist. :) Det var nok bare sløset skrevet.

curt sørensen skrev:

de underste lag, arbejderne, lønmodtagerne bredt, de arbejdsløse, pensionister, studenter er begyndt at forsvare sig og kæmpe tilbage.

---------

semiotik, semiologi kan jo for ofte være for abstrakte, nogle tegn er ellers værd, også for hver af vi mange, at tænke på:
de / vi mange's often bliven udsat for nogle tegn, som er tegn på noget:

på mange arbejdspladser erfarer arbejderne jo også tit nogle tegn: at folkestyret åbenbart standser ved fabriksporten.

og et andet tegn:

at man f.eks. skal melde fra hvis man ikke ønsker at modtage reklamer, i stedet for at melde til hvis man vil have reklamer, den daglige irritation hos mange, det ofte giver, er et påmindelsestegn,
( hvis nogen skulle have glemt det, hvad næppe mange har ) om at det liberalisterne mener med: personlig frihed, næppe kan være de mange ( s.k. )jævne mennesker's frihed, den slags irriterende påmindelsestegn ( som så i det mindste påminder de mange om at også de har gode grunde til at føre klassekamp, når de tænker sig til årsagerne til de tegn ) er der mange af.