Kommentar

Konflikten i Vestsahara er nem at løse

Hvis blot det internationale samfund ville lægge pres på Marokko, kunne besættelsen høre op, og Vestsahara få sin selvstændighed
28. marts 2011

»Jeg kan ikke lide, at Vestsahara kaldes 'en glemt konflikt',« fortæller Konstantina Isidoros mig. »Hovedpointen er, at Vestsahara-konflikten er meget nem at løse, men at ingen løser den. Begrebet er bare med til at forlænge konfliktens 'glemthed', og nyhedsmedierne glemmer dermed, at Vestsahara faktisk er en varm geopolitisk kartoffel, hvor USA og Frankrig slås om at opnå regionalt overherredømme og få adgang til landets naturressourcer med Spanien sprællende midt imellem«.

Konstantina Isidoros er ph.d.-studerende på Oxford University, men bor det meste af tiden i Sahara-ørkenen, hvor hun laver antropologisk og politologisk research om Vestsahara.

Marokko har holdt den mest ressourcerige og frugtbare trefjerdedel af Vestsahara besat i 35 år og har brutalt holdt landets oprindelige befolkning, saharawierne, nede. Mange af saharawierne, der ikke bor her, bor derfor i de lejre i den algeriske del af Sahara, som de flygtede til under den Marokkanske invasion i 1975.

Selv om Konstantina tilbringer det meste af sin tid i disse lejre, insisterer hun på, at hun hverken støtter saharawierne eller Polisario, som saharawiernes nationale befrielsesbevægelse kaldes. Hun siger, at hun blot accepterer Den Internationale Domstols dom, der stadfæster, at Vestsahara ikke tilhører Marokko, og at saharawierne derfor bør have råderetten over deres land.

Men har Konstantina ret, når hun hævder at Vestsahara ikke er en 'glemt konflikt'.

Første opstand

I Danmark har der været voksende fokus på konflikten, især i forbindelse med Marokkos brutale rydning af Gdeim Izik-lejren, hvor over 10.000 saharawier protesterede imod Marokkos besættelse af deres land. Det affødte spørgsmål til ministre og artikler i dagbladene, i radioens P1 og i Amnestys medlemsblad.

Og Konstantina fremhæver netop Gdeim Izik som bevis for, at verden ikke har glemt Vestsahara.

»Gdeim Izik var faktisk den første opstand i den nuværende demokratiseringsbølge, der fejer igennem den arabiske verden,« siger hun.

En analyse, hun deler med Noam Chomsky, som har argumenteret for noget lignende i interviews til BBC og Democracy Now.

»Siden Marokkos brutale
raidpå Gdeim Izik i november er de store mediehuse begyndt at dække konflikten,« fortsætter hun.

»En skuffende undtagelse er dog al-Jazeera, som har base i Qatar, hvis konge tilsyneladende ikke tillader skadelig nyhedsdækning af et andet kongedømme i regionen.«

Konstantina nævner også sidste måneds 35-års jubilæum for saharawiernes eksilregering, Saharawi Arab Democratic Republic, der administreres fra flygtningelejrene nær Tindouf i den algeriske ørken, som et andet bevis på, at Vestsahara ikke er glemt.

»Jubilæet i Tifariti havde deltagelse af mange højtstående og betydningsfulde politikere, ngo'er, universitetsfolk og mange andre udenlandske grupper,« siger hun. »Saharawierne afholder mange forskellige jubilæer hvert år, og disse events fremstår som vigtige symbolske og politiske bekendtgørelser til omverdenen. Så jo, verden lytter skam.«

Ensidig dækning

Men hvis verden lytter, hvorfor handler den så ikke? Ifølge Konstantina Isidoros skyldes det, at de lande, der har magten til at presse Marokko og til at løse konflikten — hovedsageligt USA, Frankrig, Spanien og Storbritannien — kun lytter til den Marokkanske side af sagen, og at de i øvrigt er ganske tilfredse med den finansielle og strategiske status quo.

»Igennem de seneste 35 år har Marokko opbygget en sofistikeret propagandamaskine og herigennem formået at få USA og Frankrig (der begge er permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd,
red.), til at undlade at kritisere sine gentagne overtrædelser af international lov. Marokko besvarer simpelthen enhver udfordring af legitimiteten af landets besættelse af Vestsahara med aggressivt hysteri. Marokko ville aldrig have kunnet slippe af sted med dette uden hemmelige geopolitiske aftaler med Spanien, USA og Frankrig, næret af disse landes grådighed efter Vestsaharas ressourcer,« insisterer hun.

Håbet ligger derfor i, at saharawierne, og de, der sympatiserer med dem og deres sag, kan skabe tilstrækkeligt med medieomtale, sympati og handling til fordel for saharawiernes sag, så regeringerne i disse nøglelande presses til handling.

»Der er faktisk en dyb afgrund mellem, hvad regeringerne og befolkningerne mener og gør i forhold til Vestsahara,« siger Konstantina. »Den nuværende spanske regering støtter regimet i Marokko, hvorimod størstedelen af spanierne har en lang tradition for solidaritet med saharawierne. USA handler ud fra sine sædvanlige magtrelaterede interesser, men der er samtidig mange inden for den amerikanske akademiske verden, der beskæftiger sig med konflikten.«

Men medierne i andre af nøglelandene dækker enten ikke konflikten, eller også dækker de den meget ensidigt. > »Frankrigs forhold til Marokko er følelsesladet på grund af deres kolonisering af landet indtil 1966,« siger Konstantina. »Ledende franske politikere og eliten har ferieboliger i Marokko, og Marokko har charmeret Frankrig i en sådan grad, at mediedækningen i de Franske medier er ensidigt pro-marokkansk.

»Storbritannien har ingen historie i regionen, og undlader derfor at beskæftige sig med Vestsahara. Den britiske befolkning kender for de flestes vedkommende ikke til konflikten, selv om man kan se en stigende interesse og åbenhjertighed for Vestsahara-spørgsmålet i landets parlament og blandt ngo'er samt i det akademiske miljø.«

Ifølge Konstantina Isidoros skiller Skandinavien sig dog ud. »I de skandinaviske lande er der større sammenhæng mellem, hvad politikerne og befolkningen mener på grund af den forholdsmæssige store viden om Vestsahara-konflikten i både landets parlamenter og i befolkningerne.«

Værdighed

Konstantina er sikker på, at hvis statsoverhovederne i Vesten — især i USA, Frankrig og Storbritannien — tog sig tid til at lytte helhjertet til saharawierne, ville de måske ombestemme sig og i stedet arbejde for Vestsaharas uafhængighed. Det er i hvert fald, hvad mange almindelige mennesker rundt om i verden opfordrer dem til, siger hun.

»Jeg ville ønske, at verdens ledere ville besøge saharawiernes flygtningelejre nær Tindouf. Så ville de se, hvordan beboerne her holder på deres ret til selvbestemmelse og uafhængighed. De ville se, at lejrene her overhovedet ikke passer til det billede, som marokkanerne prøver at tegne, bl.a. via hundredvis af propagandahjemmesider. Det er netop derfor, at saharawierne har så mange venner over hele verden, og derfor, at så mange udlændinge bor i lejrene året rundt. Vi gør det, fordi menneskene her lever i anstændighed og værdighed, og fordi deres sag er en retfærdig sag.«

Peter Kenworthy er cand.scient.soc. i internationale udviklingsstudier og leder af Afrika Kontakts Vestsahara-gruppe

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Ole Kvint

Saharawierne levede oprindeligt i tre stater, delt af lige linjer lavet af fremmede på et skrivebord. Og hele det sydlige Vestsahara var ødemark.