Kommentar

Kulturperler tager ikke skade af genbrug

Punken brød med alle autoriteter. Derfor er det absurd at forlange, at X Factor-deltagere i ærefrygt skulle afstå fra at spille punkklassikere
Punken brød med alle autoriteter. Derfor er det absurd at forlange, at X Factor-deltagere i ærefrygt skulle afstå fra at spille punkklassikere
19. marts 2011

Kære Henrik! Du bogfører X Factors fremførsel af Joy Divisions »Love Will Tear Us Apart« som et eksempel på vores samfunds kulturrelativisme (læs Henrik Martals indlæg som startede debatten her). Du påpeger, at vi med dette kontekstløse kultursyn vil komme til at »udvande enhver snak om værdier og kunstnerisk kvalitet.« (Politiken 14. marts).

Derudover taler du om, at Pernille Rosendahl, der valgte, at nummeret skulle fremføres af tvillingerne Rikke og Trine, på en eller anden måde har forbrudt sig mod en helligdom. Jeg må blankt erkende, at jeg er målløs over din naivt overraskede reaktion på, at en moderne klassiker optræder i et underholdningsprogram.

Som om problemet lå der. Som om samfundets kulturrelativisme emanerer fra X Factor. Som om brugen af et nummer, hvis betydning står stærkest for sådan nogle som os - en lille flok af selvudnævnte musikkendere og musikere – overhovedet kan trivialiseres ved at blive udnyttet, voldspillet, gennemhullet og misbrugt.

Som om.

Ægthedsgespenst

Man føler sig hensat til en fortærsket diskussion der, ærlig talt, er so last century, nemlig den om høj og lav kultur. Og selv om du på mange måder er fortaler for netop at afskaffe kultursnobberiet og skellet mellem pop og kunst, er dette altså præcis samme diskussion, forklædt som en kamp for et af musikkens mest forfærdelige gespenster: ægtheden.

Jeg hører ekkoer af åndssvage anglofile musikbranchebegreber som sell out, credible, true, real, fake, indie, mainstream ... En hel floskelpark af bedagede begreber, som kun i dag hører hjemme hos netop os, de bedrevidende musikkendere, eller de teenagere, der tror, at det er sådan, man elsker musik; med livrem og seler.

Sagen kort

Informations kulturblogger Henrik Marstal skrev 9. marts et indlæg, hvor han kritiserer musikvalget i DR-programmet ’X Factor’.

Det falder ham især for brystet, at generationshymner som Joy Divisions ’Love Will Tear Us Apart’ bruges i underholdningsprogrammet. Ifølge Marstal er der tale om et nummer ’med en følelseskraft, der har sikret det en særlig betydningsfuld plads i musikhistorien’.

Marstal beskriver valget af nummeret som katastrofalt, og han opfordrer hende til at vise almindelig anstændighed: ’Åh Pernille, Pernille, hvad tænkte du dog på? Havde du fuldkommen glemt, at der er noget, der hedder pli?’

I hans øjne bør programmer som ’X factor’ være mere omhyggelig med ikke at skænde så centrale dele af vores kulturarv.

Klinger hult

I dit indlæg på information.dk refererer du til historien bag nummeret, bandets tragedier og forsangerens alt for tidlige selvmord. Det, der gør nummeret for ægte til X Factor. Som om denne historie gør, at vi skal gå på listefødder omkring eftermælet. Men hvilken disrespekt det ville være! At bruge fløjlshandsker, når vi behandler et stærkt og voldsomt stykke funklende, udødelig kunst?

Ian Curtis' selvmord har helt ærligt intet at gøre med »Love Will Tear Us Apart's« kunstneriske (u) hellighed. Det er jo et forfærdeligt og bagstræberisk argument, der ville tvinge os til at kanonisere INXS, Iron Maiden cover-sangeren Anton Maiden, Sparklehorse osv. Og nej, gu skylder Pernille Rosendahl og Rikke & Trine ikke de ømme Joy Divisionfans en undskyldning.

Der er ingen grund til at frygte, at glade amatører risikerer at ødelægge det smukke i stor musik. Musikscenen er bred nok til de utrænede og de topprofessionelle
Læs også

Det klinger lige så hult, som når Michael Jacksons millioner af sørgende fans proklamerer, at vi skylder ham - personen - vores andægtighed. I virkeligheden virker det, som om de er bange for, at musikken ikke vil overleve skandalen. Ligesom du virker ræd for, at »Love Will Tear Us Apart« ikke vil bibeholde sin indforståede magi efter Rikke & Trine.

Begge skrækscenarier er i den komplet uden grund i virkeligheden. Der er ingen tvivl om, at Michael Jacksons tidsløse mesterværker vil blive stående, når plastiknæser og overdoser er glemt. Tror du ikke, at Joy Division vil overleve samme - meget mindre - syndflod af overgreb? Det værste, vi kan gøre ved Joy Divisions eftermæle, er at sanktificere dem.

Bandet kom, som du selv skriver, for helvede ud af postpunken! Helligdommene skulle udraderes. Selv holocaust - udslettelsen af millioner af mennesker - blev taget ud af konteksten og brugt som navn til et rockorkester! Snak om helligbrøde, blasfemi, kontekstløs respektløshed! Hvor er det dog et kulturens nådesløse nederlag, hvis Joy Division ender med at være en urørlig del af det fornemme selskab.

Svær at kvæle

Nu fortæller du, at det er faldet dig og andre for brystet, at nummeret er blevet en del af popkulturen. Well, jeg har svært ved overhovedet at orientere mig i dette spejlkabinet af misforståelser og vrangforestillinger.

For man kan ved gud ikke være en del af popkulturen, uden at popkulturen gør med en, hvad den vil. Det er en dyrekøbt historisk erfaring, der har sat sit præg på dette århundreds udhulede mytebyggeri. Og halvfemsernes ørken af lo-fi og indie og anti-mainstream musik gjorde ikke andet end at bevise, at musikken ikke bliver bedre af, at færre lytter til den.

Lad os tale om kulturrelativismen. Om værdierne. Om hvorvidt noget er bedre end andet. Om hvorvidt vores kultur er grå og udvasket og mangler mytiske fyrtårne, der tør oplyse det mørke, vi famler os igennem. Ja tak. Men misforstå ikke din egen fornærmethed over, at arveguldet bliver rørt med en kulturel krise.

Faktisk lavede den kønne, glatte og hæse Paul Young en coverversion af »Love Will Tear Us Apart« allerede tre år efter Ian Curtis' død. Den er komplet med firsertrommer, synthbas, vokal-adlibs, guitarsolo og gudhjælpemig en nærmest nekrofil korstemme i omkvædet. Men altså: Hvem husker den?

Hillary Duff har ikke kunnet ødelægge The WHOs »My Generation«, No Doubt kunne ikke kvæle Talk Talks »It's My Life«, William Shatner kunne ikke dødssnakke Beatles' »Strawberry Fields Forever«, Mötley Crüe kunne ikke trampe livet ud af Sex Pistols' »Anarchy In The UK«, Robbie Williams kunne ikke aflive Blurs »Song 2«, Take That kunne ikke tage livet af Nirvanas »Smells Like Teen Spirit«, Michael Bolton kunne ikke stjæle Otis Reddings »(Sittin' On) The Dock Of The Bay« osv.

Hvordan skulle et par sympatiske tvillinger i et talentshow kunne slukke flammen i Joy Divisions »Love Will Tear Us Apart?«

Kristian Leth, musiker, forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kristian, jeg tror ikke du (eller Pernille Rosendahl, for den sags skyld ) har læst Henrik Marstals indlæg grundigt nok igennem. For det du baserer hele dit indlæg på er at han mener "Love Will Tear Us Apart" ikke kan holde til at være sløjt fremført i X-faktor. Og det er faktisk overhovedet ikke det han siger.