Læserbrev

Kunsten rører stadig folket

Ingen kunstner har nogensinde lavet kunst for at overgå chokeffekten fra hændelser, som udsletter tusindvis af menneskeliv og afslører menneskers afgrundsdybe grusomhed. Hvor er det tabubrydende i det?
29. marts 2011

Det er foruroligende, når Per Arnoldi, Kunstrådets kommende formand, 26. marts lader kunsten vige pladsen som tabubryder, for Wikileaks, tv og journalistikken. Artiklens forfatter, Kristian Villesen, kan gå fra den samtale som nyudnævnt sejrherre: Kunsten er død — længe leve journalistikken.

Jeg forstår af artiklen, at vi nu får en formand, som er i vildrede og som, så for resten også må se at gøre sig nogle overvejelser om kunst og dens rolle som tabubryder.

Det ville jeg ønske at han havde ladet være med, eller i det mindste havde beholdt for sig selv, når det er tanker som: »det møde der ellers var mellem kunstneren og folket, er nu mellem medierne og folket«.

Hvor har Arnoldi været? Der har altid været møde mellem medier og folket, uanset om Per Arnoldi så mener kunstnere og journalister hører til folket. Mødet mellem medier og kunst har også længe fundet sted. Og der er stadigvæk et møde mellem kunst og tilskuere.

Da jeg sidst var på kunstudstilling, i teateret og i biografen, var der blandt gæsterne både velovervejet stillingtagen, og følelser som ubehag, glæde, irritation, jubel og sorg i deres møde med kunsten.

Når kunstens rolle som folkets tabubryder skal generobres, refererer Arnoldi til Wikileaks og billeder af tsunami i Japan eller 11. september på tv. Det tyder på, at han kun kan se et møde, hvis kunstens chokeffekt kan overgå noget af det mest chokerende, medierne har berettet om.

Usmageligt

Men disse katastrofer er ikke chokerende på grund af medierne, de blev fortalt igennem. Det var bare dybt rystende, tragiske og ødelæggende hændelser. At sætte lighedstegn mellem påvirkning fra disse billeder og kunstens rolle som provokatør og tabubryder er usmageligt og underligt tankeløst fra en person, der nu skal være Kuntrådets formand de næste fire år.

Ingen kunstner har nogensinde lavet kunst for at overgå chokeffekten fra hændelser, som udsletter tusindvis af menneskeliv og afslører menneskers afgrundsdybe grusomhed. Hvor er det tabubrydende i det?

Per Arnoldi er i tvivl om, hvilken rolle kunsten skal have fremover. Det er ærlig snak, men afslører også en søvndrukken kæmpe, der udtaler sig, før han helt er vågnet af sin dvale i parnasset.

Kære Per Arnoldi: Vi, folket udenfor dit reservat, har for længst opdaget, at kunst ikke kan tildeles en rolle af de skiftende formænd for dens råd. Kunsten har mange roller på en og samme gang, opfylder masser af formål. Den stiller en mængde spørgsmål og bryder tabuer for rigtig mange af os. Snup en kop kaffe, og kom ud og vær med, når du er helt oppe i gear.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Hvis man ville være rigtig ond, kunne man også sige at kunsten (altså den med stort K) rører (rager) stadig ikke folket (men kun hin enkelte). Men det kræver selvfølglig at man vedkender sig at det har den aldrig gjort. Hører man til dem der mener at kunsten altid er et skrid bagefter og ikke et skridt foran, så har det såmænd heller ikke den store betyndning. Men at kunsten er dekorativ og kan være med til katalysere en eller anden form for livsglæde hos de fleste er vel bred enighed om. Resten er bare et spørgsmål om smag og i den forbindelse skal det nok vise sig at være en fordel at Per Arnoldi har en god smag (han har jo selv været med til at definere den). At han så slår sig lidt i tøjret over at være udråbt til ypperstepræt er der ikke noget at sige til. Men lur mig om han ikke også knækker den nød. Ydmyghed er jo, som bekendt, den første forudsætning for at blive klogere (uden dermed være sagt at han ikke er klog).

Per Erik Rønne

Johannes Mannov synes at mene at kunstens »formål« er at bryde grænser.

Man kan så spørge sig om hvilke »grænser« en Johann Sebastian Bach og en Michelangelo Buonarrotti har brudt.

Men Johannes Mannov synes åbenbart ikke at Bachs Mattæuspassion eller Michelangelos fresker i Capella Sistina er stor kunst?

Han er jo også vant til at Kaper Holten gør stor kunst til ligegyldige nutidsværker. Regiteatret betegner som bekendt en dominerende gruppe udøvende kunstere, der er præget af nutids-narcissisme, og derfor ser et formål i at udrydde knæbukserne hos Holberg og Mozart, og mændenes korte bukser, lange strømper og pibekraver, når handlingen foregår omkring år 1600 ... og iklædes sangere og skuespillere i stedet moderne tøj, bliver forestillingerne - søvndyssende.

I Molières Misantropen har man heldigvis for en gang skyld set bort fra regiteater-dogmerne. Resultatet var da også udsolgte forestillinger, og ekstra-forestillinger for at tilfredsstille efterspørgslen.

@Per Erik Rønne:
Michelangelo Buonarrotti's freskoer i det siktinske kapel var for samtiden meget provokerende: At se nøgne menneske afbilledet i selve den katolske kirkes centrum var meget grænseoverskridende.
Men paven Clemens d. 7. var mere kunstelsker end en god kristen så derfor blev de malet alligevel
Men sådan går det med tiden : Det som betragtes som provokernede ved fremkomsten bliver senere ophøjet til en del af kulturarven

Michael Kongstad Nielsen

Per Arnoldi svarer på det, han bliver spurgt om. Det er jo en meget god egenskab. Han bliver spurgt, om kunst skal provokere, og svarer nej, det er ikke et mål i sig selv. Så bliver han anset for vattet og udæsket om en nærmere forklaring. Jamen skal kunsten da ikke være tabubryder? (kom nu mand, vær lidt fræk) Nej, det skal den heller ikke nødvendigvis, svarer han. De overskidende chok-effekter tager tv og journalister sig af. Så bliver operasangeren forvirret. Hvorfor skal kunsten konkurrere med tv om tsunamier, Wikileaks og katastrofer? Er det den eneste måde Arnoldi kan se kunsten møde folket på? Nej, det var jo det modsatte han sagde - kunsten skal ikke være provokerende, fræk, tabuoverskridende, chokerende osv. bare for at være det, eller for at blive set, hørt, solgt. Sådan kan der vendes op og ned på meget.

En anden god ting Arnoldi har sagt, når han blev spurgt var, at den eneste kunstdebat, der foregår herhjemme idag er: "hvordan får vi flere penge" (eller "send flere penge")

Jeg mener al virkelig dyb kunst i en eller anden forstand er provokerende - ikke fordi den stræber efter at provokere - men fordi en kræver så meget af os og stiller os så vigtige spørgsmål at vi ikke kan undgår at føle os provokeret.
Den dårlige kunst snakker os efter munden og luller os i søvn

Michael Kongstad Nielsen

Men det er for snævert kun at fremhæve det provokerende. Provokationen støder, skubber, ophidser, ofte på en udspekuleret måde, der netop har til formål at bringe folk ud af balance. Det kan være godt, og det kan være skidt, det sidste hvis der egentlig ikke er nogen vitaminer i det, blot denne hensigt at pirke til folk, drille dem osv. At man bliver påvirket af det, er ikke nok.

Desuden er der så uendelig mange andre styrker i kunsten, der negligeres, hvis man kun fokuserer på provokationen. Så jeg vil give Per Arnoldi ret. Kunst skal ikke provokere, men den kan da gøre det engang imellem,

Måske kunne man i stedet for sige at god kunst anfægter os?
Den rusker op i vores vaneforestillinger og fordomme - hvis den ikke gør det hvad skal vi så med den?

Man kan lave præcise definitioner af hvad f eks en trekant eller en cirkel er - men jeg har aldrig set en præcis og entydig definition af, hvad kunst er.

Og alligevel så er vist alle inden for samme kulturkreds 99% enige om, hvorvidt noget er kunst eller ikke er det .

Tabu-bryderi er ikke i sig selv en garanti for en kunstnerisk værdi - man kan sagtens være tabu-bryder uden at være kunstner - og så kan man vel også være kunstner uden at skulle være tabu-bryder ? - og nogen kan forene kunst og tabu-bryderi i samme "arbejdsgang"?.

Jerome Doinel

Det er svært at sige, hvad kunsten skal. Det er dog alligevel en interessant diskussion at tage.

En stor fælde for kunsten er at blive samtidssvarende og for virkelighedsonanerende. Hverdagen, virkeligheden, politik und so weiter - det er der jo ikke noget sublimt over. Den store kunst skal netop tage os væk fra alt det der - hvorfor neorealismen f.eks. for mig ikke fremstår som stor kunst. Dermed ikke sagt, at de ikke skulle have brugt filmmediet til at fremme deres mål, men man må nødvendigvis skelne.

Måden hvorpå kunsten skal provokere, er for mig på et mere personligt, men også abstrakt plan. Den skal vække vore følelser, den skal røre ved os - inderligt!, den skal ryste os, men det er godt nok ikke, hvad samfundskritisk kunst gør.

Vi skal turde det storslåede; vi har en tendens til at hylde det middelmådige i dag. Gennem kunsten skal vi nå nye højder åndeligt - dét har vi i den grad brug for.

Jerome Doinel

Robert Kroll:

"men jeg har aldrig set en præcis og entydig definition af, hvad kunst er." - lige præcis, og det er jo bare en fantastisk ting! Jeg mener dog stadig, at diskussionen er interessant, hvis man vel at mærke møder den anden part med et åbent sind, og ikke diskuterer for at vinde, hvilket ellers ville være ganske tidssvarende, men for at inspirere og blive inspireret.

At forsøge at nå en definition på kunst ser jeg lidt som en evig dans rundt om et ukendt rum, der i virkeligheden nok slet intet indhold har; men vi maler dansende, med største mangfoldighed rummets mure i alskens forskellige farver og mønstre, - og hvilken dans!

Michael Kongstad Nielsen

Gode indlæg fra Jerome Doinel. Ja kunsten skal røre os, og den må gerne rykke ved noget - rykke os væk, videre, løfte os op, så vi pludselig ser bedre.

Desværre er der for meget spejleri og bekræfteri og selvoptagethed i kunsten idag. Den snurrer rundt om sig selv og holder alle fast på stedet. Der sker ikke en skid, der rykkes ikke noget - kun penge ned i lommerne på oplevelsesindistrien. Vi mangler en moderne Georg Brandes til at skubbe på. Eller en ny bølge, der tør gøre op med tidsånden.