Kronik

Det er på mode at være rød

De unges forkærlighed for SF handler ikke om politisk engagement og glæde ved det socialistiske budskab. SF er et produkt af stigende individualisering og gennem opbakning til partiet viser de unge, at de er med på det nye og har en hip livsstil
Det er stilbevidste unge, man møder på SF's landsmøde.

Det er stilbevidste unge, man møder på SF's landsmøde.

Palle Hedemann

29. marts 2011

De unge er i dag tilsyneladende ret venstreorienterede. I hvert fald hvis man spørger, hvad de ville stemme, hvis der var folketingsvalg i morgen. 53 pct. af danskerne under 27 år ville stemme på et af de tre venstrefløjspartier. Især SF trækker.

Det viser data indsamlet af Gallup for Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF). Det er særligt de unge kvinder, der ser til venstre. Totredjedele af dem ville stemme på et af de tre venstrefløjspartier. SF er igen den store vinder. Hver tredje unge kvinde ville sætte deres kryds ud for liste F.

Den udvikling kan formodentlig få det til at krible i fingrene hos de gamle 68'ere. Nu må det da være oplagt at læse Karl Marx igen! Det er imidlertid sandsynligt, at de fleste unge venstreorienterede ville løbe skrigende bort, hvis nogen forsøgte at få dem til at fordybe sig i nærstudier af Karl Marx, merværdi og proletariatets diktatur. Det antyder, at det at være venstreorienteret kan dække over mange forskellige ting.

Marx's heydays

Før 1960'erne dækkede begrebet venstreorienteret først og fremmest over arbejderklassen og nogle ganske få intellektuelle, der i kraft af en høj uddannelse kunne fortolke og formidle de venstreorienterede budskaber på rette vis til netop arbejderne.

Det gav masser af diskussion, splittelse og fraktioner, men grundlæggende var der enighed om, at de venstreorienterede først og fremmest var arbejdere, der kæmpede for at ændre samfundet i overensstemmelse med arbejdernes fundamentale interesser. Hvad de så helt præcist gik ud på, var netop det, man var uenige om.

Langsomt men sikkert blev de fortolket ind i en socialdemokratisk ramme, hvor eksempelvis Marx, oprør og revolution ikke spillede den store rolle. Figuren var der dog enighed om. Arbejderne var socialister og venstreorienterede, fordi deres objektive interesse var at forandre samfundet til fordel for de undertrykte masser og deres ønske om frigørelse eller i det mindste retfærdighed. Det var der nemlig ikke andre, der ville. Det havde Marx skrevet meget om, så det var bare om at gå om bord i ham.

Mental revolution

I 1960'erne og specielt i 1970'erne blev samfundet præget af større og større mobilitet, bl.a. som følge af ny teknologi, nye kommunikationsmidler og nye sociale strukturer med en voksende middelklasse som et vigtigt omdrejningspunkt. Denne mobilitet stødte mod det etablerede samfunds tro på traditioner og forventninger — også hos de venstreorienterede arbejdere, der var noget tunge i røven.

De unge troede imidlertid på mobilitetens mange muligheder for selv at bestemme, hvad der var vigtigt og hvad der ikke var. Ikke mindst fordi udsigten til at gå i faderens eller moderens fodspor ikke var specielt ophidsende, og fordi økonomisk vækst åbnede for nye muligheder — både på arbejdsmarkedet og i fritiden.

Ved hjælp af lommepenge, nye kulturelle udtryk og øget fritid startede de ungdomsoprøret, og fik på den måde vendt op og ned på samfundets måde at tænke på. Der var nærmest tale om en mental revolution. Her kom livsstil og personlig udvikling til at stå i centrum, på bekostning af fastlåste kollektive interesser og betonstive samfundsperspektiver.

En hel del unge i uddannelsessystemet fik et dynamisk perspektiv på deres opgør gennem marxismen — især den side, der handlede om de sociale forandringer, der logisk fulgte i kølvandet på forandringer i økonomien og produktionsforholdene.

Denne udgave af marxismen kastede man sig over med stor flid, og man opfattede i stadig højere grad sig selv som fortrop for de nye forandringer. Nu var det bare op til arbejderne at følge med.

Men det kom der ikke rigtigt noget ud af. Marx blev en autoritet i en selvforståelse, der sagde, at de unge havde nøglen til et nyt samfund, hvor man ikke skulle følge de stive strukturer. Man skulle bestemme selv.

Denne generation af unge var naturligt nok meget venstreorienterede, men kunne ikke finde ståsteder i etablerede partier. Der skulle nogle nye til, bl.a. SF og Venstresocialisterne, der kunne være med til at fremme perspektivet om individualitet og den individuelle udvikling, iklædt passende marxistisk terminologi med symbolsk vægtning af det kollektive.

Ungdomsoprørets kerne er, at man med Marx i hånden banede vejen for den moderne individualisering, der siden har domineret samfundet. Man vendte op og ned på samfundet, og derfor var det venstreorienterede perspektiv en vigtig dynamo. Det er det fortsat for denne generation, selv om især mændene er blevet lidt mere højreorienterede her på vej til efterlønnen eller pensionen.

Individualismen vinder

De, der var unge i 1980'erne, havde fået nok af oprør, venstreorientering og Marx. Man satsede på nykonservatismen i en tid, hvor man begyndte at modernisere de offentlige institutioner i overensstemmelse med de spor, der bl.a. var blevet lagt frem i ungdomsoprøret. Nu gik man efter det individuelle som bevidst perspektiv, og personlig succes inden for eksempelvis økonomi var ikke at foragte.

I 1990'erne åbnede mulighederne for individuel udfoldelse sig for alvor. Hvilket efterlod de unge i en tilstand af ambivalens — hvad skulle man overhovedet finde på at vælge? Man kunne altid lige forsøge sig eksempelvis med lidt Karl Marx, samtidig med at man lige markerede, at det ikke rigtigt betød noget.

Kulturelt blev situationen fortolket gennem mangfoldige eksempler på pasticher, i form af en sammenblanding af forskellige kulturelle udtryk, der ind imellem havde klare referencer til fortiden, bl.a. Marx og ungdomsoprøret i 1970'erne. Så hvis der var noget med Marx, var det nu nærmest til for at markere, at alt kan betyde noget. Måske. Tankevækkende nok er denne generation den mest passive generation i Danmark, når det drejer sig om politik.

Livsstilspolitik

Som sagt er de unge under 27 i dag de mest aktive (drengene) og mest venstreorienterede (pigerne) i det politiske univers. Men deres venstreorientering har helt andre rødder og en helt anden betydning, end den havde for tidligere genrationer. De unges tilgang til det politiske er i dag ikke mindst knyttet til livsstil uden dog at være indskrevet i et oprør, sådan som det var tilfældet i 1970'erne. Nu handler det mest livsstil, og har derfor ikke så meget at gøre med de traditionelle former for politik.

Unges livsstil er ikke mindst præget af et ønske om at kunne gøre en forskel. Om at kunne agere og kunne sætte noget i værk, gerne i snævre netværk. Målet er dels at opleve noget nyt, dels at demonstrere, at man har gang i noget, der er anderledes. Og at man faktisk godt kan begå sig i det offentlige rum. På en fed måde. Det venstreorienterede er lige nu en passende måde at demonstrere noget nyt. Holdningsmæssigt motiveret af globale spørgsmål og moralske holdninger til de store udfordringer vedrørende miljø, klima og sociale uligheder.

Den røde bølge bæres også frem af valgvinden. Når man er ung, gør det ikke noget, at man af og til oplever, at man er med på den vindende vogn. Derfor er der også ret meget elastik i de politiske holdninger. Man løber med dem, der vinder. Med de venner, der løber i retning af nogen, der ser ud til at vinde. Selvfølgelig er der også nogen, der løber den modsatte vej, bl.a. for provokationens skyld. Men man vil gerne være med, der hvor de andre også gør sig. Og lige nu er det altså hos SF.

Det betyder grundlæggende, at unge i dag ikke er bærere af et særligt politisk engagement, der bevirker at man nu vil se helt nye perspektiver i det politiske univers. De går efter at udfolde en livsstil, og her kan det politiske lige nu bruges som en passende platform. Når den er venstreorienteret skyldes det ikke mindst, at man på den måde kan vise, at man er med på noget nyt og anderledes. Efter en lang periode med borgerlig politisk dominans, økonomisk krise og ambivalens. Nu vil man ud af krisens og systemernes snærende bånd. Men tag ikke fejl. Politik er stadig ikke specielt interessant.

Johannes Andersen er lektor og samfundsforsker ved Institut for statskundskab, Aalborg Universitet.

Serie

Hva' gør vi nu, lille venstrefløj?

De borgerlige løsninger på samfundets problemer er kollapset. Befolkningen bliver mere og mere venstreorienteret. Venstrefløjen har alle muligheder, men hvad kan, tør og vil den?

Information går på jagt efter venstrefløjens bud på en ny politik. Pædagogik. Kunst. Seksualmoral. Krop. Økonomi. Og et ideal for det gode liv.

Vi spørger: Hvad betyder frigørelse, lighed og solidaritet i dag?

Seneste artikler

  • De borgerlige plageånder lover at revse rød blok

    23. april 2011
    De kritikere, der i 10 år har været i haserne på de borgerlige, skal måske snart til at sadle om til en ny kritik af en rød regering. Vil et regerings-skifte betyde, at Georg Metz, Rune Engelbrecht og Carsten Jensen får mere tid til haven og børnebørnene? Næppe, lyder det samstemmende
  • Oppositionen skal forblive opposition

    11. april 2011
    Mens de lyserøde partier helst vil glemme deres egne historiske rødder og engagement, består udfordringen for Enhedslisten i at udvikle og bevare principper, der hører hjemme i den socialistiske tradition
  • Kan fællesskab få en større plads i boligpolitikken?

    9. april 2011
    Kollektiver og bofællesskaber har trange kår, selv om fællesskab kan være en kur mod mange af vort samfunds problemer. Venstrefløjspartierne lover at arbejde for, at vi rykker tættere sammen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Udmærket analyse.

Den kan såmænd også anvendes på foreningslivet, som i sin gamle form med tilbagevendende generalforsamlinger, bestyrelsesmøder og referater ikke taler til unge mennesker. De vil være "frivillige" i helt andre sammenhænge.

Og klassisk foreningsarbejde er da som politik også et slid og i længden heller ikke specielt interessant.

Man kunne håbe, at iscenesættelsen af sig selv som "frivillig", som havende en hip livsstil, hvor man vil ud på gaden, hvor man vil ses, hvor man vil være anderledes, er andet og mere end selvbedrag.

Men er det tilfældet?

Niklas Monrad

Det dagens unge socialister har til fælles med de gamle socialister er gode intentioner, idealisme og drømmen om at skabe en bedre fremtid -nu!

Desværre er de også fælles om et forsimplet verdensbillede og en udpræget mangel på forståelse for hvad penge er, hvor de får deres værdi fra og at uden positivt ROI bliver vi alle fattigere.

Kristian Rikard

Jeg synes Johannes Andersen overser en meget vigtig pointe. Måske den allervigtigste, når vi taler "politisk" engagement.
For nu at sige det, som det er: De politiske partier er ikke, hvad de har været. De politiske partier er en anakronisme i 2011 - og de ved det vist godt nok selv :-).
Politiske partier i den forstand som jeg opfatter Johannes Andersen, ser dem, ville ikke have brug for flere kommunikationsfolk end økonomer, hvis de havde en POLITIK. De ville have brug for nogle filosofiske fyrtårne og nogle brave fagfolk. Jeg har
svært ved at genkende denne type. Er Helle Thorning fagmand/kvinde? ER hun et filosofisk fyrtårn? Jeg tillader mig at spørge, fordi
jeg ikke kan se det. Er Lars Løkke? Han kan vel den politiske metier, men filosofisk endsige sporadisk intellektuel ville man næppe kalde ham.
I Johannes Andersens fremstilling kan det fremstå som om de unge er er vægelsindende og kun tænker på deres eget og deres individualitet, medens de politiske partier synes at skulle stå for noget nagelfast og eentydigt, som man intellektuelt kan knytte sig til. Jeg synes, at en aften foran TV-et faktisk giver en indtrykket af, at det forholder sig lige modsat.
Og så lige en tilføjelse, De unge vælgere udgør efterhånden en så fortvivlende lille del af vælgerbefolkningen, at selv om samtlige under 27 år stemte EL, ville det næppe betyde en tøddel.

thomas bak jørgensen

"Desværre er de også fælles om et forsimplet verdensbillede og en udpræget mangel på forståelse for hvad penge er, hvor de får deres værdi fra og at uden positivt ROI bliver vi alle fattigere."

Ja, det så vi jo så sandelig under den berømte finanskrise hvor venture- & kapitalfonde samt andet godt fra havet var med til at køre adskillige landes økonomi i sænk. Afkast på investeringer i varm luft. Det er i sandhed forsimplet, naivt og i øvrigt ganske åndsfattigt.

Jonathan Smith

Udfra min erfaring er det meget få unge der overhovedet er politisk bevidste. For dem der endelig har en holdning, virker det mestendels som trends, og ønske om tilhørsforhold. Af den brøkdel der er oprigtigt politisk bevidste, handler det for mig at se for mestedelen om identitetsdyrkelse med deraf følgende selvforståelse som en af de få der har forstået det hele, fremfor ægte indignation, det være sig venstre eller højrefløj. Det er også svært at være indigneret, ved mindre man virkelig har oplevet uretfærdighed i den liga der oprindeligt har ført til de politiske bevægelser, hvad man sjældent har i DK som ung.

Men så igen passer det måske ikke bare på de unge, men på de fleste af os...

Alexander Thorvaldsen

Det må være en anden verden end den jeg ser, skribenten kommer fra.

De unge jeg møder, er trætte af dårligere uddannelsesmuligheder, dyre busbilletter og trusler om arbejdsløshed. De mærker 10 år med VKO på egen krop!

Skulle vi demonstere imod regeringens nedskæringspolitik en kold og regnvåd oktoberdag for selviscenesættelsen skyld? Nej vel? Så var der sgu mange andre ting mine jævnaldrende og jeg kunne finde på.

Men jeg takker alligevel lektoren for at slå fast, at "socialist og venstreorienteret" er et stærkt brand. Det kan man jo ikke brokke sig over. :)

Mvh "en af de hersens røde unge"

Det er på mode at være højreorienteret, hvilket man er hvis man stemmer på rød blok i dag. Vi skal arbejde mere og tørklæder og fremmed kultur det skal bare ud af vores hvide Danmark. Stemmer man på den blå blok er man nazist. Død over de svage elementer, kun de (penge)stærke skal overleve. Lad de fattige rådne op på medicin og piller mens de blir sendt i tvangsaktivering og arbejder gratis for store firmaer, så de rige kan få gratis arbejdskraft og blive endnu rigere, og til de som er så syge de må på sygehus, så lad for dem forhelvedet da rådne op på en venteliste så kun de rige når at få behandling i tide på privathospital.

En ting er dog på mode hos begge fløje: At være savlende evnesvag.

Jonatan Moldrup

Jeg kan godt se visse ulemper i det han skriver, men det skal dog også bemærkes at alle unge altså ikke er denne slags "Livstilspolitiske". Jeg er selv med i det ramte parti (SF/SFU) og kan da godt se enkelte eksempler på unge der mangler et socialt fællesskab og mangler en måde at definere sig selv og iscenesætte sig selv, men iscenesættelsen er vel sådan ca. det samme som sker på Christiansborg og er et sørgeligt resultat af den magt som medierne har nu om dage.

Jeg vil dog påpege at de åbenbart "få" unge der vælger politiske partier efter politiske interesse og ikke fællesskabsfølelse (2% af befolkningen er med i et politisk parti), som jeg da selv føler mig som en del af, faktisk også kan finde ud af at bruge den uddannelse som alle politikere diktere os til at tage, til at analysere og reflektere over de politiske budskaber, også dem som Marx i sin tid præsenterede.

Det er et forfejlet syn at alle unge nu om dage ikke tænker over hvilken politisk ideologi de bakke op om, men bare går efter dem der er ved at vinde.
Eksempelvis fik SFU sidste år (før det gik virkelig galt med VKO) en masse medlemmer, imens VU har fået rekruteret en masse medlemmer i år (hvor der jo mildest talt går lidt drøjt for moderpartiet). Alene dette viser jo at de unge ikke vælger efter fællesskabet men efter hvor deres politiske interesse ligger.

Så når du engang får snakket med nogle af de unge der melder sig ind i politiske partier og ikke lader Gallup lave en kvantitativ undersøgelse, som på ingen måde viser noget kvalitativt resultat, så kan du skrive en ny artikel med de nye erfaringer du til den tid vil have gjort dig.

"Den udvikling kan formodentlig få det til at krible i fingrene hos de gamle 68’ere. Nu må det da være oplagt at læse Karl Marx igen! Det er imidlertid sandsynligt, at de fleste unge venstreorienterede ville løbe skrigende bort, hvis nogen forsøgte at få dem til at fordybe sig i nærstudier af Karl Marx, merværdi og proletariatets diktatur. Det antyder, at det at være venstreorienteret kan dække over mange forskellige ting."

Det har han da meget ret i, men hvorfor i alverden skulle det være en dårlig ting?
Noget kunne tyde på at nutiden unge, måske i modsætning til tidligere tiders paragrafryttere, der begrundede alt med "Jamen det siger Marx!", i dag har et mere pragmatisk forhold til det at være venstreorienteret. Ikke at man skal vælge politik efter meningsmålingerne, men at man skal indrette den efter de problemer samfundet står i her og nu - Dermed ikke sagt at principperne ikke har rødder i de marxistiske teorier.
Der er jo ikke noget galt i at udvælge de ting man godt kan lide, og som passer på dagens samfund, og kassere de ting man der ikke virker aktuelt i dag. Specielt fra tekster der alligevel er så gamle som Marx' er. På samme måde som man fx i Biblen kan tage princippet med næstekærlighed til sig, og så smide mange af de andre ting i skralderen.
Proletariatets diktatur? Der findes vist nok eksempler efterhånden, til at man kan dømme det en ommer..

Derudover har jeg sgu aldrig i de år jeg har færdes i SF/SFU, mødt nogle der ikke var super dedikerede, men bare var der fordi det var moderigtigt at gøre. Ved ikke lige hvem det er forfatteren har haft fat i..

Henning Ristinge

Emil

"Proletariatets diktatur? Der findes vist nok eksempler efterhånden..."

Hvad? Ud over pariserkommunen i 1871 og enkelte socialdemokratiske partiers parlamentariske dispositioner i visse situationer i første halvdel af det tyvende århundrede, har der ikke været noget reelt eksempel der svarer til det Marx mente da han formulerde begrebet 'Proletariatest diktatur'. Men man med en vis ret sige at truslen om 'Proletariatets Diktatur' var grundlaget for velfærdspolitikken og de borgerliges partiers støtte til samme i det medste af det tyvende århundrede.

Leninismen - som du antyder - er ikke og var aldrig et 'Rroletariatets Diktatur' sådan som Marx forstod begrebet. Det kunne heller ikke være det da proletariatet udgjorde et mindretal i Rusland, Kina etc

Henning Ristinge

Det er snarere sådan at mange bruger begreber uden at have brugt den midste tid på at læse sig til en reel forståelse af hvad der egentlitg mentes med dem, og hvad Marx angår er det altså rimeligt vigtigt også at læse ham selv.

Nu er det altså muligt at være rød uden at akademisere tilstanden. Social indsigt og en humanistisk indstilling er de vigtigste redskaber for en socialist. At Karl Marx så har samlet alle aspekterne i en økonomisk samfundsmodel er naturligvis et kvalitetsspring...

...mens diskussionerne af hans teorier, og om man har læst og forstået dem rigtigt, ofte har til hensigt at forplumre sagen og dens fakta - samt ikke mindst - et forsøg på at tryne modpartens gode intentioner.

Henning Ristinge

Meget6 rigtigt Atkins, men det er ikke et spørgsmål om at tryne nogen. Men er det virkeligt urimeligt at stille et krav til folk det går på at man ikke anvender begreber med mindre man har slået dem op og ved hvad de betyder?

Det gør jo i alle tilfælde debatten lidt mere sammenhængende. Vi ender måske ligefrem med at kunne forstå hvad vi sådan går og sir til hinanden :)

Rasmus Varnich Blumensaat

Jeg elsker at Johannes Andersen baserer hele hans redegørende analyse på en anklage om falsk bevidsthed hos den yngste generation. NU SKAL JEG FORTÆLLE MENNESKENE HVAD DER EGENTLIGT ER PÅ SPIL I DET DE GØR. Ironien siver ud af nattens sluser.

Formulerede det måske også lidt forkert.
Pointen var, at en ting som "Proletariatets diktatur", alt efter de historiske eksempler at dømme, ikke ser ud til at kunne fungere i virkeligheden. Det ender hver gang bare som "Diktatur", også selvom det styrende parti har alle mulige flotte navne for det.

Henning Ristinge

Emil - min pointe er at jo - Proletariates Diktatur - har rent faktisk fungeret og at pointen bag begrebet var dokumenterbart rigtig. Virkeligheden er at det ikke i sin oprindelse havde ret meget at gøre med det vi siden 1917 kom til at forstå som diktatur. Marx var radikal demokrat - han var ikke tilhænger af mindretals diktatur. Det han sagde var at man ikke kommer til en ny samfundsform 'uden en periode med proletariatets diktatur' - proletariatet udgjorde et demokratisk flertal i det højtindustrialiserede lande han talte om, hvofor det ganske enkelt betød at man - ikke kommer tiol en omfattende ændring i samfundet uden en periode med - FLERTALS DIKTATUR

Det er korrekt, vi ville endog ikke have haft velfærdstaten hvis ikke man havde udøvet et flertalsdiktatur.

Henning Ristinge

Det var Lenin der omskrev det til et partidiktatur - og derefter banede vejen for Stalin. Marx havde ikke i sin villedste fantasi forestillet sig at nogen ville gøre sådan noget og så i et ulæand som Rusland hvor flertallet var bønder - ikke arbejdere

Ib Jørgensen

Min gode gamle ven og kollega er afhængig af at skulle skrive i aviserne en gang imellem. Nogle gange rammer han ret så præcist, denne gang er det gået galt.

Johannes, du kan da ikke have glemt den rolle afkolonialiseringen, atomdemonstrationerne, Vietnamkrigen, de spirende miljøproblemer, mmm spillede for den mobilisering vi var en del af i slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne. For os to gjaldt vel også, at vi var i stand til at kæmpe videre på uni i nogle få år efter vores ansættelse. Før den kapitalstyring, som du endnu lever (og lider?) under satte ind for alvor i midten af 80'erne.

Karl Marx? Ikke så mærkeligt, at ikke mange unge har motivation og kræfter til at give sig i kast med ham. Men mest deprimerende er det dog, at der ikke på vore universiteter findes kræfter, som kunne fortolke og viderebringe hans præcise indsigter i kapitalismens selv- og samfundsdestruktive karakter.

Om universiteternes svigt, læs evt. min blog her

http://bloggeroeven.blogspot.com/search/label/Universitet

En begrundelse for den stigende tilslutning under de socialistiske faner kan være, at den virkeliggjorte socialisme (som var en katastrofe) efterhånden er glemt -og man igen planter sine sko solidt i den blå (eller retteligt røde) luft.

kurt rasmussen

ja det er godt med alle jeres mærkelige ider og forslag, er der nogen af jer der kan huske et navn som STAUNING eller HEDTOFT nej vel men det kan jeg jeg er en årgang 1937 var syv år da tyskerne gik hjem fra allesø,dengang kunne man kun få RUGBRØD og OST og mælk men der holdt alle sammen og hjalp hinanden,se det er fra den tid at jeg blev socialdemokrat og bliver aldrig andet,kan i nu have en god VEEKEND og ikke blive alt for storer EGOISTER