Læsetid: 3 min.

Patriotiske medier

Den fjerde statsmagt afspejler den politiske og stemningsmæssige virkelighed. Når et enigt Folketing går i krig, blegner den kritiske sans for en tid
26. marts 2011

Det er en sejlivet myte, at medier er en slags fjerde statsmagt, der uafhængigt og på grundlag af uselviske, kritiske og journalistiske kriterier forsøger at nærme sandheden. Indimellem holder myten, men den nye krig i Libyen — og mediedækningen af den i Danmark og i udlandet — gennemhuller i nogen grad samme myte.

Et enigt Folketing vedtog lynhurtigt, at Danmark skulle bidrage til den internationale håndhævelse af en fortolkbar FN-resolution — uden at der var styr på endemålet med aktionen, uden at vi var bekendt med en exitstrategi, og uden at vi anede, hvem der skulle stå i spidsen for den militære indsats.

Her var det svært at få øje på den kritiske journalistik. Vore informationer kom fra modige og dygtige korrespondenter, der alle sammen befandt sig på et meget lille oprørskontrolleret område. Deres muligheder for at indsamle troværdig information var geografisk og kildemæssigt begrænset. Den etablerede sandhed om, at den splittergale despot Moammar Gaddafi var i færd med at begå massemord på dele af sin civilbefolkning, var bygget på frygt for, hvad galningen kunne finde på — og enkelte dokumentationer af bestialske overgreb. Selv Enhedslisten stemte for den danske indsats, og mediedækningen koncentrerede sig derfor hurtigt om seks danske kampflys gøren og laden. Når der er en helt usædvanlig, nærmest historisk politisk enighed, er der ingen grund til at kigge kritisk på hverken beslutning eller konsekvenser. Nogle dage efter handlede dele af mediedækningen i stigende grad om usikkerheden om, hvem der står i spidsen for 'de villiges koalition'. Det var en konkret usikkerhed, med en direkte dansk vinkel, som naturligvis blev beskrevet og analyseret. Og i slutningen af ugen begyndte så en stilfærdig diskussion af mål, midler, risici og usikkerheder.

Men den grundlæggende kritiske dækning eller debat om de dybereliggende årsager til den pludselige danske nationale enighed er kun så småt begyndt i medierne. Hvorfor skulle Danmark så hurtigt i krig? Hvorfor skulle vi gribe ind i Libyen, når vi i årevis nærmest passivt har været vidne til et dokumenteret og massivt folkemord i Darfur-provinsen i Sudan? Hvorfor Libyen, når Vesten så passivt til i Rwanda, hvor 800.000 blev slagtet, fordi de tilhørte den forkerte stamme?

For sjældent imod

Hvis man vil lære den debat nærmere at kende, skal man ty til de amerikanske medier. Her er der en livlig debat mellem tilhængere og kritikere af USA's deltagelse i Libyen-aktionen. Her kan man finde indlæg og forsøg på analyser af, hvad aktionen muligvis kan resultere i. Her er scenarier og masser af kritisk dækning. Men det foregår, interessant nok, i et land, hvor præsidenten har været i syv sind omkring Libyen-indgrebet, et land, der har strakt sin militære magt til bristepunktet, og et land, der allerede er dybt militært involveret i konflikter i to store muslimske lande: Afghanistan og Irak. I amerikansk presse kan man finde både de kritikere, der mener at Gaddafi skal udraderes, og at den amerikanske indsats er halvhjertet og tøsedrengs-agtigt — og så de kritikere, der påpeger de risici, en aktion uden præcist definerede mål og exitstrategi i en politisk og religiøst eksplosiv region kan føre med sig. I Danmark griner vi (måske en anelse nervøst), når galningen i Tripoli kæder det danske flyvevåben sammen med Muhammed-tegningerne.

Man kan med en solid historisk baggrund hævde, at den virkeligt kritiske mediedækning sjældent materialiserer sig, når en enig nation går i krig. De amerikanske medier blev først kritiske, da Vietnamkrigen efter flere år blev for blodig og for kompliceret. Da USA invaderede Irak, stod de fleste amerikanske medier — både på lederplads og i sin journalistiske dækning — ukritisk bag beslutningen, hvad nogle af dem senere har beklaget. Den kritiske danske dækning af Afghanistan-indsatsen eksisterede nogle få steder, men tog først fart, da kisterne blev fløjet hjem, og det var svært at se en ende på det. Den fjerde statsmagt afspejler den politiske og stemningsmæssige virkelighed. Den går alt for sjældent mod strømmen. Og som alle andre statsmagter er den patriotisk.

Lasse Jensen, Journalist og radiovært

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

En ganske glimrende artikel.
Måtte teksten blive læst vidt og bredt - den burde i det mindste være pligtlæsning på de uddannelsesinstitutioner, der udklækker journalister.

Kim Sørensen

Jeg er ikke uenig i at de danske medier har en tendens til ikke at turde være uenige. Men jeg synes ikke problemet handler om mediernes manglende kritiske stillingtagen til politikerne. Det handler mere om at medierne ikke tør være uenige med deres læsere.
Den tøven, Jensen konkret henviser til, fortæller jo ikke i sig selv noget som helst om mediernes position i magtbilledet. Det fortæller nok mest af alt noget om at hændelserne opstod relativt hurtigt og de opstod midt i et mediebillede, hvor landets indenrigs- og udenrigsredaktioner allerede havde hænderne fulde med hhv. det kommende valg og alle de andre store udenlandkse begivenheder året hidtil har budt på. Nu har man så fået samlet tropperne og den kritiske stillingtagen begynder så småt at sive ind på spaltepladsen, som Jensen i øvrigt også selv bemærker.

For ikke at tale om at danske TV-medier sikkert ganske belejligt for den samlede "Atommafia" nu koncentrerer sig om at fokusere al folkets opmærksomhed på krigen mod Libyen i stedet for at fokusere på det ubehagelige emne Fukushima-atom-katastrofen i Japan.

Jeg synes det er en stor fejl, at henvise til de amerikanske medier i denne sag. De amerikanske medier gør lige nøjagtig hvad de får besked på, hverken mere eller mindre. De har WikiLeaks-sagen tydeligt bevist.

Hvis de amerikanske medier har fået lidt frirum i Libyen-sagen, så er det fordi de har fået lov til det. Måske i et forsøg på at opretholde illusionen om en uafhængig presse i et frit demokrati.

Kim Sørensen skriver:
"Det handler mere om at medierne ikke tør være uenige med deres læsere"

Helt enig. Det største problem ved at have en såkaldt uafhængig presse, er at den er økonomisk afhængig, både af læsere og af annoncører. Begge dele er problematisk. Afhængigheden af læserne, fordi man tvinges til populisme i en vis grad. Det kan koste læsere at stryge for meget imod hårene. Afhængigheden af annoncørerne, fordi et lille, pengestærkt mindretal med meget specifikke interssser får uforholdsmæssigt stor magt.

Michael Nielsen

God artikel.

Dog lige med al respekt er par vigtige rettelser.

1. National enighed. Artiklen taler om den nationale enighed, men pt. er der ikke dokumenteret en national enighed i Danmark. Der er dokumenteret politisk enighed blandt 110 folketingspolitikere, men det er ikke det samme som national enighed. Hertil kræves et valg for befolkningen, før valgresultatet kan vise om danskerne støtter, eller ikke støtter at gå i angrebskrig.

2. Medierne. Ja, medierne er bange for at kritisere Imperiet. Efter 11. September ændrede medierne verden over, dramatisk holdning i deres kritik af Imperiet. En forståelig forandring, eftersom Imperiet under Bush fik tydeliggjort at fra nu af, stod imperiet ikke tilbage for at slå alle modstandere ihjel. For som Bush så kynisk udtalte: "Enten er man med Imperiet - eller så er man imod det". En erklæring der allerede dengang fik selve diktatoren Gadaffi, til at kontakte Bush og fortælle at han nu ønskede at skippe sit atomare udviklingsprogram.

3. Kritisk mediedækning. Den virkelige kritiske mediedækning findes på nettet i dag. Den findes i form af såkaldte konspirations-teoretikere. Et navn som medierne og politikerne, flittigt bruger til at beskrive de reelle kritikere, således at befolkningerne kan få dækket deres emotionelle struktur-behov, og igen føle sig trygge ved tanken om at Imperiet ikke findes.

For som det også blev sagt i filmen Matrix, så er uvidenhed lyksalighed. (ignorance is bliss).

Afsluttende kommentar:

Vi må acceptere at Imperiet skræmmer og indtemenere vores medier og politikere. Vi er derfor tvunget til at øge vores kollektive bevidsthed om Imperiet. For der er ikke andre veje.

Sådan er det.

@ Rune Hjelm

Du har vel ikke noget at underbygge din påstand om, at de amerikanske medier gør som de har fået besked på?

Fordi min egen oplevelse af de amerikanske medier er rent faktiske, at de var i stand til at diskutere nuancerne og perspektiverne i krigen både inden den startede og nu.

I total og grel modsætning til de danske medier.

Rasmus Knus:
De amerikanske medier har fået en friløber her, fordi Libyen er så uvigtig for USA. Nu skal der oparbejdes noget troværdighedskapital, så man kan få folk til at købe den næste Irak-krig.

Hvis du vil se eksempler på de amerikanske mediers "uvildighed", fik du masser af eksempler da wikileaks-konflikten var på sit højeste.

Dansk lovgivning giver under krig mulighed for at straffe
* Tilskyndelser til øjensynlig fare for fjendtlige forholdsregler mod den danske stat.
* Svækkelse af den danske stats eller dens forbundsfællers kampdygtighed.
* Medvirken til at værnepligtige deserterer, eller er ulydighed mod tjenstlige befalinger.
* Propaganda til fordel for fjendtlige magter, herunder virksomhed som redaktør.
* Fjendtligheder mod den danske stat, såsom blokade eller andre tvangsforanstaltninger.
* 5.-kolonnevirksomhed, værnemageri og handlinger, som modvirker krigsforanstaltningerne.

Og følgende regler kan være trådt i kraft:
* Overvågning uden retskendelse af telefonsamtaler, post og anden kommunikation.
* Forhøjede strafferammer for visse overtrædelser af militær straffelov, såsom mytteri.
* Pligt til at stille ejendom til rådighed for det militære forsvar
* Indgreb i de fleste af menneskerettighederne.

Regeringen har siden 2002 undladt at svare på om disse tiltrækkende muligheder er, eller har været i brug - da de ikke vil fraskrive sig dem. Det er dog på intet tidspunkt dokumenteret, at de udvidede regler har været i brug.

Men - uanset at regeringen har helt formelle muligheder for at påvirke pressen, har jeg aldrig hørt fra troværdig kilde. at det skulle være sket, eller at pressen har adlydt. Den danske presses ufattelige ensidighed skyldes desværre ikke, at den er undertrykt af regeringens hemmelige agenter - den skyldes vanetænkning.

Journalister har meget svært ved at tænke udenfor rammerne - og er så kyllingeagtige, at de færreste tør være de første på ukendt bane. Jagten går nok efter forsider. men med både livrem og seler, på midterbane.

Derfor efterplaprer de nu blindt regeringens krigsholdninger - fordi de selv har dem. Derfor spørger ingen til de rent absurde påstande om "folkemord", men trykker dem glade på forsiderne. Og derfor tør kun ganske få spørge til dansk eller udenlandsk krigsmodstand - og hvis den endelig viderebringes sker det i en ramme, der udstiller sådanne galninge og landsforrædere...

Michael Nielsen

"Den danske presses ufattelige ensidighed skyldes desværre ikke, at den er undertrykt af regeringens hemmelige agenter - den skyldes vanetænkning."

Forhåbentlig har du ret. Men jeg tillader mig nu alligevel at spørge om du basere konklusionen på Dokumentation eller indikation?

Lasse - du har helt ret. Mange af dine kolleger svælger i detaljer om F-16 flyenes indretning, danske flys træfsikkerhed osv. - al kritisk tilgang til en så vigtig beslutning er væk - sensationen er i sig selv det der driver journalisterne - ikke at komme bag om historien og sætte spørgsmål ved hele bevæggrunden for at vi er med til at starte en krig. Samme tendens ser man også i dækningen af dansk politik generelt. Personsager får pladsen imens de kritiske spørgsmål til de forskellige partiers økonomiske udspil fortaber sig i tågerne. Det hele skal køres af på on-liners der kan forstås selv i harehøjde. Hvorfor er det blevet sådan?

Eller hvad med de såkaldt "embedded" journalister i Irak?

Det var så de eneste man hørte fra i mainstream-medierne.

Thorsten Lind

Tak for den artikel.
Hep Hep - krig som en sportsbegivenhed med dansk deltagelse, dvs. medier i nationalt selvsving!

@Michael - jeg er uddannet journalist, har arbejdet inden for branchen og kender ret mange redaktører på ledende poster. Og jeg sad selv og redigerede udlandsstof under den første Golf-krig, uden på noget tidspunkt at støde på en sådan censur. Men det var naturligvis en borgerlig avis, og det blev den så redigeret efter.

Min kollegaer er en flok tandløse nossefår, og behøver desværre ikke hjælp til at få skyklapper på - det klarer de fint selv. Men er derudover nogle hyggelige væsener, der bare passer deres arbejde - og sjældent orker den ekstra indsats, det kræver at være på tværs. Det er jo ikke det, de får deres løn for...

Hvad baserer du den modsatte holdning på?

Peter Lassen:
"Hvorfor er det blevet sådan?"

En kortfattet social-global ’diagnose’:

Ligegyldigt hvem der ’vælges’ til at være ’verdens mægtigste mand’, synes han at blive spændt inde i en u-økologisk ’pentagonal’ militærindustriel spændetrøje af Bush-Clinton-Bush/Cheney/Rumsfeld-design.

Dette får f.eks. den nuværende ’verdens mægtigste mands’ populistiske veltalenhed til at lyde mere og mere falsk:
Hans ”Yes, we can” synes, positivt bedømt, at betyde: ”I couldn’t and therefore will not”.

I den nuværende globalt sammenhængende og meget u-økologiske monetære markedsøkonomi indskrænker den stærkt fossil-energi-baserede militarisering, anført af US-NATO og mere eller mindre villigt fulgt af alverdens magthavere, både de nationalstatslige afgrænsede ’demokratiske’ træk indadtil i nationerne, hvor de måtte findes eller være på vej, og forhindrer de mere og mere nødvendiggjorte omstillinger af teknologierne i økologisk retning.

Dette i stigende grad ved hjælp af mediemedieret bevidsthedsmanipulation: Panem et Circenses (Brød og skuespil).

Dette sker samtidigt med at ’demokrati’ som et ideologisk ’fata morgana’ markedsføres via medierne udadtil af de ’rigeste’ nationer.

Herved genopstår på nationalt plan det fascistoide/imperiale, korporative ’klassesamarbejde’, i Danmark i skikkelse af ’De Forenede Danske Folkepartier’, :-), samtidigt med at ’klassekampen’ mere og mere antager ’planetariseret’, dvs. transnational, skikkelse, fordi der ikke findes demokratiske politiske institutioner, hvorigennem de transnationale økonomisk-sociale modsætninger kan formidles, :-( .

Med venlig hilsen

NB.
Her er et par citater fra en tale som den kyniske og brutale diktator Gadaffi holdt under FNs generalforsamlings 64’ne session 23 september 2009, under præsidentielt forsæde af Ali Abdussalam Treki (Libyan Arab Jamahiriya):

” If one reads the Charter of the United Nations, one finds that the Preamble of the Charter differs from its Articles. ...

All those who attended the San Francisco Conference in 1945 participated in creating the Preamble, but they left the Articles and internal rules of procedures of the so-called Security Council to experts, specialists and interested countries, which were those countries that had established the Security Council and had united against Germany.

The Preamble is very appealing, and no one objects to it, but all the provisions that follow it completely contradict the Preamble. ...

The Preamble says that all nations, small or large, are equal. Are we equal when it comes to the permanent seats? No, we are not equal. The Preamble states in writing that all nations are equal whether they are small or large. Do we have the right of veto? Are we equal? The Preamble says that we have equal rights, whether we are large or small. That is what is stated and what we agreed in the Preamble. So the veto contradicts the Charter.

The permanent seats contradict the Charter. …

The Preamble also states that if armed force is used, it must be a United Nations force — thus, military intervention by the United Nations, with the joint agreement of the United Nations, not one or two or three countries using armed force.

If a country, Libya for instance, were to exhibit aggression against France, then the entire Organization would respond because France is a sovereign State Member of the United Nations and we all share the collective responsibility to protect the sovereignty of all nations. However, 65 aggressive wars have taken place without any United Nations action to prevent them. Eight other massive, fierce wars, whose victims number some 2 million, have been waged by Member States that enjoy veto powers. Those countries that would have us believe they seek to maintain the sovereignty and independence of peoples actually use aggressive force against peoples. While we would like to believe that these countries want to work for peace and security in the world and protect peoples, they have instead resorted to aggressive wars and hostile behavior. Enjoying the veto they granted themselves as permanent members of the Security Council, they have initiated wars that have claimed millions of victims.

We joined the United Nations because we thought we were equals, only to find that one country can object to all the decisions we make. Who gave the permanent members their status in the Security Council?
Four of them granted this status to themselves. The only country that we in this Assembly elected to permanent member status in the Security Council is China. This was done democratically, but the other seats were imposed upon us undemocratically through a dictatorial procedure carried out against our will, and we should not accept it.”

Hele talen kan læses her, hvis man ’ruller ned’ til side 15 : http://www.un.org/ga/search/view_doc.asp?symbol=A%2F64%2FPV.3&Submit=Sea...

Perspektiverende citat-tilføjelse fra ’Tante Berlinger’:
”Den globale handel med våben er steget med 25 procent i perioden 2006-2010 i forhold til 2001-2005.
Det fastslås i en ny undersøgelse fra en af verdens mest anerkendte tænketanke på området, SIPRI ...
De fem største våbeneksportører er USA, Rusland, Tyskland, Frankrig og Storbritannien (http://www.b.dk/globalt/gaddafi-kaemper-med-vaaben-fra-europa ). (Tak til Tom Paamand, :-)).

Tankevækkende nok er fire af disse våbeneksportører, nemlig USA, Rusland, Frankrig og England, blandt FNs sikkerhedsråds fem permanente medlemmer med vetoret.

Ligesom det ikke nødvendigvis medfører noget tiltalende og godt, når mennesker handler ud fra, hvad de selv oplever som gode intentioner, så kan et brutalt og kynisk menneske godt påpege noget sandt og væsentligt.

Den menneskelige sprogliggjorte bevidsthedsform er noget enestående i det jordisk-planetariske dyrerige, men har både sine styrker og svagheder – kan både formidle ’sandhed’ og ’løgn’, og derfor bliver den af denne bevidsthedsform muliggjorte selvreflektion og deraf følgende evne til ’selvkorrektion’ i stigende grad en selv- og livs- opretholdelses-nødvendighed.

En sådan selvreflekterende selvkorrektion på det individuelle plan kaldes i dag ’personlig udvikling’.
I gamle dage kaldtes det ’visdom’, :-).

Med venlig hilsen

Michael Nielsen

Hvad baserer du den modsatte holdning på?

Primært på den fuldstændige manglende journalistiske kritik af krigene og Imperiet.

Danske medier i al almindelighed, har endnu ikke bragt antikrigsstemmerne ind i debatten. Hverken i denne krig, eller i Irakkrigen, Afghanistankrigen eller Jugoslavienkrigene.

Derfor stoler jeg ikke mere på de danske medier på denne her krigskonto. Nosseløse eller ej, så stoler jeg ikke på dem.

Jeg søgte forleden efter navnet Ron Paul, på Danmarks Radios hjemmeside. Ron Paul er krigenes største og mest kendte parlamentariske modstander, på hele planeten. Der er ikke een eneste artikel om ham på DR. Ikke en.

Så.

Måske jeg ser undertrykkelse, hvor du ser nosseløshed?

@Michael - det er vigtigt at kæmpe mod idioterne. Men i en sådan kamp er det spildtid at mobilisere på baggrund af løse rygter og postulater, som fx "undertrykkelse", når dette blot er en følelse uden dokumentation.

Ron Paul er lidt interessant, da han også var imod Bush. Hans krigsmodstand skyldes vel mest isolationisme, da hans øvrige holdninger ikke er specielt fredelige - standard amerikansk bøssehad og forsvar for privat bevæbning. DR.dk har i øvrigt omtalt ham i forbindelse med valgene i USA.

Henning Ristinge

at være 'embedded' med oprørere der bekæmper et despotisk styre - plejede sgu ikke i fortiden at være noget der generede folk der opfatter sig selv som venstreorienterede eller bare gode demokrater.

Tak for til tider spændende debat. Jeg er - på baggrund af ni år med og i amerikanske medier med bopæl i New York - lodret uenig i censur-myten. Hvis der er censur er det selvcensur eller måske nærmere, som det er skrevet, angst for uenighed med læserne. NY Times i opløbet til Irak-invasionen, f.eks. Men jeg må så også konstatere, at efter at jeg skrev artiklen torsdag aften er der kommet mere debat. Ganske hurtigt, faktisk. Heldigvis.

Lasse:
Ok, nu tager jeg så det mest ekstreme tilfælde fra USA, FOX News. Her er det en kendt sag, at man udgyder propaganda. Dem af deres journalister, der er gode til at skrive, hvad lederne godt kan lide, bliver forkælet, mens dem der ikke gør... får lov til at komme med en ommer. Og så er det nok begrænset hvor mange af dem man får. Der bliver ikke direkte givet ordre til, hvad der skal skrives, det må journalisterne selv gætte sig til. Og det gør de så, for hvis ikke, så bliver de fyret. Det er nok heller ikke så svært at gætte, hvad der ønskes skrevet.
Dette her er noget jeg har læst i en artikel, som interviewede en eks-FOX-journalist.
Hvem siger, at dette pres ikke foregår i de andre aviser? Og hvis en avis vil absolut have en bestemt vinkel, hvem siger så, at artikler, der ikke lever op til dette overhovedet kommer forbi redaktøren?

Jeg tror ikke, at der er totalt censur og alle mikro-manages, men der er en indforståethed en række steder, så stoffet får den rette vinkel. Derudover er jeg overbevist om - uden at kunne dokumentere det - at i enkeltsager (såsom WikiLeaks) vil der blive direkte givet ordre til, hvad der må udgives. Måske får journalister ikke dette at vide, men kun redaktører. Jeg ved det ikke, men jeg kan konstatere, at i sager, som USA finder vigtige på højeste niveau, der er der ikke pressefrihed. Ihvertfald ikke i mainstream, og det er ligesom nok at kontrollere mainstream i et land som USA, da mainstream bare kalder alle andre gale konspirationsteoretikere eller miskrediterer på andre måder. Når det bliver gentaget nok, begynder den brede befolkning at tro det.
Der er også mange tegn på direkte misinformation. F.eks. i sagen om Wisconsin og de offentlige pensioner generelt. Mainstream får det til at lyde som om pensionerne er en kæmpe udgift for samfundet, istedet for sandheden, som er, at de bliver 100% financieret af brugerne. Hvordan kan sådan noget ske hos en fri presse?

FOX er et eksempel på en anden strømning i USA, som går i retning af at kabel-TV og (sjovt nok) mellembølgeradio bliver mere og mere erklæret ensidigt politisk. Det gælder også Fox's "venstreorienterede" modstykke MSNBC. Men de er ikke mainstream. Misinformation af den art, som du omtaler, kan man finde overalt - osse i DK! Det er muligt, at der er redaktører, der bestemmer, hvad der skal/må offentliggøres - det er jo sådan set redaktørers vigtigste opgave - men at der er tale om, at de får ordre fra øvre politiske lag generelt, tror jeg ikke på - og har aldrig set det dokumenteret

Michael Nielsen

@Tom Paamand - med angrbeskrigen på nationen Libyen, er det af afgørende vigtighed at gøre opmærksom på politikere, der ikke bare nævner Imperiets eksistens, men decideret taler imod det.

I nedenstående videoklip, taler Ron Paul endnu engang, åbenlyst imod Imperiet og om dets sindssyge forslag, om at havde amerikanske soldater i Irak i 100 år mere.

Ja, du læste rigtigt. 100 år mere besættelse af Irak! For Imperiet kan kun overleve på åbenlys uretfærdig krig. Ikke på åbenlys fred og respekt for andre.

Ron Paul Slams Republican Warmongers
http://www.youtube.com/watch?v=fhAokoMgSDc&feature=related

Med hensyn til din påstand om Ron Pauls standard amerikanske had til homoseksuelle, så har jeg ikke fundet een eneste video med Ron Paul, hvor han udtrykker had til homoseksuelle. Ikke en eneste video Tom Paamand.

Jeg ser frem til at du linker til den video hvor Ron Paul giver udtryk for hvad du kalder for standard amerikansk had til homoseksuelle.

Husk at søge information om Imperiet på nettet, så du kan begynde at tale om Imperiet.

Videoer? Jeg plejer at læse. Også teksterne om Ron Pauls standard amerikanske had til homoseksuelle, kan du nemt finde på tekst - men han har siden taget afstand fra dem, sagt de ikke var gennemset af ham, og skrevet af underordnet personale uden hans viden og den slags bortforklaringer. Og han har så i nyere tid både udtalt sig og stemt pænere om dette emne.

Kim Sørensen

Tom

Der hersker jo bred enighed om at Paul IKKE skrev de famøse nyhedsbreve. Og nej, jeg kan ikke bevise at Paul ikke skrev dem.... Men man må altså også, bare nogle gange, bruge sin sunde fornuft. I alle de interview han har deltaget i har han aldrig nogensinde givet udtryk for noget der bare minder om indholdet i de pågældende nyhedsbreve. I ingen af hans bøger eller artikler har han givet udtryk for den slags holdninger.
Det eneste tidspunkt hvor Paul er blevet sat i forbindelse med holdninger af den type er i forbindelse med hans nyhedsbrev og det er helt normal praksis, at den slags nyhedsbreve bliver skrevet og formidlet med intet eller kun overfladisk engagement fra personen, hvis navn står på nyhedsbrevet. Det undskylder naturligvis ikke, at Pauls navn stod på nyhedsbrevene. Men den mest rimelige vurdering virker altså til at være, at Pauls fejl bestod i ikke at sikre sig indholdet var noget han stod inde for, og ikke i at han rent faktisk skulle mene det der stod i nyhedsbrevene.

http://www.truth-out.org/wikileaks-coverage68570

"Through interviews with Truthout, experts and members of the public interest community characterized news media coverage of WikiLeaks as being poor, inadequate and more akin to soap opera-ish tabloid coverage rather than serious journalism assessing revelations of US foreign policy abuses. When news coverage was more serious, a friendly frame of reference to successive US administrations was often used, with concerns about the standing of US diplomacy - not its revealed disregard for democratic values - taking front and center.

Unsurprisingly, reactions to WikiLeaks from the Obama administration officials have been rife with charges of "cyber-terrorism" and contradictory stances that the WikiLeaks' revelations did not contain anything new or important, but somehow also inflicted significant damage upon US diplomatic relationships."

"A detailed investigation by Truthout into news media coverage was undertaken to assess media coverage. All leading and major US-based press sources were reviewed, as well as coverage appearing on ABC, CBS, NBC, Fox, CNN and MSNBC.

Analyses revealed that reporting generally fell sharply in line with stances taken by government officials, as most accounts deemed that WikiLeaks did not reveal anything new and was only important to the extent that it impacted administration priorities. US-based news media manifested greater interest in the details and intrigues behind sex allegations against Assange, as well as personalized accounts of him. More attention was also given toward what could be learned about non-US countries, as opposed to US policies and the stances of US diplomats."

"Peter Phillips, the founder of the media watchdog program Project Censored, described news media coverage on WikiLeaks as largely being that of a "soap opera." Phillips criticized coverage for prioritizing "sexual exposés and Julian Assange's trial," over that of more substantive issues related to WikiLeaks revelations. "What we're seeing in corporate America is managed news that is in closer cooperation with the Pentagon, State Department and the White House," bemoaned Phillips, "and cooperating with them on how they want it spun as opposed to reporting it in an independent fashion."

Leading coverage by the nation's most important news outlets, particularly that of The New York Times, which was the only US-based publication to be privy to the leaked documents before their public release by WikiLeaks, confirms these criticisms.

In the wake of the largest single leak of secret military documents on Iraq, The New York Times chose to lead with a long story on Assange, criticized as a "sleazy hit piece" by investigative journalist Glenn Greenwald. The author of the story drew the ire of readers to the point of subsequently remarking to Yahoo! News that he had never previously "been the subject of such absolutely, relentless vituperation" during the course of his 35-year career at the Times. The personalized article resembled another New York Times front-page story, filed in the August wake of the publication of the Afghan War logs. The article focused on the personal intrigues and childhood development of Bradley Manning, describing him as a "geek" and the victim of being made fun of for being "gay."

In a long think piece published in The New York Times, its executive editor described relations between his publication and WikiLeaks as being "rocky" at various important points. Further, Assange himself was characterized as "arrogant, thin-skinned, conspiratorial and oddly credulous."

The New York Times was far from the only news outlet guilty of spilling a lot of ink on personalized accounts of Assange and related parties at the expense of more substantive coverage. Much news media attention was given by US-based outlets toward an arrest warrant issued for Assange, described as an "international manhunt" by NBC. Coverage offered up dramatic details and allusions to how, "Assange reportedly altered his appearance, dying his unmistakable white hair and uses encrypted cell phones to avoid being tracked" (NBC News, December 2).

Ray McGovern, a former CIA analyst and regular columnist for ConsortiumNews.com, took issue with the often voiced media characterization that WikiLeaks' revelations are neither important nor novel: "I've been in Washington for 48 years and I have seen a lot of change. But this one sea change dwarfs all others in significance." However, McGovern also expressed disappointment at press coverage of the information released, stating: "Unfortunately though, we no longer have press that is independent enough to cover the most important parts of it."

Does McGovern's media characterization hold water when coverage is closely examined? Investigating US-press coverage on the most important revelations revealed a range between sparse to nonexistent reporting, coupled with news accounts which played down the significance of those leaks which most implicated US policy makers."

Lasse Jensen, jeg synes du har været ualmindelig ukritisk i din kommentarer her. Som påstået insider i den amerikanske medieverden burde du vide bedre.

Måske er det største problem mediestandens egen manglende evne til at se, hvad der foregår.

Og videre:
http://www.truth-out.org/wikileaks-coverage68570

"Other cables reveal awareness at the highest levels of the US government of an assortment of repressive measures undertaken by the Mubarak regime, all mentioned without objection and often noted with outright support. These include: systematic torture against suspected political opponents, described as "endemic" and "widespread"; intimidation, harassment and imprisonment of Egyptian bloggers; round-ups of suspects by police who hung them by their arms from ceilings for weeks on end; the monitoring and harassment of a plethora of non-governmental organizations; and impunity for state personnel undertaking torture and other abuses.

Criticism, much less discussion of these cables, was noticeably absent in US press coverage. In a rare instance of a mention even being made of the leaked cables, CNN's prime-time news program (6 PM EST, February 6) chose instead to feature Sen. Lindsey Graham (R-South Carolina) and an expert who went to lengths to justify continued US aid to the Mubarak regime during the height of the protests."

"Along similar lines, instead of noting or criticizing the US refusal to use aid as a bargaining chip to lessen or eliminate human rights violations, The Washington Post dug deep into the cables in an attempt to find a few instances where officials claimed to have asked Mubarak to do as much. Instead of describing the most troublesome cables related to support and knowledge of systematic human rights violations, the Post merely noted in a back-page article, "US diplomats for years have been aware of Mubarak's views and Egypt's problems." Going farther, the Post reported a justification for such awareness, by noting the purported, "limited impact that US diplomacy can have on a country" (February 8)."

"The release of a leaked and encrypted video cracked by WikiLeaks and entitled "Collateral Murder" was arguably the most explosive single release that was ever published by the online-based outlet. Many point to the leak as being what put WikiLeaks "on the map."

In the video, several US soldiers were shown from their Apache helicopter to have callously gunned down Iraqi civilians and several Reuters journalists. The killings occurred in July 2007 during daytime hours in a Baghdad neighborhood.

The video release drew instant criticism from prominent whistleblower Daniel Ellsberg, who stated at the time: "the killing of men who are lying on the ground in an operation where ground troops are approaching and perfectly capable of taking those people captive, but meanwhile you're murdering before the troops arrive. That's a violation of the laws of war and of course what the mainstream media have omitted from their stories is this context""

"No major US-based news outlet seriously explored the extent to which the video depicted war crimes. The most thorough US-based mainstream media coverage came from The New York Times, which nonetheless failed to mention "war crimes" in any of its three reports on the incident (two on April 7, "Airstrike Video Brings Attention to Whistle-Blower Site" and "For 2 Grieving Families, Video Reveals Grim Truth," and an April 6 piece, "Video Shows US Killing of Reuters Employees."

"Collateral Murder" attracted well over four million YouTube viewings at the time and now totals close to 11 million. However, not only was the context missing in much media coverage, even the actual killing in the video itself was not initially aired on CNN, nor was the attack on the rescue van, which killed the rescuers and critically injured several children reported (April 5). When a larger portion of the video was shown on the next day, it was only done so with a former general who had a long history of "explaining" away human rights violations, who did as much in this instance as well."

Og linket fortsætter bare med den ene nedtonede og misrapporterede historie efter den anden.

Og til sidst:
http://www.truth-out.org/wikileaks-coverage68570

"This investigation, coupled with interviews of leading experts and critical analysts, reveals a laundry list of media failings: a soap opera accounting of Assange and overpersonalization of a substantive and serious story; systematic oversight or underreporting of the most serious revelations from WikiLeaks; a failure to explore the many possible war crimes revealed and the related duplicitous behavior of high-ranking public officials; and lastly, a heightened focus on the behavior of officials from other nations at the expense of a focus on US official culpability. A media performance along these lines, on what was arguably the most important news story of the year, presents troubling implications in terms of US mainstream media holding foreign policy makers accountable to the law and to the public they purport to represent."

Michael Nielsen

Tom Paamand siger:

"Videoer? Jeg plejer at læse. Også teksterne om Ron Pauls standard amerikanske had til homoseksuelle, kan du nemt finde på tekst - men han har siden taget afstand fra dem, sagt de ikke var gennemset af ham, og skrevet af underordnet personale uden hans viden og den slags bortforklaringer. Og han har så i nyere tid både udtalt sig og stemt pænere om dette emne."

@Tom Paamand - du har skrevet at du er journalist. Mit spørgsmål om kilder er derfor til dig:

er den skrevne kilde, som Ron Paul selv påstår at han ikke har skrevet, en mere troværdig kilde end alle de videoer hvor han ikke udtrykker had?

Hvilken kilde er bedst: det påståede skrevne eller videoerne med Ron Paul selv, der jo bliver spurgt om hans holdninger på området?

Et sidste spørgsmål Tom Paamand. Har du arbejdet for medier som støtter krigene i Irak, Afghanistan og Libyen?

Kære Rune Hjelm. Jeg påstår ikke at jeg er "insider" men skriver, at jeg har boet ni år i USA og derfor lider af den opfattelse, at jeg er forholdsvis fortrolig med amerikanske tilstande, herunder medietilstande. Jeg kender osse USA som et land, hvor der er en livlig debat - og med bloggosfæren og nettet (som ikke var hvermandseje, da jeg forlod USA i 1992) - er debatkulturen eksploderet. En del af denne er, at man kan studere sig til døde i lige nøjagtigt de blogs eller links, som interesserer én (eller hvis grundsynspunkter stemmer overens med ens eget). En almindelig fejlopfattelse er at mediernes manglende evne eller kapacitet til at efterforske tingene ned i detaljer forveksles med - eller udlægges som - en slags konspiration eller et resultat af manglende vilje (eller vilje til at undertrykke sandheden). Mainstream-medier vil jo altid reflektere - ja - "mainstream" - så der er godt, at der efterhånden er hundreder af alternative nyhedskilder. Jeg så den berømte/berygtede helikopter-video og lavede et par indslag om den i radioen. Hovedspørgsmålet var vel, om de skydende helikopterdrenge i den konkrete situation vidste, at de var på nippet til at dræbe civile (og journalister). Eller om der var tale om en ud af utallige fejltagelser "in the height of battle". Medierne havde jo ikke en jordisk chance for at fastslå om der var tale om en bevidst krigsforbrydelse eller ej. My Lai-massakren i Sydvietnam blev jo først afsløret af New York Times efter at nogle af deltagende soldater efter mange, mange måneder - år, mener jeg - begyndte at snakke. Det er efter min mening en illusion at medier er i stand til at opklare alt, De få af de store journalistiske opklaringer/afsløringer - her, såvel som i USA - er som regel et resultat af en stor satsning, der trækker tænder ud ressourcemæssigt i lang tid. Og de afsløringer, der IKKE er lavet kan jo så bagefter udlægges af mere eller mindre entusiastiske "analytikere" som et resultat af konspirationer, ordrer fra højere magter ell. lign. Det er måske rigtigt, måske forkert. Men det er ikke konkret dokumenteret.

Det sjove er, at medierne i tilfældet WikiLeaks ikke engang "behøver at opklare alt", alt er allerede lagt frem, hvis bare de gad (eller må?) rapportere det.

Det er ikke engang et amerikansk fænomen, at debatten styres, det sker også i Danmark, hvor det til stadighed påstås, at der intet revolutionerende nyt var WikiLeaks-afsløringerne.

My Lai-afsløringen skete i en periode, hvor der ikke var i nærhed af samme mediedækning som der er idag. Til gengæld havde de så en vilje til at rapportere sandheden. My Lai idag ville nok - på samme måde som helikopter-nedslagtningen i Irak - blive slået hen med en eller anden forklaring. Selv Abu Graib eller CIA-flyvningerne med fanger til diverse proxy-tortursteder kan ikke få os op af stolen og reagere. De afsløringer er mindst lige så store som My Lai, men alligevel får det ingen konsekvenser. Hvorfor?

Mainstream-medierne er blevet en del af systemet, og derfor utroværdige.

@Michael - der fik du mig lige afsløret som betalt påvirkningsagent for Imperiet©. Og Lasse Jensen med. Hvad skal jeg dog gøre uden den solide indtægt...

Når wikileaks offentliggør en halv million "rå" dokumenter gemmer der sig mange historier - men det kræver en enorm kraftanstrengelse, omhyggelig sortering/filtrering samt bekræftelse fra andre kilder før man kan skrive historierne. Spørg bare Information. Man kan jo - som med så mange andre kilder - ikke gå automatisk ud fra, at Wikileaks-dokumenterne er sandheden - og man ved, at når det drejer sig om dokumenterne med dagsrapporterne fra Irak-krigen, så er skribenterne (fra korporaler og opefter) lige så troværdige eller utroværdige som alle andre vidner/deltagere. Jeg ser frem til, at Rune dokumenterer sin påstand om, at påstanden om at wikileaks ikke afslørede så forfærdeligt meget, er forkert. Men nu slutter jeg min deltagelse i denne blog - man skal jo også tage sig tid til at passe sit arbejde....

http://www.information.dk/telegram/263877

Hvorfor mon sådan noget besluttes? Er det i mediernes interesse, at befolkningen "ikke bekymres"?

Nej, det må være regeringen og/eller atomindustrien.

Der er så mange sager, og det er uanset hvor man vender eller drejer sig.
"Fjerde statsmagt" er vist ikke særligt rammende mere.

Lasse:
Åh hvor er det synd for jer. Skal I virkelig ARBEJDE? Tænk sig, her ligger det hele og bare venter på at blive offentliggjort. Alt dette, som I ellers aldrig ville have adgang til. Selv hvis det ikke kan offentliggøres i rå form, så er der så tydelige skilte, at man skal være blind og døv for ikke at kunne følge sporene.

Måske skulle lidt flere journalister komme op ad stolen, istedet for at tro, at man kan vinde pulitzerpriser med Google og en telefon.

----

lasse, jeg behøver ikke at dokumentere noget, så længe du ikke har tilbagevist den artikel, som jeg linkede til (http://www.truth-out.org/wikileaks-coverage68570). Fra dine svar tvivler jeg på, at du overhovedet har læst den.

Michael Nielsen

@ Tom Paamand - svar nu venligst på spørgsmålet. Tal ikke udenom.

Venligst.

Så. Tom Paamand - du har skrevet at du er journalist. Mit spørgsmål om kilder, er derfor til dig:

er den skrevne kilde, som Ron Paul selv påstår at han ikke har skrevet, en mere troværdig kilde end alle de videoer hvor han ikke udtrykker had?

Hvilken kilde er bedst: det påståede skrevne eller videoerne med Ron Paul selv, der jo bliver spurgt om hans holdninger på området?

Jeg venter med respekt på dit svar.

Henning Ristinge

Rune
Artiklen er forvrøvlet fra allerede i overskriften - der eksisterer ikke og wl har ikke kunne påvise at der eksisterer nogen politk der går ud på bevidst at myrde civile.

@Michael - jeg er egentlig ret ligeglad med manden, men det er vel korrekt at undre sig over, at han gennem en længere årrække år ikke læser eller reagerer på de udtalelser, som han hele tiden er bekendt med "at andre udsender" - med hans navn på forsiden. Jeg bliver selv tit opsøgt af folk, der vil snakke om mine skriverier - men det er måske ikke noget, der nogensinde skete for ham. Jeg er lidt mistroisk...

For din generelle forståelses skyld: At Nixon stiller sig op på tv, og erklærer "I am not a crook", tilbageviser ikke de ordrer han underskrev. At Bush den yngre og Fogh med ham erklærede, at der var WMD i Irak, beviser ikke at de løj. Men hvis du kan finde en optagelse hvor de aftaler at lyve mod bedre vidende, er du tættere på et reelt bevis. At jeg skriver noget her, er intet bevis på andet, end at jeg skrev noget her. Hvis jeg så modsagde det på tv, er dette ikke mere "troværdigt", blot et rimeligt bevis på, at jeg modsagde det. Der er så op til dig og alle andre, at vurdere troværdigheden - men det ene medie fortæller ikke mere om troværdigheden, end det andet.

Henning Ristinge

Desuden Tom Paamand, så kan det jo ikke tilbagevises at Saddam rent faktisk anvendte WMD mod kurderne nogle pår tidligere. Der var derfor en ikke helt ubegrundet mistanke at han havde en interesse i at gøre en indsats for yderligere at stockpile og udvide dette arsenal.

Ristinge skriver:
"Artiklen er forvrøvlet fra allerede i overskriften - der eksisterer ikke og wl har ikke kunne påvise at der eksisterer nogen politk der går ud på bevidst at myrde civile."

Ristinge skriver:
"Desuden Tom Paamand, så kan det jo ikke tilbagevises at Saddam rent faktisk anvendte WMD mod kurderne nogle pår tidligere. Der var derfor en ikke helt ubegrundet mistanke at han havde en interesse i at gøre en indsats for yderligere at stockpile og udvide dette arsenal."

Hvorfor er beviser så vigtige i dit ene svar, mens det ikke er i dit andet?

Og hvori består det forvrøvlede i overskriften? Det kan jeg ikke se?
Og hvis du ville være så venlig at gå ind i andre forvrøvlinger i selve artiklen?

Henning Ristinge

det har jeg - der er tale om en ensidig stærkt farvet misrepresentation af kilder
fra ende til anden - du burde lytte til det Lasse Jensen prøvede at sige til dig Rune, eller selv gøre en indsats i retning af kildekritisk analyse, istedet for bare at lappe det i dig du så gerne vil høre.

Henning Ristinge

Hvad mener du - beviser er vigtige i alle sager - det er netop min pointe. Du bør kunne skelne mellem din private politiske ønsketænkning og så - beviser

Sider