Kommentar

Penkowa-sagen set i lyset af Sanders universitetspolitik

Penkowa-fænomenet er langtfra forstået til bunds, og sagen udvikler sig stadig. Om det hele er fusk, gråzone eller redeligt nok, kræver at man ser på den management-kontekst, hun er og har været forsker i
9. marts 2011

Hjerneforsker Milena Penkowa er endnu ikke dømt af Udvalget for Videnskabelig Uredelighed, selv om det ville være bekvemt for de implicerede.

Kommentatorerne deler sig i to skoler, hvor den ene siger: Der vil altid være svindlere, som blæser på videnskabens normer om rationalitet, saglighed og ærlighed, og deres virke er slet ikke videnskab.

Den anden siger: Sagen siger en del om den type samfund, der i disse år omgiver forskningen, og en begribelse af affæren må omfatte en den institutionelle kontekst det sanderske universitet.

Disse to skoler minder om en gammel videnskabsteoretisk strid.

Videnskabsteorien har forskellige modeller for, hvordan hændelsesforløb i videnskab bedst beskrives.

En klassisk strid står mellem internalister og eksternalister. Internalisterne hælder til at beskrive videnskabens udvikling som effekten af en ren rationel proces, hvor anvendelse af et fags metoder, eksperimenter og sund logik, hjulpet på vej af bidrag fra geniale enere, er det, som forklarer fremskridt.

Tilbageskridt, blindgyder eller ren svindel forklares som påvirkninger af faktorer, der er selve videnskaben fremmed, såsom ideologi, religion eller psykologiske faktorer som grådighed, overmod eller storhedsvanvid. At afvigelser fra videnskabelig rationalitet forekommer, skal naturligvis ikke lastes videnskaben selv.

Over for en idealiseret fremstilling af den faktiske videnskabs historie har eksternalister, bl.a. i 1930erne anført af marxistiske historieskrivere, peget på en række faktorer, der må inddrages, for fuldt ud at forstå f.eks. nye forskningsområder og de afgørende gennembrud, som præger en hel epoke, f.eks. selve den videnskabelige revolution. Videnskaben befinder sig i et samfund med bestemte behov og knaphed på ressourcer og bekostes kun, hvis de herskende klasser kan se dens nytte.

Industrikapitalen er en del af konteksten for at forstå udviklingen af kemien, der var knyttet til klædeindustriens behov for udvikling af nye farveteknikker.

Historiens dom fældes

De fleste eksternalister var dog tilbageholdende med, hvad sociale faktorer kunne forklare: Selve kemiens kognitive indhold, f.eks. de kemiske formler, afspejler trods alt naturen mere end samfundets indretning. Både Mendels genetik og Lysenkos teori om arv kan godt forstås som sociale fænomener, sidstnævnte knyttet til stalinismen i Sovjet, men at den ene er sand og den anden en falsk teori om arv, kan eksterne sociale og politiske faktorer ikke i sig selv forklare.

Nu er det utilfredsstillende at gøre historisk bagklogskab om vindende teorier til forklaringsfaktor i begribelsen af nutidens videnskab. Over for asymmetrien (at kun ved historiske blindgyder spiller sociale faktorer ind) har en kontekstuel strømning i videnskabshistorien forsøgt at beskrive alle udviklinger, hvad enten de etablerer sig som sund videnskab eller køres ud på historiens sidespor, som komplekse samspil af såvel makro- og mikrosociale, erkendelses- og metodemæssige og mere ideologisk prægede faktorer.

Måske er Charles Darwins teori stadig gældende i evolutionsbiologien, samtidig med at den reflekterer en ideologisk omplantning af Adam Smiths liberalisme til naturen. Når naturvidenskabsfolk mener, at en teori er sand, fordi naturen nu engang er indrettet sådan, og vores data afslører det, kan videnskabssociologer (uden nødvendigvis at modsige dem) stadig undersøge de sociale processer, under hvilke data sorteres, operationaliseres, bearbejdes, beregnes, fortolkes, kommunikeres og endelig etableres som kendsgerninger inden for et bestemt fagområde.

Og må vi tilføje uanset historiens dom og dommene fra de udvalg, der nu skal undersøge, om Penkowas videnskab er sand, fusk eller gråzone, er det svært ikke at forsøge at begribe hele Penkowa-fænomenet som en legemliggørelse af videnskabens forvandling til forskning, og forskningens forvandling til management, strategisk topledelse og branding under tidligere videnskabsminister Helge Sander (V).

Ja, eliteforskere findes. Men Penkowa-fænomenet kalder på kontekstualismen.

Claus Emmeche, lektor ved Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier, Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

For at summere.

Penkowa er psykisk syg med tendens til mytomani, og forudsætningen for at hun har kunnet lyve sig til tops, er den liberalistisk ideologiske korruption af det akademiske miljø, som Sander har stået i spidsenn for.

Derfor er det vigitere at kigge på korruptionen, end på staklen Penkowa, og helst vende tilbage til akademisk styring af universiteter.

Var det dét du mente?

Henrik Pedersen

Jamen, jamen....

Så faldt der også lidt af til "Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier".

Man må håbe for de studerende, at undervisningen foregår på et mere intelligent plan.

Selv Darwin skal indblandes - hvad med H.C Andersen eller Don Quixote ?

Mihail Larsen

Emmeche har fat i noget vigtigt her. Videnskab og forskning er også et spørgsmål om kultur, og den kultur, som Sander har trukket ned over universiteterne - herunder universitetsloven - præger i stigende grad universiteternes selvforståelse. Bare slå op deres hjemmesider og læs det nye mandarin-sprog, som er hentet direkte fra management-litteraturen. Parolen om "fra forskning til faktura" siger i sig selv noget centralt: At universiteterne nu opfattes som industrielle virksomheder, der ledes og udvikles på helt igennem kommercielle betingelser.

Når man har en regering, der slynger om sig med floskler som 'forskning i verdensklasse' (og folkeskole ditto), skaber det et milieu, hvor forskerne i stigende omfang retter ind efter flosklerne. I virkeligheden er der tale om "kejserens nye klæder".

Emmeche peger netop på, at man ikke forstår et fænomen som Penkowa dybt nok, hvis man tror, at forskningen 'som sådan' er god nok, og at svindel kun kan opfattes som udefra kommende påvirkning. Det er ganske vist også tilfældet, men det virkelig problematisk opstår, når forskerne selv mister evnen til at skelne.

Anne Marie Pedersen

Tak for en god artikkel - det er dejligt, at for en videnskabsteoretisk vinkel på emnet.

Milena er så forskningens kanariefulgt - hun er eksemplet på, hvilken type af svindlere, der oplagt vil komme i den universitetskultur, som vores samfund har skabt. Eller hvad?

Forhåbentlig uddanner universitetet studerende så godt, at de kan forstå reflekterede indlæg som dette. Reduceres viden til det, som alle umiddelbart kan forstå, har vi for alvor et problem.

Henrik Pedersen

@Claus Emmeche

I perioden 2001-2010 blev der alene indenfor faget medicin trukket 788 artikler tilbage i videnskabelige tidskrifter (peer review) på grund af fup og svindel.

Da forfatterne kommer for et bredt udsnit af lande, kan de ikke skyldes Sanders universitetspolitik.

Men måske har du også et plat-filosofisk bud på det ?

Søren Kristensen

Det var måske nyttigt om man først udnævnte folk til eliteforskere efter de har publiceret videnskabeligt uigendrivelige resultater, tilvejebragt på et positivistisk grundlag. Man bliver jo heller ikke elitecyklist bare fordi man har en flot racercykel.

Glimrende perspektiverende kommentar.

Og til ådslerne som udstiller tomrummet i deres hjerneskal: Håb på et gennembrud indenfor hjernetransplantation.

For magen til usympatiske og uintelligente kommentarer til en særdeles velskrevet tekst skal man vist lede efter i abegrotten i zoo.