Kronik

Piratfængsel – en hvid elefant?

Somaliske pirater sejler nu så langt ud på åbent hav, at de ikke har brændstof til at komme i land igen, med mindre de har held til at kapre en båd. Det virker umiddelbart usandsynligt, at fængselsstraf vil afskrække så desperate mennesker
Somaliske pirater sejler nu så langt ud på åbent hav, at de ikke har brændstof til at komme i land igen, med mindre de har held til at kapre en båd. Det virker umiddelbart usandsynligt, at fængselsstraf vil afskrække så desperate mennesker
Debat
22. marts 2011

Norges største skibsreder, Jacob Stolt-Nielsen, har for nylig foreslået, at piraterne, der angriber skibe i Adenbugten, skal uskadeliggøres på stedet, »sænkes med mus og mand«, som man altid har gjort. Man kan se Jack Sparrow springe for kuglerne.

Stolt-Nielsens udtalelse bygger på ideen om, at pirateri hverken er kriminalitet eller krig og derfor ikke reguleret af national eller international lovgivning. Norske pirateksperter har afvist påstanden som misforstået, da pirateri historisk set er blevet forsøgt retsforfulgt. De advarer samtidig om at begynde en voldsspiral med de somaliske pirater, som hidtil har været moderate i deres brug af vold.

Norges regering er i stedet gået i gang med at bygge fængsler i Somaliland.

Danmark lægger an til at følge nordmændenes eksempel og støtte opførelsen af piratfængsler på Afrikas Horn for at sikre, at piraterne bliver straffet.

Fængslet er en del af det strafferetslige system og har i samspil med politi, anklagemyndighed og domstole det erklærede overordnede mål at begrænse kriminalitet. Gennem historien har fængslet som institution forsøgt at løfte denne opgave ved balancere mellem fire traditionelle målsætninger: afskrækkelse, hævn, forbedring og udelukkelse.

I Danmark bekender vi os til princippet om, at den fængslede straffes ved at miste sin ret til frihed. Det er afskrækkelsen. Fanger skal så vidt muligt afsone deres straf, så andre rettigheder respekteres. Og de skal støttes til at forbedre sig, så de senere kan leve et liv uden kriminalitet. Spørgsmålet er, om de samme målsætninger gælder i piratfængslets tilfælde? Vil nybyggede fængsler på Afrikas Horn, reserveret til op mod 1.000 pirater, overhovedet begrænse pirateri?

Svær afskrækkelse

Danmarks Rederiforening fremhæver, at en afsoning i danske »luksusfængsler« med udsigt til uddannelse og familiesammenføring er en win win-situation for somaliske pirater. Det vil være en radikal forbedring af deres livsvilkår. Derfor vil det ikke være afskrækkende nok. Rederiforeningen mener således, at piraterne skal fængsles under, må man gå ud fra, barskere lokale forhold.

I samme åndedrag oplyser de, at piraterne nu pga. de internationale flådestyrkers patruljering i Adenbugten, sejler så langt ud på havet, at de ikke har brændstof til at komme hjem igen. De vil omkomme, medmindre de kaprer et skib.

Det virker umiddelbart usandsynligt, at fængselsstraf - selv i Somaliland - vil afskrække så desperate mennesker.

Men noget må der gøres, når mange hundrede mennesker sidder som gidsler i en voksende og magtfuld kriminel økonomi, der bider sig fast i en ustabil stat og truer skibsfarten. Det juridiske tomrum, som har affødt, at ni ud af ti anholdte pirater efter sigende slippes fri uden straf, må fyldes ud.

Her spiller Danmark en rolle som formand for den juridiske arbejdsgruppe under FN's Sikkershedsråds Resolution 1851, der skal sikre koordineringen af indsatsen mod pirateri. Efter gruppens nyligt overståede møde i København kunne udenrigsministeriet oplyse, at man er nået langt i forhold til den højt prioriterede målsætning om at finde en løsning på afsoningsproblemet. Menneskerettighederne og retssikkerheden er i orden - nu kan man begynde at kaste penge ind i fængselsbyggeri, udtaler ministeriet.

Nødvendig forankring

I praksis kan menneskerettighederne dog være 'i orden' på flere måder: Som et nåleøje af tekniske standarder, man må mase sig igennem, hvis man vil bygge fængsler på Afrikas Horn. Og som de principper, der danner hjørneflagene for en bred indsats for at begrænse pirateri.

Især den sidste brede forståelse er nødvendig, hvis piratfængslet skal fungere som et udviklingsprojekt og finansieres af bistandsmidler. Fængslet er en del af samfundet. At lave fængsler i Somalia og Somaliland kræver indsigt i de sociale og kulturelle forhold, som personale, fanger, involverede borgere og beslutningstagere handler i forhold til. Dansk udviklingsbistand har generelt erfaret, at lokal forankring er nødvendig, for at institutioner kan opbygges med støtte udefra.

I den sammenhæng er menneskerettighederne i orden, når de bidrager til at fokusere på de grundlæggende årsager til pirateri såsom fattigdom, ulighed og eksklusion, og når de sikrer gennemsigtighed og lighed i de strukturer og processer, som sætter borgerne og staten i stand tage ejerskab for udviklingen af en retsstat.

Gode tv-billeder

Piratsituationen fremstilles som en krise, der påkalder sig stærke indsatser her og nu, siger regeringen.

Det er umiddelbart ikke et spørgsmål om bæredygtig udvikling. De stærke indsatser gennemføres dog med henvisning til, at de er del af en langsigtet strategi, hvor målet er et stabilt Somalia.

Indsatser for at sikre afsoning skal indebære et kapacitetsløft af hele retssystemet, understreges det. Og opbygningen af en lokal kystvagt, som forsvarsakademiets chef argumenterer for, adresserer grundlæggende problemer om ukontrolleret og ulovligt storfiskeri, der underminerer kystbefolkningens levevilkår og presser den ud i pirateri. Der er samtidig opmærksomhed på, at en indsats mod de desperate unge mænd, som border skibene, også skal optrævle de magtfulde bagmænd, hedder det.

Men det er sværere at indfri den slags målsætninger end at bygge et fængsel, og fængslet byder sig desværre til som et første reelt skridt. Det er nemlig et velafprøvet og genkendeligt koncept, problemerne kan forsvinde i.

Her kan en norsk topdiplomat f.eks. forholdsvis hurtigt få mulighed for at gå rundt i en konkret bygning i Somaliland og for rullende kameraer vise handlekraft, hvilket er mere civiliseret end hans landsmands forslag om nedskydning.

Og Somalilands regering, der angler efter international anerkendelse, er villig til at indgå i forpligtende statslige samarbejder af storpolitiske grunde. Den komplicerede diskussion om, hvorvidt fængsling egentlig virker, taber hurtigt terræn over for den umiddelbare enighed om alternativernes uhyrlighed eller utilstrækkelighed ... man kan jo ikke bare skyde dem eller hjælpe dem i gang med at fiske.

Fængslet fremstår som så ofte før som den mindst ringe og den mest oplagte løsning. Og ordet pirat får hele projektet til at glide endnu nemmere ned. Piraten er en arketypisk voldsmand, som måske burde gå planken ud, men som selvfølgelig (med vores civiliserede mellemkomst) skal i piratfængsel, hvor menneskerettighederne er i orden.

Intet 'quick fix'

Fængsling løser dog intet i sig selv. Og hvis implementering af de store perspektiver i den langsigtede strategi reelt ikke følger med, fremstår piratfængslet som en hovsa-løsning. Afskrækkelsen og udelukkelsen ligner et slag i luften, hvis fødekæden, der sender stadig flere unge fattige mænd på desperate missioner i rum sø, ikke afmonteres.

Forbedringen af de indsatte pirater vil indebære alfabetisering, faguddannelse, udslusningsprogrammer etc., som kun kan løbes i gang, hvis det står allerøverst på dagsordenen - hvilket nok ikke bliver tilfældet.

Så er der kun målsætningen om hævn tilbage, der nok boner ud i forhold til den internationale og ikke mindst den hjemlige retsfølelse, men som ikke er et legitimt grundlag til at støtte fængselsbyggeri på Afrikas Horn.

Piratfængslet er (måske) en del af en løsning, hvor lokale og internationale institutioner, lovgivning, kapacitetsopbygning, fattigdomsbekæmpelse og folkelig deltagelse tilsammen danner et langsigtet angreb mod de grundlæggende årsager til pirateri. Hvis piratfængslet derimod ender som en løsning i sig selv, er det opskriften på en hvid elefant.

 

Tomas Max Martin er ph.d.-studerende i internationale udviklingsstudier ved Roskilde Universitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Artiklen kredser meget om at på langt sigt kan problemerne med Somalias pirater kun løses ved at tage fat om det grundlæggende problem: fattigdommen.
På et vist plan er det selvfølgelig rigtigt.
Men på et andet plan er det ikke rigtigt. Det siger jeg ud fra min mening om, at inden for en overskuelig fremtid kan fattigdommen i Somalia ikke afskaffes. Landet er i den grad fanget i en forkert udvikling, hvor samfundet falder mere og mere fra hinanden, og hvor fattigdommen bare bliver større og større. En vigtig grund til dette (ikke den eneste, men måske den vigtigste) er befolkningsvæksten. Børnetallene i Somalia er umanerligt høje, og dét i sig selv gør stort set ethvert muligt tiltag til at reducere fattigdommen udsigtsløst. Jeg tror at situationen i det land er så håbløst, at forbedring er umulig, i hvert fald i min levetid, og måske i hele dette århundrede.
Så de første hundrede år skal man ikke forvente at motivationen for at bedrive pirateri aftager.
Hvad skal den internationale skibsfart så gøre?
Fængsler er måske en løsning, men ærlig talt - hvis først en pirat er kommet i fængsel, er han sikret meget mere stabile levevilkår end han havde før. I fængslet kommer han jo ikke til at sulte.
Så hvad er løsningen?
Der er ingen løsning.

"I samme åndedrag oplyser de, at piraterne nu pga. de internationale flådestyrkers patruljering i Adenbugten, sejler så langt ud på havet, at de ikke har brændstof til at komme hjem igen. De vil omkomme, medmindre de kaprer et skib."

Det er en lodret løgn. Kun de færreste piratskibe finder et kaprebart skib ved første togt og skal derfor søge i flere dage efter sådanne et OG samtidigt undgå piratjagernes patruljer. De har nøje øje på hvad de har med af brændstof, vand og mad.

Desuden, hvis det skulle være sandt, hvorfor så brokke sig over det? Så løser problemet sig jo af sig selv...