Kronik

Positive men neutrale værdier

Udfordringen er stor, når Værdikommissionen i dag tager hul på sit arbejde – for hvordan i alverden kan man leve op til kommissoriets bud om at beskæftige sig med positive værdier uden at gøre sig til fortaler for bestemte værdier?
Hvordan skal vi opdrage næste generation? Svaret på det spørgsmål afspejler vores værdier.

Hvordan skal vi opdrage næste generation? Svaret på det spørgsmål afspejler vores værdier.

15. marts 2011

Den værdikommission, som regeringen har nedsat, skal ifølge kommissoriet kortlægge, »hvilke værdier der er vigtige for danskernes liv.« Frem til udgangen af 2012 skal den bidrage til en åben og bred folkelig debat om »positive værdier i det danske samfund« med udgangspunkt i fire pinde:

- Familien med særlig vægt på børns opvækst og opdragelse
- De nære fællesskaber i lokalsamfundet
- Den moderne livsstils påvirkning af vores liv
- Den enkeltes frihed og det personlige ansvar

Jeg ville ønske, der havde været en femte pind med følgende ordlyd: Hvilken rolle skal staten spille i bestræbelserne på at fremme positive værdier i det danske samfund? Det er nemlig først, når det spørgsmål inddrages, at værdipolitik for alvor bliver interessant. Det er ingen sag at opregne en lang række værdier, der er nogenlunde enighed om i dagens Danmark. Det er godt at engagere sig lokalt, at deltage i frivilligt foreningsliv, at møde op til forældremøder, at tilslutte sig demokratiet, at tale frihedens sag, at gå ind for kønnenes ligestilling, at være tolerant etc. Det er langt vanskeligere - men også langt vigtigere - at afgøre, hvilken rolle staten skal spille i bestræbelserne på at fremme bestemte værdier. Skal den præmiere folk, der deltager i frivilligt foreningsarbejde? Skal den straffe forældre, hvis børn løber ude og laver ballade efter kl. 22? Skal staten forbyde prostitution, fordi det krænker kvinder, der ikke selv lever af prostitution? Det er her tampen brænder, når vi snakker om værdier og værdipolitik. Intet er så uforpligtende som at tale om værdier i al almindelighed. Det bliver først interessant, når man spørger, i hvilket omfang vi som samfund skal blande os i hinandens værdier, livsførelse og livsholdninger.

Statsopdragelse

Lad mig kort henvise til den diskussion om demokrati, som fandt sted efter Anden Verdenskrig.

I 1945 var stort set alle enige om, at demokrati var en vigtig værdi. Men der var langt fra enighed om, hvilken rolle staten skulle spille i bestræbelserne på at fremme demokratiet.

Den umiddelbare baggrund for diskussionen var kampen mellem demokrati og totalitære systemer og tanker. Man havde set, hvordan det tilsyneladende var lykkedes for nationalsocialisterne at nazificere en stor del af den tyske ungdom ved hjælp af en effektiv ideologisk opdragelse. Spørgsmålet var derfor, om en demokratisk stat på tilsvarende måde skulle sætte sig i spidsen for at opdrage den opvoksende generation til gode demokrater.

I den diskussion aftegnede der sig to overordnede synspunkter: Det ene var, at staten skal sikre, at alle får en demokratisk opdragelse; det andet, at staten skal sikre pluralisme og forholde sig neutralt til forskellige livsanskuelser.

Allerede i 1944 havde Victor Gram, der var formand for Socialdemokratisk Ungdom og senere forsvarsminister, på et møde i Dansk Ungdoms Samvirke markeret, at den rigtige form for ungdomsopdragelse var en af staten ledet disciplineret undervisning. Det havde diktaturstaternes resultater vist. I et bittert opgør med samvirkets formand, Hal Koch, understregede Victor Gram: »Den opfattelse står vi fast ved, og det afficerer os ikke, hvad andre mener«.

I DSU's sociale ungdomsprogram for efterkrigstiden var obligatorisk statsopdragelse til demokrati formuleret som de unge socialdemokraters officielle politik.

I en tale den 29. august 1945 argumenterede Mogens Fog ligeledes for en demokratisk genopdragelse af, hvad han kaldte »vore forrædere«, dvs. de mennesker, der efter befrielsen den 5. maj var blevet fængslet af modstandsbevægelsen for at have gået tyskernes ærinde.

Hans forslag gik ud på, at fængselssystemet skulle påtage sig opgaven at omskole danske nazister til funktionsdygtige demokrater.

 

Hal Koch fandt det yderst betænkeligt, hvis en liberal stat stillede sig i spidsen for en demokratisk opdragelse.

I et foredrag om staten og ungdomsopdragelsen fra 1946 fremhæver han, at den totalitære stat har som ambition at præge den opvoksende generation ideologisk. Hvis en liberal stat følger samme spor, er den på vildspor. Den afgørende forskel mellem en demokratisk og en totalitær opdragelse er, at en demokratisk opdragelse ikke forpligter folk på en bestemt menneske- og statsopfattelse.

Der gives således ikke en demokratisk opdragelse, på samme måde som der findes en nazistisk og kommunistisk. En ideologisk skoling i demokrati forudsætter nemlig, at man ved, »hvad demokratiet er.« Men det kan man, ifølge Hal Koch, i sidste instans ikke vide. Det skyldes, at demokrati ikke er en ideologi på linje med nazismen og kommunismen. Demokrati er et åbent system uden en fast kerne. Opdragelse til demokrati må derfor bygge på »sokratisk uvidenhed«.

Ingen sidder inde med det endegyldige svar på, hvad demokrati er. Derfor bliver dialog, samtale og forhandling de afgørende kendetegn ved en demokratisk opdragelse.

Pluralisme som værdi

Der er ingen tvivl om, at den liberale position, som Hal Koch er talsmand for, slog stærkest igennem i efterkrigstidens danske uddannelsespolitik.

Kernen i den kochske argumentation er, at staten i et demokrati skal forholde sig neutral til forskellige livsanskuelser - et synspunkt, der bliver knæsat med folkeskoleloven af 1975.

Forud for udarbejdelsen af formålsformuleringen afholdt daværende undervisningsminister Knud Heinesen i 1972 en konference med deltagelse af filosofiske, psykologiske, samfundsvidenskabelige, teologiske og pædagogiske notabiliteter. De var ifølge Heinesen enige om, at der ikke længere var nogen fælles livsnorm i befolkningen, og at man derfor måtte »afstå fra at formulere et værdibestemt mål for folkeskolen«.

I forlængelse skoleloven af 1975 udlagde Undervisningsministeriets kontorchef, Henrik Helsted, lovens tankegang på følgende måde: »Det følger af folkeskolens hele stilling efter lovgivning som en offentlig skole, der står åben for alle børn, at skolen ikke må søge at påvirke eleverne i retning af bestemte livsanskuelser eller bestemte politiske opfattelser.«

Umiddelbart kunne det se ud som om kontorchefens kommentar er i lodret modstrid med folkeskolens formålsparagraf, hvor ordet demokrati for første gang var skrevet ind, idet folkeskoleloven netop forpligter skolens virksomhed på demokrati og åndsfrihed. Men en sådan modsætning forsvinder, hvis folkeskoleloven betragtes ud fra den kochske optik, idet en demokratisk stat netop er kendetegnet ved at etablere en ramme og ellers forholde sig neutralt til folks livsanskuelser.

Svær neutralitet

At den liberale tradition i dag stadig gør sig gældende, ses af det kommissorium, som værdikommissionen har fået, idet der til sidst står: »Arbejdet skal tilrettelægges, så befolkningens værdier og meninger afspejles. Kommissionen skal derimod ikke i sit virke gøre sig til fortaler for bestemte værdier.«

Det bliver yderst interessant at se, hvordan kommissionen vil håndtere det paradoks, at den på den ene side skal beskæftige sig med »positive værdier i det danske samfund«, og på den anden side ikke må gøre sig »til fortaler for bestemte værdier«. Hvordan i alverden kan man beskæftige sig med positive værdier uden at gøre sig til fortaler for bestemte værdier? Værdier kan vel i sagens natur ikke være neutrale, i hvert fald ikke 'positive værdier'.

Kommissionen bliver nødt til at vælge: Enten må den se stort på opgaven at skulle fremme en debat om positive værdier, eller også må den tage opgaven på sig og dermed se bort fra kravet om ikke at gøre sig til fortaler for bestemte værdier.

At den må vælge det sidste, siger næsten sig selv. Og det er der også god grund til at gøre. For rent faktisk er den liberale tradition stærkt på retræte. Det ses ikke kun i terrorlovningen, men også i den retorik, der bruges om skolen, hvor der siden midten af 1990'erne gradvist er sket fokusskift fra pluralisme til fælles værdier.

Det blev tydeligt, at nye værdipolitiske tider var undervejs, da daværende undervisningsminister Margrethe Vestager i 2000 udsendte sit programmatiske skrift Værdier i virkeligheden. Her fremhæves det nemlig: »Vi har mere end nogensinde brug for at sætte ord på, hvad det er for holdninger og værdier, der binder os sammen.« Efter regeringsskiftet i 2001 blev værdipolitikken stærkt intensiveret, regeringen har bl.a. taget initiativ til at udarbejde en række kanoner - nu også en værdikanon.

Men den værdipolitiske oprustning er sket, uden at forholdet mellem stat og værdier er blevet tematiseret. Derfor er der et stort behov for at få afklaret statens rolle i den omsiggribende værdipolitik. Hvis kommissionen vil bidrage til det, er der grund til at hilse den velkommen.

Børneopdragelse

Værdikommissionens arbejde kan få endnu større betydning, hvis den ud over den femte pind også inddrager en sjette, der stiller det helt fundamentale spørgsmål: Hvordan skal den voksne generation opdrage den opvoksende generation? Det er i virkeligheden pædagogikkens og værdipolitikkens grundspørgsmål. Hvordan skal forældre opdrage deres børn? Hvordan skal skolen opdrage eleverne?

Mange vil nok umiddelbart sige - det gør jeg også selv - at børneopdragelsen i familien er forældrenes egen sag. Men det er det jo kun til en vis grad. Vi har f.eks. undervisningspligt her i landet. Forældrene har pligt til at sørge for, at børnene kommer i skole eller modtager en tilsvarende undervisning.

I skolen kan vi som samfund ikke undgå at blande os i andre menneskers værdier og livsførelse. Det centrale spørgsmål er derfor: Hvilke værdier og dyder ønsker vi, at skolen skal indpode i den opvoksende generation?

 

Ove Korsgaard er professor i pædagogik på Institut for Pædagogik, DPU

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Regeringen og Dansk Folkeparti har jo allerede besluttet, hvad der er danske værdier og nedskrevet disse i lovgivningen. Hvorfor så denne kommission? Svaret må være:Legitimering af (ynkelig) praksis.

Hvis den såkaldte opposition havde formuleret blot antydningen af en alternativ politik, ville der ikke være tvivl om udfaldet af de½t kommende valg; men i valget mellem pest og kolera er der jo altid nogle, der vælger pesten. Så uanset værdier og kommissioner: Stakkels danskere.

@ Steen Just

Hvorfor? - Fordi Per Ørum Jørgensen (Kf) forlangte en sådan kommission mod at stemme for finansloven!

Men det er jo fuldstændig ligegyldigt hvad man når frem til, folk lever alligevel som det passer dem, derfor er det spild af penge!

Toke Andersen

Hedder du virkeligt Tove Andersen? ;)

Pt er det vist bare tomgang fra en impotent regering. Muligvis de håber på at finde noget der kan dække lidt for skandalerne inden næste valg?

Men under en anderledes parlamentarisk konstellation, hvor moralisterne får magt som de har agt, kunne en sådan kommission bestemt et stort problem.
Bare se på sammensætningen! Hvordan disse mennesker kvalificerer til jobbet, står hen i det uvisse!
MVH

Toke Andersen

Lol,, det var ikke sådan ment ;)
Synes bare det var bemærkelsesværdigt.
Et indlæg fra Tove og et fra Toke, lige efter hinanden på hovedmenuen, måske nogen tænkte vi var én person, der udgav sig for to?,,;)

Jeg hedder ofte Tove Andersen på regninger for ting bestilt over telefon mm.

God aften