Kronik

Radio Møller kan bare komme an

For få år siden blev radiodokumentaren erklæret død. P1-programmer blev lukket, og magthavere rasede mod kanalens venstreorienterede tendenser. En æra var slut, hed det. Men siden har P1 rejst sig. Lyttertallene stiger. Priserne vælter ind. Næste udfordring er konkurrencen fra den kommende Radio Møller. P1 er klar til kamp!
Stadig flere lytter til P1.

Stadig flere lytter til P1.

Morten Juhl

7. marts 2011

Som P1-medarbejder og radiodokumentarist har jeg al mulig grund til at være kulturminister Per Stig Møller (K) taknemmelig. Det seneste medieforlig indebar, at staten fra 2012 og hvert år fremefter vil pumpe et for os svimlende beløb på 100 millioner kroner ind i en ny radiostation, som skal konkurrere med P1. Kulturministeren og de politikere, som står bag dette generøse brug af skattekroner, mente angiveligt, at det vil gøre P1 godt at få konkurrence.

Wow - nu gælder det om at stramme ballerne, tænkte jeg. I frihedens og kreativitetens navn skulle vi til at krydse klinger med de sikkert mange og talentfulde mennesker uden for DR, der også kan lave radio. En konklusion, som dog var blandet med en vis bitterhed over, at P1 på forhånd var blevet stækket.

Den bitterhed er forsvundet. Ansøgerne til den ny station er faldet fra i klaser på grund af statens detaljerede krav til både økonomi og redaktionel ledelse, så nu er det op til Berlingske/ArtPeople gruppen. Pøj-pøj med det, men tillad mig at ledsage lykønskningerne med en sorgmunter advarsel om, at politiske kontrolfreaks laver dårlig radio, og at P1 ikke er så let at gøre det af med.

Overdrevet sortsyn

Som mangeårig medarbejder i institutionen har jeg lært at tage både mediernes og politikernes kritik med et gran salt. DR er og bliver en herlig legeplads for ambitiøse debattører og et godt træningslokale for ditto politikere.

Nærværende avis præsenterede eksempelvis for nogle uger siden et billede af institutionen med neonkors på facaden og forpligtigelse over for den kristne kulturarv indskrevet i fundatsen. Gudfader bevares, jeg er uden at vide det blevet indlemmet i en kristen fundamentalistisk megakirke i det amerikanske bibelbælte, tænkte jeg - indtil jeg fandt ud af, at det ikke handlede om andet end den dybt uinspirerende og forstenede diskussion om, på hvilken kanal, på hvilket tidspunkt og hvordan DR skal transmittere kristne gudstjenester.

Da danske aviser, medieforskere og udenlandske radiofolk i 2007 erklærede den danske radiodokumentar død, gjorde kritikken mere ondt. Der skulle spares, og institutionen var i forvejen udsat for en række angreb af en type, som enhver journalist, der har arbejdet i diktaturstater, ved, er de værste af alle: Hemmelige e-mails fra magtfulde ministre og udvalgsmedlemmer med slet skjulte trusler om bevillingsnedskæringer kombineret med åbenlyst politisk-motiverede krav om fyringer af bestemte medarbejdere. Bedre blev det ikke af, at en tidligere generaldirektør ved sin tiltræden kaldte P1 og Orientering venstreorienteret.

På den baggrund så kritikerne nedlæggelsen af programmerne Dokumentarzonen og Ultralyd som en politisk gestus snarere end en simpel spareforanstaltning. Det handlede om syv millioner kroner, hvilket i DR budgetsammenhæng var et relativt lille beløb. Men kritikken af beslutningen gik langt videre, ikke mindst fordi DR's radiodokumentarudsendelser blev betragtet som forbilleder i en række af vore mindre nabolande, Irland og Norge f.eks.

Da DR's daværende radiodirektør Leif Lønsmann lukkede de to programmer, gav det faktisk anledning til udtalelser og reportager, som præsenterede beslutningen som det værste, der var overgået de danske lyttere og internationale proselytter, siden Sommerspiret brasede i havet ud for Møns Klint. Et intellektuelt og journalistisk fyrtårn var faldet.

Gravøl

Umiddelbart efter, at beslutningen var truffet, samledes alverdens radiodokumentarister til konference i DR-Byen. Starten på en reportage i Information fortalte på forbilledlig vis, hvad deres budskab var: »Hele verdens radiodokumentarister er repræsenteret ... de er her for at udvikle deres fag og gøre deres lands historiefortælling endnu bedre ... og fra Kina, Bulgarien, Storbritannien og Tyskland sidder de vantro og stirrer på DR's radiodirektør. Genren er død. En æra er slut. Radiodokumentaren har fra 1. januar næste år ikke længere radiorum i Danmark. Et vækstmiljø, som i mange år havde været til inspiration for generationer af dokumentarister verden over, er forvandlet til et mausoleum.«

Kravet om kølig saglighed i vurderingen er i en sådan situation måske for meget at forlange, men en større grad af ædruelighed havde været på sin plads. Genren lever nemlig ikke bare i bedste velgående, men har undergået forandringer og justeringer, som i stigende grad finder lyttere. En udvikling, som endda retfærdiggør det dengang mest forkætrede af alle DR-argumenter, nemlig at det ikke handlede om uvilje mod dokumentargenren, og at vreden over lukningerne reelt ville ende i bedre programmer af denne type.

Succeser på stribe

Det er der i dag, fire år efter, et stærkt argument for er tilfældet.

Et af de eksempler, der dengang blev nævnt som en type udsendelse, der aldrig mere ville se dagens lys, var et dokumentarzone-program om en slemt invalideret dansker, der overlevede bomben mod FN-hovedkvarteret i Bagdad i 2003. Danskeren overlevede, fordi han sad i en lænestol, mens alle andre i mødelokalet blev dræbt.

Det var et fremragende program, men det var featureprogrammet Vejsidebomben fra 2009 også. Der er en række supplerende eksempler. Orienterings Jesper Tynell fik sidste år Cavlingprisen for sin afsløring af, hvordan daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen og hans ministerium brød loven, bestilte misvisende tal, slettede belastende dokumenter og vildledte Folketinget.

Programmet P1 Dokumentar har set dagens lys og allerede vundet den danske radiobranches pris for bedste radiodokumentar for sin afsløring af, at der i årevis fandt overgreb og magtmisbrug sted i et katolsk kloster i Norddjurs Kommune.

Et andet nyt program, Detektor, som tester tal og statistikker brugt i den offentlige debat, er lanceret. Og så er der min personlige favorit: Anne Røgils prisbelønnede og aldeles brillante Når fogeden banker på om, hvad der sker, når en dansk familie sættes på gaden. Budskabet er entydigt: Dansk radiodokumentar ligger på et meget højt niveau og er fortsat til inspiration for udenlandske kolleger.

Meddelelsen om genrens død var altså, med et Mark Twain-citat, stærkt overdrevet.

Stigende lyttertal

Jeg har ingen entydig forklaring på hvorfor, men dog et par bud. Fra en snævert defineret genre har radiodokumentaren på P1 siden 2007 udviklet sig til en dynamisk og varieret genre. Det radiorum, som deltagerne i gravølskonferencen i 2007 talte om var forsvundet, er reelt blevet større. Den journalistik, som bar den gamle indblik-journalistik og var snævert rubriceret som opsøgende og undersøgende, har bredt sig og fundet nye former, nye varianter i rammer som features, temaer og deciderede dokumentariske udsendelser. Det hjælper betydeligt, at der fra at herske en dyster og bitter stemning blandt udøverne af genren, har bredt sig en ny begejstring og entusiasme båret af stor frihed.

Lyttertallene er derefter. Lytterlokomotivet på kanalen er selvfølgelig nyhedsprogrammet P1 morgen, og specialprogrammer som Mennesker og Medier og Orientering trækker også godt. Men, i mindre målestok, ser vi også fremgang i både lyttertal og lytterandele, hvad features, temaer, dokumentarprogrammerne, etc. angår.

Mest interessant er måske udviklingen i antallet af podcastede programmer. Her er der programmer, som inden for det sidste års tid har set stigninger på op til 1000 procent.

Så kom bare an, Møller, hvis I da får lov.

Frank Esmann er forfatter og journalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Tak til Frank Esmann for den kronik. Dejligt at høre at flere lytter til P1 og dejligt at mange programmer er lagt ud så man kan høre dem når det passer en over nettet eller i toget på vej frem og tilbage fra arbejde mv.. Nu mangler vi bare at lytterne bliver inddraget direkte på DR s hjemmesider til de enkelte programmer. Jeg forstår slet ikke hvorfor lytterne SKAL tinges over på Facebook for at kunne deltage.

Men jeg kan stadig væk ikke forstå hvorfor licensbetalerne skal af med 100 mio. kr. årligt til en kanal ingen har bedt om og slet ikke i disse tider hvor regeringen siger at ALLE skal spare.
I mine øjne var det bedre at styrke DR så de virkeligt kan gå dybere ned i emnerne og på den måde give lytterne nogle bedre oplevelser og information.

Peter Andreas Ebbesen

Tak for kronikken.
Nu har vi jo desværre mistet endnu et flagskib inden for dokumentar og montage-området, i det, at Torben Påske pluslig er død i en alder af blot 57 år.
Jeg tror vi er mange, der vil savne hans små repotager og dokumentar-udsendelser, hvor han med stor professionalisme forstår at finde de små ting i værddagen.
Han vil blive savnet.
Æret været hans minde.
VH Heidi Madsen

Niklas nivlaps@gmail.com

Jeg forstår ikke hvorfor der skal gås så benhårdt efter P1. Jeg kender ingen radionstationer med en så engageret, trofast og interesseret lytterskare. Godt gået til alle på stationen og god vind til Radio Möller!

Mikael Junker

Personligt har jeg nok svært ved at ønske "radio möller" god vind!
Prisen er jo at DR mister P2. Jeg hører meget P1 - og mener kanalen, efter en nedgangsperiode, er på vej op, som der så fint redegøres for i kronikken.
At miste P2 og til gengæld få to P1'er giver ingen mening, men giver mindelser om TV2's første tid, hvor Jørgen Hübertz Schleimann gav os frihed til at vælge mellem to tv-aviser, der blev afviklet samtidig.
Nu mister Danmark sin klassiske kanal - og dermed, omend det fylder en bagatel i programfladen - og sin dækning af jazz-området. Blå stues ideologiske krig mod DR, har hele tiden være præget af fejlopfattelse, løgn og forkerte konklussioner!
Jeg mangler stadig at se det skulle fremme alsidigheden med kommercielle/ideologisk støttede radio/tv-kanaler. Synes virkeligheden beviser det modsatte. Hvis jeg lytter FM-båndet igennem hører jeg stort set den samme mainstream musik på alle kanaler - med P2 som den kanal, der afgørende skiller sig ud. Fri os for markedskræfternes indtrængen overalt. Vi er nogle der vil have kvalitet fremfor meningsløs konkurrence.
Mvh

anders kjærulf christensen

Kære Frank.
Det var ikke radiodokumentaren, der forsvandt. Det var radio-montagen.
Og den lever IKKE i bedste velgående.
Sidste egenproducerede var netop Vejsidebomben, der vandt prix italia - som montage.
Jeg er godt klar over, at ordet nu er totalt non-grata på P1.
Men derfra til decideret at historieforfalske fortiden....går udfra det er en forglemmelse?
Iøvrigt røg UltraLyd i samme hug - det var en genre for sig selv.
Og det var oprindeligt ikke radiodokumentaren DR var kendt for - det var Radio-MONTAGEN, som den blev lavet af blandt andet Christian Steentoft, Peter Kristiansen, Lisbeth Jessen og mange mange andre.
Historien om hvad der skete dengang der skulle spares de sølle syv millioner kan blandt andet læses her: https://montagen.wordpress.com/2007/05/
Held og lykke med det ny p1 og tillykke med de fine lyttertal til dig og Anders Kinch

mvh

Dorte Sørensen

En anden sag er også at P1 s Selvsving –det eneste politiske satireprogram der er tilbage på DR forsvinder også til april og skal erstattes med noget andet satire.