Læserbrev

Hvad med romaerne?

De massive socile problemer med romaer fra Østeuropa er et fælles problem som EU må adressere.

De massive socile problemer med romaer fra Østeuropa er et fælles problem som EU må adressere.

Debat
30. marts 2011

I april skal EU-kommissionen komme med et udkast til en europæisk romapolitik. Det vil være tiltrængt. For romaerne i Europa lever som et multinationalt mindretal, der mange steder behandles som tredjerangsborgere, eller fremmede, der skal udøves klapjagt på.

Uanset om der er tale om fastboende eller vandrende romaer, har de brug for en styrket retsstilling og bedre sociale kår. Det kunne vi se sidste sommer, hvor romaerne vakte irritation rundt om i Europa. De udbredte fordomme er, at de tigger, stjæler, bor ulovligt og er frække alle sammen. Derfor blev der taget hårdt fat om dem med udvisninger, hvilket nogle opfattede som opretholdelse af lov og orden.

Andre var meget forståeligt forfærdede, fordi romaerne tilsyneladende ikke levnes den retssikkerhed, som er andre mennesker til dels.

Men fælles for disse holdninger er, at man ser romaproblematikken som et lokalt retspolitisk problem, og det er det ikke. Det er et fælleseuropæisk fattigdomsproblem.

Mange af romaerne kommer fra Rumænien og Bulgarien. Selv om de indimellem er et omrejsende folk, så er det næppe udlængsel, der har drevet dem til for eksempel Danmark. Det er derimod fattigdom, til tider kombineret med meget aggressiv racisme i hjemlandet. Romaerne er hos os på flugt fra noget værre.

Det er i den forbindelse værd at huske på, at Rumænien og Bulgarien er medlemmer af EU, med hvad deraf følger af forpligtelser.

Forpligtet af EU

I EU har vi masser af fælles regler og forpligtelser, også over for egne borgere. Vi har fælles miljøregler, et hav af regler for det indre marked, og vi har fælles regler for økonomisk politik, selv når man ikke er med i euroen.

Men vi har næsten ingen EU-regler for fattigdomsbekæmpelse i de enkelte EU-lande.

Så måske er det på tide, at de andre EU-lande får gjort Rumænien og Bulgarien klart, at EU-medlemskab er for lande, der tilstræber at være velfærdsstater og sikre sine borgere de basale livsnødvendigheder også når disse borgere er romaer.

Rumænien og Bulgarien er ikke rige lande, men de er heller ikke u-lande. Fraværet af et tilstrækkeligt socialt system er et valg, truffet af uduelige politikere. Det valg må de gøre om, for EU-medlemskab forpligter.

Derfor bør EU-kommissionens kommende udspil lægge pres på Rumænien og Bulgarien til at få en ordentlig fattigdomspolitik, der også omfatter den del af deres befolkninger, der er romaer.

Den fri bevægelighed for mennesker i EU skal være et tilvalg, ikke en flugt. Vejen til det er en anstændig fattigdomspolitik i alle EU-lande. Det er langt bedre end hårdhændede politistatsmetoder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her