Kronik

Sådan ta'r vi Gaddafi ud

Når en leder farer morderisk frem mod sit eget folk, gør han sig til legitimt mål for en indsats som den i Libyen. Her er en thrillerforfatters bud på, hvordan Gaddafis dage kan få en ende
Når en leder farer morderisk frem mod sit eget folk, gør han sig til legitimt mål for en indsats som den i Libyen. Her er en thrillerforfatters bud på, hvordan Gaddafis dage kan få en ende
31. marts 2011

Oberst Muammar Gaddafis adfærd og fremtoning appellerer til fantasien. En operettefigur med kant, hvis der nogensinde har været sådan en. Og hvilket sprog vore militære ledere og journalister bruger, når de beskriver operation Odyssey Dawn. Dagligt fortæller de om militære installationer, fly, kampvogne, lastbiler og firehjulstrækkere, der er blevet »taget ud«. Hvad er der dog blevet af det gode, gamle 'ødelagt' eller, i oberstens tilfælde, 'fang ham, død eller levende?' Nå, de unge skaber sproget, og de ved, at taking out Gaddafi ikke handler om en Shawarma to go.

Men lad os først kigge lidt på historie. Ville Anden Verdenskrig eksempelvis være afgjort tidligere, hvis Eisenhower havde givet pansergeneral Patton alt det brændstof, invasionsstyrken i Normandiet rådede over, i stedet for at dele den ligeligt mellem Pattons 3. armé, Montgomerys hær og den amerikanske 1. armé? Det mente Patton og mange andre med ham. De sagde, at hvis Patton havde fået brændstoffet, da han bad om det, kunne han være trængt durk ind i Tysklands hjerte, have forkortet krigen med ni måneder og dermed have sparet mange menneskeliv.

Der kan stilles mange andre af denne type hvad nu hvis-spørgsmål i forbindelse med Anden Verdenskrig. Ville den f.eks. være sluttet endnu hurtigere, hvis de forsøg på at likvidere Hitler, som begyndte i 1943, var lykkedes? Det mente Churchill allerede i 1942, men da en gruppe tyske officerer i juli 1944 gjorde alvor af det, mislykkedes det.

Og hvad nu, hvis Stalin var blevet likvideret, før han for alvor startede den røde terror, eller en CIA-MI6-enhed havde gjort det af med Saddam Hussein, da hans sikkerhedstjeneste begyndte likvideringerne, og han selv begyndte at tage børn som gidsler?

Vi få aldrig noget endeligt svar på de spørgsmål. Det gælder til gengæld ikke for spørgsmålet om, hvorvidt fjernelsen af den libyske leder oberst Gaddafi, død eller levende, bør være et af de vestallieredes mål med Odyssey Dawn. Det diskuteres ivrigt i de kredse, hvor den slags beslutninger træffes, og er derfor værd at kommentere. Så, for nu at blive i moderne, dansk krigsretorik: Skal vi ta' Gaddafi ud?

Bredt mandat

Hverken hurtighed eller beslutsomhed har præget optakten til operationen. Det er tilgiveligt. Siden en gadehandler i Tunis stak ild til sig selv i frustration over et intimiderende sikkerhedspoliti, er det gået stærkt i en række arabiske lande i Mellemøsten.

Udviklingen genkalder i den grad Bismarcks ord om, at når politikere hører Vorherres march gennem historien, er der ikke andet end at gøre at prøve at gribe en flig af hans kåbe og lade sig hvirvle med. Bismarcks pointe var imidlertid, at sande statsmænd måtte vente, indtil de var sikre på at kunne høre trinene. De skal i en sådan situation balancere mellem at udvise rettidig omhu, undgå at blive hægtet af — og så handle ud fra et sæt givne, lokale politiske omstændigheder.

En uges tid efter at FN's Sikkerhedsråd havde vedtaget den resolution, som er grundlaget for operationen, viste der sig tegn på, at den daværende chef for indsatsen, den amerikanske general Carter F. Ham, anlagde en robust og bred fortolkning af mandatet. Det var klart allierede flyangreb — rettet ikke bare mod Gaddafis luftvåben og forsvarsinstallationer, men også mod hans jordstyrker — som ændrede dynamikken på den libyske slagmark. Da natten faldt på lørdag var Gaddafis styrker på tilbagetog efter at være blevet drevet ud af Ajdabiya og Brega.

Men oppositionsstyrkerne er utrænede, og som en slags afskedssalut til sin canadiske efterfølger, Nato-general Charles Bouchard, advarede general Ham om, at den libyske 32. brigade under ledelse af Gaddafis søn Khamis muligvis forbereder et modangreb. Ja, faktisk forlyder det nu, at Gaddafis styrker allerede har påbegyndt en ny angrebsbølge.

I en sådan situation er argumentet for at ta' Gaddafi ud klart. Han er en voldelig despot godt hjulpet af sine sønner. Det viste sig allerede, da han tog magten efter Kong Iris. På bare én dag i 1966 dræbte hans sikkerhedsfolk 1.270 fanger i et fængsel i Tripoli. Han har åbenlyst støttet terrorisme og ladet politiske modstandere snigmyrde. Da fredelige demonstranter lod sin inspirere af begivenhederne i Tunis og Egypten, skød hans lejesoldater dem ned.

Nådesløst har den bizarre oberst og hans sønner tillige lovet, at indbyggerne i Tobruk og Benghazi vil blive udryddet som rotter som straf for at have sat sig op mod Gaddafi-klanen. Det er i sig selv grund nok til at fjerne ham.

Som chef for de sikkerhedsstyrker, der, siden demonstrationerne begyndte, har myrdet hundreder af uskyldige civile, er han i øvrigt også i folkeretslig forstand et legitimt mål for en take out-operation.

Oprørernes opgave

Fortidens synder kombineret med særdeles realpolitiske overvejelser gør det bare umuligt for Nato at gennemføre operationen selv. Det skal de libyske oprørere selv klare. Når det er gjort, kan de vælge at stille ham for retten, udlevere ham til den internationale domstol i Haag eller sende ham i eksil.

For at nå dertil har de brug for en hjælpende hånd. Tager man for en stund fantasien til hjælp, åbner der sig en mulighed. Lad os gå ud fra, at general Bouchard ved, hvor Gaddafi befinder sig. Mit bud er, at samtlige brugbare satellitter er i kredsløb over regionen, og at manden ikke kan stikke så meget som næsen uden for en teltdug uden at blive opdaget.

Lad os også gå ud fra, at vi har meddelere i hans inderkreds. Herregud, lige siden dr. Hammer fra olieselskabet Occidental sikrede sig sin banebrydende oliekoncession i Libyen, har bestikkelse været dagligdag. Og da Gaddafi efter balladen om Lockerbie-bomben pludselig blev medlem af det gode selskab, åbnede der sig givet nye muligheder for at infiltrere hans inderkreds. Sikker kommunikation mellem dem og de allierede skulle ikke være noget problem med den teknik, tjenesterne råder over i dag. Hvis de ikke har ordentlig HUMINT på jorden i Libyen i dag, er de ikke deres salt værd.

Flyforbuddet kombineret med den kendsgerning, at der er områder i landet, hvor oprørerne har kontrollen, sikrer, at en nedkastning af en halv snes specialuddannede kommandosoldater, franske, britiske eller danske jægere eksempelvis kan gennemføres.

Gaddafis sidste parade

Risikoen ligger i selve det øjeblik, hvor Gaddafi tages ud. Husk, at vore kommandosoldater i dette øjeblik kun kan give dækning og transport, og glem alt om de to jarheads, den højtuddannede snigskytte og hans observatør fra det amerikanske marinekorps, der gør det af med obersten med et enkelt, velplaceret skud. Det er ikke sådan, det skal gøres.

Nej, Gaddafi skal tages levende, og det skal være libyske oprørere, der gør det. Og før du, kære læser, forhåbentlig med et lille smil men dog opgivende, smider denne avis fra dig, så husk, at det er præcis den slags operationer, vi i årevis har uddannet vore kommandosoldater til at gennemføre. Og tænk så også på den fænomenale effekt det vil have, hvis den tilfangetagne Gaddafi, siddende under bevogtning i en åben lastbil, blev paraderet ned gennem Benghazis gader, mens folk jublede af begejstring over endelig at få ham bragt for retten og stillet til ansvar for sine gerninger.

Nedværdigende? Umenneskeligt? Tja, i betragtning af, hvad han har udsat sit folk for, vil jeg kunne leve med showet. Og ville det, når du tænker nærmere over det, ikke være helt i hans ånd?

Frank Esmann er journalist og forfatter til thriller-trilogien 'Døden indhenter Jer', 'Dragens Ånde' og 'Hævn over Hævn'.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Reduktionen til ubetydelighed er måske den største straf man kan tilføre et menneske af hans støbning og et eller andet sted skulle han bare have lov til at daffe af, ud fra devisen at han ikke engang er værd at ofre en kugle på. Problemet er bare, hvis alt for mange vælger at følge ham, at der kan opstå ballade igen. Men så kan man jo altid tage ham ud til den tid.

Og? Gaddafís styrker bliver angrebet, ja, det er sandt. Men hvad med Saudi-Arabien, Syrien eller Bahrain. Disse lande foretager sig eller har foretaget sig noget lignende som Gaddfi gør eller har gjort.

Og voldelige despoter er historien fuld af; vor egen Christian den Fjerde var en sådan. Og det var han, fordi han var enehersker, og konge af Guds nåde.
Gaddafi og sheikherne i Saudi-Arabien er præcis som Christian den Fjerde var - eneherskere, der den ene dag bestemmer noget, den anden dag bestemmer noget andet.

Michael Nielsen

Ovenstående artikel er ren pro-libyen-krig propaganda. Intet andet.

Artiklens formål er ikke en diskussion om hvad der kunne være sket i historien, eller hvordan sproget bruges om krigen, selvom disse komponenter bruges ivrigt. Nej formålet er at indføje sætninger til underbevidstheden, der legaliserer tanken om at Gadaffi kan fjernes.

Se eventuelt her:
"...Det diskuteres ivrigt i de kredse, hvor den slags beslutninger træffes, og er derfor værd at kommentere. Så, for nu at blive i moderne, dansk krigsretorik: Skal vi ta’ Gaddafi ud?"

eller se her:

"...Nådesløst har den bizarre oberst og hans sønner tillige lovet, at indbyggerne i Tobruk og Benghazi vil blive udryddet som rotter som straf for at have sat sig op mod Gaddafi-klanen. Det er i sig selv grund nok til at fjerne ham."

"...Som chef for de sikkerhedsstyrker, der, siden demonstrationerne begyndte, har myrdet hundreder af uskyldige civile, er han i øvrigt også i folkeretslig forstand et legitimt mål for en take out-operation."

Se, dermed bliver artiklens formål at få den ukritiske læser, til at accepterer at krigen ikke mere handler om at opretholde en flyveforbudszone - men i stedet at fjerne Gadaffi.

Det betyder naturligvis ikke at denne artikel alene kan skabe sådanne en accept, men den er en del af en medieagenda som ønsker at ændrer opfattelsen af krigens udvikling.

Dig der læser disse ord; start med at være kritisk anlagt NU.

Ole Halvorsen

"Risikoen ligger i selve det øjeblik, hvor Gaddafi tages ud"
Wow! Esman,! 'tages ud' - Sådan! Nu kan du dit lingo!!
Nu skal du bare folde dig rigtigt ud!

Artiklen er kun et forsvar for den forbryderiske handling Natos angreb er. Der er ingen dokumentation på at Gadaffi gør noget der er værre end vi ser overalt i verden.
Vores eget land er ikke bedre.

Steen Erik Blumensaat

Syndebukken hvor er det godt i disse tider at have en syndebuk, der ved sin død kan tage alles synder fra dem.
Godt nok er jeg et røvhuld, men så stor et røvhuld som Ham, er jeg dog ikke.
Godt nok har jeg en beskidt tankegang, men så beskidt som Han, har jeg dog ikke.
Godt nok er mine ønsker om de andres død slemme men så slem som Ham er jeg dog ikke.
Enhver sammenligning med Ham og Jeg der ikke retfærdig.
Hvis Jeg er god så Må Han være ond.
A er a og ikke b og en treide mulighed gives ikke.

Steen Erik Blumensaat

Syndebukken hvor er det godt i disse tider at have en syndebuk, der ved sin død kan tage alles synder fra dem.
Godt nok er jeg et røvhuld, men så stor et røvhuld som Ham, er jeg dog ikke.
Godt nok har jeg en beskidt tankegang, men så beskidt som Han, har jeg dog ikke.
Godt nok er mine ønsker om de andres død slemme men så slem som Ham er jeg dog ikke.
Enhver sammenligning med Ham og Jeg der ikke retfærdig.
Hvis Jeg er god så Må Han være ond.
A er a og ikke b og en treide mulighed gives ikke.

Karsten Olesen

På Modkraft.dk er der kommet et indlæg fra en dansker der lige har været i Cairo:

http://modkraft.dk/blogs/farhiya-khalid/article/der-er-altid-et-alternat...

"Jeg kunne desværre ikke selv komme til demonstrationen da jeg var i Egypten for at lære af de nybagte revolutionær dér. De havde i øvrigt nogen andre historier at fortælle om Libyen, end det der betragtes som "sandheder" herhjemme. Mine indtryk fra Egypten vedrørende Libyen var:

Alle jeg talte med havde det indtryk at den vestlige intervention handlede om kontrol med olien i Libyen og at tidspunktet for interventionen ikke havde nær så meget med Benghazi at gøre, som det havde at gøre med at Gaddafi netop på det tidspunkt havde sat ild til nogle af oliefelterne i landet.

De folk jeg talte med som selv havde været over grænsen til Libyen i biler med forsyninger til civilbefolkningen, kunne ikke berette om civilbefolkningens begejstring over vestlig intervention. Snarere om at de frygtede en langvarig krig ligesom i Afghanistan og Irak.

Stemningen i Egypten var stadig usikker i forhold til hvor langt de kunne nå med deres egen revolution og alle folk - fra unge politiske aktivister til tilfældige taxichauffører - var enige om at der stadig var lang vej. I samme åndedrag forklarede de at Libyen blev berøvet deres chance for at udvikle en lignende revolution. Og så var de i øvrigt meget forargede over det manglende internationale fokus på situationen i Bahrain.

Jeg er dybt skuffet over at venstrefløjens folketingsmedlemmer herhjemme i Danmark er mere naive med hensyn til denne situation, end tilfældige taxi-chauffører i Cairo er.."

Har mistet al respekt for Frank Esman - dybt tragisk at vi er sunket så lavt og tror at verdens problemer kan løses ved krig. Danmark har "afleveret" 102 missiler uden at ane hvor de rammer, vi blander os i et lands indre anliggender uden at ane hvad det fører til, vi har med dette indført en praksis som vi moralsk er forpligtet til at videreføre i andre sammenhænge - og Frank forherligere dette og gør det til en fiktiv krimi - det er topmålet af dansk "humanisme" når det er værst og venstrefløjen labber det i sig. Jeg græmmes - men Frank Esman er jo kendt for at tage æren for andres arbejde, så han vil sikker hævde at han har befriet verden for endnu en diktator, hvis det kommer så langt. Foragt!

Frank Esman er en dårlig thriller-forfatter, og en endnu dårligere ekspert i folkeret. I følge forfatteren er en chef for de styrker, der har myrdet hundreder af uskyldige civile, "også i folkeretslig forstand et legitimt mål for en take out-operation".

For det første er det i folkeretslig forstand et helt ubrugeligt argument - underligt nok er "siddende statsoverhoveder" nemlig fortsat garanteret immunitet i henhold til international lov. Fx Pinochet og Bush kunne først kræves retsforfulgt, da de blev forhenværende.

For det andet gælder den samme beskrivelse for Barack Obama, hvis man fx ser på hans hidsige brug af mord-droner, men jeg kan ikke helt forestille mig, at lavspændingsforfatteren ville skrive det samme om ham...

Mark Pedersen

"Og voldelige despoter er historien fuld af; vor egen Christian den Fjerde var en sådan. Og det var han, fordi han var enehersker, og konge af Guds nåde."

Magen til historieløst vrøvl....
Christian IV regerede fra 1588-1648. Enevælden indførtes først i 1660

Per Erik Rønne

@Karsten Aaen,

Vores egen Christian IV var ikke enehersker eller konge af Guds Nåde.

Han var valgkonge i et dansk valgkongedømme, hvor der var præcedens for at en konge kunne fyres af Rigens Råd, og nok havde han magt, men magten måtte han dele.

Enevoldsherskere fandtes ikke i datidens Danmark, og selv enevoldsherskere som senere kejser Peter III af Rusland og kong Louis XVI af Frankrig måtte mod slutningen af deres liv erkende, at magten havde sin begrænsning.

Kejseren da han var smidt i fangehullet af kejserinden. Han fik i bogstaveligste forstand kniven, mens konen nogle etager ovenpå festede, og blev til Katharina II den Store.

Kongen da han modvilligt måtte lægge sig med halsen placeret under guillotinens faldøkse ...

Venstrefløjen mangler en gennemgribende analyse af fænomenet Gadafi (Højrefløjen bruger ikke den slags). Han solgte i mange år sig selv som revolutionær, PLOs ven og antiimperialistisk. Siden blev han vestens og BP's bedste ven.
Der er næppe nogle af alle disse sider som er korrekte, Gadafi er en mafiaboss som har kidnappet et helt land.
Jeg forstår ikke hvorfor EL for kolde fødder over, at et folk vil smide en dispot på porten.