Tolkelov strider mod lægeløftet

Bertel Haarder skrev 7. marts et læserbrev (»konsekvens i integration«) om den kommende lov, der kræver, at man efter syv år i Danmark, selv skal betale for tolkebistand hos lægen. Konklusionen kan kun være, at det kræver et jernhelbred at være syg indvandrer i Danmark. Sundhedsministeren bagatelliserer loven og kommer ikke i nærheden af de veldokumenterede helbredsmæssige konsekvenser af sprogbarrierer. Vi inviterede Sundhedsministeren til at besøge os på Indvandrermedicinsk Klinik i Odense, så han kunne høre om, hvad der sker, når sproget ikke virker, som det skal og hvorfor denne gruppe på ca. 50.000 borgere, ikke har råd til at betale 150 kroner for en tolk, men ministeren afslog.

Loven misbruger tillid

Det, der er problemet med loven, er selve grundholdningen og den slet skjulte bagtanke i den. Den antager, at patienterne har råd til at betale, når de ikke engang har råd til busbilletten til sygehuset. Den blander sig i læge-patient-forholdet med en fuldstændigt urelateret dagsorden, og den presser en, i forvejen marginaliseret, gruppe af borgere og patienter ud i en desintegrationsproces, og misbruger den sparsomme kvalitetstid, patienter har med deres læge. Den tvinger lægen til at indgå etiske kompromisser og til at yde en behandling og information af lavere kvalitet end andre danskere modtager. Indgangsporten til det danske sundhedsvæsen går gennem den praktiserende læge, og her skal der betales gebyr hver gang det glemmer ministeren at nævne.

For denne gruppe af borgere er den praktiserende læge en redningsplanke og ofte den eneste kontakt til det danske samfund udover de obligatoriske jobsamtaler hver 3. måned hos sagsbehandleren. 150 kr. for 10 minutters støtte og omsorg er mange penge i en kontanthjælpsøkonomi med 3 børn. Haarder skriver, at det ikke kommer lægen ved, og at det alene er en sag mellem regionen og patienten.

I modstrid

Det er desværre stik modsat. Lægen skal ved hvert besøg drøfte tolkebehovet med patienten, for de skal samtykke, og det vil erfaringsmæssigt altid ende med at patienten, af økonomiske årsager, takker nej, og efterlader lægen i en ubehagelig situation, hvor de sidste 5 minutter af konsultationen anvendes på at prøve at overbevise patienten om, at tolk er nødvendig på grund af behandlingens alvorlighed og bivirkninger. Bertel Haarder skriver på den anden side, at det er lægen, der afgør, om der er brug for en tolk men lægen kan ikke gennemtrumfe en udgift til patienten, uden at patienten er velinformeret, og enten samtykker eller afslår og det kræver i sig selv en tolk i henhold til både service og forvaltningsloven.

Tolkeloven er i modstrid med sundhedsloven, psykiatriloven, forvaltningsloven, lægeløftet og flere internationale konventioner. Loven tvinger læger og sygeplejersker til at handle ulovligt og uprofessionelt til fare for patienters helbred. Den gennemtvinger etisk uforsvarlige kompromisser, og den skaber unødig sygdomsfrygt, er økonomisk og helbredsmæssig uansvarlig, medfører øget ulighed, og kan øge dødeligheden i en gruppe af særligt skrøbelige etniske minoriteter i et antal svarende til en stor dansk provinsby. Tolkeloven bygger på forkerte præmisser og modarbejder mindst 5 standarder i den danske kvalitetsmodel. Loven vil gøre integrationsarbejdet i denne særligt sårbare gruppe af borgere endnu sværere.

Haarder stigmatiserer

Siden loven blev vedtaget i 2005, har politikerne, på trods af omfattende og vedvarende kritik fra jurister, forskere og sundhedsprofessionelles side, bagatelliseret lovens helbredskonsekvenser.

Bertel Haarder har opfundet en gruppe af borgere og patienter, som er så dovne, at selv om de har evnerne og mulighederne, så får de ikke lært dansk. Vi har set 450 patienter i Indvandrermedicinsk Klinik med hver deres unikke livshistorie og forklaring på, hvorfor de ikke føler sig i stand til at overskue andet end deres eget sprog og helbred. Der er ingen, der har forsøgt at undersøge, hvorfor disse mennesker ikke får lært sproget. Det gør vi nu, med henblik på at styrke integrationen, og det var det vi gerne ville have fortalt sundhedsministeren.

I frustration over den kuldsejlede integration, flytter sundhedsministeren (tidligere integrations og undervisningsminister) inkonsekvensen fra integrationspolitikken over i sundhedsvæsenet, og ignorerer de alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser. En afrikansk patient i Indvandrermedicinsk Klinik, sagde til os: Man skal forstå, hvordan det er ikke at blive forstået, for at forstå det. Sundhedsvæsenet og patienterne har brug for en tolk for at forstå denne lov, men vi vil ikke betale 150 kr.

Morten Sodemann er professor og overlæge på indvandrermedicinsk klinik på Odense Universitetshospital