I en kontorvirksomhed på Manhattan døde en mand ved sit skrivebord. Selv om mange andre arbejdede på samme etage, blev hans død først noteret en uge efter. Det var ikke, fordi nogen savnede hans arbejdsfunktion, men i stedet rengøringskonen, der faldt over ham lørdag formiddag.
Historien er et eksempel på tomt arbejde. Arbejds- sociologer er begyndt at belyse dette, bl.a. i Sverige gennem en række interviews med forskellige ansatte i alt fra servicesektoren til højtuddannet vidensarbejde. Rekorden tog en svensk bankmand, der beskæftigede sig med forsikringer og påstod at kunne klare sin fuldtidsstilling i løbet af 15 minutter hver dag. For ikke at udstille tomheden for sin overordnede og følgelig blive fyret blev han på sin plads resten af dagen og lod som om han arbejdede, primært ved at surfe på nettet.
Det lyder måske som obskure eksempler, men studiets pointe var, at arbejde i stigende grad handler om andet end dets indhold. Tomt arbejde defineres som den betalte arbejdstid, vi bruger på andet end de arbejdsopgaver, vi er ansat til at udføre. Kort sagt: Arbejdstid uden arbejdsopgaver.
Man kunne sige, at vi ikke længere arbejder for at skabe fælles goder eller vækst, som dets ulige fordeling kaldes. Tværtimod lyder det nu fra højre og venstre, at vi må skabe vækst for at kunne skabe mere arbejde. Så staten og virksomhederne har nok penge til at købe folks tid til tomt arbejde. Arbejde er blevet et mål i sig selv. Hvordan kan det være?
Pligten til uddannelse
Vi har endnu ikke opfundet alternativer til arbejde, der kan forsyne folk med en rimelig indkomst og meningsfuld hverdag. Derfor bliver arbejdet pligt, hvilket allerede viser sig i uddannelses- systemet: Retten til uddannelse er blevet en pligt til uddannelse.
Det primære formål for uddannelsessystemet er nemlig ikke at producere viden, som det så ofte siges. Formålet er at producere arbejdere såkaldte videns- arbejdere. I den udstrækning, der sættes pris på ny viden, er det, hvis det skaber mere arbejde, ligesom innovation skaber nye sektorer, brancher og stillinger.
Når man begynder på universitetet, oplyser vejlederne med alvor i stemmen, at »en universitetsuddannelse er ligesom et fuldtidsarbejde«. Det er sandt. Men måske indebærer sammenligningen netop ironien, at også vi studerende sover i timen, når undervisningen er tømt for indhold; at også vi pjækker og nøler for at finde energi til andre beskæftigelser, og at også vi fordriver tiden under forelæsningerne med cyber slacking (checker facebook, surfer, svarer emails etc., red.).
Overproduktion
Samfundet bygger i dag på en enorm overproduktion, hvilket også gælder produktionen af højtuddannet arbejdskraft. Jeg er udmærket klar over, at det modsatte synspunkt fremsættes hver dag. Aldrig har presset til at »blive færdig med uddannelsen« og »komme ud på arbejdsmarkedet« været større.
Tomt arbejde er et af tegnene på overproduktion, men overproduktionen viser sig tydeligst i produktionen af affald: Fra supermarkeder, der smider spiselig mad i containeren til elektronik, der planlægges at blive forældet og gå i stykker efter en bestemt tid. Det er et irrationelt spild, der viser, at behovet for arbejde aldrig har været mindre. Samtidig arbejder vi mere, end hvad man har gjort under størstedelen af den menneskelige historie. Det er et paradoks, og ingen taler om det.
Hvad skal vi gøre? Vi kunne formodentlig lette den tvungne arbejdstid fra otte til fem timer uden de store problemer. Mere fritid med samme indkomst er lig med velfærds-øgning: Tid tilovers til at studere, tage hånd om hinanden eller andet. Med frisættelsen fra arbejdet bør også uddannelse ændre karakter, og derom bør vi spekulere og konspirere. Hvordan skal vi gøre det?
Malte Max Roed Lundén er psykologistuderende på Københavns Universitet
Dejligt at se, at fri og uafhængig magtkritik stadig eksisterer på universitetet. Men måske også symptomatisk at kritikken her kommer fra en studerende. Og ikke fra de nye erhvervsfikserede universiteters ansatte, som af hensyn til karriere og pengedonationer synes mindre og mindre tilbøjelige til at fokusere kritisk på det private erhvervslivs grundlæggende strukturer og værdier.
Man ved naturligvis hvad de politiske og økonomiske interesser som skal betale regningen, ønsker. Man ved også hvad universitetsledelsen ønsker - den ledelse som ikke mere er demokratisk valgt, men i stedet er indsat til at realisere den videnskabsfremmede ånd bag sloganet: fra forskning til faktura.
Og man noterer sig hvad dekaner som århusianske Svend Hylleberg frejdigt fremhæver som det gode ideal for samfundsvidenskaberne: ”En bred business-skole, der er fremtidssikret, og som kan bringe den erhvervsrettede forskning i Danmark i første division”. (Inf. 16.2.2011).
Hvad var det Marx skrev: Maskinerne fjerne ikke arbejdet, kun indholdet i arbejdet.
Glimrende indlæg!!
Salgsafdelinger, reklamefolk, PR-folk, finansrådgivere, HR-medarbejdere, teambuildere, mellemledere, projektadministratorer, hundeluftere osv... der er horder af stillinger, som aldrig producerer noget specielt håndgribeligt, hvor man kan sige "det her er noget, som forbrugeren og samfundet skal/bør have". Arbejde bliver mere og mere "meta"-agtigt. Og jeg mener ikke, at virksomheder er så dumme, at de direkte ansætter folk, som er en ren brutto-omkostning... det er mere i et makroøkonomisk perspektiv, at man må spørge sig selv, om der er speciel fornuft og fremdrift i et samfund, hvor folk beskæftiger sig med den slags.