Erik Boel og Magnus Ø. Madsens opfordring til et tættere samarbejde med Tyrkiet og på sigt EU-medlemskab virker sympatisk (7. marts). men er uden forbindelse med landets virkelighed.
I oktober 2004 understregede Boel og hans partifælle Jeppe Kofod i en kronik i Politiken at: »EU er først og sidst et værdifællesskab.« Og kort efter begyndelsen på optagelsesforhandlingerne i 2005 fastslog daværende udvidelseskommissær Olli Rehn: »pluralisme og ytringsfrihed er grundlæggende værdier, der ikke kan gives køb på«. Men det budskab har den tyrkiske regering svært ved at forstå.
Det tyrkiske retssystem er elendigt, og derfor topper Tyrkiet listen over lande, som har overtrådt Menneskerettighedskonventionen. Omvendt forholder det sig, når det drejer sig om Tyrkiets placering på verdens Pressefrihedsindeks. Siden AKP-regeringen kom til magten i 2002, er Tyrkiet faldet fra nummer 99 ud af 175 lande til nummer 138 sidste år. Efter Zimbabwe, Egypten og Venezuela.
Pressefrihed på retur
Der er gode grunde til Tyrkiets placering. En ny straffelov, der blev indført i 2005, omfatter 27 artikler rettet mod dagspressen og medierne, og antiterrorloven fra 2006 er blevet brugt til at straffe dækning af det kurdiske spørgsmål.
Til dato har næsten 200 journalister, skribenter, militærfolk, akademikere, politikere og gangstere været tilbageholdt under mistanke for at tilhøre organisationen Ergenekon, som påstås at være en sammensværgelse mod regeringen.
Yderligere 196 officerer er mistænkt for at have planlagt et kupforsøg mod regeringen i 2003, og de fleste er blevet arresteret.
Nu er turen kommet til flere journalister. I de sidste tre uger er syv blevet arresteret, hvoraf den ene sidste år blev kåret som pressefrihedshelt af Det Internationale Presseinstitut. For tiden sidder 61 journalister i fængsel, og mere end 4.000 er under mistanke for at have overtrådt straffeloven pga. deres dækning af Ergenekon-sagen. Tyrkiets største mediegruppe, Dogan Holding, blev pålagt skattebøder på 3 milliarder kroner i 2008 efter reportager om korruption i AKP-kredse, og nu er ejeren ved at sælge. Men ifølge indenrigsminister Besir Atalay er der mere pressefrihed i Tyrkiet end i andre demokratiske lande inklusiv USA. Og premierminister Recep Tayyip Erdogan, som i november modtog Gaddafis Menneskerettighedspris, udtaler: »Vi har aldrig lagt pres på, begrænset, blandet os i eller givet mundkurv på nogen medievirksomhed. Det er ikke alle i Tyrkiet, der er enig med ham.
Boel og Madsen citerer en tyrkisk kommentator for at spørge: »Hvad foretrækker Vesten? Egypten som et nyt Iran eller et nyt Tyrkiet?« Hvad med Tyrkiet som et nyt Iran?
Tyrkiet's regering ønsker ikke medlemskab, men det kan vi ikke forestille os. På den måde går modstanderne i EU og Tykiet på bizar vis samme ærinde. Princippet er, at EU's modstandere siger, at de ikke vil have Tyrkiet med, fordi de er en flok underudviklede islamister og Tyrkiets regering siger, at de ikke vil med, fordi vi betrager dem som en flok underudviklede islamister. Ingen af delene er rigtige, men de tjener formålet for begge parter. Nemlig, at Tyrkiet ikke bliver medlem. Dem, der bliver narret til at levere billedet er velmenende folk som Erik Boel og Magnus Ø. Madsens, som jeg i øvrigt, langt hen ad vejen, er enig med.
Operationen er lykkes for den Tyrkiske regering, da det nu er en udbredt holdning i Tyrkiet, at EU ikke kan lide dem pga islam og at Tyrkiet ikke skal lave om fordi EU siger de skal, men fordi de selv vil. De er stolte folk som vi og har meget at være stolte af. "EU skal ikke diktere, hvad vi skal!". De mangler dog, på bekvem vis, konkrete eksempler på, hvad det er, EU dikterer i forhandlingerne, som de ikke kan lide. Det har den Tyrkiske regering sørget for. Ud af over 30 kapitler, som skal forhandles har man indtil nu kun afsluttet et eneste og det er end ikke ratificeret i det tyrkiske parlament, så det er ikke sådan, at man har gjort det færdigt, man kunne blive enige om og at der nu er det tilbage, som volder Tyrkiets problemer mht. selvbestemmelse eller andet.
Tyrkiets regering vil ikke og de behøver ikke begrunde det. Den slags skabes nemlig ad sig selv. Et par anti tyrkiske udtalelser falder hist og her i EU. De refereres i Tyrkisk presse og så giver grunden ligesom sig selv. Ingen tænker over, at den Tyrkiske regering måske har andre begrundelser. Der kan være mange forståelige begrundelser, som man kan prøve at gætte på. Én kunne være, at Tyrkiet har erfaring for, at de må bruge skrappe midler for at sikre demokratiet som i den nævnte Ergenokon-sag, hvor de mener at have afværget et totalitært kup forsøg, men med metoder, vi ikke kan tolerere i EU. Det er blot et ud af mange gæt, man kunne komme med og måske er der også mange grunde.
Sagen er dog, at hvis man, som jeg, gerne ser Tyrkiet i EU, så er det ikke først og fremmest modstanderne i EU man skal have fat i, men den tyrkiske regering og den tyrkiske opinion. Den tyrkiske regering skal fortælle, hvorfor den på så mange år ikke har fået afsluttet mere end ét eneste kapitel i forhandlingerne, når andre lande under Tyrkiets udviklingsniveau har klaret det langt hurtigere.
Ingen indvindinger til Tyrkiet i EU, mere vigtigt at Danmark ikke er. Istanbul omraadet burde ioevrigt heller ikke vaere i Tyrkiet, de er mere europaeiske end bjergtyrkerne omkring Ankara og Kurderne.
Europa har sin fysiske og kulturelle grænse ved Bosperus. Det må tyrkerne lære at leve med - at de har et ben i hver lejr. Rigtige europæere bliver de aldrig, i hvert fald ikke som en samlet nation, selv om Istanbul på mange måder er europæisk orienteret. Fleksible samarbejdsløsninger er vejen frem, men fuldt EU-medlemskab er en illusion, hvis Den Europæiske Union skal bevare sin troværdighed (det der er tilbage forstås).Skulle det ske at revolterne i Mellemøsten udvikler sig helt vildt i retning af sekularisering, kan der på sigt opstå en helt ny situation. Men det er sikkert mere ønsketænkning end noget andet.
'Hvad foretrækker Vesten? spørger en tyrkisk kommentator, og giver et par eksempler. Dertil er kun at sige, at det helt og holdent er tyrkernes afgørelse, selvom Vesten nok ville foretrække det ene for det andet.
Erdogan har nægtet at tilbagelevere 'Gaddafis Menneskerettighedspris', som han modtog for tre måneder siden, så mon ikke den tyrkiske regering er et stykke vej fra at leve op til de Europæiske Menneskerettigheder? Tyrkiet har besat det nordlige Cypern, og har sendt 700.000 bosættere dertil fra Anatolien. Bosættelser på erobret område er ikke populære i Vesten. Men det er måske OK når det er Tyrkiet, og ikke Israel? Hvad siger EU til Tyrkiet? Ingenting, åbenbart. Ikke underligt at det går noget trægt.
»Hvad foretrækker Vesten? Egypten som et nyt Iran eller et nyt Tyrkiet?« Hvad med Tyrkiet som et nyt Iran?
The world really dose turn around Iran...!
- Arash
Brydningerne starter allerede i Bosnien. Ikke ved Bosperus. Tag en tur til Sarajevo, som er ved at blive overfyldt med moskeer..