Kommentar

Uden tættere bånd til Tyrkiet vil EU fortsat sidde i venteværelset

Et tættere samarbejde med tyrkerne vil forbedre EUs muligheder for at bryde med sit uheldige image i Mellemøsten af at være en usammenhængende gruppe af tidligere kolonimagter uden egentlig magt
7. marts 2011

Det går hurtigt fremad i Tyrkiet for tiden. Den tyrkiske økonomi drøner derudad i første kvartal af 2010 gennemgik den tyrkiske økonomi en vækst på hele 11,4 procent, en vækst kun overgået af Kina. Samtidig, og mindst lige så centralt, har Tyrkiet i stærkt stigende omfang indtaget rollen som storebror og forbillede for mange af dets naboer i Mellemøsten: Ikke bare en voksende økonomi, men også Tyrkiets robuste demokrati med en reelt valgt leder, der lader til at tale folkets sag, er forhold, landene i den arabiske verden ser på med stor misundelse.

Premierminister Erdogan som ellers ikke holder sig tilbage fra at kommentere udviklingen i verden, har været påfaldende tavs i den aktuelle situation. Og det på trods af, at arabiske regimer og ledere, med hvilke Tyrkiet under regeringspartiet AKP har plejet tætte og nære forbindelser, enten er faldet eller befinder sig i eksistentiel krise. I stedet har det været overladt til udenrigsminister Davutoglu at kommentere udviklingen. Han opfordrer regeringerne i de arabiske lande til at lytte til befolkningernes krav, ligesom han understreger, at udbredelsen af moderne kommunikationsmidler intensiverer presset for demokrati, frihedsrettigheder, god regeringsførelse og transparens, og at intet samfund kan holde sig uden for denne udvikling. Han har samtidig opfordret alle parter til at afholde sig fra vold og understreger, at Tyrkiet selvsagt ikke vil blande sig i andre landes indre anliggender.

Denne lave profil skyldes for det første Tyrkiets egne problemer i forhold til den kurdiske befolkningsgruppe, hvor man ikke skal nyde noget af ekstern indblanding. For det andet et ønske om at positionere sig bedst muligt som regional aktør i en ny æra med andre magthavere i Egypten og i andre arabiske lande.

Den oplagte model

Mange tyrkiske politikere, kommentatorer og diplomater føler med rette, at Tyrkiet fremstår som den oplagte model for de arabiske naboer i den nuværende krise. Ikke alene i forhold til demokrati, god regeringsførelse og økonomisk og social udvikling, men også vedrørende forholdet mellem islam og den sekulære samfundsorden. Der er i Tyrkiet et dybfølt ønske om, at Vesten anerkender dette. Som det formuleres af en tyrkisk kommentator:

»Hvad foretrækker Vesten? Egypten som et nyt Iran eller et nyt Tyrkiet.«

EU bør nu forsøge at fremskynde samarbejdet med Tyrkiet og på sigt få gjort landet til en del af det europæiske fællesskab for ellers bliver det svært for EU at indtage en proaktiv rolle i det nye Mellemøsten, der nu langt om længe synes at se dagens lys med omvæltningerne i bl.a. Tunesien, Egypten og Libyen.

At Tyrkiet er meget anderledes end resten af EU, hersker der ikke nogen tvivl om. Ikke desto mindre taler meget for en tættere integration af Tyrkiet under EUs vinger især hvis EU ønsker en rolle i udformningen af det nye Mellemøsten, der med revolutionerne i Tunesien og Egypten synes at vejre morgenluft.

Trods eller måske netop på grund af Erdogans og Tyrkiets mere hårdføre holdning over for Israel er Tyrkiet i stigende grad blevet storebror og forbillede for landets mellemøstlige naboer. En undersøgelse foretaget af den tyrkiske tænketank TESEV (Turkish Economic and Social Studies Foundation) fra 2010 viser, at Tyrkiets image har forandret sig til det positive i Mellemøsten. Blandt 2.000 adspurgte i syv arabiske lande så 75 procent positivt på Tyrkiet, mens over 60 procent mente, at Tyrkiet kunne blive forbillede for den arabiske verden.

Denne udvikling er det oplagt, at EU følger op på. For det første ville det give kredit blandt befolkningerne i Mellemøsten at støtte et andet muslimsk lands prodemokratiske udenrigsaspirationer og, kan man tilføje, måske råde bod på franske fodfejl, jvf. den alt for langtrukne støtte til Ben Ali i Tunesien grundet franske finansielle interesser i landet. For det andet ville EUs såkaldte udenrigsminister lady Ashtons svære kamp for at give EU en reel og vægtig udenrigspolitisk rolle få ny tyngde. Ashton er i den aktuelle situation bestandigt én mellemøstlig revolution bagud.

Tætte forbindelser

EU bør indgå et tættere samarbejde med Tyrkiet om at fremskynde demokratiet i Mellemøsten. Tyrkiet har tætte forbindelser med størstedelen af de mellemøstlige lande, herunder også de autokratiske styrer i Syrien og Iran, som Tyrkiet behandler under tesen, at afvisning og kold skulder ikke fører til dialog og udvikling.

Disse forbindelser og meget centralt Tyrkiets ønske om at fremskynde den nye tyrkiske model demokratisk, islamisk, økonomisk blomstrende og hastigt i gang med at afvikle militærets magt gør det interessant og af afgørende betydning for EU at knytte tættere bånd til Tyrkiet. Et tættere samarbejde med Tyrkiet vil forbedre EUs muligheder for at bryde med det uheldige image af at være en usammenhængende gruppe af tidligere kolonimagter uden egentlig magt.

Den tyrkiske model strider med Erdogans mere islamiske orientering måske mod Atatürks meget sekulære visioner, men samtidig er den langt mere demokratisk, folkeligt forankret og ikke mindst fremtidigt farbar. Og hvis man på sigt gik så langt som til at optage Tyrkiet i EU, ville signalet og budskabet stå meget klart at man fra europæisk hold ikke ser noget modsætningsforhold mellem demokrati og Islam.

For at nå hertil og høste frugt af de mange fordele, en tættere forbindelse til Tyrkiet ville kunne give EU, synes det dog vigtigt, at vi i EU ændrer måden, vi taler om Tyrkiet på. Som professor ved Istanbuls Kulturuniversitet Can Baydarol udtalte sidste år, er det måske på tide, at vi begynder at tale om fælles interesser ligesom i et ægteskab og ikke altid kun om, hvilke interesser Tyrkiet har i EU. Som Baydarol understreger, får vi aldrig stabilitet i Mellemøsten uden om Tyrkiet. »Og det vil komme til at gå ud over EU«.

Erik Boel er landsformand for Europabevægelsen. Magnus Ø. Madsen er medlem af Europabevægelsens hovedbestyrelse

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tyrkiet's regering ønsker ikke medlemskab, men det kan vi ikke forestille os. På den måde går modstanderne i EU og Tykiet på bizar vis samme ærinde. Princippet er, at EU's modstandere siger, at de ikke vil have Tyrkiet med, fordi de er en flok underudviklede islamister og Tyrkiets regering siger, at de ikke vil med, fordi vi betrager dem som en flok underudviklede islamister. Ingen af delene er rigtige, men de tjener formålet for begge parter. Nemlig, at Tyrkiet ikke bliver medlem. Dem, der bliver narret til at levere billedet er velmenende folk som Erik Boel og Magnus Ø. Madsens, som jeg i øvrigt, langt hen ad vejen, er enig med.

Operationen er lykkes for den Tyrkiske regering, da det nu er en udbredt holdning i Tyrkiet, at EU ikke kan lide dem pga islam og at Tyrkiet ikke skal lave om fordi EU siger de skal, men fordi de selv vil. De er stolte folk som vi og har meget at være stolte af. "EU skal ikke diktere, hvad vi skal!". De mangler dog, på bekvem vis, konkrete eksempler på, hvad det er, EU dikterer i forhandlingerne, som de ikke kan lide. Det har den Tyrkiske regering sørget for. Ud af over 30 kapitler, som skal forhandles har man indtil nu kun afsluttet et eneste og det er end ikke ratificeret i det tyrkiske parlament, så det er ikke sådan, at man har gjort det færdigt, man kunne blive enige om og at der nu er det tilbage, som volder Tyrkiets problemer mht. selvbestemmelse eller andet.

Tyrkiets regering vil ikke og de behøver ikke begrunde det. Den slags skabes nemlig ad sig selv. Et par anti tyrkiske udtalelser falder hist og her i EU. De refereres i Tyrkisk presse og så giver grunden ligesom sig selv. Ingen tænker over, at den Tyrkiske regering måske har andre begrundelser. Der kan være mange forståelige begrundelser, som man kan prøve at gætte på. Én kunne være, at Tyrkiet har erfaring for, at de må bruge skrappe midler for at sikre demokratiet som i Ergenokon-sagen, hvor de mener at have afværget et totalitært kup forsøg, men med metoder, vi ikke kan tolerere i EU. Det er blot et ud af mange gæt, man kunne komme med og måske er der også mange grunde.

Sagen er dog, at hvis man, som jeg, gerne ser Tyrkiet i EU, så er det ikke først og fremmest modstanderne i EU man skal have fat i, men den tyrkiske regering og den tyrkiske opinion. Den tyrkiske regering skal fortælle, hvorfor den på så mange år ikke har fået afsluttet mere end ét eneste kapitel i forhandlingerne, når andre lande under Tyrkiets udviklingsniveau har klaret det langt hurtigere.