Interview

Velfærdsteknologi skal være et tilbud ikke tvang

Velfærdsteknologien er blevet et område, som mange skeler til for at løse fremtidens udfordringer inden for ældreplejen. Men hvis teknologien skal forøge de ældres livskvalitet, er der brug for en seriøs debat om, hvordan vi skal bruge den, mener Olav Felbo, chefkonsulent i Ældre Sagen
30. marts 2011

- Hvor ser Ældre Sagen de største udfordringer inden for velfærdsteknologien?

»Hvis velfærdsteknologien skal gå hen og blive et værktøj i ældreplejen, skal det enkelte individ sættes i centrum,« siger Olav Felbo og fortsætter:

»Det er meget vigtigt, at vi forholder os til det enkelte menneskes forhold til den nye teknologi. Nogle er meget interesseret i det mens andre helst vil være foruden. Velfærdsteknologi er mange ting, og nogle af dem kan virke fremmedgørende på nogle mennesker, mens de for andre kan blive et vigtigt redskab til at bibeholde kontakten til pårørende. Derfor bliver velfærdsteknologi nødt til at være et tilbud, man giver den enkelte og ikke noget man pålægger den ældre.«

- Men teknologien går jo ofte ind og erstatter noget, som tidligere blev gjort manuelt af et menneske, er det ikke et problem, fordi man mister menneskelig kontakt?

»I en række forsøg har vi set flere gode eksempler på, hvordan både den ældre og plejepersonalet har haft go-de erfaringer med for eksempel en selvkørende støvsuger. Det gav personalet tid til for eksempel at gå en tur med den ældre. På den måde fik alle noget positivt ud af det,« siger han.

Stadig i forsøgsperioden

Ifølge Olav Felbo er implementeringen af de nye hjælpemidler stadig i første fase. Derfor er det fulde udbytte svært at måle, ligesom store rationaliseringsgevinster endnu ikke er hentet.

»Men der vil være et større krav om rationaliserings-gevinst i anden fase, hvor de i forvejen hårdt pressede kommune, selv skal stå for finansieringen af de ofte dyre teknologiske hjælpemidler. Gevinsterne vil sikkert kunne hentes i nogle tilfælde, men i andre kommer vi til at stå over for et valg mellem livskvalitet og rationalisering. Netop dér er det vigtigt, at vi husker på, at det her ikke må udvikle sig til en slags surrogatpleje. Det vil sige, at vi bruger maskiner til at gøre menneskets job, uden at det samtidig forhøjer livskvaliteten hos den enkelte ældre og uden at den ældre, selv har været med til at godkende det,« forklarer Olav Helbo, og peger på, at det i sidste ende er politikernes ansvar, at teknologien ikke erstatter de menneskelige hænder, selv om det er økonomisk attraktivt.

- Men er det ikke et lidt naiv scenarie at forestille sig, at man i kommunerne ikke vil benytte sig af en så oplagt sparemanøvre?

»Det er i hvert fald dét scenarie, vi kæmper for, og en af de ting, vi vil have stor fokus på fra Ældre Sagens side,« siger han.

- Der er nogle ældre, der er så svækkede af Alzheimers eller demens, at de ikke selv kan træffe et valg omkring robotter og andet. Hvem skal træffe valgene i disse tilfælde?

»Det er jo en problemstilling, som vi til en vis grad allerede har beskæftiget os med. For eksempel når vi udstyrer stærkt demente med GPS, i tilfælde af at de forlader deres bopæl«

- Jo, jo, men det kan jo i værste fald koste dem livet, og er vel en helt anden diskussion end hvorvidt man kan facilitere nogle arbejdsprocesser ...

»Ja, men etisk set minder problemstillingerne om hinanden i og med, at vi træffer nogle valg for den enkelte ældre, da han eller hun ikke er i stand til at forholde sig til det individuelt. Netop i den situation er sikkerheden for de ældre blevet sat højest på prioriteringslisten. Men det skal selvfølgelig være en beslutning, som skal afgøres fra tilfælde til tilfælde og med hjælp fra de pårørende,« siger han og opfordrer til en bredere debat om netop dette emne.

Omsorgsrobotter

»Jeg tror ikke, vi kommer uden om at tage en debat om det her. Vi har på et tidspunkt spurgt Etisk Råd og med stor glæde noteret os deres overvejelser om den-ne gruppe af meget svage ældre. Den debat må gerne brede sig til det politiske liv også. Især når det gælder disse menneskelignende robotter.«

Især de menneske- eller dyrelignende robotter kan være etisk problematiske, siger Olav Felbo og forklarer, at det ikke er altid, at de meget svage ældre er bevidst omkring, at det ikke er et virkeligt væ-sen.

»I de tilfælde er det vigtigt, at det bliver et værktøj til at komme i kontakt med den ældre, men det må ikke blive en erstatning. Det optimale ville jo være, hvis der er melemmenneskelig kontakt, som kan gøres lettere ved hjælp af for eksempel en dyrelignede robot«

- Er du bange for, at vi ikke når at få den debat, før det er for sent?

»Ja, det er jeg. Der er jo nogen, som ser det her som det næste vindmølleeventyr. Og når der først er kommercielle interesser i det, kan det gå meget stærkt,«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Ja velfærdsteknologi BØR udvikles af hensyn til brugernes nytteværdi og ikke først og fremmest for at spare på de såkaldte varme hænder.
Fx vil en ældre og handicappet have stor glæde af en teknologi, der kan hjælpe ved et toiletbesøg. Det vil være mere værdigt for ”brugeren” ved brug af teknologi selv at kunne gå på toilettet, når vedkommende føler trang og ikke skal vente på at en eller to hjælper kommer.