Kronik

Velfærdsværnepligt skal hjælpe os til at genfinde fællesskabet

Danskernes velfærdshunger er umættelig. Vi kræver vores ret og regner med at få den. Men velfærdssamfundets overlevelse afhænger af, at vi lægger forbrugerrollen på hylden og bidrager til fællesskabet. Måske skulle man lige frem indføre en velfærdsværnepligt?
Ligesom unge mænd må aftjene værnepligt, bør unge under 25 aftjene velfærdspligt, foreslår Knud Aarup.

Ligesom unge mænd må aftjene værnepligt, bør unge under 25 aftjene velfærdspligt, foreslår Knud Aarup.

Nikolai Linares

11. marts 2011

Det er nu, der skal gribes ind, hvis velfærdssamfundet skal være andet og mere end en servicebutik, hvor folk kræver frit valg på alle hylder fordi de har betalt skat ved indgangen. Indgrebene skal være radikale, hvis velfærdssamfundet igen skal blive det fællesskab, det oprindeligt er tænkt som.

Flere tiltag er nødvendige. For det første er det bydende nødvendigt, at det civile samfund får en mere central placering i løsning af samfundets problemer.

For det andet skal man opgive tankegangen om det offentlige som en serviceleverandør.

For det tredje skal især de unge i langt højere grad opleve, at et velfærdssamfund ikke er noget, der kommer af sig selv. Det er noget, man skal kæmpe for.

Udviklingen er allerede på vej. Når rigtig mange - inklusive mig selv - er nyomvendte fortalere for en øget inddragelse af frivillige, når Frivilligt Forum holder deres kommende årsmøde under overskriften 'Er frivillige løsningen?', og når Dansk Erhverv iværksætter en kampagne for bedre vilkår for de frivillige organisationer, handler det alt sammen om forsøg på at ændre det civile samfunds betydning i løsning af samfundsmæssige velfærdsopgaver.

Der er tale om en ny samfundsmæssig tendens hen imod en bedre balance mellem stat, marked og civilsamfundet.

Staten skal holde afstand

På individplanet betyder det, at den enkelte i langt højere grad er begyndt at spørge: Hvordan kan jeg bidrage? Hvordan kan jeg gøre mig til deltager i noget, som er større end mig selv?

De frivillige organisationer kan registrere den udvikling i form af en stigende tilslutning, og sociologer taler om en stigende lyst til at sam-skabe - dvs. virke sammen med andre om noget fælles.

Der er ingen tvivl om, at vi er vidne til et moralsk-etisk paradigmeskift, som for rigtig mange mennesker signalerer et opgør med forestillingen om, at forfølgelse af egeninteresse er menneskets højeste mål. Mange er ved at genfinde kilden til det moralske ansvar for fællesskabet. Formuleret i kristne termer handler det om medansvaret for næsten.

Den drivkraft betyder, at civilsamfundet kommer til at spille en væsentlig større rolle i løsningen af velfærdssamfundets udfordringer fremover.

Hvis missionen skal fuldendes, er det imidlertid afgørende, at det nyvundne fokus på civilsamfundets betydning ikke fører til omklamring. Det civile samfund og dets organisationer skal genindtage deres uafhængige plads ved siden af de offentlige og private institutioner -det er ikke nok, at de blot er halehæng eller støtteben.

Det er afgørende, at nytænkning af relationerne mellem kommunerne og civilsamfundets institutioner - f.eks. selvejende institutioner som børnehaver o.l. - afspejler gensidig respekt og fælles mål om at øge mulighederne for at løse velfærdssamfundets problemer.

Jeg har i anden sammenhæng gjort mig til talsmand for, at kommunerne i stedet for som nu at kommunalisere og nedlægge de selvejende institutioner går i modsat retning og arbejder på at sætte de selvejende institutioner fri af kommunerne.

Den samme respekt for civilsamfundet gælder i forhold til rekruttering og organisering af de frivillige. Det må og kan ikke blive en offentlig opgave. Man skal tværtimod i langt højere grad indgå partnerskaber med de frivillige organisationer og lade dem varetage ansvaret.

Stop servicediskursen

En stærkere placering af civilsamfundets organisationer og af civilsamfundet forudsætter også et opgør med det offentlige som serviceleverandør. Selve begrebet er snævert knyttet til New Public Management som styringsform og indebærer en adskillelse mellem bestiller og udfører, indførelse af frit-valgordninger osv.

Det var Nyrup-regeringen, som i 1993 tyngede velfærdssamfundets yderligere ved at forstærke de liberale ideers rolle som grundlag for styring af den offentlige sektor. Det skete med initiativet Nyt syn på den offentlige sektor, hvor man introducerer begrebet 'offentlig service' - borgernes og erhvervslivets behov - som det centrale omdrejningspunkt for den offentlige sektor. Derved bliver måden institutionerne indrettes på et mål i sig selv i stedet for at være et middel til at opnå en politisk ønsket samfundsmæssig effekt.

Servicetankegangen understreges af den øgede anvendelse af brugerbestyrelser i serviceinstitutionerne, og siden 1994 har kommunerne måttet leve med en forpligtelse til at give borgerne serviceinformation. Det krav har i dag udviklet sig til bestemmelser om kvalitetskontrakt, udbudsstrategi og omkostningsberegning. For at overvåge den slags tiltag, er der udviklet flere portaler, f.eks. udbudsportalen og fritvalgsdatabasen. Og den centrale styrelse under socialministeriet ikke Socialstyrelsen men Servicestyrelsen. Alt sammen ændringer som endegyldigt har flyttet fokus fra samfundsborgeren til forbrugeren af velfærdsydelser.

Mixofobi

I de seneste 15 år er unge vokset op med et billede af velfærdssamfundet som en række serviceinstitutioner, som man har ret til at gå i, fordi man har betalt sin skat. Man behøver ikke tænke på andet end sin egen ret.

Sideløbende med den udvikling er vi i stigende grad begyndt at organisere os med ligesindede i delsamfund, der består af identiske individer og fællesskaber, der hverken har plads til at tage hensyn til dem udenfor eller til at klare de forskelligheder, som altid opstår i mellemmenneskelige relationer. Tilsammen har de to tendenser lagt kimen til det, Zygmund Bauman kalder mixofobi - angst eller modvilje til at indgå i sammenhænge med andre end dem, som ligner en selv.

Konsekvensen er, at vi mister evnen til at nå frem til fælles og delte meninger. Vi taber med andre ord muligheden for at skabe fælles aftale om, hvordan vi opfører os over for hinanden. Vi mister evnen til demokratisk dialog og dermed evnen til at betragte velfærdssamfundet som et fællesskab.

Velfærdstjeneste

For at imødegå en tiltagende mixofobi skal der udvikles nye sociale rum, hvor tværgående social læring kan medvirke til at genopbygge

fællesskabsfølelsen. Derfor foreslår jeg, at der indføres en generel pligt for alle til at yde fire måneders velfærdstjeneste i en af velfærdssamfundets institutioner, inden de er fyldt 25 år.

Velfærdstjenesten skal naturligvis tilrettelægges, så de unge kan komme hurtigt igennem uddannelsessystemet, men alle skal præstere en indsats. Som betaling for disse job foreslås et niveau svarende til SU. Herved gøres overgangen til livet som studerende også lettere.

De job, som skal varetages under velfærdstjenesten, findes ikke i dag. Da et af hovedformålene netop er at fremme den tværgående sociale læring, er det vigtigt, at jobbene oprettes der, hvor der er størst behov. Gennem aftjening af vel-færdstjeneste får de unge både en oplevelse af samfundets forskellige sociale sider og en konkret oplevelse af, at velfærdssamfundet er noget som forudsætter, at man bidrager personligt.

Velfærdssamfundet består af samfundsborgere og ikke forbrugere, og samfundsborgeren er netop kendetegnet ved at have pligter og rettigheder.

I arbejderbevægelsen er det traditionelt udtrykt som Gør din pligt, og kræv din ret. Velfærdssamfundet blev udviklet på baggrund af sociale værdier om lige muligheder for alle, retten til en uddannelse, retten til helbredelse, retten til forsørgelse og rimelige levevilkår og sågar retten til arbejde til alle. Men samtidig var der balance mellem pligter og rettigheder. Er man i tvivl, kan man bare læse Fremtidens Danmark fra 1945.

Læren fra dengang er fortsat vigtige kerneværdier i det danske velfærdssamfund. Det er på tide, vi genfinder kilden til den enkeltes moralske ansvar. Det er på tide, vi genopdager velfærdssamfundet som et fællesskab.

Knud Aarup er social- og arbejdsmarkedsdirektør i Randers Kommune og forfatter til bogen Frivillighedens Velfærdssamfund.

Serie

Seneste artikler

  • Fra traditionel til moderne frivillighed

    8. april 2011
    Hvis frivillighed skal være med til at løse offentlige velfærdsopgaver, er det afgørende, at man fra politisk side forholder sig til den moderne, individualiserede frivilligheds præmisser
  • Venstrefløjen skal satse på det frivillige potentiale

    2. april 2011
    Mens verden omkring os ivrigt diskuterer brugen af frivilligt arbejde, har den hjemlige venstrefløj forelsket sig blindt i en større og stadig mere indgribende stat. Velfærdsstaten er blevet til målet frem for midlet. Der er brug for nytænkning om den tredje sektor mellem stat og marked
  • Ansvaret for udsatte tørres af på frivillige

    28. marts 2011
    Grænserne mellem den civile og den offentlige sektor er så mudrede, at det offentlige får mulighed for at tørre ansvaret for socialt udsatte af på frivillige. Samtidig slukkes ildsjælenes gnist, når de bindes af det offentliges firkantede krav. Der er behov for at afklare sektorernes roller
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Laurids Hedaa

Jeg har en endnu mere radikal løsning på problemet med de accellererende velfærdsomkostninger og tilhørende kvalitetsproblemer.
Indfør ældreværnepligt.
De ældre borgere, der forlader arbejdsmarkedet, er stærkere og raskere end nogensinde før. Og de har en stigende restlevetid. Det er et af argumenterne for at reducere/fjerne efterlønnen og udskyde pensionsalderen.
Hvis man nu krævede, at det første år efter tilbagetrækningen skulle stilles til rådighed for samfundstjeneste, navnlig til omsorg for svækkede ældre, ville man få flere og bedre "varme hænder" til at løse opgaver, som i dag er utilstrækkeligt dækkede af eksisterende offentligt ansatte (stressede) medarbejdere.
Modellen kan kopieres efter den tidligere almindelige værnepligt i forsvaret. Dvs. med session (vurdering af egnethed), rekrutperiode som en uddannelse (fx på 4 måneder) og en efterfølgende placering i passende opgaver og distrikter i de resterende 8 måneder.
En potentiel stærk motivation er, at vi alle før eller senere får brug for god ældrepleje, og den varetages formentlig bedst af ligesindede, dvs. hvor alderforskel mellem de serviceydende og - nydende er mindst mulig.
Der skal bl.a. lægges større vægt på svagere ældres behov for personlig og social omsorg i stedet for 20 minutter hver anden dag med lidt støvsugning og hjælp med personlig hygiejne.
Ældreværnepligtige skal aflønnes på niveau med almindelig værnepligt i forsvaret uden nedslag i folkepensionen.
Ideen skal naturligvis bearbejdes yderligere.

Jeg er helt enig i, at vi skal væk fra billedet af det offentlige som serviceorgan for borgere og erhvervsliv. Der skal føres generel politik igen, hvor tingene ikke er systemisk tilrettelagt, men hvor der sættes ind pragmatisk og præcist - det var Schlüter faktisk god til.
Nyrup opfattede vist sit mandat som bundet i retning af at afskaffe statsgælden og kom langt; men når det hele alligevel får lov til at gå i den anden retning under en borgerlig pengene-har-det-bedst-i-folks-egne-spendérbukser, kan det jo sådan set være det samme, det vil altid være et sisyfosarbejde, som lammer alle sociale fremskridt. Så opgaven må være at finde andre indtægter til staten, f.eks. ved en afskaffelse af indkomstskatten og etablering af en direkte omsætningsafgift på erhvervslivet uden fradrag.
Jeg foreslår også, at en lavere pensionsalder - som afløsning for efterlønnnen, skal følges af en nedlæggelse af daginstitutionerne i kommunalt regi. Så kan folk finde private løsninger på dette område. Den manglende beskatning vil i høj grad kunne føre til, at folk igen tager sig af egne børn, hvad børnene vil have rigtig godt af.

Lennart Kampmann

Interessant udvikling: Vi udvikler en stat der omklamrer folk totalt, og befolkningen reagerer ved at forsøge at komme væk fra det lovbestemte fællesskab. Dette medfører et øget behov for lovgivning der tvinger folk til at deltage og gøre deres pligt.

Måske er der en brist i antagelsen om at velfærdsstaten er et fornuftigt mål i sig selv. Sæt folk fri!

Med venlig hilsen
Lennart

Hanne Christensen

”Knud”. Et navn, navn forældre gav deres børn engang i 50’erne. Knud Aarup er født i 1955 og er efterlønsmoden om 4 år. Han er social- og arbejdsmarkedsdirektør i Randers Kommune. Her er Henning Jensen Nyhuus borgmester er født 1950.

Lad mig nævne 30 tal:
1950,1961,1947,1943,1954,1954,1944,1944,1966,1955,1942,1956,1968,1990,1961,1976,1953,1949,1957,1976,1956,1949,1963,1972,1986,1971,1953,1952,1988,1962.

Dette er byrådsmedlemmers fødselsår i den socialdemokratisk ledet kommune, Randers. Det er et alderstungt byråd med 20 mænd og 10 kvinder.

Hvorfor nævner jeg nu alt dette? Jo, Knud Aarup efterlyser jo fællesskabsfølelse, at borgerne tager et socialt medansvar, og det gælder åbenbart især de unge. De unge har tilsyneladende mistet denne kraft og er i stedet fokuseret på egendrift og egen navle. Altså ifølge Knud Aarup.

Måske er det det, man ser i byrådet. Af de 30 engagerede byrådsmedlemmer er de 20 jo fyldt 50 år. Kun 3 er under 25 år. Men er det frivilligt arbejde?

Nej, da. Stort set alle får mindst 100.000 kr. som tak for interessen (Langt mere end SU-niveau). Særligt interessant er , at ca. 10 byrådsmedlemmer får mere end 300.000 kr. i vederlag, og endnu mere interessant er, at alle er over 50 år og kun 1 er kvinde. Det viser tallene som er offentliggjort for år 2009 på Randers Kommunes hjemmeside. De gamle eller middel aldrende mænd sidder ganske enkelt og bevilger sig selv kæmpevederlag for deres deltagelse i fællesskabet.

Knud Aarup befinder sig i en verden af middelaldrende mænd. Der er 4 direktører i Randers Kommune, der har eller om få år har nået efterlønsalderen. Byrådet er befolket af ældre eller middelaldrende medlemmer, der alle tager sig godt betalt.

Dette bedsteborgerskab mener så, at de unge, ja, de unge har mistet fællesskabsfølelsen, og alene forstår at kræve ind og sikre egen navle. Altså de unge ifølge Knud Aarup.

Måske kunne ovenstående hjælpe Knud Aarup med lidt selverkendelse. Selverkendelse for egen generation. For er der nogen der skal have sig betalt, så er det da de ældre og middel aldrende. Særligt mændene. Måske hjalp værnepligten ikke så meget i hin tid. Eller måske skulle disse mænd sendes på et genopfriskningskursus.

Jeg er faktisk temmelig rystet over ta-selv-bordet blandt Randers Kommunes ældre og middelaldrende byrådsmedlemmer.

Så, måske skulle Knud Aarup starte med at se på moralen i egne .aldesrækker. Knud Aarup kunne jo starte med at foreslå, at vederlagene til byrådsmedlemmerne blev nedsat til SU-niveau.

Michael Borregaard

Gennem aftjening af vel-færdstjeneste får de unge både en oplevelse af samfundets forskellige sociale sider og en konkret oplevelse af, at velfærdssamfundet er noget som forudsætter, at man bidrager personligt, siger Knud Aarup.

- Manden gør ikke andet end spiller den samme klagesang - der er intet konstruktivt i hans udtalelser, derudover stiller han spørgsmålet.

Er frivillige løsningen?

Forudsætningerne for den organiserede idræts opståen herhjemme var grundlovens bestemmelser fra 1849 om forsamlings -og foreningsfrihed. I 1954 fik kommunerne pligt til at yde tilskud samt anvise lokaler og yde lokaletilskud til ´ungdomsforanstaltninger´, og i 1968 fulgte fritidsloven, der for at stimulere det private, frivillige initiativ udvidede kommunernes forpligtelser, så de bredt skulle anvise foreningslivet kommunale faciliteter samt yde tilskud til foreningernes aktiviteter og udgifter.

Loven er justeret flere gange og blev i 1991 omdøbt til folkeoplysningsloven. Hovedprincipperne er de samme som i 1968.

Knud Aarup - Velfærdsstaten er blevet til gennem ”pres” fra befolkningen, som en naturlig konsekvens af økonomiske forhold. Sandheden er dog også, at velfærdsstaten i lige så høj grad er et produkt af et moralsk standpunkt fra elitens og de folkevalgtes side.

Det moralske ansvar for økonomiens bæredygtighed og forebyggelsen af rust på dens bærende psykologiske søjler, har dog på mange områder samlet støv det sidste årti, med fortællingen om det myreflittige folk, som kunne købe verden.

Alle har vi i hverdagen et Damoklessværd hængende over hovedet. Tråden det hænger i, er dog som følge af påvirkningernes -og forventningernes skarpe klinge, blevet lettere at skære over - dette ænder din artikel ingenlunde på, at foreslå velfærdsværnepligt, viser blot, at du ikke følger med i samfundets udvikling - blandt andet Britiske rapporter viser, at tvang i frivillighedens tjeneste er mere skadelig end det gør gavn.

Frivillighed er en god ting, det ligger netop i ordet frivillig - at skænde dette smukke ord, og en del af manges menneskelige sindelag, og kombinere det i en artikel omkring velfærdsværnepligt, er med til at skamride frivillighedens funktion: Nemlig frivilligheden i sig selv.

Ebbe Lauridsen

Kære Hanne Christensen.
Det var en skarp kommentar og tankevækkende. Men jeg synes nu alligevel, at vi skal takke Knud Aarup for hans beskrivelse af, hvordan forbrugermentalitetens indtog i velfærdssamfundet har erstattet borgeransvar med krævementalitet.

Jeg synes der er stof til en spændende samtale og kunne godt tænke mig at indsparke en bekymring for, hvad der vil ske, hvis det "frivillige" arbejde bliver en pligt

Lars Jorgensen

Føj for en slet skjult konservativ og reaktionær 'ny' dagsorden. - Hurra for Hanne!

Findes der nogen værre kategori end midaldrende og selvtilfredse mænd uden nogen veludviklet selvkritisk sans.

Fat dog - at velfærdsstatslige offentlige ydelser er en sociologisk betingelse for et velfungerende civilsamfund. Civilsamfund og stat kan kun abstraheres i fantasien - vel at mærke en løsrevet virkelighedsfjern og konservativ fantasi. Hold dog op med at jonglere i den form for rene abstraktioner...

Frihed og muligheder til de unge! De kan da umuligt være ansvarlige for noget som helst problem i samfundet - endnu.

Og nej - jeg er ikke selv 'ung'.

Martin Svendsen

Hold op hvor er det totalitært.

Vi skal gøre op med at kræve ind hos staten, men det er åbentbart helt fint at staten koster rundt med unge mennesker som var de dens personlige marionetter?

Hvis jeg skulle nævne en befolkningsgruppe hvor krævementaliteten er MINDST udtalt, må det være hos unge mennesker. Vi har nærmest levet hele vores liv på underbemandede institutioner. Vi knokler gennem et udmagret uddannelsessystem, kun støttet af den laveste eksisterende overførseslsindkomst, hvorefter vi skal etablere os på et boligmarked, hvor der er de ældre generationer der suverænt sidder på flæsket.

Jeg er hverken vred eller ked af min position, og jeg synes det er ganske priviligeret at være ung i Danmark, men jeg gider altså bare ikke høre mere på aldrende mennesker der synes det er i orden at mene alt muligt om hvad unge skal og ikke skal, og er villige til at bruge vold og tvang til at gennemføre deres idéer.

PS: Tvungne fællesskaber er ikke fælleskaber, og frivillighed under tvang er ikke frivillighed.

Martin Svendsen, kun et ord: da jeg begyndte at læse, kunne jeg pga. mine forældres indtægt ikke få SU. Den væsentligste del af SU var statsgaranterede studielån til en på det tidspunkt meget høj rent, som gældsatte færdiguddannede i årtier.
Det er ganske rigtigt anderledes priviligeret at være ung i Danmark i dag - mere end nogensinde - men på sin vis har jeg ondt af jer, for jeg synes også, at vilkårene er blevet helt utilladeligt komplekse.

Jens Thorning

Det kræver enighed om, hvad besparelserne ved det frivillige arbejde omsættes i - forøget indsats i Afghanistan, flere tilskud og miljølempelser til landbruget og skattelettelser til vennerne i Nordsjælland? Det ville jo være at smide pengene ud ad vinduet og gøre sig selv til grin.

Lars Jorgensen

Lovmæssige velfærdsydelser handler om anstændighed, menneskelig integritet og frihed.

Frivilligt socialt arbejde er en helt anden kategori, som på ingen måde kan konkurrere på ovennævnte parametre.

Selvom egoistiske, konservative og andre 'romantikere' altid forsøger at bilde sig selv og andre det ind, så de kan slippe for at betale en solidarisk skat .

Enhver idiot ved da, at det frivillige velfærdsarbejde er blevet det nye mantra, fordi det (tilsyneladende) kan legitimere, at staten yderligere trækker sig fra at hjælpe de medmennesker, der har været mindre heldige med deres (altid tilfældige) sociale arv.

Hanne Christensen

Peter Hansen.

Nu ved jeg jo ikke hvor gammel du er. Men lad mig gætte på et sted i 50'erne.

Derfor må jeg spørge dig, om du overhovedet kunne komme ind på dit studie med de krav til karaktergennemsnit, der er i dag.

Det er korrekt, som du skriver, at SU'en var afhængig af indkomsten. Og heldigvis er det ikke sådan i dag. Du ønsker vel ikke de forhold tilbage.

Men når det er sagt, kan du jo ikke få et job i dag uden en langvarig uddannelse. Det ku' man dengang.

Skal man sammenligne ungdommen idag med din generations ungdom, jamen, så bør man vel samtidig sammenligne de nuværende ældres forhold med forholdene dengang for 30 år siden. Vil du bytte?

Jeg ved ikke, hvad det er for en krævementalitet, de unge har. Derimod kender jeg mange middelaldrende/ældre (fx dig Peter), der mener, at man har krav på pension/efterløn, når man fylder 60 år - også selv om man er fuld rask og rørig. DET kalder jeg krævementalitet!

Og så lige tilbage til dengang for 30-40 år siden. Der hed pensionsalderen altså 67 år. Skal vi ikke tilbage dertll?

Hanne Christensen

Ebbe Lauridsen. Jeg synes, man skylder de unge at fortælle, hvad det egentlig er, de kræver, dem under 25 år? De får deres skolegang, de får en rimelig lav SU (ca. 5.000 kr.), hvilket stiller krav til supplerende erhvervsarbejde, hvorfor unge studerende ofte kommer op på mellem 50-60 timers arbejdsuge. Er det forkælet?

Tager vi de 60årige, jamen så havde kun et fåtal dengang en videregående uddannelse, simpelthen fordi man kunne klare sig på arbejdsmarkedet med langt færre timer på skolebænken.

Ser man på unge på kontanthjælp, ja, så får de ca. halvdelen af, hvad en tilsvarende ældre person får.

Så jeg må igen spørger, hvad det er de unge kræver?

Er det ikke os som samfund, der kræver, de unge skal knokle med deres uddannelser? Det er simpelthen nødvendigt for at vores samfund kan være konkurrencedygtigt også på sigt.

Bekymringen er jo, at der bliver flere og flere ældre. Fordi de går tidligere fra og lever længere. Det koster rigtig, rigtig mange penge. Og i den sammenligning forsvinder de unges SU ud i ingenting.

Vi har en ældrebefolkning der bliver raskere og raskere, så de lever længere og længere, og alligevel kræver de lavere pensionsalder end for 30 år siden. Det er rigtig dyrt, og det kalder jeg krævementalitet.

Jeg har en genbo, hvor hjemmeplejen ofte holder udenfor. Når hjemmeplejeren er kørt igen, så ser jeg hr. og fru pensionist komme gående med deres golfsæt. De tager lige 18 huller, svarende til næsten 10 kilometers gang. I indkørslen holder 2 biler. MÅ jeg spørge, hvad hjemmehjælperen skal i dette hjem. Jeg ved det ikke, men rengøring kan de vel selv klare, og sygepleje kunne vel klare hos nærmeste læge eller skadestue. Det kalder jeg forkælelse.

Jeg havde også engang en nabo, der også fik gjort rent af hjemmeplejen. Hun havde en handicappet søn. Han kunne derimod ikke få hjælp, så hun måtte ud at gøre rent for sønnen, mens kommunen gjorde rent for hende.

Jeg er ikke ude på at skære ned i hjemmehjælpen, men at påstå at det er de unge, der er forkælede, synes jeg, er at tage munden for fuld.

Laurids Hedaa

Lad nu de unge være i denne omgang. Lad de raske ældre, der har forladt arbejdsmarkedet (for tidligt), tage vare på de syge og svækkede gamle.

Lars Jorgensen

Lad os dog være fine konservative og bevare ideen om at skabe et stadig bedre velfærdssamfund!

Vi har jo forlængst set, at de såkaldte 'konservative' blot er ude på at bevare privilegierne hos de priviligerede.

Hvorfor ikke lade os/dem med ressourcerne - betale lidt mere i skat - og så lade de unge og ældre bevare eller få et fornuftigt liv?

Lad dog usle mennesker om at komme med usle argumenter for deres usle dagsordener...

Benjamin Skou

Først et (uværdigt?) "efter manden" -argumentet: Knud Aarup - det er ham, der støtter op om Falcks Jobservices tilsyneladende ulovlige og dybt umoralske stop for udbetaling af sygedagpenge i Randers Kommune. En administrativ strategi, som han selv er den politisk ansvarlige for... http://forsiden.3f.dk/article/20100320/NYHEDER/3190318/2140

Som han også argumenterer for i ovenstående indlæg, skal borgeren altså ikke forvente service fra det offentlige... når man støtter, at det private varetager myndighedsopgaver med økonomiske konsekvenser for borgerne, så kunne den frivillige sektor måske også gøre det..?? (Aarup mener jo, at den frivillige sektor skal være en selvstændig sektor og ikke bare et tillæg til den offentlige serviceproduktion).

I forhold til det frivillige engagement: Jeg arbejder selv frivilligt i en lektiehjælp, og det er super fedt og betyder meget for mig. Frivilligt arbejde er hjerteblod, hvilket er et godt udgangspunkt for en vis kvalitetsstandard, men som ikke kan sammenlignes med den offentlige, professionelle serviceproduktion.

Jeg ser det (som Knud Aarup) også som uundgåeligt, at der kommer flere partnerskaber mellem private, offentlige og frivillige – dog uden at kunne give nogle oplagte eksempler. Jeg er også med på, at der er en risiko for, at den gratis service fra det offentlige kan blive en sovepude for brugeren såvel på studiet, hos lægen osv.
Men jeg er stærkt imod en forestilling om, at specialundervisning, vuggestuedrift, jobformidling, socialrådgivning af syge og kronisk arbejdsløse – det er noget, som de frivillige skal tage sig af!

Det frivillige skal ikke reguleres, evalueres og køres sammen med politiske handleplaner i kommunalt regi. Fælles politiske mål og overdragelse af et stort ansvar for ”de vilde problemer” er dræbende for den ”næstekærlighed” samt selvudvikling, der motiverer meget frivilligt arbejde. Vi kan samarbejde, men ikke med samme eksplicitte kvalitetskrav som til det offentlige – så hvis frivillige skal løse visse af velfærdssamfundets kerneopgaver (hvilket de ikke skal), skal alle landets politikere kunne leve med langt mindre krav til dokumentation. Men så længe det er gratis, er visse politikere nok også ligeglade med kvalitet og retskrav.

Reduktion af visse overførsler (såsom SU) er fornuftigt, brugerbetaling hos lægen er fornuftigt, og generelt samfundsansvar (vise en vis omtanke for samfundets behov gennem sine handlinger + tage ansvar for ens medmennesker) er også fornuftigt. Men visionen om frivillighedens velfærdssamfund er for omfattende for min smag, og skal ikke være bærende for finansieringen af fremtidens velfærdssamfund.

Måske,

som andre debattører også har været inde på,

skulle man gribe sagen mere radikalt an: hvad er det for et samfund vi har fået skabt, hvor man fra det offentliges side nu måske er nødt til at tvinge et lands borgere til frivillighed for deraf at skabe fællesskab i et håb om at 'dæmpe' efterspørgslen efter velfærd.

Det er jo decideret perverst.

Ebbe Lauridsen

Kære Hanne Christensen
Jeg må have formuleret mig uklart. Jeg fandt dit indlæg helt OK, og det var ikke de unge, men den generelle krævementalitet, som jeg roste Kund Aarup for at have beskrevet så rigtigt.
Det var Nyrup, der startede med at lave velfærdssamfundet om til et service-samfund, men jeg skal love for at den borgerlige regering har fortsat i samme skure, og det er trist.
Vi må gøre noget for at genfinde den ansvarlige borger - og det er ikke noget generationsproblem.

Og så er jeg enig med Lars Jørgensen, der skriver: "Lovmæssige velfærdsydelser handler om anstændighed, menneskelig integritet og frihed"

Især friheden er vigtig. Ingen skal igen stå med hatten i hånden, som i gamle dage

Og så har Benjamin Skou fat i noget vigtigt, i hans beskrivelse af hvad frivillighed er. Dermed sætter han fingeren på det ømme punkt i Knud Aarups ide

Hanne Christensen

Kære Ebbe Lauridsen!

Jeg er et langt stykke af vejen enig med dig.

Men jeg bryder mig ikke om ordet krævementalitet. Det er jo gerne et ord man bruger om andre, ikke om sig selv. Og så må jeg spørge, hvem og hvad kræves. Det må altså konkretiseres, før jeg kan tage stilling.

Når man bruger sådan et ord "krævementaliteten", ja, så efterlader det læseren i den følelse, at der er noget om snakken. Nogen kræver ind. Men hvem det er, bliver der ikke sat navn på. Det er nok NOGEN, vi ikke selv har med at gøre. Det er ikke vores børn, ikke vores forældre og ikke os selv.

Vel kender vi alle eksempler på en kollega eller fjern ven, der gik unødigt til lægen, men vi kender jo ligeså mange eksempler på, at folk gik for sent til lægen.

Det er som at bruge ordet "Cafepenge" om SU. Det efterlader det indtryk, at de studerende har masser af tid og sidder med benene i sofaen eller henslængt i en cafestol. Ikke med hovedet bøjet over bøgerne, hvis de da ikke lige tager et nap som kassedame for at supplere SU'en. Ikke desto mindre er det hårdt arbejde at tage en langvarig uddannelse. Normeringerne er benhårde, over en normal arbejdstid. Jeg ved ikke, hvordan disse unge mennesker skulle komme igennem deres studie uden SU.

Alligevel foreslår en debattør her, at man da kan halvere SU. Han foreslår også brugerbetaling til lægen. Han foreslår sjovt nok ikke halvering af folkepensionen.

Måske fordi den nedskæring vil ramme ham selv? Men hvorfor give folkepension til ældre, der har en stor pensionsordning selv? Det kunne man jo ligeså gøre røre ved, ikke?

Denne pegementalitet bryder jeg mig ikke om. Det er også derfor jeg går i kødet på Knud Aarup, der vil have unge til at arbejde gratis, eller næsten gratis. Mens han nok ikke har problemer med sine egne mange byrådsmedlemmer, der skovler ind. Men de er jo også hans egen aldersgruppe, og befinder sig i hans nærhed.

Det handler altid om de andre.

Jeg synes, man som individ eller som tilhørende en gruppe kan starte med at kigge indad. Mon ikke det er et godt sted at starte. Så kan man se på, hvad man selv kan gøre for andre, og hvor man selv kan ligge det off. mindre til last osv.

Man kunne jo ligefrem vise et godt eksempel for de unge. Og megen pædagogik viser jo, at børn bliver som deres forældre og så fremdeles.

Så jer debattører, der vil skærer ned, vil jeg bede komme med forslag til nedskæringer, der rammer jer selv. Og ikke noget med, at I får det igen i form af skattelettelser. Nej, I skal nu yde og se på, hvor I kan være mindre krævende. Det ville jeg have mere respekt for.

Ebbe Lauridsen

Kære Hanne Christensen

Krævementalitet er måske et ladet udtryk, men fænomenet har noget at gøre med, at ”borgeren” bliver ”forbruger”. Jeg tror ikke, at det står så slemt til endnu, men tendensen er der. Det, der giver mig optimisme, er alle de mennesker, der i dag er frivillige under en eller anden form.

Jeg er selv aktiv pensionist, aktiv i diverse foreninger, som jeg bl.a. laver hjemmesider for. Aktivt medlem af vores lokale menighedsråd i en årrække osv. Og så er jeg aktiv i kampen for en mere visionær udvikling af Københavns infrastruktur. Og mange af mine venner og bekendte kunne skrive den samme historie. Der er masser af aktive pensionister, der yder en frivillig og ulønnet indsats for samfund og familie.

Det er fint, at Knud Aarup ønsker at fremme det civile samfund og det frivillige arbejde, Men det hele står og falder med at indsatsen er frivillig og ikke ydes med en eller anden bagtanke a la, ”Hvad er der i det for mig” eller ”Hvordan kan jeg profitere af min indsats”.

Det er påfaldende så aktive folk kan blive, når de bliver økonomisk uafhængige. Og det er lige præcis her, politikerne kan gøre noget. Næsten 800.000 danskere er parkeret i ”Udenforskabet”. De er blevet lukket ude fra det normale arbejdsmarked, hægtet af, under aktivering og jages rundt i manegen.

Hvis de fik deres frihed og selvrespekt tilbage, ville de måske også blive mere aktive og ansvarlige borgere. Hvis de fx var sikret en basisindkomst uden betingelser og med mulighed for at tjene penge oveni, hvad så?

Så ville en del af dem måske også gøre en frivillig og ulønnet indsats, som vi, der nu får basisindkomst eller ”borgerløn” i dag yder. Det handler om at vække den ansvarlige borger til live igen, og det gøres ikke ved tvang eller formynderi.

Men kan en obligatorisk og betingelsesløs basisindkomst til alle fastboende danskere overhovedet hænge sammen økonomisk? Svaret er ja!

Læs mere her >>>
http://www.modernetider.dk/articles/132/1/Mindre-stat-a-mere-frihed-og-s...

Mette Lund Sørensen

Samfundstjeneste til opbygning og styrkelse af fællesskabet er indført med success mange steder, f. eks i Rwanda, hvor "umuganda" betyder at bidrage til fællesskabet en lørdag formiddag om måneden.

Hanne Christensen

Ebbe Lauridsen!
Vi er jo et langt stykke af vejen enige.
Men jeg vil gerne hænge lidt ved ordene.

Ord danner meninger og holdninger. Der var i dag en udsendelse om, hvordan en journalist havde sat et rygte i gang om, hvordan mænd kan kontrollere kvinders utroskab via et eller andet apparatur. Historien var usand, men journalisten ville se og påvise, hvordan den ene journalist efter den anden og ligeledes den ene avis efter den anden bragte denne nyhed ukritisk.

I går eller forgårs var der en udsendelse om en dansk forsker, Knud Lindholm Lau, der har udgivet en bog af en tysk overleven koncentrationslejrfange, Victor Klemperer, om sproget omkring Hitlers magtførelse. Bogen hedder ."Det Tredje Riges sprog”.

Sprog i sig selv danner holdninger. Udsagn bliver pludselig sande.

Når man bruger ordet krævementalitet, - og herfor forstås i forhold til offentlige ydelser, ja, så sker der det, jo fllere gange ordet nævnes, des mere sandfærdigt opfattes det. Men bemærkelseværdigt er jo, at der sjældent følger eksempler med. Hvem er det, der kræver for så meget af det offentl,ige, så vi alle sammen synes, det bare er FOR meget?

Knud Aarup insinuerer, at der er tale om de unge. Igen uden eksempler.

Men hvad får de unge. De får uddannelse, SU hvis de følger en skrap normering der ikke efterlader plads til megen dovenskab, og så får de ved ledighed dagpenge som andre, eller ca. halv kontanthjælp, hvis de er syge eller ledige og ikke er dagpengeberettiget.

Nu spørger jeg igen, hvor meget er for meget? Blandt de unge altså. Ligger krævementaliteten i, når de unge studerende stiller krav til kvalitet i undervisningen. Er det bare FOR meget, – om end landets fremtid afhænger af, at kvaliteten er ok?

Er det vores gratis sundhedssystem? Går de unge for meget til lægen? Eller er det vores biblioteker de unge stiller krav til? Eller vejnettet? Snerydning? Er det hjemmeplejen? Kunstmuseerne, tilskud til teatrene, offentlig transport?

Jeg kan uansat hvor jeg leder i bunken af offentlige udgifter ikke finde et hjørne, hvor jeg oplever at netop de unge lider af en krævementalitet ud over al rimelighed.

Vi skal passe på med ord. Og når Knud Aarup peger på, at de unge lider af en krævementalitet, så er det måske nærmere fordi dette er en politisk ordfattig gruppe. De er optaget af deres uddannelser og ikke så politisk modne endnu. Han tror ikke, han risikerer sig italesat. Vi ikke-unge æder den rådt. Særligt de af os, hvor ungerne er fløjet fra reden for en hel del år siden. Det ligger måske til ældregenerationen, at pege på de unge som uvorne. Det har man gjort i generationer! Men det bliver det ikke mere rigtigt af.

Jeg synes, man skylder de unge, at når man skyder med spredehagl mod dem, at man så argumenterer for sine udsagn, og ikke blot forsøger at skabe mytedannelser. Det er ikke en værdig måde at få sit politiske budskab igennem på. Jeg mener også, at man skal passe meget på ud fra et eksempel eller to at foretage en generalisering. Her sker dog det helt groteske, at man generaliserer uden eksempler.

Ebbe Lauridsen, du og også Knud Aarup skriver, at krævementaliteten har noget at gøre med, at vi borgere er blevet til ”forbrugere” af offentlige ydelser. Jamen igen underforstås, at krævementaliteten rent faktisk er til stede.
Du skriver også, at det ikke står så slemt til, men at tendensen er der.
Igen ber’ jeg om eksempler. Du går blot fra denne påstand over i en fortale for frivilligt arbejde. Jeg mener ikke, at de to ting nødvendigvis har noget med hinanden at gøre.

Du skriver, at det er fint, at Knud Aarup forsøger at fremme det frivillige arbejde. Det er jeg ikke enig i. Nu bliver mit indlæg lidt langt, så jeg vil argumentere for dette i et nyt.

Hanne Christensen, du gætter ganske enkelt forkert vedr. mig. Jeg er i 40erne, jeg har fravalgt efterlønnen (jeg havde ikke råd til bidraget, da det blev indført, men er også beskæftiget på et område, jeg ikke regner med at forlade, før jeg gør det af naturlige årsager). Men nu skal det jo ikke handle om mig. Det er rigtigt, at der var flere muligheder for at komme ind på en videregående uddannelse, selvom adgangsbegrænsningen blev indført i 70erne - bl.a. fordi der var en udpræget folkevilje til at lette folks vej igennem anden baggrund end den gymnasiale. Det benyttede jeg mig nu ikke af, jeg tog en klassisk-sproglig studentereksamen, der forberedte mig på den plads i det kulturelle liv, jeg stræbte efter. Takket være fokuserede valg dengang har jeg med et vist held kunnet finde en niche, der passer mig godt, men som ikke er uden afsavn og omkostninger. Jeg klager imidlertid ikke, tværtimod ville jeg ønske, at alle som jeg havde gjort andet end at lade sig rive med af andres råd og valgt uddannelse og karriere efter interesse. Faktisk mener jeg, at det er den eneste forpligtelse, man har, over for sig selv.

Lars Jorgensen

Kræv din ret - og yd din pligt...

Resten - herunder alt inklusive er, eller kan bringes til diskussion.

'Krævementalitet' osv. er, som Hanne skriver, stærkt insinuerende.

Det er (da) netop kendetegnet ved et retssamfund, at mennesker (ikke mindst de mindst priviligerede) kender og kræver deres rettigheder.

Det er en (ussel) kategorisk fejltagelse at bebrejde mennesker, at de kræver deres rettigheder. Kritikken af 'krævementalitet' vil egentlig kritisere rettighederne, men i al sin (opportune) patetiske fokuseren på de udsatte, så retter den kritikken mod dem frem for mod den politik, som præcist har ønsket at gavne de 'svage'...

Hurra for rettigheder for de mindst priviligerede - og hurra for alle dem, der bruger deres krævter på at oplyse om deres rettigheder.

Lad de usle om at komme efter deres rettigheder - og lad i det allermindste de mest udsatte i fred...

Hanne Christensen

Ebbe Lauridsen, du skriver som nævnt, det er fint, at Knud Aarup forsøger at fremme det frivillige arbejde. Det er jeg ikke enig i.

Fordi Knud Aarup mener, at velfærdsydelser skal gives via ikke frivilligt arbejde, men derimod ved at tvangspålægge de unge en samfundstjeneste alene aflønnet på SU-niveau, altså med omkring 5.000 kr. pr. mdr. før skat.

Knud Aarup taler jo ikke om Røde Kors-indsamlinger, spejderarbejde, håndboldklubber eller lignende frivilligt arbejde. Der i øvrigt ER frivilligt. Nej, Knud Aarup vil have hjemmepleje og børnepasning udført via tvangsudskrivning af de unge til at udføre dette uden reel løn.

Jeg vil tro, at en sådan ”værnepligt” er imod menneskerettighedskonventionens artikel 4 med påbud mod slaveri og tvangsarbejde. Her står:

” Artikel 4
"Stk. 1. Ingen må holdes i slaveri eller trældom.
Stk. 2. Ingen må beordres til at udføre tvangs- eller pligtarbejde.
Stk. 3. Ved anvendelse af denne artikel omfatter udtrykket »tvangs- eller pligtarbejde« ikke:
a) arbejde, som almindeligvis forlanges udført under forvaring i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 5 i nærværende konvention, eller under betinget løsladelse fra sådan forvaring;
b) tjeneste af militær karakter eller, i de lande, hvor militærnægtelse af samvittighedsgrunde anerkendes, forsåvidt angår personer, der er militærnægtere af samvittighedsgrunde, tjeneste, der udkræves i stedet for tvungen militærtjeneste;
c) tjeneste, der pålægges i tilfælde af nødstilstand eller ulykker, der truer samfundets eksistens eller velfærd;
d) arbejde eller tjeneste, der udgør en del af normale borgerlige forpligtelser."
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (1950)”

På menneskeret.dk kan man læse mere herom. Men her uddybes, hvad ”tvangs- eller pligtarbejde” er. Og de skriver:

” Konventionen nævner til gengæld hvad tvangs- eller pligtarbejde ikke er (stk. 3). Den laver med andre ord en negativ definition ved at opregne fire tilfælde hvor en forpligtelse til at udføre et arbejde ikke kan kaldes tvangs- eller pligtarbejde, og dermed ikke er en overtrædelse af artikel 4, stk. 2. Disse tilfælde ligger tæt på dem som Den Internationale Arbejdsorganisation, ILO, har angivet.

I vurderingen af om en stat har overtrådt artikel 4, stk. 2 er Kommissionen og Domstolen efterhånden nået frem til at afgrænse nærmere hvad der er tvangsarbejde og hvad der ikke er. Fx er det ikke tvangsarbejde at udføre militærtjeneste, eller arbejde som militærnægter, eller lave hastereparationer i en akut nødsituation (stk. 3 a)-d).”

Læser man den kommenterede udgave af menneskerettighedskonventionen, vil man nok konkludere, at værnepligt i form af samfundstjeneste, som Knud Aarup foreslår, hvor de unge tvinges til at udføre ”samfundstjeneste” i form af børne- og ældrepasning vil være i strid med denne artikel 4.

Igen bruges ord som meningsdannende. ”Frivilligt arbejde” er jo positivt ladet. Og så foretager Knud Aarup den omskrivning, at bruge ”frivilligt arbejde” som udtryk for den værnepligt til samfundstjeneste, han brænder for.

Jamen, militærtjeneste som værnepligt er jo netop noget af det eneste, som er undtaget for artikel 4 om tvangsarbejde, netop fordi det næppe kan betegnes som ”frivillligt”. Det er heller ikke frivilligt arbejde, Knud Aarup egentligt går i brechen for.

Knud Aarup er direktør for social- og arbejdsmarked i Randers Kommune. Det er måske også her, Knud Aarup har hentet sin inspiration. Siden år 2003 (men vist også tidligere) har kommunerne nemlig tvangspålagt ledige gennem bl.a. såkaldte virksomhedspraktikker at passe børn, lue kommunens bede, sætte bøger på plads på biblioteker m.m. En kontanthjælpsmodtager får ikke løn for dette arbejde, men bevarer sin kontanthjælp plus en 10’er i timen.

Jeg mener, at denne tvang ofte vil være i modstrid med nævnte artikel 4. Jeg mener, der reelt er tale om tvangsarbejde.

Det sparer selvfølgelig kommunen for mange lønudgifter. En ung udeboende kontanthjælpsmodtager får ca. 6.000 kr. om måneden, dertil kom en 10’er i timen, hvilket giver sådan ca. 1600 kr. ekstra, altså ca. 7.600 kr. for en måneds arbejde. Det er jo ganske billigt. Men dertil kommer, at Staten refunderer 2/3 dele af udgiften. Altså er det jo stort set gratis arbejdskraft for kommunen. Et ordinært arbejde ville nok skulle aflønnes med 20-25.000 kr. i timen. Så der er sandelig besparelser at hente hjem herved.

Men det er så sandellig også uhyggeligt. For der er tale om tvangsudskrivning til tvangsarbejde.

Nu vil Knud Aarup benytte denne ”glimrende” ide til også at omfatte de unge. De skal udføre hjemmehjælp, børnepasning osv. for SU-løn. Vel for i sidste ende at give skattelettelser eller undgå –stigninger. Måske endda for at undgå et opgør med den ”krævementalitet”, der findes blandt ældre, så de fortsat kan få deres hjem gjort rent, få medicinen bragt, komme på plejehjem med ordentlig pleje osv. (Hov, det var så en påstand, men dog en interessant tanke.)

Flere debattører her ”æder” denne fordrejning af ”frivilligt arbejde”, og argumenterer for det gode i dette arbejde. Jamen, det kan vel kun få være uenige i. Problemet er blot, at Knud Aarup misbruger ordet, hvilket nogle også kort har påpeget.

Knud Aarups ønske om samfundstjeneste har intet med frivilligt arbejde at gøre, det er en ”ordfinte” Knud Aarup anvender, for at gøre menuen mere spiselig.

Det gør imidlertid ikke menuen god. Den er derimod særdeles uhyggelig. Det er ganske forfærdeligt at se, hvordan det ene tiltag tager det næste, det ene ord det andet, det ene konventionsbrud det næste.

Ebbe Lauridsen

Kære Hanne Christiansen
Jeg synes denne debat har udviklet sig fint bl.a. takket være dine og andres kvalificerede indlæg. Det, jeg bad om i starten er blevet indfriet. Vi er kommet godt omkring hovedproblemet i Knud Aarups ide, dette at der ikke er tale om virkelig frivillighed, men at frivilligheden i Aarups udgave måske tværtimod risikerer at blive tvang.

Jeg kunne godt tænke mig en kommentar til ideen om at fjerne den tvang, der i dag styrer arbejdsmarkedet for de svageste så det også kommer til at kunne betale sig for dem at arbejde.
Og at der bliver mere frihed til at udføre virkeligt frivilligt arbejde – og ikke i konkurrence med det professionelle arbejde, som Knud Aarup måske ønsker udført af frivillige.

Læs mere om ideen på denne hjemmeside:
http://www.basisindkomst.dk/

og denne:
http://www.modernetider.dk/search?Query=basisindkomst&fromSmall=true&sea...

Lars Jorgensen

Selvfølgelig er frivillighed og tvang logiske modsætninger.

Men logik er jo det mest demokratiske, der findes. Så det har aldrig karakteriseret usle tænkere - eller den siddende (usle) regering..

Riv ghettoerne ned (folks hjem og tilhørssted) og tag pengene fra de syge og udsatte, så skal de få det bedre...

Hvor usselt, ulogisk, asocialt og udemokratisk...

Jacob Rørdam Holm-Jørgensen

Tvungen "frivilligt" arbejde. Det er vist det som i virkeligheden hedder tvangsarbejde, men hensigten er god nok og vejen til helvede er som bekendt brolagt med gode hensigter!