Kronik

Abortbegravelser er udtryk for samfundets omsorg

Ved at behandle aborterede fostre som biologisk affald skaber vi en illussion om, at indgrebet ikke er skelsættende eller behæftet med skyld. Men forestillingen om den skyldfri tilværelse er en løgn. Ved at begrave fosteret viser samfundet, at det tager det aborterede forsters liv alvorligt
Når kimen til et nyt menneske går tabt, bør det ikke ende i skraldespanden, mener et mindretal i Etisk Råd.

Når kimen til et nyt menneske går tabt, bør det ikke ende i skraldespanden, mener et mindretal i Etisk Råd.

13. april 2011

Menneskelivet er vigtigt. Vi er mere end tilfældige molekyler, der er stødt sammen og har rejst os op og går rundt i et meningsløst øde. Derfor skal vi behandle menneskelivet med respekt og omsorg.

Eller måske er vi netop meningsløse eksistenser forbandet med evnen til at indse det, og netop derfor skal vi drage omsorg for hinanden.

Det står endda den enkelte frit for at hævde, at vi ikke er andet end en meningsløs tilfældighed, og at enhver tale om omsorg for menneskelivet derfor også er meningsløs.

Ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, er det fundamentale spørgsmål: skal vi tage os af livet eller skal vi bare lade det passere?

Ét er sikkert: spørgsmålet kræver et svar både fra os som individer og fra samfundet. En del af vores svar findes i de rammer, vi sætter for individets frihed. Her udtrykker vi som samfund vores værdier.

Det har med al tydelighed vist sig i diskussionen om, hvordan vi skal behandle de fostre, som går til grunde ved spontane eller provokerede aborter en diskussion der er kommet til at handle om abort i det hele taget.

Forfatterne til denne kronik tilhører alle det mindretal i Etisk Råd, der har advokeret for, at man som normal praksis bør kremere og nedgrave fostre og fostervæv i anonyme fællesgrave, uden religiøst ritual. Det skal ske uanset af fosterets udviklingsgrad og uanset om det er et produkt af en selvvalgt eller spontan abort.

Ikke abortmodstand

Vores forslag har ført til beskyldninger om, at vi aktivt ønsker at modarbejde den fri abort. Flere har også peget på, at vi giver abortmodstanderne ny vind i sejlene, samtidig med, at vi pålægger kvinder, der vælger at få foretaget en abort, uberettiget skyldfølelse.

Lad os med det samme slå fast, at vi går ind for den fri ret til abort, som den praktiseres og reguleres i Danmark. Vi mener samtidig, at enhver abort, spontan eller provokeret, er et tab af et begyndende menneskeliv. Vi finder, at samfundet bør respektere og afspejle denne ambivalens gennem sin håndtering af abortvæv og aborter. Det er en tragedie, at det begyndende menneskeliv går tabt. Men sat på spidsen kan man sige, at det sker for at undgå en større tragedie. Det er netop dette, der retfærdiggør handlingen og den lovgivning, der muliggør den.

Det begyndende menneskeliv bør altså være omfattet af vores omsorg. Den omsorg må dog nogle gange vige til fordel for den omsorg, som vi skylder den gravide kvinde. Indtil tolvte uge er det helt op til kvinden selv, om graviditeten afbrydes eller ej og af hvilke årsager. Efter tolvte uge kræves der et abortsamråd, og der skal være medicinske eller sociale grunde til at afbryde graviditeten.

Det, at hensynet til kvinden i nogle tilfælde vejer tungere end hensynet til fosteret, betyder imidlertid ikke, at fosterets etiske betydningsfuldhed forsvinder.

Der er ganske vist mange holdninger til hvilken betydning, det begyndende menneskeliv har. For nogle er det et lille menneske fra begyndelsen. For andre vokser det så at sige ind i det etiske fællesskab i løbet af fostertilstanden. Der findes også dem, der hævder, at det ikke har nogen betydning, før det fødes ind i en familie. Som samfund har vi også en holdning til fosteret. Den udtrykkes gennem reguleringen af området og er et udtryk for en lang historisk proces. Det vigtige er at fastholde, at alle synspunkterne er udtryk for nogle etiske værdier. Samfundet udtrykker nogle værdier på området ved at ville behandle fostrene med respekt. Det at brænde dem som andet biologisk hospitalsaffald er imidlertid i lige så høj grad udtryk for nogle bestemte værdier!

Alvorligt valg

Når vi som samfund skal finde ud af, hvordan vi bør forholde os til fostre, som en kvinde eller et par har besluttet at abortere, giver det for os at se ingen mening at lade som om, valget ikke er et alvorligt valg. Det er for os at se, det man gør, hvis man brænder abortvæv og aborterede fostre med andet biologisk affald. Med den praksis tilkendegiver man, at det begyndende menneskeliv, fosteret eller aborten, er uden betydning. Den holdning er selvfølgelig fuldt legitim i et demokratisk samfund. Men for os at se bør den ikke præge samfundets opfattelse af sagen.

Vi mener, at fosteret uanset alder, skal behandles med en vis værdighed og respekt og ikke blot som biologisk affald. Kun på den måde kan vi fastholde over for hinanden, at ethvert menneskeliv, uanset hvor uanseligt og sårbart det er, er en del af det etiske fællesskab, hvor vi er forpligtet på hinanden.

Det er som nævnt helt legitimt at være uenig med os. Derfor skal ingen pålægges at føle sorg, at tage det aborterede foster til sig eller deltage i ceremonier. Det eneste, der skal ske er, at forældrene til det aborterede foster får at vide, hvilke muligheder der er for at forholde sig til fosteret, og at hospitalet behandler fosteret eller fostervævet på en måde, som udtrykker respekt for dets menneskelighed ved at kremere det og nedsætte det i en anonym fællesgrav i en ikke-religiøs sammenhæng. Har forældrene behov for mere, står det dem som i dag frit for selv at stå for en mere vidtgående håndtering. Det er i øvrigt en måde at håndtere situationen på, som har udviklet sig flere steder i landet uafhængigt af anbefalinger fra Det Etiske Råd og andre instanser. Vore forslag kan derfor ses som et forsøg på at begrunde denne etiske praksis, der har udviklet sig, hvor mennesker har været sammen om noget væsentligt.

Uskyld er en illusion

En vigtig diskussion i forbindelse med Etisk Råds udtalelse handler om, hvorvidt man påfører kvinder, som har valgt at få foretaget en tidlig eller sen provokeret abort, skyld, hvis man fra samfundet markerer, at abortvæv ikke er ligegyldigt affald. Den diskussion er kun relevant i det omfang, den enkelte selv oplever det, der aborteres, som mere end affald. Ser man det kun som affald, kan man højst blive forundret over samfundets foranstaltninger på området, men næppe ramt af skyld.

Problemet med skyldfølelse bliver derfor klarest, når kvinden eller parret selv opfatter deres beslutning som etisk vanskelig. Denne opfattelse vil netop blive understøttet af en ændret praksis. Kvinden og samfundet vil ganske enkelt være enige om, at der er noget vigtigt på færde. Eftersom samfundet har reguleret området på en måde, der har muliggjort valget, står kvinden imidlertid ikke alene. Er der en skyld, bliver den en fælles skyld, der bæres sammen med fællesskabet.

Illusionen om den skyldfri tilværelse kræver derimod, at vi lyver over for hinanden. At vi lader som om, intet er på færde, selv om vi godt ved, at det liv, som afsluttes også var vigtigt. Det er som en kollektiv fortrængning, der skal sikre den fælles uskyld. Derfor er det vigtigt at sætte ord på problemet: Vi mennesker kan være nødt til at træffe hårde valg . Vi vil fastholde, at den skyld, som måtte være forbundet med en abort, er en skyld, vi bærer i fællesskab, så ingen kan bruge den til at slå andre i hovedet med.

Mickey Gjerris er lektor i bioetik ved Københavns Universitet, Lillian Bondo er jordemor og Edith Mark er sygeplejerske, cand.cur. og ph.d. De er alle medlemmer af Det Etiske Råd.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja man tænkte nok at det var for abortmodstandernes skyld at hele denne debat blev startet.
Nu mangler vi så blot at få det kædet sammen med den konservative dagsorden, så alle abortmodstandere kan stemme på højre. Sådan virker det i USA, og det virker godt.

Michael Pedersen

Hvornår blev etisk råd fyldt med teokrater? En besynderlig måde at gøre en udemærket institution til en ligegyldighed i et mere og mere sekulært samfund,

"Når vi som samfund skal finde ud af, hvordan vi bør forholde os til fostre, som en kvinde eller et par har besluttet at abortere, giver det for os at se ingen mening at lade som om, valget ikke er et alvorligt valg. Det er for os at se, det man gør, hvis man brænder abortvæv og aborterede fostre med andet biologisk affald. Med den praksis tilkendegiver man, at det begyndende menneskeliv, fosteret eller aborten, er uden betydning. Den holdning er selvfølgelig fuldt legitim i et demokratisk samfund. Men for os at se bør den ikke præge samfundets opfattelse af sagen."

Her falder kæden af for de få, men åbenbart, i deres egen opfattelse, udgørende et så vigtigt mindretal i Etisk råd, at man absolut skal fremkomme med en teokratisk værdibaseret udtalelse. For hvem afgør at praksisen med at brænde fostret gør, at samfundet derfor anser det spirende liv som uden betydning?

Denne tolkning afslører forfatternes egentlige værdier, som åbenbart kun tillægger dødt menneskevæv værdi, hvis det destrueres efter religiøse foreskrifter.

På den måde forsøges der på en uklædelig måde, at skabe en sammenhæng mellem religiøse ritualer og samfundets værdier, som vel bedst kan beskrives som dubiøs og uden baggrund i det moderne menneskes frihed til selv, at vælge sin isme eller lade være.

Men helt i tidens moralsk-religiøse regressive toneklang.

Det var så foreløbig tre debattører, der er så fastgroede i deres opfattelse af verden, at de ikke evner at læse en tekst, der ikke passer ind i deres forudfattede holdninger.

Nej, der står ikke noget om religion medmindre man er forhippet op at læse det ind. Prøv igen...

Hvor er respekten for individet?

Man fornemmer disse skeptikere kommer fra kernefamilier, hvilket har ringe hvis nogen forudsætning for at navigere i denne jungle.

Ingen ønsker at blive sat i verden uønsket, de fleste vil nok anerkende der er udfordringer nok.

Om kvinder ønsker at begrave deres afbrudte svangerskab, må være op til den enkelte.

Det kan ikke undre nogen at der er ringe tilknytning til kirken med de tåbelige udsagn.

Michael Pedersen

Man skal godt nok ikke være forhippet for at se det Esben - jeg har selv oplevet (som faren selvfølgelig) en såkaldt missed abortion hvor kroppen ikke selv opdager at fosteret er dødt og man er nødt til at abortere - i vores tilfælde ved en medicinsk abort. Det der kommer ud er jo ikke meget mere end kraftigt udflåd og for de fleste sker dette på et toilet under kraftige kramper og smerter. De første mange uger er der jo ikke mere end nogle få gram 'barn'. At prøve at pådutte det værdi som andet et potentiale er jo fuldstændigt vanvittigt - skal vi også begrave brugte kondomer og menstruationsbind fordi det kunne være blevet et menneske.

Maj-Britt Kent Hansen

Provokerede som ufrivillige aborter. I begge tilfælde skal de berørte komme videre, komme over det.

Man kan selvfølgelig spekulere på, hvad der blev af aborten, men jeg har svært ved at se, at påtvungen individuel stillingtagen til fællesbegravelse eller ej medvirker til, at man kommer ovenpå igen efter en abort.

Der er situationer i livet, hvor man snarere skal resignere og acceptere sin situation end medvirke til at iscensætte den ved den ene eller den anden ceremoni.

Anna-Marie Nyberg Kristiansen

Tragedie: Ordet bruges i overført betydning om hændelser, hvor folk dør under dramatiske omstændigheder

Folk, det kan fostre næppe kaldes

Dramatiske omstændigheder: øh...okay.

Det er nok ikke en "tragedie" for alle der har oplevet en abort. For mig var det ikke. For andre er det måske. Men det er ikke en tragedie for alle at et begyndende liv går tabt. Så lad være med at presse det ned over hovederne på alle.

Troels Ken Pedersen

*Suk*

Dette er en debat, hvor meget hænger på forudsætningerne og de grundlæggende antagelser for debatten. De tre etikere lader til at mene at vi skal knæsætte som forudsætning for debatten, at også første-trimester aborter er mennesker, hvis behov må afvejes mod moderens. Så, siger de, kan vi derefter debattere HELT frit og mene hvad vi vil.

Hvis de havde magt, som de havde agt, ville de dominere debatten ved at dominere forudsætningerne. De siger så at DE mener at moderen skal have lov at dræbe det lille nye menneske. De påberåber sig at vi tillader kvinden at provokere abort (tragisk!) for at undgå en endnu større tragedie. Den der lille ting med retten til at bestemme over sin egen krop er ikke noget der optræder i deres betragtninger.

Bah! Hvis de først får knæsat at VI regulerer kvinders kroppe til det fælles bedste, fordi VI afvejer fostrets og moderens ret og vel, er det en uvæsentlig detalje at de tre personligt mener at mødre skal have lov til at slå de små mennesker ihjel.

Henning Pedersen

Samfundets omsorg foldede sig ud i fuldt flor ved indførelsen af fri abort. Før indførelsen stod den ene tragedie på skuldrene af den anden.

Hele oplægget i artiklen ligner en slags religiøsitet ( ”tilfældige molekyle”, ”meningsløst øde” ,” meningsløse eksistenser” , uskyld er en illusion” m v ) – det er i hvert fald sådan mange religiøse forkyndere (præster, imamer, rabbier o s v) starter op, for så i næste åndedrag at forklare, at svaret på det hele er en gud ( af en eller anden slags), og at man skal adlyde denne guds bud ( herunder blandt andet f eks forbud mod abort og p-piller og kondomer, forbud mod at kvinder går uden slør, forbud mod at spise grise m v) – buddene fremlægges selvfølgelig af forkynderen selv som guds absolutte sandhed o s v.

For mig at se, så er de religiøse argumenter mod abort langsomt og ad omveje ved at vinde over fornuften og rationaliteten .

Valg af ord som ”biologisk affald” er også en god teknisk finte, hvis man vil manipulere anderledes tænkende ind på ens egen banehalvdel - Hvad er affald ? – typisk tænker man på en losseplads , hvor man kører hen og dumper diverse ubrugelige genstande, gamle aviser, grene og balde, tomme flasker o s v. – men hospitalers ”ikke genanvendelige” biologiske emner er aldrig tænkt som affald i lossepladsens forstand. Jeg har i hvert fald aldrig set ”hospitals-materiale” på en losseplads.

Jeg er glad for , at artiklens forfattere er i mindretal i Etisk Råd, og jeg håber sandelig, at de arbejder lidt med sig selv og indser , at de er på helt galt spor i debatten.

Kvinder er ikke frie menneskler, hvis de hen ad vejen påduttes status som “hellige fødemaskiner”, der ikke må bestemme over deres egne kroppe.

Snakken om at abortvæv er noget ”særligt” , som skal håndteres på en anden måde end f eks et am-puteret ben er kun første trin i en lang udvikling hen mod et (ulykkeligt) total forbud mod abort.

Hvis man falder for, at abort-væv er noget ”særligt” , så er næste logiske trin i øvrigt at se på, om sæd og æg også er et særligt væv, som skal have en særlig behandling - sæd og æg kan jo forenes og blive til foster-væv og så har man den religiøse fordømmelse af at bruge kondomer, p-piller o sv , idet disse ting ”forhindrer liv”.

Undskyld – men artiklens budskab er helt hen i vejret.

Deres egentlige ærinde ligger godt skjult i denne lille passage :

'En vigtig diskussion i forbindelse med Etisk Råds udtalelse handler om, hvorvidt man påfører kvinder, som har valgt at få foretaget en tidlig eller sen provokeret abort, skyld, hvis man fra samfundet markerer, at abortvæv ikke er ligegyldigt affald. Den diskussion er kun relevant i det omfang, den enkelte selv oplever det, der aborteres, som mere end affald. Ser man det kun som affald, kan man højst blive forundret over samfundets foranstaltninger på området, men næppe ramt af skyld.'

Fangede I den elegante tilsvining de lige fik fyret af der ?

Susie Daugaard

Dette emne har, som de fleste debattører nok ved, været taget op nogle gange i løbet af den sidste måned. Første gang emnet kom på banen, deltog jeg i debatten med et enkelt indlæg. Men så begyndte det at gå op for mig, at debatten for de fleste af mine meddebattører ikke handlede om kvinders rettigheder, eller hvorvidt vi skulle vise det døde foster et omfang af respekt. Dagsordnen på de tidligere debatter og også på denne debat, er religionsfjendskab. Der sidder en flok mænd, som under dække af, at vi stakkels kvinder skal have ret til fri abort, i virkeligheden misbruger emnet til at angribe kristendommen. Og her gik jeg og troede, at det drejede sig om mennesker, hvor er jeg dog naiv. At de selvsamme mænd så har svært ved at skille etik fra teologi, viser blot at udgydelserne bygger på fordomme og ikke fakta. Der er ingen logisk sammenhæng mellem nedgravning af især senaborterede fostre og fjernelsen af fri abort. Kan man påvise sammenhængen, så bør man gøre det, men læser man argumentationerne igennem, er det tydeligt, at det her handler om private antagelser.

I denne debat har vi altså at gøre med et overvældende antal religiøse (især) mænd, der gerne ofre de både kvinder og mænd, som er berørt at de sene aborter. Men er så forblændet af sin tro på det kristne som dæmoni, samtidig med at man bygger sine egne antagelser på TRO. I ved TRO, der hvor man ikke har nogen videnskabelig evidens for sine udsagn.

Man kunne jo begynde med at se lidt på begrebet ETIK. Hvilken rolle har det for vores samfund? Oplysning kære venner, ellers ender i som religiøse mørkemænd!

Jeg har ikke lyst til at deltage i en debat bygget på religionsangreb, især ikke når emnet rent faktisk er så relevant som det er. Ude i virkeligheden er der mænd og kvinder som rammes af denne problematik. Dem er jeg interesseret i at hjælpe, ikke i at skændes med en flok hulemænd!

Susie

Hanne Christensen

Det kan ikke være rigtigt, det er 3. debat inden for 1-2 uger som Information har sat i gang omkring fosterbegravelser.

Vi har mennesker, der går rundt hjemløse ude i kulden, vi har mennesker der år efter år lever i yderste fattigdom.

Kunne vi få 3 debatter om ugen om dem.

Det ville være mere relevant. Jeg er ganske enkelt rystet over Informations prioritering.

Markus Hornum-Stenz

Jeg er forundret over ensidigheden i kommentarerne. Det er forstemmende så hurtige man er til at kaste med sten og se religiøse mørkemænd.

Et par ting til overvejelse:
1. Til dem som lugter teokrati: Man behøver ikke
være teologisk anlagt for at tro på respekten for det menneskelige.
Prøv en gang at læse op på den klassiske filosofidiskussion om den frie vilje. De fleste mennesker vil nok anerkende at der er ganske stort spillerum mellem at betragte mennesket fra den rent videnskabelige og fra den rent religiøse synsvinkel og at de to yderpunkter i bedste fald er uinteressante.
2. Det mest centrale eksistentielle forhold ved os som mennesker er at vi løbende skal forlige vores følelsesmæssige impulser med vores rationelle betragtninger.
At fokusere på fosterets status som menneske, overser det som sagen drejer sig om, nemlig de følelser som de involverede måtte have.
Begravelser - eller mangel på samme - drejer sig altid om de levende, ikke om de døde.

Man føler sig provokeret af et forslag om ikke pr. automatik at behandle aborter - uanset alder - som hospitalsaffald, men i stedet kremere og nedgrave...den lader vi lige stå et øjeblik....og så stiller vi om til lille Peter, hvis hamster lige er død

Karen von Sydow

Tja,
hvad kan kan man sige til sådan en omgang moralsk panik (?)
Det er en udvikling alle liberale (læs: frisindet; fordomsfri) skal holde godt øje med, for 'moralens vogtere' i dette land har i den grad fået vind i sejlene de sidste 5-7 år. Her tænker jeg, ikke mindst, på hele forbudsagendaen, der desværre har infiltreret flere fornuftige individer på venstrefløjen.

Niklas Monrad

Jeg ved ikke, hvordan andre mennesker har det med begravelser. For mig handler dette antikke ritual om at tage afsked med et individ som har haft betydning for mit liv. Jeg deltager i ritualet ud af respekt for dette menneske, for den tid vi har haft sammen og for at være en symbolsk trøst og støtte for de tilbageværende.

Det nærmer sig da absurd teater først at afslutte "et begyndende menneskeliv", for siden at vise dette "omsorg". Hvis det var mig selv der var det "begyndende menneskeliv" skulle jeg ellers nok have mig denne såkaldte omsorg frabedt. Jeg ville nærmere sige: Go fuck yourself!