Kommentar

Afrikas værste diktator

Hvordan har Robert Mugabe været i stand til at misregere Zimbabwe så længe?
Peter Godwins synspunkt i ny bog om Robert Mugabe er, at fænomenet Mugabe ikke kan forklares ud fra ændringer i omstændigheder eller personlighed. Han havde fra første færd en tyrans sjæl og hjerte og afventede blot en lejlighed, hvor han kunne give den tendens uhæmmet udtryk.

Peter Godwins synspunkt i ny bog om Robert Mugabe er, at fænomenet Mugabe ikke kan forklares ud fra ændringer i omstændigheder eller personlighed. Han havde fra første færd en tyrans sjæl og hjerte og afventede blot en lejlighed, hvor han kunne give den tendens uhæmmet udtryk.

Aaron Ufumeli

Debat
16. april 2011

Efter års skammelig tavshed for ikke at sige sammenspisthed har Sydafrikas ledelse omsider afvist at fortsætte sin grænseløse forkælelse af Robert Mugabe. Med præsident Jacob Zumas krav om, at Zimbabwes næste valg skal være fuldstændig frit, er det omsider blevet muligt at forestille sig en tid, hvor det skamredne land kan blive fri for denne mand og hans hæslige etpartistyre. Medvirkende faktorer som Mugabes alder og inspiration fra begivenhederne i den anden ende af Afrika trækker også i den rigtige retning, men Zimbabwes opposition er flere år ældre end 'Det Arabiske Forår' og en af verdens stædigste og modigste demokratibevægelser.

Peter Godwins nye bog, The Fear, opdaterer den fortsatte historie om denne folkelige modstand. Den er ikke helt så stærk som hans forrige, When a Crocodile Eats the Sun, men formidler glimrende den frygtelige umiddelbare virkelighed i en stat, hvor officiel lovløshed og grusomhed er norm. Den kortlægger også symptomer på regimeforfald: Om ikke af andet end skinbarligt opportunistiske grund, er der nu et stigende antal personer i Mugabes inderkreds, der ser hen imod den fremtid, hvor den næsten halvfemsårige (han er 87) ikke længere vil være iblandt os.

Hvordan begyndte mareridtet? Robert Mugabe greb ikke magten ved et kup. Han trådte i karakter som lederen af en dygtig guerillahær, som bekæmpede det rhodesiske apartheidstyre og vandt et britiskovervåget valg. I sine første mange år i embedet praktiserede han en politik, som var præget af forsoning (i det mindste med den hvide befolkning, om ikke med hans stammeleder-rivaler i Matabeleland-provinsen).

I disse år mødte jeg Mugabe flere gange, og jeg kan stadig skamme mig over de generelt positive skudsmål, jeg gav ham. Men han var imponerende, både som soldat og som en politiker, der havde overlevet langvarige fængselsophold. Den kolde og hensynsløse side af hans personlighed, som jeg fornemmede, var jeg tilbøjelig til at tilskrive disse barske erfaringer. I hine dage yndede de reaktionære hvide bosættere desuden at trøste sig med en kultur af grimme rygter (f.eks. at Mugabe skulle have syfilis og være mentalt degenereret), som jeg var fast besluttet på ikke at spille med på.

Konerne

Syfilishistorien kan ikke have noget på sig, for så ville Mugabe ikke have levet så irriterende længe. Men ét eller andet gik grueligt galt, og blandt dem, der husker disse år, er det et uudtømmeligt konversationsemne at indkredse hvad. Mugabe, siger nogle mennesker, blev aldrig den samme efter sin første kone, den charmerende ghanesiskfødte Sallys død. Hans anden hustru var af den slags, der holder af uendelige shoppeture, private jetfly og forskellige paladser til sommer og vinter. (Gudskelov for denne klasse af kvinder: De har på deres egen måde hjulpet til at bringe mange diktatorer i miskredit.)

Et anden ildevarslende symptom var Mugabes sygelige fascination af og had til homoseksualitet. Han besluttede sig pludselig for, at Zimbabwe var syltet helt ind i sodomi og begyndte at udvise symptomer på akut paranoia. Hvor makabert dette end var, forklarede det næppe hans efterfølgende beslutning om at ødelægge sit lands landbrugs-infrastruktur ved at forvandle det til et belønningssystem for partiloyalister eller hans beslutning om at sende zimbabwiske soldater på plyndringstogter i Congo.

En tyrans sjæl

Peter Godwins synspunkt er, at fænomenet Mugabe ikke kan forklares ud fra ændringer i omstændigheder eller personlighed. Han havde fra første færd en tyrans sjæl og hjerte og afventede blot en lejlighed, hvor han kunne give den tendens uhæmmet udtryk. Selv om jeg har min egen teori om, at Mugabe blev yderligere tæret af jalousi over al den smiger, man overdængede Nelson Mandela med tror jeg, Goodwin har ret. I den kinesisk-sovjetiske splittelse, der ramte Afrikas nationalister i 1960'erne og 1970'erne (og hvor ANC i Sydafrika f.eks. tog klart parti for Sovjetunionen) var Mugabe ikke bare pro-kinesisk. Han var pro-nordkoreansk. Han hvervede Kim Il Sungs eksperter til at træne sin berygtede prætorianergarde, den såkaldte 'femte brigade' og lod også nordkoreanere udforme det rædselsfulde monument for dem, som faldt i befrielseskrigen.

Hans hvide venstreorienterede apologeter plejer her at indvende, at Mugabe umuligt kan være nogen tro stalinist, når han samtidig er så hengiven en katolik. Men denne betragtning som for øvrigt udmærket kan hjælpe til at forklare hans besættelse af seksuelle afvigelser kan veje lige så tungt i den modsatte vægtskål. Katolikker kan være ekstremt autoritære, og Mugabe har for øvrigt haft stor glæde af sin forbindelse til Vatikanet. Han kunne således omgå de sanktioner, der forbød ham indrejse i Europa, ved at besøge paven som indbudt hædersgæst. Til gengæld flåede Romerkirken prompte præstekjolen af Ncube, en Mugabe-kritisk biskop i Bulawayo, efter rygter om en affære med en (kvindelig) sekretær. Med et ry, der er tilsølet af langt større synder, er Mugabe ikke desto mindre forblevet en katolik, der nyder høj anseelse, og det er umuligt at forestille sig, med hvilke yderligere ugerninger han skulle kunne gøre sig fortjent til ekskommunikation.

En ny slags Zimbabwe

Ønsker man et katalog over hans synder, giver Godwins bøger god besked. Men læs dem ikke blot som brændstof til forargelse over forfærdelige forbrydelser imod menneskeheden. De beskriver lykkeligvis også en ny slags Zimbabwe, som er blevet frigjort fra race- og stammemodsætninger ved at forene sig i den lange fælles kamp mod en mand, som ikke har de fjerneste skrupler ved at spille på netop racistisk og tribalistisk demagogi.

Under diskussioner i gamle dage med hvide bosættere var det endeløst hujende omkvæd hos sidstnævnte altid: »Sort flertalsstyre betyder én mand, én stemme, én gang!« Intet kunne være mere forkert. Siden uafhængigheden for tre årtier siden har Zimbabwes folk trodset al intimidering og undertrykkelse og stemt ved valg efter valg, ligesom de stædigt har gjort brug af domstolene og pressen, som fortsat er blevet tilladt at fungere delvis for at opretholde illusionen om pluralisme. Mugabe har tabt vigtige afstemninger i parlamentet og endda sin majoritet i landet som helhed. Kun med utilsløret fysisk magtanvendelse, trusler og storstilet brug af korruption har han kunnet holde sit parti ved magten. En skønne dag vil det zimbabwiske civilsamfunds modstand imod dette, som ofte blev ringeagtet af folk, der opfattede sig som revolutionære, få den agtelse og anerkendelse, som den fortjener.

© New York Times Syndicate og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Der er jo nok en eller anden sammenhæng mellem hans homofobi, Vertikanet og USA religiøse højre. Desuden har Sydafrikas holdning været besynderlig.

En tyran der handler olie og våben med de forkerte - BRIK-landene - er langt mere udsat for Vestlig intervention end en tyran der misregerer en fattig befolkning.

Endnu en gang udstilles Vestens grænseløse
hykleri . Hvis vi virkelig bekymrede os om 'folkets' ve og vel, for slet ikke at tale om deres liv, havde vi naturligvis bombet Zimbabwe for længe siden .
DeBeers ville nok ikke bryde sig om det, så som altid får en af 'vore' diktatorer lov at gøre som det passer ham !

Martin Kaarup

Christoffer Hitchens burde nok undersøge sagen lidt mere. Det er relativt let at følge kolonimagternes interesser i Zimbabwe og Mugabes modsvar til disse. Og mon ikke der er en nøje sammenhæng mellem kolonimagternes repressivititet mod Zimbabwe og Mugabes nedgang fra folkekær frihedskæmper til nekrofil vestlig politiker.

Jeg vil ønske han fra allerførster færd havde mobiliseret befolkningen mod overmagten i stedet for at ty til de klassiske repressive midler for at beholde magten. Men man vidste nok ikke så meget om, hvordan de gamle kolonilande, den såkaldte vestlige verden, rent faktisk fungerer underneden. Det var realtivt positivt at Zimbabwe med lidt held fik afsløret statsminister Tsvangirai's hemmelige tilknytning til USA. Det tjener ikke i Zimbabwes interesse.
Mon ikke Zimbabwes bedste håb stadigvæk er en mobilisering af befolkning til at modstå en fremtid uden Mugabe rædselsregime, så de ikke falder i kløerne på en eller anden af vesten betalte marionetdukker jvf. f.eks. IMF-økonomen og Sarkozy's nære ven, Elfenbenskystens Ouattara. Og så ellers forsætte med de langsommme økonomiske fremskridt de har gjort på det seneste, siden vesten ganske forventeligt i hævn over nationaliseringen af vestens ressourcer i Zimbabwe, totalsmarede deres økonmoi i dedste Nixon/Alleende-stil.

Stakkels befolkning. Hvad kal man vælge pest eller kolera? Mugabe eller Obama?, Mugabe eller Elisabeth II?, Mugabe eller Sarkozy? Det er som om valget står mellem fysisk voldsdød eller indifferent hungersnød i slaveri.