Kommentar

Vi arbejder ikke med et snævert talentbegreb

Talentarbejdsgruppens rapport om talentudviklingen i det danske uddannelsessystem er blevet modtaget engageret og kritisk, og mange steder positivt, nysgerrigt og konstruktivt. Det var hvad, vi ønskede os
29. april 2011

I Information har der i løbet af de seneste måneder været forskellige udfald mod arbejdsgruppens anbefalinger og i særdeleshed mod talentorienteringen som sådan. I Information den 27. april er det professor Per Schultz Jørgensen, der anklager arbejdsgruppen for at anlægge et snævert talent- og intelligenssyn og bane vejen for en smal elitestrategi i uddannelsesverdenen. I gårsdagens avis er det Bjarne Lundager Jensen, Tænketanken DEA, der deler Jørgensens kritik af snæversynet. Tidligere var forretningsudvalgsmedlem i BUPL Allan Baumann ude med riven. Talentudvikling var udokumenteret og Danmark burde satse på bredden.

Ej smalt talentbegreb

Mange kritiske kommentarer har et betydeligt sammenfald. Dels anklager man os for at tage hensyn til konkurrenceevnen (en slags helligbrøde for uddannelsesromantikere at skele blot et minimum til landets økonomi og arbejdsmarked), dels for at arbejde med et snævert talentbegreb, der ikke er vejen frem.

For det første angiver arbejdsgruppen klart og tydeligt, at talentorientering kan og bør begrundes med mere end hensynet til konkurrenceevne og præstationer. Det er vigtigt for at fastholde og udvikle kammeratskabseffekten, der viser sig ved, at elever i grundskolen ikke rykkes op med rode og væk fra det fællesskab, de gerne skulle bidrage til. Det ved vi er en styrke ved enhedsskolen, og det ønsker vi at udbygge. Endelig peger meget på, at der er talentfulde børn og unge, der ikke trives, og at det ikke er et ubetydeligt antal. Altså tre grunde og tre effekter, ikke kun én. Det kunne Bauman og Lundager Jensen sagtens læse sig til frem for at læne sig op ad postulater om forfejlet talentdyrkelse i virksomheder, langt væk fra arbejdsgruppens anbefalinger og danske uddannelser.

For det andet arbejdede vi ikke med et smalt talentbegreb. Vi gennemgår rigtig nok en del af den betydelige forskning, der findes for de usædvanligt højt begavede, de såkaldte én til to pct. af en årgang, men vi understreger, at talentfulde unge ikke alene skal spottes og udvælges inden for de traditionelle domæner, at det ikke alene er medfødt, at det også er i sløjdundervisningen, på erhvervsskolerne, professionsuddannelserne etc. Derfor lægger vi også op til et betydeligt professionelt skøn i arbejdet med talenterne, og at talentudvikling langtfra handler om mere af det samme. Vi foreslår ikke en national talenttest. Derfor anbefalingen om at arbejde med berigede læreplaner, hvor undervisning og læringsprocesser netop skal håndteres mere kreativt end i de klassiske accelererede forløb, og derfor forslaget om linjerne i folkeskolen, der skal sikre seriøsitet og tyngde for andet end de 'smalle' talenter. Det er rigtig nok, at arbejdsgruppen ikke fandt det formålstjenligt at operere med så notorisk et svagt elitebegreb, som Per Schultz Jørgensen og andre i Kompetencerådet betjente sig af for nogle få år siden. Frem for at forholde sig til vores forslag og analysere dem må Jørgensen da også argumentere antropologisk. Derfor hives Gardner af stalden, det samme gør Bruner: Vi er alle forskellige som mennesker, og det er kultur, det handler om. Det er lige ved, at vi dømmes ude på grund af menneskesynet, nu hvor vi baner vejen for, at kreativiteten kan jordes af regelstyring og forudsigelighed.

Styrke kompetencer

Jørgensen og mange andre synes ikke at gøre sig klart, at det danske uddannelsessystem ekskluderer klart og forudsigeligt i dag, om end det foregår i skyggen af en egalitær uddannelseskultur, der påkalder sig kreativitet, hele mennesker mv. Den sociale mobilitet er ikke imponerende. PISA's fejl eller ej, så synes bundgruppen forudsigelig, og de højtpræsterende ikke mange og ikke bedre end for 10 år siden. De små fag lider nød. Prestige- og statusuligheden mellem det boglige og praktiske, det akademiske og professionsrettede forstærkes i disse år. Disse forhold forsøger vi at imødegå. Modsat kritikerne. Arbejdsgruppen stiller forslag om en række tiltag, der primært handler om at justere på strukturer/rammer (f.eks. linjer, spor, bekendtgørelser mv.), styrke kompetencer (blandt lærere og ledere) og ledelse; og vi gør det med øje for enkeltdelene, men så sandelig også med et sammenhængende blik på hele uddannelsessystemet. Den tyske sociolog Niklas Luhmann konstaterede i sine uddannelsessociologiske analyser, at uddannelsessystemet har et kolossalt problem med at give mæle til sortering og differentiering. Vi vil ikke tale om det, men gerne lukke det ene øje for det. Og være enige om, at det skyldes den til enhver tid sidende regering og for få penge.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nu da jeg har læst hele talentarbejdsgruppens rapport. Forstår jeg ikke hvorfor forsvarsskriftet ovenfor ikke der engagere nogle af fine strategier som rapporten indeholder. 'Talent' lyder som noget man trykker på en pakke kornflakes. For dyr for menigmand. Som fattig på vitaminer. Da synes rapportens anbefaling med hensyn til 'berigede læreplaner', bevarelse af den udelt folkeskole, fællesskaber og klasser, traversering af klassetrin og fag der engagere den enkelte skoles mange ressourcer som helt igennem positive. Som indsatsen lyser af ønsket om at opfange en større gruppe 'potentialer'(men også motivation fremmende for flere i et bredt fagspektre) end det for nuværende lader sig afspejle i undersøgelser der søger at måle den danske folkeskoles tilstand.
Til hvilken metoder/fagdidaktik der konkret skal befordre disse intentioner vil uden tvivl være centralt for en succes.

Kurt Svennevig Christensen

"For det første angiver arbejdsgruppen klart og tydeligt, at talentorientering kan og bør begrundes med mere end hensynet til konkurrenceevne og præstationer." skriver Stefan Hermann.

Det er ikke blot tumpet, det er også kynisk at ville pleje og styrke "præstations- og konkurrenceevnen" i folkeskolen. Hvad skulle det gavne? Andet end den politiske kamp. "sortering og differentiering" sidestiller Hermann og man forstår hans politiske ærinde. Den mand gav man Holger prisen for et par år siden!

"Og være enige om, at det skyldes den til enhver tid sidende regering og for få penge." denne diagnose af rygmarvsreaktion kunne bruges overfor 80% af alle kommentarer i Informations debatforum her.... befriende ærligt modsvar på alle de sædvanlige dommedagsprofeter, når vi taler talentudvikling.

Talent opstår af tidlig beskæftigelse med et område, og det er en privat sag, som kan angive den enkeltes vej i livet. Statens opgave er at stille uddannelsesmuligheder til rådighed, der er så bredspektret, at alle vil kunne vinde en vej frem. Sådan var det, sådan skal det blive igen.

Realiteten er, at det forslag, Stefan Hermanns arbejdsgruppe er kommet med, åbner for renlivet niveaudelt undervisning i halvdelen af skoletiden i hele skoleforløbet. Det betyder, at højstatusfagene (dansk, matematik, engelsk, fysik) kan organiseres niveaudelt. Sker det, er enhedsskolen, kammerateffekten og grundlæggende borgerskabsdannende elementer væk .

Samtidig er det indlysende, at linjevalget efter 6. klasse i praksis vil føre til, at eleverne - i den anden halvdel af skoletiden - vil gruppere sig ud fra deres ambitioner mht. ungdomsuddannelse. Resultatet vil kunne blive en genoplivning af den opdeling, der i gamle dage hed fri mellem / eksamensmellem, boglig / almen, grund- / udvidet kursus

Endelig arbejdes der med en forestilling om, at lærerne kan udpege de 10-15% mest talentfulde i en klasse. Det kan de ikke. De kan pege på de 10-15% dygtigste, artigste, hurtigste, men det er noget helt andet. Hverken Albert Einstein, Winston Churchill eller Vincent van Gogh havde haft en chance.

Thomas Krogh

@ N.C. Sauer
Vi foregriber begivenhedernes gang i din kommentar. (Einstien, Churchilll, van Gogh har meget, helt inkompatible forudsætninger. En gik i, en anden røg og tredje malede hamp. Din kommentar er helt ude i ...). Jeg er af den overbevisning at få familier i dag tillader deres børn at vokse op ved gadekærets skole. En skole fra 1st til 9nd. Derfor skal den danske folkeskole også kunne gribbe/rumme den stadige mere komplekse elevsammensætning. Ved som f.eks. ved forslaget i rapporten som tillader en større fokus på en individualiseret elev/lære-plan under rammerne af en enhed-skole. Som ikke alene afstedkommes af forventninger båret social 'star-fuckers'(30-something). Der søger at gøre kulturelle ikoner af deres 1,25 barn.

Niels sauer

Hvis Thomas Krogh mener, at noget af det, jeg skriver, er faktuelt forkert, vil jeg bede ham om at påpege det. I mellemtiden tillader jeg mig hermed at gengive en kronik, jeg for et par uger siden havde i Jyllandsposten (under en anden overskrift). Den er skrevet inden rapporten fra Stefan Hermanns arbejdsgruppe forelå.

TALENTKLASSER CEMENTERER MINIMUMSINDSATSKULTUREN

Hvad har Albert Einstein, Winston Churchill og Vincent van Gogh til fælles? Ud over at være anerkendt over hele verden for deres helt unikke bidrag til vores fælles kultur, forstås. Svar: Ingen af dem ville være havnet i en talentklasse, hvis muligheden havde eksisteret.

Einstein var som skolebarn ikke bemærkelsesværdigt dygtig, snarere lidt obsternasig og ligeglad. Han dumpede som 16-årig ved optagelsesprøven til Zürichs polytekniske højskole, og hans geni blev først set, da han som 26-årig offentliggjorde fire artikler, der kom til at ændre verden. Churchill var indesluttet og talebesværet, men også flabet og decideret doven med de fag, han ikke gad, hvilket vil sige de fleste. Det blev han ofte straffet for, og havde han ikke været født med en sølvske i munden, ville vi næppe have kendt hans navn i dag. Hans afgørende bidrag til verdenshistorien fandt sted i en alder af 69 til 74 år. Vincent van Gogh levede fra hånden i munden af forefaldende arbejde, drømte om kunst, men magtede på ingen måde at overbevise nogen, ej heller sig selv, om sit enestående talent. Han blev aldrig anerkendt, mens han levede, solgte i hele sit liv kun et billede – til sin bror – men efterlod sig et livsværk, der satte sig dybe spor i verdenskunsten. I 1987 solgtes et hans portrætter for 470 millioner kroner.

Disse tre menneskers talenter taget i betragtning er det tankevækkende, at ingen bemærkede dem som børn. En kendsgerning er det, at deres enestående præstationer voksede ud af de liv, de levede. Om deres fantastiske evner nogensinde var kommet til udfoldelse, hvis velmenende voksne havde grebet ind og sat dem i talentklasser, kan ingen vide.

Berømte eksempler på børn, der blev set som exceptionelt talentfulde, men viste sig ikke at være det, er der i sagens natur ingen af – af den simple grund, at de er glemt. Men at det forekommer, tilmed endda i betragteligt omfang, ved enhver. Ikke et ondt ord om den middelmådighed, der, parret med flid, målbevidsthed og solid forældreopbakning kan kaste pæne karrierer og megen samfundsnytte af sig; men dygtighed er ikke det samme som talent. Presser man et dygtigt barn til at udfolde et talent, det ikke besidder, gør man det fortræd. På den anden side kræver udfoldelsen af et talent hårdt arbejde, som de færreste børn vil udføre af egen drift. Talentdyrkelse hos skolebørn er et kompliceret højrisikoprojekt. Som Kresten Kold sagde: ’I skolen skal der trædes varsomt, for her bliver mennesker til’.

Dygtighed er åbenlys og dermed let at spotte for en lærer. Dygtighed defineres altid i forhold til en velbeskreven færdighed, hvis mestring er let genkendelig. Dygtighed er i høj grad socialt betinget og kan fremmes gennem styring af barnets udvikling: Tilførsel af de rette vækstfremmere, kontrol med miljøet og rettidig omhu i form af passe og pleje. Med de rigtige dyrkningsmetoder opnås dét optimale resultat, der har været sigtepunkt i hele processen. Når det tilsigtede mål nås, er projektet vellykket, men mutationer kasseres rutinemæssigt som fejl. Sådan udvikler man mønsterbørn, og skolen elsker disse høflige og velfungerende elever, der struttende af selvtillid glimrer ved den lærte lektie med fingeren oppe og høje testscorer. Selv den dårligste lærer kan hurtigt udpege de dygtigste 10-15 procent, til hvis ære regeringen kræver oprettelse af ’talentklasser’. Man kan stort set nøjes med at se på forældrenes erhverv.

Men 'talentklasse’ er falsk varebetegnelse. Talent handler om potentiale, og det har alle mennesker. Der er ingen som helst garanti for, at der ikke fjæler sig en Einstein, en Churchill eller en van Gogh blandt de 90 procent, der sidder tilbage, når de dygtigste er sorteret fra til talentklassen. Der er heller ingen garanti for, at talentklassebørnene når særligt langt, når de som voksne skal folde deres ofte skrøbelige drivhusintellekter ud på friland. Til gengæld er der ifølge PISA vished for, at bortfaldet af kammerateffekten fra de dygtige elever er fatal for en stor del af det flertal af børn, som skolen indirekte har udnævnt til at være talentløse, i og med at de ikke blev fundet værdige til optagelse i ’talentklasserne’. En del af dem vil have så meget trods siddende i kroppen, at de magter at bryde denne stigmatisering, men deres lyst til at synge samfundets melodi vil ofte være begrænset. Nogle af dem vil sige tak for sidst ved at søge ind i afvigeridentiteter og bandefællesskaber. Vores fængsler bugner af misbrugt talent. De fleste vil dog resignere, demotiveret af en lind strøm af udpenslede, ringe testresultater, et ødelagt læringsmiljø og evindelige sænkninger af overliggeren indtil det punkt, hvor forventningen om et ambitionsløst liv på overførselsindkomst forekommer ganske naturlig.

Voksne skal holde op med at tro, at børn fra naturens hånd findes i to sorteringer, første og anden., hvor den ene bunke er talentfuld og den anden talentløs. Alle børn har talenter, flere eller færre, større eller mindre, og de er i reglen usynlige for øjet, fordi de endnu ikke er udfoldet. Ingen er udstyret med et røntgenblik, der sætter dem i stand at gennemskue et barn og se, hvilke talenter det rummer. Indtil det modsatte er bevist – hvilket aldrig vil ske - har alle børn i den skole, vi har påtvunget dem, derfor som udgangspunkt krav på at blive betragtet som talentfulde. Voksne, der mener, at de kan sortere børn efter talent, føjer sig ind i den lange, sørgelige tradition for dømmesyge og magtbrynde, vi ser beskrevet i verdenslitteraturen. Talent er en naturkraft, vildtvoksende, uforudsigelig og umulig at kontrollere, selv for den, der lægger krop til. Det er i udfoldelsen af sit talent, at mennesket overskrider sine begrænsninger, træder i karakter og bliver frit, skabende og suverænt. Lykkes det, giver livet mening. Lykkes det ikke, kan talentet perverteres til destruktivitet.

Her blot 18 år efter enhedsskolens begyndelse i 1993 er det åbenlyst og vel i og for sig også ganske forventeligt, at den har pådraget sig visse børnesygdomme. Ikke overraskende er der navnlig vanskeligheder med gruppen af skoletrætte drenge fra ikke-boglige hjem, der vantrives og gør knuder. I misforstået tolerance – nogen vil mene ligegyldighed – har vi tilladt fremvæksten af en minimumsindsatskultur, der har grebet om sig. Når disse elever pålægges mere ansvar for egen læring, end de kan løfte, begynder de at glide af på udfordringerne og se skævt til de dygtige, og inden længe har de fået malet sig selv op i et hjørne, hvor det ikke mere handler om at lære så meget som muligt, men om at lave så lidt som muligt. Får denne gruppe af elever herredømmet i en klasse, går undervisningen i stå.

Man kan næppe forestille nogen mere effektiv måde at cementere denne utålelige tilstand på end at bjærge de dygtige elever fra den synkende skude og dermed signalere til resten, at de ikke står til at redde. Hvis vi skal have skovlen under minimumsindsatskulturen, består udfordringen i at få de dygtige til at være dagsordensættende i almenundervisningen. Forskningen dokumenterer, at hvor det lykkes at få de dygtige til at folde sig ud i den samlede klasse, løftes hele klassens faglige niveau via kammerateffekten. Alternativet er perspektivløst. Selvfølgelig skal skolen fremme talent og dygtighed, men det skal ske på en bæredygtig måde. Derfor må vi fastholde enhedsskolen.

Med de potentielle genier er straks sværere. Kun de færreste af vores anerkendte genier åbenbarede sig som børn. I skolen ved vi sjældent, hvor de sidder, hvilke talenter de rummer, eller hvor vi skal hen med dem. Vi kan derfor ikke styre processen, men må i mangt og meget overlade den til det komplekse, ukontrollerbare og mangfoldige spil, vi kalder livet - på godt og ondt. Det ’talent’ vi kan drive frem i ’talentklasser’, er som den prangende, mekaniske nattergal hos H.C. Andersen. Når det virkelig gælder, rækker den ikke. Ligesom den døende kejser skal vi bruge den rigtige nattergal, men den anses ikke for noget ved hoffet. Den er undseelig, trives ikke i bur og synger, som den lyster.

Niels Chr. Sauer

Overhoved at arbejde med et talentbegreb er en grov indsnævring, nærmest en blokering, som ikke hjælper talenter og stempler alle andre som tumper.

Thomas Krogh

@ N.C. Sauer
Faldgruberne som beskrevet i den citeret artikel er genkendelige. Men præmisserne for kritikken tager forskud på rapportrens anbefalinger i den egentlige udmøntning.
-"I skolen skal der trædes varsomt, for her bliver mennesker til". Gælder også efter rapportens offentliggørelse. Så finder jeg f.eks i rapporten ikke belæg for oprettelse af adskilte talentklasser.
-"Men ‘talentklasse’ er falsk varebetegnelse. Talent handler om potentiale, og det har alle mennesker."
Der kunne vi nærmest være enige.