Klumme

At brobygge med IKEA-moduler

Den svenske møbelgigant er udskældt for skattesvig og dårlige samlemanualer, men jeg mener, at de skulle overtage ledelsen af Danmark
Debat
29. april 2011

Lad mig indledningsvis slå fast: De er alle sammen nogle røvhuller, derhar skattely i udlandet og kun er her for at producere ting, vi faktisk ikke har brug for. Men af alle røvhullerne er Ingvar Kamprads møbelmastodont IKEA mit favoritrøvhul. Når duften af presset finér og kötbullar rammer min næse, føler jeg mig skandinavisk. Når jeg leder efter en parkeringsplads i tre kvarter selv om jeg endnu engang hjemmefra har sagt 'ej, der kan sgu da ikke være så mange folk en onsdag formiddag' føler jeg mig demokratisk. Når jeg slynger den blå pose, der er så fremragende til vasketøj og mindre flytninger, over skulderen og lader rullefortovet flyve mig op til soveværelsesinspirationsafdelingen, føler jeg mig guidet fri. Ja, jeg knuselsker IKEA, og selv om jeg ved, at det ikke er sandt, føler jeg faktisk også, at IKEA er ret pjattet med mig.

World wide service

Ikke mindst når jeg er langt væk. Jeg begår mig en del i de varme lande, og IKEA er der altid som et muligt refugium, når jeg får lige rigeligt af 'spændende fremmede kulturer'. Så kan jeg bare kaste sig i en taxa og råbe 'IKEA, por favor!' og pludselig befinde mig et sted helt og aldeles blottet for overraskelser. Ingen får lov til at liste spidskommen i mor Kamprads deller, og der er altid koldt som i Uppsala. Da varme jo ikke er for hvide mennesker, fordi vi er sårbare som babyer (bare onde), er det jo en helt utrolig world wide service.

Jeg har derfor lyst til at hjælpe folk, der bitcher over IKEA. Jeg antyder ikke, at du er galopperende ubegavet, hvis du synes at brugermanualerne er 'forvirrende'. Og jeg kunne ikke drømme om at beskylde dig for at lyve, når du gang på gang fortæller den utrolig kedelige, men til gengæld meget lange, historie om, at der engang manglede en skrue i dit REX-byggesæt. Det ville jo ikke være særlig sødt sagt. Jeg påpeger kun, at myterne måske bunder i, at du købte dit skab i 1989, og dengang kunne vi jo ikke engang komme til månen.

Overgangsregering

Jeg har faktisk en fremragende idé, hvis jeg selv skal sige det, og det skal jeg jo: Hvad med at vi overlod ledelsen af Danmark til IKEA? Bare et par år til de får styr på butikken. Som en slags overgangsregering på vejen til et lige og bæredygtigt samfund. Vi skal selvfølgelig lige have dem til at sværge ved Bellmans minde på, at de ikke sender alle vores penge til Schweiz, men når det er på plads, skulle der ikke være noget i vejen for, at vi overlod fallitboet til deres evindelige virkelyst. For tænk lige over pakken: De har en ambitiøs klimapolitik, en egentlig inkluderende medarbejderpolitik med mangfoldighed som kerneværdi, og jeg er ret sikker på, at de kunne have et par ideer til, hvad Danmark skal leve af i fremtiden. Demokratisk ensretning, der stadig levner rum til lidt individuel spræl i vaser og boligtekstiler, ville da være en fremragende kulturpolitisk rettesnor. Stoooop: De er svenske, og så er de en virksomhed, tænker du nok. Nej, gu er de ej. De er multinationale, og det der med nationer er alligevel so last season og roden til så utrolig meget ondt.

Skrald

Men jeg er i et enormt dilemma. Jeg elsker, at vi stort set alle sammen har råd til at gå relativt amok i småtingsafdelingen, og jeg føler mig godt tilpas, når den pakistanske storfamilie, der sad ved siden af mig og planlagde køkken, vælger en grimmere men dyrere lågemodel. Jeg kunne derfor bryste mig af min elitære gode smag uden at skulle skamme mig over indkomstforskellene. En herlig ren følelse. Men nye tal viser, at danskerne er dem, der producerer mest skrald i hele verden: Over 800 kilo om året over for et europæisk gennemsnit på omkring 500. Når IKEA producerer så enormt billige ting, er der naturligvis kortere til skraldebunken, hvis man ugen efter får lyst til at købe én i rød i stedet. Spørgsmålet er, om man passer så utroligt meget bedre på ting, hvis de er dyre. Tager man velfærdsstatens aktuelle tilstand i betragtning, er der ikke noget, der tyder på det.

To slags danskere

Men man kan få meget mere end opbevaringskasser og tyttebærsovs på trøjen med hjem fra den stolte forstad Høje Tåstrup. For mens jeg sad med mine forbrugsrusblussende kinder klinet op ad bilruden for at få plads til en lang ting, som jeg sikkert snart kyler ud, slog en erkendelse ned i mig: Mens vi snakker os blå i hovedet om kulturkamp, multikulturalisme, Udkantsdanmark, elite og folk og jeg-skal-komme-efter-dig, er sandheden jo, at der kun findes to slags danskere: Dem, der køber alt deres lort i IKEA, og dem, der køber alt deres lort i IKEA på nær kunst.

Så okay, vi dropper ideen om IKEA som overgangsregering, men tag da et smut derud og mød os alle sammen i øjenhøjde over kötbullarne, før du sætter et dumt kryds baseret på den fejlagtige forestilling, at vi er så fandens forskellige.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Limborg John

IKEA er hollandsk eget. Den svenske forbindelse er et medie stunt

Leif Højgaard

Brobygning i kommerciel stil mellem et gammel, affældigt, afdanket og misrøgtet velfærdssamfund og et nyt og 'bedre' kunne umiddelbart lyde som en tiltalende idé, der var værd at følge på grund af, at det ser ud til at fungere i praksis.

Man skal dog ikke glemme, at denne drømmeverden er baseret på at virksomheden har mulighed for at designe og sammensætte de smukke og perfekte elementer til kompositionen af helheden - omgivelser, indretning og human kapacitet. Det anderledes, skæve, uhensigtsmæssige, grimme og skarnsungerne - dem som ingen vil kendes ved og bliver moppet - er der ikke plads til i den kommercielle funklende virkelighed, som styres af bundlinine og albuer.

Man evner ikke at spille ressourcekortet hvor selve mennesket er i centrum hvorudfra samfundet skabes med det 'lidt' eller 'meget' den enkelte er istand til at bidrage med.

Søren Kristensen

Månen nåede vi i 1969.

Jeg tror vi skal overlade til diverse ækvatoriale guineaer at guinea-pigge multinational firmastyring af såkaldt nation.
Men enerverende progressivt tænkt. Den næste 'Hitler' bliver ikke en mand med de demokratuiske papirer og valgresultaterne i orden hehe ..., men en 'selvejende et eller andet', der lige omlægger og nybelåner sine 'ejendomme' (diverse tidligere 'stater') sammen - med en hær af advokater i ryggen og 'retten' på sin side.
Hehe ... ?

Anna von Sperling

Nu var det nu ment som en vittighed, at vi ikke havde været på månen i 1989. Men, bevares, nogen særlig god vittighed var det ikke ;-)