Klumme

Har Danmark brug for en børnetalsmand?

Meldingen fra regeringen er, at børn kan klage til Ankestyrelsen eller Folketingets Ombudsmand, hvis der er behov for det, og at det derfor ikke er nødvendigt med en uvildig instans. Men hvorfor spørger ingen børnene?
Debat
19. april 2011

For et par uger siden havde jeg en snak med fire forskellige piger i 15-årsalderen, som hver især havde en stærk historie at fortælle. Én var vokset op i ekstrem fattigdom med sin mor, og hun talte meget om, hvordan man bærer sig ad med at finde sin plads i en verden omgivet af kammerater, der ikke mangler nogen materielle ting. En anden havde en far, der var dybt alkoholiseret, en tredje var blevet tvangsfjernet to gange fra sin mor, og en fjerde havde været psykisk syg og indlagt i længere perioder allerede som teenager.

Fire virkelig gribende situationer, som hver især var forskellige, men som alligevel havde nogle slående fællestræk. Det første, jeg bemærkede, var, med hvilken lethed og åbenhed alle pigerne var i stand til at beskrive deres situation. De var ekstremt modne af deres alder, og det var tydeligt for mig, at de havde reflekteret over deres betingelser i mange år. De var næsten for voksne i forhold til deres rigtige alder, og de virkede som om, de havde sprunget alle de alderstrin over, hvor de skulle have været børn, der legede med deres kammerater i stedet for at bekymre sig om livet.

Et andet fællestræk var den nedslående kendsgerning, at alle pigerne havde været temmelig alene med deres problemer og havde manglet et sted at henvende sig for at få hjælp og vejledning. Værst var det for hende, der var blevet tvangsfjernet. Hun var ikke enig i myndighedernes beslutning, og ville gerne klage til 'nogen' over den, men vidste ikke, hvor hun skulle gå hen. Og den situation er der desværre mange, der kender til.

Vi taler så meget om børn og om, hvor kompetente de er. Vi ønsker alt det bedste for vores unger, og vi accepterer på mange områder, at de hurtigt bliver voksne og gør 'voksne' ting. Vi vil gerne have, at de får mobiltelefoner, inden de begynder i skolen. Vi billiger, at de går i modetøj og bruger makeup med skadelige kemikalier allerede inden puberteten, og også grænsen for, hvornår de må medbringe alkoholiske drikke til festerne, rykkes længere og længere nedad. De skal være fornuftige pendlere, der skifter mellem fars og mors hverdagsliv uden at protestere, og de skal kunne forholde sig til bonusfamilier og rumme nye 'søskende' uden protester. De skal navigere i livet som små voksne. Men når det kommer til at inddrage dem i beslutninger, der kan have store konsekvenser for deres liv, så anser vi dem for at være både barnlige og inkompetente.

Tal dog med børnene

For et par uger siden, var lovforslaget om et børneombud til første behandling i Folketinget. Én for én var politikerne på talerstolen og argumentere for og imod ideen om en klageadgang for børn. 16 børneorganisationer, heriblandt UNICEF Danmark, støtter sammen med FN's Børnekomité forslaget om indførelse af en børnetalsmand, men der er alligevel modstand mod forslaget blandt nogle politiske partier. Meldingen fra regeringen er, at børn kan klage til Ankestyrelsen eller Folketingets Ombudsmand, hvis der er behov for det, og at det derfor ikke er nødvendigt med en uvildig instans.

Hvad, der slår mig igen og igen, er, at der i denne diskussion ikke er nogle, der spørger børnene. Den mest interessante målgruppe bliver ikke hørt. Og det til trods for, at børn returnerer begavede spørgsmål med ekstremt begavede svar. Lad os spørge dem, hvad de selv mener, de har brug for? Hvad skal der til for at hjælpe eksempelvis de fire piger beskrevet her? Hvilken model ville de udvikle, hvis de havde magten til det? Overvejede de nogensinde at ringe til Ankestyrelsen eller Folketingets Ombudsmand, da de havde problemer? Havde de nogensinde hørt om de to instanser, eller ville de måske have foretrukket et sted på skolen, hvor de kunne sætte sig ind og snakke med en voksen, som kunne guide dem videre til en klageinstans, hvis det var det, de havde brug for?

Børn og unge har brug for en 'institution', som kan være en aktiv fortaler for deres rettigheder. En talsmand, som kan hjælpe dem med viden og vejledning. En udstrakt hånd, som har rettighedsperspektivet som sit væsentligste fokus, og som arbejder bredt for at sikre gode levevilkår for alle børn og unge i Danmark. Og væsentligst af alt skal det være en 'institution', der ikke holder til bag en tung egetræsdør i hovedstaden, men som har forgreninger helt ud i børnenes lokalmiljøer.

Vores svenske og norske naboer har for længst etableret et børneombud, og vi har meget at lære fra den kant. Det undrer mig, hvad det er, der holder os tilbage. Før vi afslår at kopiere en af de nordiske modeller, bør vi som et minimum spørge børnene, hvad de anser for at være en god og børnevenlig ordning. Er det mon en Ankestyrelse, Folketingets Ombudsmand eller et netværk af børnekyndige, der kender målgruppen og ved, hvad de taler om?

Lad os spørge børnene, og vi skal få svar.

Anne Mette Friis er chef for børne- og ungdomsarbejdet i UNICEF Danmark

Ejvind Larsen er på ferie. Derfor udgår Frie Ord i dag og de kommende to uger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anne Marie Pedersen

Det er jo ikke nyt, at vi ikke hører børnene. Børn har heller ikke særlig meget at skulle have sagt i forbindelse med en skilsmisse. Heller ikke oppe i teenage-årene.

Michael Borregaard

Det menneskelige øje er et enestående finmekanik, der kan registrere de mest utrolige objekter. Men rundt omkring os, er også en forbavsende og smuk verden vi ikke kan se - nå ja, så er der også den forbavsende onde verden som sætter sig dybe spor i nogle af os, med anderledes oplevelser af den gode og onde af slagsen. Det er her den psykiske kapital, og refleksionen i sig selv, bør tillægges en værdi, tvivler stærkt på, at mange af dem som i dag sidder i folketinget, og vedtager lovforslag samt oprettelsen af nye institutioner har større psykologiske ar på deres sjæl, som blandt dem som beskrives i denne artikel.

Påvirkningerne er blevet flere, mange flere, og opleves ikke kun uden fra hjemmets fire vægge i skolegården, ungdomsinstitutionen eller i fritidsklubben, men opleves også i cyberspace - blandt andet facebook kan forøge følelser forbundet med ensomhed, blandt forskere taler man om, at der mellem unge mennesker florer reelle Facebook-depressioner, som følge af alle de positive statusopdateringer den ensomme udsættes for, eller udsætter sig selv for ved, at være på Facebook. Facebook, er en platform for sceneistandsættelse, navigering efter opmærksomhed, på samme tid som man bør bestræbe sig på fred og ro. Selv farmor er kommet på Facebook, og har derfor mulighed for, at stille spørgsmål om et barns gøren og laden, det er fra mange sider man kan bombarderes af spørgsmål af den ene eller anden slags, sådan var oplysningsflowet ikke for KTAS-generationen, en tid, hvor venner og bekendte, var numre i telefonbogen.

Hvorom alting er, taler flere forhold for, at forbrug samt det at være på Facebook “skaber” folk, og derfor har symbolik fået en stadigvæk vigtigere socioøkonomisk betydning for socialiseringen. Selvom forandringstendenserne har skabt nye statussymboler, har dikotomien mand-kvinde ikke ændret sig. Ændringen i kultur og dens stillingtagen skal derfor ikke findes i anatomien, om end anatomien også har en indflydelse, men derimod i balancen mellem individualitetens grænser samt de gensidige forventninger som eksisterer køn og samfund imellem.

Den stigende samfundsmæssige bevidsthed, i visse tilfælde manglen på samme, har ikke alene gjort, at producenterne skulle ændre mønstre, men også, at forbrugerne har følt sig forpligtet hertil, for ligesom producenterne forfølger også forbrugeren en kursværdi gennem de forhandlinger som de foretager med sig selv men også med omverden.

Spørgsmålet man kan stille sig selv er, er populismen en alvorlig sygdomskilde eller et demokratisk sundhedstegn?

Lad os starte med, at kikke på det på den måde, sidste år, kunne man læse, at Facebook i USA har overhalet Google som den hjemmeside der tiltrækker flest besøgende. Amerikanerne bruger i gennemsnit seks og en halv time på Facebook mod knap to og en halv time på Google om måneden. Nu skal man naturligvis ikke gøre Facebook værre end det er, Facebook skaber også sunde og frugtbare venskaber. Spørgsmålet er dog stadigvæk, er populismen blevet en alvorlig sygdomskilde, eller et demokratisk sundhedstegn?

Lad os vende situationen om, er politikernes stigende brug af aktive medier et demokratisk sundhedstegn, og er topstyring ikke nærmere den største begrænsning for, at børn og interesseorganisationer ikke kommer til orde, inden politikerne fra sin folketingspult stemmer ja eller nej? Derefter kan man spørge sig selv om, hvad gør det ved os, at leve i et samfund der forandrer sig så hurtigt? Hvad er prisen for at vi har så travlt med at være på “døgnet rundt”?

Her er det, at dilemmaet opstår, i dag kender politikerne “prisen for alt”, men ikke værdien af det, for det er sgu begrænset hvad der kan ligge af psykisk kapital i eksempelvis Helle Thornings Gucci-tasker. Det virker ikke som om, hverken Lars Løkke Rasmussen eller Helle Thorning har fattet, at stress vurderes til, at blive den største og farligste sygdomskilde for samfundet når vi rammer 2020, ikke alene for børnene, men også for arbejdstageren, som påvirkes af det uoverskuelige væv af spind, der bliver spundet sammen inde på Christiansborg, uden noget som helst hold i virkelighedens verden, i går, forledes dag eller hvornår det nu var, kunne man eksempelvis læse, at selv om politikerne godt ved, at nogle, af deres lovforslag vil skabe en større administrativ byrde i kommunerne stemmer de det alligevel igennem

Nu omhandler denne artikel kun børnene, politikernes katekismus har dog som kortfattet insinueret også en betydning, jeg vil dog hævde, at det er de færreste af de politikere som sidder i folketinget, og vedtager lovforslag samt oprettelsen af nye institutioner som har en tilstrækkelig psykisk kapital til, at de selv, eller folketingets ombudsmand for den sags skyld, kan sætte sig ind i et barns lidelser og ensomhed, ene og alene af den grund, at de ikke har prøvet det, om end de ikke er sen til, at forsøge, at identificere sig med danskeren gennem fortællinger om deres opvækst.

Det ville være oplagt at lægge denne her artikel ud på Facebook, så det gør jeg. Så kan i måske også opfordre jeres "yngre" venner til at kommentere.