Kommentar

Egypten bringer skam over det britiske retssystem

Krigen mod terror har besejret det amerikanske retssystem. I Storbritannien har en egyptisk menneskerettighedsadvokat siddet fængslet uden dom i 12 år på grund af påståede forbindelser til al-Qaeda
Debat
26. april 2011

I Egypten efter Mubarak er mænd som Abboud al-Zomor, som er den efterretningsofficer, der i 1981 leverede de kugler, der dræbte præsident Anwar Sadat, efter næsten 30 år i fængsel på vej til at spille vigtige roller i kampen om landets fremtid. Sadat fængslede tusinder af politiske modstandere, og endnu flere blev fængslet efter hans død. Regimets modstandere blev jagtet derhjemme og i udlandet. Det er baggrunden for Hosni Mubaraks exit, og for den nyvunde respekt, som hans modstandere nyder i Kairo.

Men i Storbritannien er det en helt anden historie. Montasser el-Zayat, en advokat fra Kairo og tidligere indsat, forbereder en anmodning til det egyptiske advokatforbund om et indgreb til fordel for en tidligere kollega, som har siddet fængslet i Storbritannien i 12 år uden rettergang. Det er en sag, der bringer skam over det britiske retsvæsen.

Krigen mod terrorisme

Adel Abdel Bary er en menneskerettighedsadvokat, der i årevis var en af Amnesty Internationals kilder til oplysninger om Egypten, hvor han blev fængslet og torteret. I 1993 fik han politisk asyl i Storbritannien. I 1998, kort efter al-Qaedas angreb på amerikanske ambassader i Østafrika, blev han anholdt. Han blev løsladt igen efter fem dage, da det britiske politi vurderede, at der ikke var grundlag for at anklage ham for terrorisme.

Men han blev arresteret igen i 1999, da USA begærede ham udleveret blev på baggrund af nøjagtig de samme 'beviser', som allerede var blevet forkastet i Storbritannien. Sagen var blevet sendt fra Storbritannien til USA som en del af det store fiskenet af 'efterretningsoplysninger' i krigen mod terrorisme.

Siden da har Abdel Bary været tilbageholdt i britiske fængsler, mens hans advokater har kæmpet mod udleveringen. Flere på hinanden følgende indenrigsministre har brugt sammenlagt seks år på at nå til en beslutning om at udlevere ham.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg behandler nu hans sag og har bedt den britiske regering om svar på bekymringer om forholdene i de amerikanske fængsler og udsigten til en livstidsstraf uden mulighed for prøveløsladelse.

Han har været afskåret fra sin kone og sine seks børn, som bor i London, mens familien har gennemlevet begivenheder som hans mors død, hans datters bryllup og hans drenges opvækst. I alle disse år i fængsel har han aldrig været i tvivl.

USA vs. Osama bin Laden

Abdel Bary og mange andre blev anklaget i terrorismesagen 'USA mod Osama bin Laden og andre'. USA baserede sagen på en erklæring om »international islamisk jihad mod jøder og korsfarere«, som Osama bin Ladens al-Qaeda udsendte i februar 1998. Forskellige personer fra andre organisationer underskrev erklæringen, deriblandt Ayman Zawahiri, den daværende leder af Egyptisk Islamisk Jihad (EIJ).

I det opsplittede og hemmelighedsfulde egyptiske oppositionsmiljø i 80'erne og 90'erne, bestod EIJ, der forsøgte at vælte Mubaraks regering, af læger, ingeniører, soldater og advokater som Zawahiri og Abdel Bary. Organisationen er ældre end al-Qaeda, og mange medlemmer kritiserede Zawahiri for at have skrevet under på erklæringen.

I London fokuserede Abdel Bary udelukkende på sit eget land og drev organisationen International Office for the Defence of the Egyptian People. De britiske myndigheder var bekendt med disse politiske aktiviteter.

Anonymt vidne

Sagen 'USA mod Osama bin Laden' og Abdel Barys udleveringssag var baseret på anonyme vidneudsagn fra en mand, der blev kaldt »fortrolig kilde nummer 1« og var amerikanernes første informant om al-Qaeda.

I dag ved vi, at manden er sudaneseren Jamal al Fadl. Han har aldrig mødt Abdel Bary og nævnte ham heller ikke i sine vidneudsagn om de formodede organisatoriske forbindelser mellem al-Qaeda og EIJ.

Alligevel brugte de amerikanske anklagere vidneudsagnene til at rejse automatiske anklager mod medlemmer og tidligere medlemmer af EIJ uden at kunne bevise konkrete forbindelser mellem de pågældende personer.

Jamal al Fadls nye liv i et vidnebeskyttelsesprogram i USA, hvor han bor sammen med sin familie, som er blevet bragt til landet fra Sudan, har kostet de amerikanske skatteydere millioner af dollar, og FBI-agenter har brugt utallige timer på at passe på manden, som fik øgenavnet »Junior« på grund af sin barnagtige adfærd. Der er sået alvorlig tvivl om såvel vidnets troværdighed og anklagernes metoder.

Længe efter retssagens begyndelse viste det sig, at 18 videokonferencer mellem Jamal al Fadl og anklagerne i New York var optaget på forhånd, og forsvarsadvokater hævder, at de viser, at Jamal al Fadls udtalelser blev »formet og manipulerede«.

Hån mod retsprincipper

Hvis Abdel Bary bliver udleveret, ender han på anklagebænken sammen med en række andre, der er sigtet for en sammensværgelse med henblik på at dræbe amerikanere og for konkrete forhold i forbindelse med bomberne på de amerikanske ambassader i Østafrika.

Det eneste konkrete, som Abdel Bary er anklaget for, er, at han kom i besiddelse af en fax, der bebudede bomberne på de amerikanske ambassader og nogle uger senere blev fundet på hans kontor.

Den slags faxer blev på det tidspunkt distribueret på steder som f.eks. moskeen ved Regent's Park i det centrale London, men sammen med Al Fadls vidneudsagn om EIJ's formodede forbindelse til al-Qaeda var det nok til, at USA konkluderede, at Abdel Bary var indblandet.

Tidligere på måneden omgjorde Obama-regeringen sin beslutning om at retsforfølge 11 medkonspiratorer fra al-Qaeda ved en føderal domstol og valgte i stedet det miskrediterede militærtribunal på basen i Guantánamo Bay.

Det er en indrømmelse af, at krigen mod terror har besejret det amerikanske retssystem. Storbritanniens justitsminister bør nu give den britiske indenrigsminister det råd at afvise enhver videre medvirken i den hån af retsprincipperne, som udleveringssagen mod Abdel Bary udgør.

 

Victoria Brittain er tidligere international redaktør ved Guardian
© Guardian & Information 2011
Oversat af Mads Frese

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Måske er følgende (muligvis lidt ændrede) citat fra en af USA´s grundlæggere, Benjamin Franklin, på sin plads her:

"Den, der opgiver friheden for at få sikkerhed, fortjener ingen af delene!"

Mads Kjærgård

Jamen han er jo netop ikke forbryder, det synes i hvert fald ikke bevist, tværtom står der i artikelen at England havde tilbagevist bevismaterialet ! Men USSA, havde det forgået i USSR så havde folk som Mark råbt op i timevis om krænkelse af menneskerettighederne, men nu hvor det er USSA så er det ok! Forstå det hvem der kan!
I USSA kan man forøvrigt få livstid for at stjæle et stykke Pizza så vidt jeg har forstået pga. "3 times and you are out" Men for mig ser det ud til at de gode amerikanere bare behøver at rejse en sag mod dig, så er du så godt som dømt skyldig.

Mark Pedersen

Denne specifikke sag er sådan set uinteressant for princippet i det jeg skriver. Jeg har ikke udtalt mig om denne sag specifikt - kommentaren var rettet mod forargelsen over at USAs fængsler ikke er luksushoteller med eneværelser og Playstation (PS3, naturligvis... PS1 eller PS2 ville være en krænkelse af fangens menneskerettigheder!), og at livstid dér rent faktisk i mange tilfælde BETYDER "Indtil vagterne slæber dit afsjælede legeme ud"

Kodeordet dér er "for mig". Din forståelse rækker vist ikke videre end til hvad der læses i Dagbladet Arbejderen? Uskyldig til det modsatte er bevist. Dét er kernen i det amerikanske retsvæsen, som det er i alle andre vestlige retsvæsner.

Simon Nielsen

@Mark
Det amerikanske retsvæsen har i rigtig mange år været et forbillede, der har grundlagt og håndhævet en lang række helt centrale retsprincipper.

Desværre har USA med bl.a. Patriot Act fraveget en lang række af disse centrale retsprincipper, for eksempel at man er uskyldig indtil det modsatte er bevist. Det er nu muligt at tilbageholde folk på ubestemt tid uden retssag, alene baseret på mistanke om terror.

@ Mark - du lader da rigtig tasterne køre, uden at ved aner noget om det du skriver om. Det amerikanske fængselssystem har længe været en skændsel for den såkaldte civilicerede verden.

Herunder kan nævnes, at man vælger at fængsle mennesker for ubetydelige lovovertrædelse. Man lader de rige slippe, fordi de ofte kan betale sig til bedre advokater. Og man har mennesker siddende, der ikke er anklaget for noget og som hverken har været for en dommer eller er blevet erkendt tilfangetagne.

Alt dette er et symptom af, at man har ladet private komme til de offentlige kasser. Flere i fængsel = flere penge til dem der betaler for valgkampagner.

Den stor gruppe af fortrinsvist afro-amerikanske indsatte, der sidder der for kriminalitet, der skyldes fattigdom, koster 4 gange så meget per hoved, som hvis de havde været forsøget af efter en velfærdsmodel. Så for samfundet som helhed er det helt hul i hovedet, at man spærer dem ind.

At du så ikke har forståelse for, hvorfor man har en vis levestandard i fængsler, viser blot tydeligere, at du ikke har skænket emnet mere en blot en tanke. Du er gal på verden og vil straffe nogen. Men har du tænkt over, hvad konsekvenserne af sådanne straffe er for et samfund?

Hvad sker der med kriminalitet, hvis der ved fængsling ikke er udsyn til prøveløsladelse? Hvad sker der i fængslerne, hvis det er brummer med vand og brød? Hvad gør det ved et samfund, at man går bort fra principper som Habeas corpus og vender bevisbyrden til den sigtede?

Indtil du har sat dig ind i dette, bør du nok lade din galde blive indenbords.

PS. Så skal du da ikke bliver forundret over at din kommentar under en specifik sag, får andre til at tro at samme kommentar har noget med den specifikke sag at gøre.

Mark Pedersen

Janus - jeg ved udmærket hvad jeg taler om. Lige netop fordi jeg ikke henter mine informationer fra...information (eller Politiken...eller Dagbladet Arbejderen...)
Uskyldig indtil det modsatte er bevist. Dette er grundlaget for både det amerikanske retsvæsen, og alle andre vestlige retsvæsner. Hvert år slipper mange for anklage fordi der enten ikke er tilstrækkelige beviser, eller beviserne er blevet fremskaffet på en "ulovlig" måde. Dét er fakta, udenom al anti-amerikanismen som er så overvældende herinde.

Du skal have lov til at mene at USA bør adoptere den skandinaviske velfærdsmodel, hvor det personlige ansvar ikke findes, og alting er blevet Statens opgave og ansvar. Det skal du have lov til. Men det er en anden diskussion i forhold til det vi snakker om her (og i øvrigt bør man være tilbageholdende med at ville fortælle amerikanerne hvordan de bør indrette deres samfund, såfremt man ikke ønsker at give dem samme taleret om vort - hvilket jeg ikke har på fornemmelsen at du er villig til?)

Og jo - jeg har skænket emnet masser af tanker. Og der er meget mere rimelighed i det amerikanske retsvæsen, hvor man ER uskyldig til det modsatte er bevist udover enhver rimelig tvivl (efter due process), og hvor fængslerne ikke er små hoteller med eneværelser og PS3. Hvor massemordere ikke slippes ud igen efter sølle 16 år (selvom de har fået "livstid"). Hvor der er retfærdighed til. I modsætning til Skandinavien hvor det altid er synd for forbryderne og ofrene så bare må leve med at de får et såkaldt "slap on the wrist" og bliver sluppet ud igen.

Hvad der sker med livstidsfanger når det rent faktisk ER livstid? De holdes væk fra samfundet, og kan ikke skade samfundet mere. Og godt det samme.
Det er ingen tilfældighed at efterhånden som vore samfund er blevet mere blødsødne overfor kriminalitet er kriminaliteten vokset. Efterhånden som fængslerne mere og mere kommer til at ligne vandrehjem eller et-stjernede hoteller bliver incitamentet til at holde sig ude af dem mindre.

Din viden om det amerikanske retssystem er åbenlyst manglende, hvis du forestiller dig at det ikke er bygget på Habeas Corpus. Hvorfor tror du at man var nødt til at bruge baser udenfor amerikansk territorium til tilbageholdelse af illegale kombattanter? Lige netop fordi Habeas Corpus hersker i USA.
Og al det der nonsens med at rige er straffrie er noget venstresnoet sludder. Ja - man har ret til en advokat, og hvis man ikke er tilfreds med den man får tilskikket, har man lov til at hyre en advokat selv (og betale selv). Er det noget du mener der bør gøres op med? Eller mener du at "de rige svin" skal have færre rettigheder end "dem det er synd for"?

Det er bestemt ikke alt i det amerikanske retsvæsen jeg jubler over. Jeg mener også at 3-strikes reglen bør modificeres, så man ikke får 20 år i fængsel tredje gang man stjæler en pakke tyggegummi. Men grundlæggende er der mere retfærdighed til i USA end i DK.

Mark Pedersen

Simon: Som mit svar til Janus påpeger, er man stadig uskyldig til det modsatte er bevist. Og Habeas Corpus hersker stadig. Som sagt er det dérfor man var nødt til at bruge baser på Cuba, i Afghanistan og Irak til de lejre hvor illegale kombattanter blev/bliver tilbageholdt: Thi disse områder hører ikke til USAs territorium, og falder dermed ikke ind under Forfatningens jurisdiktion. Hvis nu Cuba blev annekteret af USA ville sagen være en anden (men der er ikke så stor sandsynlighed for at dét sker, eller hur?)

Mark Pedersen

Din indsigt i det amerikanske fængselsvæsen er forhåbentlig bedre end din indsigt i det danske.

En livstidsdom i Danmark er livstid og ikke 16 år.

En fange med livstidsdom kan benådes efter kongelig resolution, og efter en grundig vurdering af fangens fortsatte farlighed, og tilbøjelighed til at recidivere.

Og det sker altså ikke pr. automatik efter 16 år.