Kronik

Eliteudvikling kan føre til talentspild

En talentdagsorden kan nemt forveksles med en snæver elitetilgang, siger rapporten fra undervisningsministeriets arbejdsgruppe til talentudvikling og det er netop, hvad den selv bidrager til
Det er kreativitet og innovation, Danmark skal leve af. Det glemmer vi, når IQ-regimet sætter ind.

Det er kreativitet og innovation, Danmark skal leve af. Det glemmer vi, når IQ-regimet sætter ind.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

27. april 2011

Når en minister modtager et kommissions- eller udvalgsarbejde med åbne arme, er der grund til mistanke. Sådan noget sker sjældent i Danmark, men vi så det med undervisningsminister Troels Lund Poulsens modtagelse af rapporten fra udvalget om talentudvikling. Det kan næsten ikke gå hurtigt nok, og ministeren vil tage forslagene med i de politiske forhandlinger om folkeskolen. Og kommunerne skal tvinges til at gennemføre forslagene, hvis de ikke selv finder ud af at gøre det.

For ministeren handler det om Danmarks konkurrenceevne. Det gør det også for udvalget: Talent er et konkurrenceparameter, siges det. Derfor er arbejdsgruppens forslag »helt i tråd med regeringens opfattelse,« som ministeren udtrykker det.

Den danske talentmasse skal målrettes og styres. Eliteudvikling er nøgleordet i en verden med konkurrence. Nu er turen så kommet til folkeskolen og uddannelserne i det hele taget. Med alvorlig risiko for som sideeffekt at føre til spild af talent.

Talentudvalgets rapport er illustreret, velskrevet og med behørig dokumentation. Det er ikke noget ringe arbejde. Talent, siger rapporten, handler om evner og hurtig udvikling mod en toppræstation derfor en række forslag, der skal nå det mål. Udvalget bliver bedt om at lægge op til en sammenhængende strategi for talentudvikling på flere niveauer, folkeskolen, gymnasiet, erhvervsskolerne og de videregående uddannelser. Ganske omfattende og så på 100 sider.

De talentfulde elever er de 10-15 pct., der har særlige forudsætninger og er begavede og så de 1-2 pct. højtbegavede elever. Udvalget erkender, at talent er komplekst og ikke kun omfatter den kvikke elev i klassen, men alligevel lægges fokus på PISA-målinger og de »dygtigste elever«.

Skolekarriere i højsædet

Det er i klar forlængelse heraf, at rapporten foreslår en differentiering, der styrker de talentfuldes udvikling: »differentiering opad«, som det smukt hedder i rapporten. Blandt forslagene er mere omfattende holddannelser på tværs af klasser og klassetrin, linjeopdeling fra 7. klasse, talentvejledere, og så skal fællesskabet moderniseres, som det hedder med talentkonkurrencer og talentcamps.

Rapporten har smukke ord om, at alle børn skal stimuleres, og at talent er forskellige evner og kompetencer. Men det er begavelse og skolekarriere, der er hovedsagen. Derfor er der ingen overvejelser om kreativitet eller den sociale side af enhver begavelse. Og derfor åbner forslagene for en tilgang til talentudvikling, der i store træk handler om at spotte de dygtige og opkvalificere deres vilkår. Talentdagsorden nemt kan forveksles med en snæver elitetilgang, advarer rapporten men den bidrager faktisk selv til det.

Mere end begavelse

For godt 10 år siden kom Kompetencerådet (under Huset Mandag Morgen) med sin anden rapport. Den handlede blandt andet om talentudvikling, og konklusionen var klar: Danmarks »organiserede talentspild« skal modvirkes ved at styrke både bredden og eliten.

Når vi (undertegnede var medlem af rådet) lagde vægt på begge sider af udviklingen, var det, fordi vi afkoblede talent fra ren begavelsestænkning og så kreativitet og innovation som afgørende sider af et talent. Blandt andet ud fra et samfundssyn ikke et snævert vækstsyn.

Derfor ville vi give udviklingsmuligheder for alle potentialer. Helt anderledes med talentudvalget: Her ligger vægten på intelligens og tidlig opdagelse kreativitet er kun nævnt i forbifarten (side 14).

Derfor kan en alvorlig risiko være tab af talent i stedet for udvikling af talent. Begavelse er nemlig andet og mere end traditionel dygtighed, og det er bestemt ikke en ny erkendelse inden for intelligenslitteraturen. Vi har syv eller otte intelligenser, siger Howard Gardner fra Harvard University, og hans pointe er den vigtige, at det enkelte barn skal have en chance for at opdage sit talent om det så er kropsligt, kunstnerisk, socialt eller rent kognitivt. Hvis vi bare udvælger ud fra en snæver og IQ-præget opfattelse af talent, mister vi en del af talentmassen, og vi risikerer at dræne talentet for sit potentiale.

Skift spor

Når man skal udvikle talent hos børn og unge, er der i hovedsagen to spor. Det ene vil give de talentfulde særlige muligheder. Det er elitesporet. Her er vægten på de dygtige, de begavede, børn med høj IQ altså den gruppe, der forholdsvis let kan udpeges som de dygtige elever. De udvælges og stimuleres. Det er den gruppe, udvalget fokuserer på, og som hurtigt er blevet udpeget af ministeren som målgruppe for eliteudvælgelsen.

Så er der det andet spor kultursporet. Det giver rammer og vækstmuligheder for alle former for talent, f.eks. de musiske, de kreative, de kunstneriske, de tekniske og praktiske talenter, dem med et særligt håndelag. Altså alle de børn og unge, der rummer potentialer om end de endnu ikke er udfoldet og opdaget, og som måske også er lidt 'skæve' i forhold til den officielle kategori.

Risikoen ved elitesporet er, at det let bliver de tilpassede i skolen, der får chancen, mens de besværlige eller lidt grænseoverskridende ikke kommer med på holdet. Elitesporet vil nemt favorisere elever, der tænker 'konvergent' frem for dem, der tænker 'divergent' jævnfør en skelnen skabt af intelligensforskeren J.P. Guilford.

Den amerikanske nestor Jerome Bruner er da heller ikke i tvivl om den mest konstruktive tilgang til udvikling af elevers talenter: Det er den brede kulturtilgang, der giver udvikling til alle. Det vigtigste fag i skolen, siger han, er skolen selv, nemlig dens miljø, dens ånd og stimulerende rammer.

Talent og faktura

I dag, i en udpræget neoliberalistisk verden, har elitetilgangen medvind: Den er som skabt til markedstænkning, 'evidens', gevinster på en kort tidshorisont og en tro på, at talent kan styres ud fra samfundets behov.

Derfor er ministeren begejstret. I de rette hænder frygter man ligefrem et nyt slagord: 'Talent og faktura'. Talentudvikling bliver en brik i en strategi, der handler om kroner og øre. Og som dermed er helt i tråd med den styrings- og kontroltendens, der præger hele samfundsudviklingen. Vi vil styre det ustyrbare.

En klar risiko er, at vi mister bredden og alle de endnu ikke opdagede talenter. Den risiko er alvorlig nok. Men der er også en anden risiko, som måske er langt alvorligere, og som man kan frygte bliver totalt overset af ministre, politikere og administratorer. Det er en risiko, der handler om, at selve målretningen og styringen kan kvæle den side ved talentudviklingen, der handler om kreativitet og innovation både på individ- og samfundsplan.

Risikoen kan kort udtrykkes sådan, at når kreativitet bliver målstyret, fremmes en tendens til at skabe påviselige resultater der igen fører mod en iscenesættelse af selve kreativiteten. Den bliver forudsigelig og regelstyret frem for uforudsigelig og grænseoverskridende. Kreativiteten bliver optaget af at dokumentere og skabe sin egen berettigelse. Med den konsekvens, at selve den dynamiske kraft, som driver innovationen, bliver afledt og tørrer ud. Man kan ville noget så meget, at selve potentialet svækkes. Det gælder i alle livets forhold også mht. kreativitet. Talentudvalget ser ikke den risiko måske fordi talent for dem er intelligens og ikke en innovativ dynamo. Derfor åbner deres rapport trods ord om det modsatte for en egentlig politisk strategi i retning af et elitespor i hele uddannelsestænkningen. Den mulighed lader en begejstret minister ikke glide sig af hænde. Sørgeligt. Det lykkelige er, at det stadig kan stoppes.

Per Schultz Jørgensen er psykolog, dr.phil., tidligere professor i socialpsykologi, forfatter til adskillige bøger om børn og familieforhold og medlem af værdikommissionen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Allan Nørgaard Andersen

Tak for en tankevækkende kronik. Det er rigtigt nok et stort problem at al skepsis over for den stigende forkusering på en elite, straks affærdiges som udtryk for et ønske om at alle skal være ens. Det er jo netop det snævre elitebegreb, der bygger på en forenklende og standardiserende opfattelse af hvilke menneskelige egenskaber der er værdifulde og hvilke ikke. Selv tilhængere af en ensidig vækstfilosofi burde vide at en velfungerende virksomhed er mindst lige så afhængig af den "gulvmedarbejder" som har de sociale kompetencer til at styrke arbejdsglæden blandt kollegerne, som af den fremragende medarbejder i udviklings- eller økonomiafdelingen eller i ledelsen.
Men en Troels Lund Poulsen klynger sig givetvis til en fantasi om at uddannelse kan styres lige så målorienteret og effektivt som al anden vareproduktion.

Kurt Svennevig Christensen

"Det lykkelige er at det stadig kan stoppes" - ja men hvem skal gøre det? Det er forudsigeligt hvad VK(O)vil med folkeskolen, i deres politiske kamp mod den "venstreorienterede" folkeskole. Men er det ikke også tilfældet i denne kronik? Ligger det talentpleje i virkeligheden så langt fra SSF (R), at afviklingen af det mest værdifulde i folkeskolen, nemlig det kollektive fællesskab for læring, kan stoppes?

VK talentjagten og Per Schultz Jørgensen står på hver deres planet, og vær visset om, at VK (hvis de vinder næste valg) blot vil lade Per Schultz Jørgensen og andre på hans planet snakke og skrive, ligeså længe de orker. Og hvis VK skulle blive træt før Per Schultz Jørgensen, vil de blot sige: Du har da ret, men du lever i en fortid som vi har forladt.

Fremadrettet skal Danmark have uddannet børn og unge til netop dette boglige meget høje niveau. Og dertil skal der niveaudeles og ikke så meget andet. Hvor svært kan det være Per Schultz Jørgensen vil de venligt fortælle ham.

Alt det ved vi, men ved vi hvad SSF (R) vil gøre ved skolen som sikre fællesskabet; det kreative; det følsomme; empatiske osv. i det hele taget den demokratiske dannelse der bygger på et folkestyret Danmark? I stedet for at bruge energien på det indlysende tumpede talentudspil, burde man bruge tiden på at få taget SSF og R i ed, på fremtidens folkeskole.

Satsningen på eliten er en talerstrategi. Der vil blive produceret flere tabere end vindere, det er simpel matematik.

Problemet med at opdele elever efter evne på et bestemt udviklingstrin, er at ikke alle udvikles i samme tempo. Nogen er længere tid om et og hurtigere om andet. Hvis de der står stille får undervisning på et lavere niveau, fastholdes de i en taber position og samfundet går glip af potentiale.

Derfor bør en støtte til eleverne tænkes uden at det sker efter forældede ideer og en opdeling i klasser, der var praktisk i industrisamfundet, men nok allerede dengang var problematiske.

Et eksempel på ovenstående ses i Sal Khan's TEDtalk

Jeg synes, det er bemærkelsesværdigt, at vi ikke har haft nogen gevinst af de radikale omlægninger af undervisningen, der er sket i de seneste 10-15 år, bortset fra nedsatte krav og deraf følgende fordummelse. Vi har fået en ignorant selvhævdelse, fremfor tidligere tiders realistiske ydmyghed.

En rigtig god artikel. Som på billedet illustrere. Hvad læres her? Er disse elever fremtidens lode-damer i teknologifremstilling, gravøre i hinsides øjets formåen, kunstner eller plastikkirurger? Dette er endnu ikke aktualiseret som al kreativitet og hænger i det uvisse for nu.