EU indgår problematiske frihandelsaftaler

Ole Christensen, medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne, mener ikke, at EU bør indgå frihandelsaftaler med lande, der ikke lever op til menneskerettighederne. 'Vi skal ikke belønne lande, som systematisk dræber og forfølger mennesker,' siger han
19. april 2011

Europa-Kommissionen har netop fremlagt en ny frihandelsaftale med Colombia og Peru. Aftalen er en ud af en række aftaler med lande, som bliver kritiseret for ikke at overholde menneskerettighederne, heriblandt Israel.

»I Socialdemokraterne ser vi positivt på frihandelsaftaler. Vi så selvfølgelig allerhelst, at det skete gennem multilaterale aftaler og FN, men det er et spor, som er kørt fast de seneste år,« siger Ole Christensen og forklarer, hvordan bilaterale aftaler regioner imellem ofte bærer præg af at være i de to regioners interesse og ikke i hele verdenssamfundets interesse. Han påpeger desuden, at EU har brug for disse aftaler i en tid, hvor væksten i Europa er gået i stå i forhold til de nye markeder i Sydamerika og fjernøsten.

»Men det er yderst vigtigt, at vi kigger nærmere på de lande, som vi indgår disse aftaler med. Et land som Colombia er præget af så mange overtrædelser af menneskerettigheder, at vi ikke bør belønne landet med en frihandelsaftale,« siger han.

Ifølge Ole Christensen begås der systematisk vold og drab på fagforeningsledere i Colombia i så høj grad, at det må udelukke landet fra overhovedet at komme i betragtning til en aftale.

Tidligere var det sådan, at kommissionen selv kunne bestemme hvilke lande, EU skulle indgå aftaler med. Men efter Lissabon-traktaten trådte i kraft skal parlamentet nu godkende aftalerne. Det er en positiv udvikling, mener Ole Christensen, som er ordfører for international handel for Socialdemokraterne i Europa-Parlamentet.

Egenrådig kommission

»Før kunne kommissionen gøre, som den ville, fordi den ikke var folkevalgt og ikke skulle stå til ansvar over for nogle vælgere, men det skal vi parlamentarikere, og derfor håber jeg også, at vi kan få stoppet aftalen. Mange parlamentarikere vil få svært ved at se deres vælgere i øjnene, hvis de stemmer for denne aftale,« vurderer han.

Han fremhæver, at der er indgået en lignende aftale mellem USA og Colombia, men at USA har stillet langt større krav til Colombia end EU: »EU kunne lære noget af USA på dette felt. Grunden til, at Obama nu har bedt kongressen kigge nærmere på det her, er, at han skal stå til ansvar over for sine vælgere,« fortæller han.

Men der er jo en klausul i aftalerne, der forpligter landene til at overholde menneskerettighederne. Ellers kan aftalen jo siges op. Burde vi ikke give det et forsøg og først ophæve den, hvis det viser sig, at det pågældende land ikke overholder betingelserne? Det benyttede man sig af over for Hviderusland og Sri Lanka.

»Jeg mener, at nogle gange, som f.eks. denne gang med Colombia, er omstændighederne i landet så dårlige, at vi ikke en gang bør overveje, om vi skal indgå en aftale med dem.«

Heller ikke, hvis det kan være et middel til at hæve levestandarden og komme af med nogle af de mange problemer?

»Det er der nok nogle, der vil bruge som argument, men jeg tror ikke rigtigt på det. Fra officiel side i Colombia har man jo alt på det rene lovmæssigt. Det vælger kommissionen så at godtage, selv om man ikke følger loven i praksis.«

EU har også aftaler med andre lande, der også kan kritiseres ...

»Ja, det er rigtigt. Men jeg mener dog, at når det er så tydeligt, som det er i Colombia, bør vi sige fra. Men du har ret i, at EU indgår problematiske aftaler en gang i mellem,« siger han og nævner EU's fiskeriaftale med Marokko som eksempel.

Hvad med Israel, som igen og igen bliver kritiseret i FN for ikke at overholde menneskerettighederne? Der stilles jo stort set ingen krav til dem fra EU, men landet nyder godt af handelsfordelene ...

»Det passer ikke. Vi stiller skam krav til Israel.

Men man hører da aldrig om, at handelsaftalen skal suspenderes eller om andre handelssanktioner mod landet?

»Nej, men nu sidder jeg ikke lige præcis med Israel. Det er Colombia, jeg interesserer mig for, fordi jeg har været der og har set, hvor slemt det står til,« siger han.

En ny verden

Ole Christensen understreger, at Europa ikke må blive hægtet af den globale udvikling, og derfor må vi indstille os på at indgå flere aftaler.

Lige nu sidder man i Europa-Kommissionen og forhandler en aftale i stand med Indien. Vil vi også se Europa-Parlamentet markere sig, når det kommer til menneskerettigheder i Indien?

»Jeg er godt klar over, at der er mennesker, som ikke har det godt i Indien, men der begås ikke systematiske overtrædelser af menneskerettighederne i Indien. Indien og Colombia kan slet ikke sammenlignes på det punkt. Det er jo ikke sådan, at fagforeningsfolk bliver slået ihjel for et godt ord i Indien«

Nej, men der dør 800 mennesker hvert år i myndighedernes varetægt?

»Indien er trods alt et demokrati.«

Du siger selv, at EU kommer til at indgå flere aftaler med lande i Den Tredje Verden. Det betyder vel også, at EU må begynde at indstille sig på at forhandle med lande, som ikke går så meget op i menneskerettighederne?

»Det er rigtigt, at vi fremover vil se flere tilfælde som det i Colombia. Men jeg tror, det bliver svært at lægge en fælles linje i EU. Nu nævner du Israel og Indien, men jeg mener slet ikke, at du kan sammenligne de to lande med Colombia. Vi forsøger jo hele tiden at forbedre aftalerne og tillægger dem menneskerettighedsklausuler og lignende. Dét, jeg stiller spørgsmålstegn ved, er, om vi overhovedet skal indgå aftaler med lande som Colombia. Jeg tror ikke, vi vil se de samme problemer med Indien og Israel, som vi i dag ser i Colombia.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Europa-Kommissionen har netop indgået en frihandelsaftale med Peru og Colombia. Men især Colombia har et problem med menneskeret-tigheder. EU har lignende aftaler med flere lande, som kritiseres for brud på menneskerettighederne. Nye aftaler skal fremover godkendes af både ministerrådet og parlamentet. Det har fået flere parlamentarikere til at opfordre til, at frihandelsaftaler skal være et led i EU’s fælles udenrigspolitik. Den officielle danske holdning til den nyindgåede aftale er, at man opfordrer Europa-Parlamentet til at godkende den – i stil med flertallet af medlemslandene.

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu