Kronik

Forandringsfanatisme koster os trygheden

Hjemmefra lærte jeg at sætte pris på stabilitet og tryghed. Den verden, der senere har budt mig velkommen, er så forhippet på menneskelig selvudvikling, at stabilitet og tryghed mest af alt fremstår som syndige laster
Den amerikanske selvudviklingsguru Anthony Robbins står bag titler som 'Unlimited Power: The New Science of Personal Achievement' og 'Awaken The Giant Within'. Verden over får han sine fans til at juble over deres selvudviklingspotentiale.

Den amerikanske selvudviklingsguru Anthony Robbins står bag titler som 'Unlimited Power: The New Science of Personal Achievement' og 'Awaken The Giant Within'. Verden over får han sine fans til at juble over deres selvudviklingspotentiale.

Carl Redhead

26. april 2011

Min allerførste tjans var at feje under vores spisebord hver eftermiddag. Det var hurtigt klaret og det indbragte mig en stor, rund femkrone med hul i midten, som jeg fik stukket i hånden, når far og mor havde fået weekendfri og det var tid til hygge.

Vi taler slutfirserne, så selv om man kom lidt længere for fem kroner end i dag, var det naturligvis temmelig begrænset, hvad jeg kunne tilrane mig i den lokale legetøjsbiks for den ugentlige udbetaling. »Læg pengene til side,« sagde min far altid, »spar op min søn.« Der var noget meget godt og vigtigt forbundet med at spare op.

Selv når jeg ikke lige følte for det og hellere ville lege med Lego eller Playmobil, var det godt at gentage fejningen under bordet eftermiddag efter eftermiddag, uge efter uge, måned efter måned.

Ikke for at bruge penge på noget her og nu, men fordi pengene langsomt ville vokse og være rare at have på lidt længere sigt. Jeg fik min egen ponduskonto i den lokale Danske Bank, og jeg elskede at grave plastiketuiet med mine bankudskrifter indeni og et billede af den halstørklædeklædte pingvin udenpå frem fra stuens kommode. Blot for at sidde i lange øjeblikke og nærstudere, hvordan tallet under 'indestående' voksede støt fra måned til måned.

Fejningen en daglig aktivitet, der langsomt og møjsommeligt hjalp mig frem mod et langsigtet mål er ikke blot et billede på en særlig holdning til pengesager. Det er et udtryk for en særlig mentalitet, en livsfilosofi per se, som jeg fik pumpet ind i kraniet med modermælken og det, der fulgte. Læren lød: Det stabile, det langsigtede og det trygge er sider i den trekant, der skaber fundamentet for det gode liv. De udstyrer livet med det vægtige anker, som sikrer, at vi ikke pludselig og uventet bliver grebet af fralandsvinden og driver til havs, når tiderne og vejrgudernes lune skifter. 'Du ved, hvad du har. Du ved ikke, hvad du får,' sagde far og mor.

Forandringsdyrkelse

Det vanskeligste ved at flytte væk fra Fyns barndomsland for at forsøge at blive voksen og universitetsuddannet i København, har næppe været overgangen fra gymnasiets disciplin til universitetets selvstudie. Det har heller ikke været passagerne fra barn til ung og videre fra ung til voksen. Det vanskeligste har snarere været at lære at leve med, at den tryghedsbetonende livsfilosofi, som jeg havde med i backpacken, da dørene gled i og toget kørte fra Nyborg Station en søndag aften for en fem års tid siden, ikke rigtig anses for at have nogen værdi i den verden, der siden har budt mig velkommen.

Her betragtes glæden ved det langsigtede, det stabile og det trygge mest af alt som belastninger, der som jernkugler hægtet om anklen slæber sig efter mennesket og sænker det på dets selvudviklende færd fremad.

Et godt billede på dette mødte mig tilfældigvis forleden, da en af mine bekendte en arbejdsløs akademiker fortalte om en oplevelse til et jobsøgningskursus. Her underviste en konsulent i, hvordan man som person hele tiden kan være forandringsparat. Han videregav i den forbindelse et godt eksempel til efterfølgelse fra sit eget liv: For at undgå at falde i træg- og tryghedens fælde, byttede han og konen hver uge plads hjemme ved spisebordet. På den måde, fortalte han, blev de aldrig fanget i hverdagens cirkulære rutiner. De holdt sig hele tiden åbne for forandringer.

Det gør ondt at bemærke, men der ser ud til at være noget så tidstypisk over konsulentens råd, at man ikke blot kan afvise det som en varmluftet joke.

Da internetboghandlen Amazon.com fejrede sit 10 års jubilæum, kunne den for eksempel berette, at en lille selvhjælpsbog, der lærer læseren at elske forandringer, var firmaets historisk bedst sælgende titel. Mere end 24 millioner solgte kopier var røget over den virtuelle disk.

Hurra for forandring

I bogen, der bærer titlen Hvem har flyttet min ost?, som i dansk oversættelse er solgt i imponerende 150.000 eksemplarer, møder vi to små mennesker, der hver dag sidder og spiser ost i et hjørne af en labyrint, indtil ostelageret en dag pludselig er tomt. I den første tid gør de små mennesker, som de plejer. De bliver, hvor de er. Hvor der er trygt og godt og velkendt. Men da dagene går, og der forsat ikke kommer mere ost, når de til den erkendelse, at de for at overleve bliver nødt til at forlade deres faste rammer og begive sig ud på ukendt terræn. Bogen slutter, da de små mennesker opdager et nyt og bedre ostelager andetsteds i labyrinten og indser, at forandringer faktisk er rigtig godt for mennesket. Sikkerhed og tryghed er mindre godt, forandring og udvikling er bedre. »Hurra for forandring,« siger de og skåler i ost.

I en dansk selvhjælpsbestseller, der giver gode råd til det vellykkede arbejdsliv, opfordres man på lignende vis til at undgå for meget jobsikkerhed. Det kan lede til »kynisme, apati og modvilje mod forandringer«, hedder det.

En personalechef, der interviewes i bogen, vurderer, at mennesker med for meget jobsikkerhed ligefrem »ville have godt af at blive fyret, for så ville de blive tvunget til at komme videre.«

Dét ikke at udvikle sig og at stå stille er tilsyneladende den værste synd, man som menneske kan begå, og den trekant af stabilitet, tryghed og langsigtethed, som jeg tog med mig hjemmefra, iagttages som en gammeldags konstruktion, der er klar til nedrivning. Som en populær coach for nylig formulerede det på sin Facebookside: »Utrolig mange forkerte skridt er taget, mens man stod stille.« Applausen fra sidens fans var overvældende.

Galskab

Der er da heller ikke den store overraskelse i, at det topprioriterede ønske for arbejdslivet for unge akademikere er, »at lære nyt og blive udfordret.« Det konkluderer den nyligt lancerede og hidtil største danske undersøgelse af, hvad vi opfatter som den attraktive arbejdsplads i hvert fald.

Karl Marx' svigersøn, Paul Lafargue, bemærkede tilbage i 1880 i sin berømte bog om retten til dovenskab, at arbejderklassen i de kapitalistiske lande så ud til at være blevet grebet af en besynderlig galskab, nemlig kærligheden til arbejde. Hvis vi i dag er grebet af en lignende galskab, er det næppe kærligheden til arbejde som sådan, men snarere vores dybfølte kærlighed til evindelig og aldrig sluttende forandring og selvudvikling. Det er en kærlighed, der er trængt langt ind i vores sprog. Eksempelvis er den, der intet arbejde har, ikke arbejdsløs, men jobsøgende eller inbetween jobs. Han er et aktivt og søgende subjekt, der er på vej fremad imod noget nyt.

På lignende vis henviser ordet karriere ifølge moderne litteratur om personaleledelse ikke til en vandring trin for trin opad i et fast hierarki, men til selve det, at man som menneske hele tiden er i bevægelse. »Karriere skal forstås som noget, der går fremad«, hedder det for eksempel i den nyeste statslige personalepolitik, »og det kan være både på tværs og op og ned i et hierarki.« Et par sider længere fremme kan man i samme udgivelse læse, at »tryghed ligger i livslang kompetenceudvikling, ikke i livslang ansættelse.«

Tryghed, føj for f ...

Når begreber som dynamisk, forandringsparat og omstillingsvillig rykker ind som de absolutte plusord i vores ordforråd, er der noget andet, som går tabt.

Den rettighed, der forsvinder med denne galskab, er ikke retten til dovenskab, men derimod retten til tryg- og til sikkerhed. Retten til at vide sig sikker på, hvad morgendagen bringer, og til at kunne trække vejret dybt og roligt og føle glæde ved at stå, hvor man står lige nu, frem for konstant at have øjnene stift plantet på det nye og udfordrende, der skal komme.

Det, der går tabt, er alt det, som etuiet med mine bankudskrifter fra min ponduskonto repræsenterede for mig som barn.

I den verden, jeg har lært at kende, giver det ingen mening at feje under det runde træbord i stuen hver eftermiddag. For som den indre coach højrøstet glammer: »Hvor fanden er selvudviklingen i det?«

 

Mathias Herup Nielsen er stud. scient. adm. ved Roskilde Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarke Hansen

Hej Mathias

Endnu et strålende indlæg fra din hånd, og jeg glæder mig igen over, at konservatisme heldigvis ikke har meget med partipolitik at gøre:-)

Jeg tror faktisk, at du løber åbne døre ind ved at påpege, at kejseren ikke har noget tøj på. Det er i hvert fald ikke min oplevelse, at disse mennesker, som angiveligt skulle være glade ved konstant at være på vej til noget nyt, de rent faktisk findes.

Tværtimod. Folk længes højlydt efter de faste ansættelser og det stabile udsyn. Og som noget nyt er de holdt op med at skamme sig over det. Det eneste der hiver i selvudviklingens og den evige forandrings vej, er den formodede forventning fra omgivelserne om, at sådan noget bør man da ønske. Det, og så måske en frygt for, at man går glip af ting ved at 'stå stille'. Det sidste tror jeg nu er en rest fra seneste højkonjunktur, som finanskrisen allerede grundliggende har ændret ved.

Der er intet som en god gammeldags økonomisk krise til at rydde op i det værste pop og smartness fra de seneste opgangstider.

Mine fornemmelser bygger dog kun på egne muligvis farvede observationer. Vil slet ikke afvise, at den ovenfornævnte pop og smartness er sværere at få bugt med ovre hos dig i hovedstaden:-)

Maj-Britt Kent Hansen

Den megen fokusering på selvudvikling og forandringsparathed må snart have toppet. Det er floskelmantraer, som trætter mange ganske meget.

Men selvfølgelig vil det vare en rum tid endnu, før man indser det inden for statslig personaleledelse, da staten sjældent er først til at skifte kurs.

Som kronikøren skriver:
"På lignende vis henviser ordet karriere ifølge moderne litteratur om personaleledelse ikke til en vandring trin for trin opad i et fast hierarki, men til selve det, at man som menneske hele tiden er i bevægelse. »Karriere skal forstås som noget, der går fremad«, hedder det for eksempel i den nyeste statslige personalepolitik, »og det kan være både på tværs og op og ned i et hierarki.« Et par sider længere fremme kan man i samme udgivelse læse, at »tryghed ligger i livslang kompetenceudvikling, ikke i livslang ansættelse.«

Det er newspeak, som man skal være varsom med, da de ansatte sagtens kan læse, hvad der egentlig står: Manglende karriere må ikke være grund til utilfredshed. Livslang kompetence- og selvudvikling er alternativer til karriere. Ellers kunne man vel dårligt få sig selv til at skrive, at det at "gå ned i et hieraki" betyder at "gå fremad"!

Naturligvis skal vi kunne forandre os og tilpasse os nye omstændigheder. Men hvis enhver er snævert optaget af egen selvudvikling, så kan vi ikke bevare kontinuiteten og det solide grundlag, der trods alt er nødvendigt for, at et hjem, en arbejdsplads og et samfund fungerer.

Selvudvikling alene gør det ikke. Der skal til stadighed også fejes under bordet.

Tom W. Petersen

Et fremragende indlæg af Mathias Herup Nielsen.
Men desværre er det ikke fornuft eller besindighed, der styrer. Det er ikke engang mennesker (inklusive hr. Møller). Det, der styrer hr. Møller, bankernes og virksomhedernes ejere og vore valgte politikere, er kravet om hele tiden at være på forkant. Den, der ikke er det, bliver udkonkurreret, går konkurs og forsvinder. Det er loven.
Og her har værdier som tryghed, ro og besindighed ingen plads.
Vi ved ikke, hvor vi skal hen, men det går stærkt! Og, som Ivan Malinovski så præcist skrev: Vore skippere styrer skråsikkert efter en kridtpil på fordækket.

Niklas Monrad

Det kan ikke undre at kronikøren får bifald fra Informations debatører, de hører nemlig til noget af det mest konservative der findes, og det er ikke ment som nogen kompliment.

Hvad fanden skulle meningen med at være menneske være, hvis ikke det var at gøre det, som kun vi på denne jord er i stand til: at skabe forandring? Ellers kunne vi jo ligesågodt være en flok græssende køer på marken - stabilt, trygt og langsigtet ...

John Fredsted

Udmærket kronik.

Mit personlige syn på al denne selvrealiserende foretagsomhed er, at det til syvende og sidst handler om dødsangst - kort og godt, eller kort og skidt.

Når al larmen og ståhejen har lagt sig, når alt byggestøvet fra gesimser og karnapper er ført bort af vinden, når alle verdens seværdigheder er knipset og sat i album, når børnene, volvoen og vovsen 'er i hus', når alle verdens retter er ædt og skidt, så bliver tilbage den fællesmenneskelige byrde: eksistentiel angst.

Den afgørende forskel er ene og alene, hvordan man forholder sig til den. Finder man modet til at erkende, at denne angst ikke på nogen måde kan endegyldigt uddrives, og dermed modet til at stoppe op og som modent menneske autentisk og karakterfyldt bære denne byrde; eller fortsætter man i såkaldt selvudvikling i hvileløs flugt væk herfra?

På min vej gennem internettet fandt jeg dette:

"En hollænder kom til Japan for at lære Zen, og han brugte megen energi på meditationen. Siden blev han flyttet fra klosteret og boede sammen med en
erfaren Zen-buddhist. Hollænderen blev sat til at lave mad og skære tomater. Han var irritabel og utålmodig og skar sjusket, tilfældigt og uden opmærksomhed. Japaneren forklarede ham altings sammenhæng: - At skære tomater er også meditation, er også ZaZen. Hvis du ikke kan skære tomater og lave mad, kan du heller ikke lære Zen. Det er den samme tålmodighed,
nænsomhed og omhu, du har brug for, uanset hvad du laver. Der er ikke noget, som hører til Zen, og noget, som ikke hører til Zen." kilde:
http://olenyborg.net/gl/Vejen.pdf

Det at feje gulv indebærer således en meditation, og således sker selvudvikling og oplysning også, når man fejer gulv - eller støvsuger.

PS: jeg søgte oprindeligt efter en buddhistisk koan om en ung mand som ville lære livets hemmelighed at kende hos en gammel buddhistmunk; munken spurgte den unge mand: har du spist? Da den unge mand nikkede, svarede munken: så skulle du vaske din risskål, men jeg kunne ikke lige finde linket.

Men historien med hollænderen passer bedre ind her, mener jeg, især fordi "At skære tomater på en god måde og med opmærksomhed er simpelt hen det
samme som at være oplyst." (kilde: samme som ovenfor).

Se, det er selvudvikling ;)

Dan Johannesson

Selvudvikling er jo også en 100% individuel proces idet at udgangspunktet for udviklingens begyndelse, og dens evt.bevægelse fremad jo afhænger af individets forstålse af sig selv og verden.

Udviklingen finder, i min optik, sted uanset om vi ønsker det eller ej. Fra barnets første sansning til pensionistens indre visdom. Men der er stor forskel på i hvor høj grad det enkelte menneske er bevidst om at en udvilkingsproces finder sted. Og i hvor høj grad det enkelte menneske belsutter sig for aktivt og bevidst at deltage i sin egen udviklingsproces eller ej.

Det er klart at den som vågent og opmærksomt opsøger og forsøger at integrere visdom uden for og, i særdeleshed indenfor, sig selv, vil kunne opnå en anden grad af indsigt og visdom end den som med alle former for afledning og dykelse af status qou ignorerer at en udviklingsproces ikke alene er mulig, men også, i sidste ende, er en principiel integreret del af livets rejse.

Når det er sagt er der jo ingen regler for hvordan den enkeltes vækstproces tager form. For nogen er det endeløse jordomrejser som er nødvendige for igennem ydre spejlig at opnå en grad af indre refleksion og for andre er det ved dagligt at feje under bordet, med grundighed og, forhåbentlig, nærvær.

Indikatoren på om man rejser af den rette vej er dog i alle tilfælde den samme: En følelse af nærvær af glæde og tryghed.

God rejse, hvordan end du tager den.

John Fredsted

@Dan Johannesson: "Når det er sagt er der jo ingen regler for hvordan den enkeltes vækstproces tager form. For nogen er det endeløse jordomrejser som er nødvendige [...] Indikatoren på om man rejser af den rette vej er dog i alle tilfælde den samme: En følelse af nærvær af glæde og tryghed."

Men det er ikke det samme som, at alt skal være tilladt. I lyset af de ressourcemæssige og klimatiske vanskeligheder, som vores art står i nu, så må en gradsbøjning være på sin plads. Det kan ikke længere være sådan, at enhver form for selv-realisation/udvikling er ok, bare den er forbundet med glæde og tryghed for én selv.

Karsten Aaen

Du kan finde historien om munken der spurgte "Hvad skal jeg gøre for at nå Buddhaen?" hos Dan Turell i digtet "Blomster til Buddhaen" - udgivet på pladen "Dan Turell og Sølvstjernerne".

Dan Johannesson

@John Fredsted. Jeg er grundliggende enig.

Jeg vil dog være fræk og påstå at en sand følelse af glæde sjældent opstår i et menneske som er bevidst om at han eller hun driver rovdrift på samfund, miljø eller andre mennesker.

Andre følelser, typisk forbundet med magt har det med, i det tilfælde, i stedet at dukke op. Magt giver også en falsk følelse af tryghed og kontrol, hvorfor folk ofte opsøger denne følelse på bekostning af lidelse, ubalancer og overforbrug. Men den anden indikator på vækst, den primære - glæden, den tror jeg grundliggende forudsætter en mere harmonisk grundtilstand, i individet og hans relation til omverdenen. Ihvertfald hvis glædes følelsen er af mere varig art.

Med andre ord agiterer jeg blot for at varig indre glæde af natur ikke udspringer i et egoistisk og grådigt sind, da det grundliggende er ude af harmoni med sin omverden, og derfor ikke kan opnå en harmonisk og glædesfyldt tilstand i verden uden at en indre udviklingsproces fra egoisme mod harmoni og bæredygtighed gennemgås.

John Fredsted

@Dan Johannesson: Kort tid efter min forrige kommentar slog det mig, at du med glæde sikkert mente det, du netop har givet udtryk for. Så jeg anser dig hverken for værende fræk eller påstående :-).

Men jeg tror faktisk, at jeg stadig ikke er enig med dig: Umiddelbart virker din beskrivelse så forførende rigtig og smuk, men jeg sidder lidt tilbage med samme følelse af ubehag (tilgiv mig venligst), som jeg får, hver eneste gang jeg læser eller tænker på passagen "Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var" [1. Mosebog, 1.31] i Bibelen. For jeg tror ikke (længere) på, at verden grundlæggende er skabt rigtigt og godt, og at vores arts forvirring grundlæggende bare skyldes, at vi endnu ikke har realiseret denne i os og i verden påståede indre iboende harmoni.

Dan Johannesson

@John Fredsted
Det er også, som 99% af alt andet i menneskelivet en trossag. (Selv fysikkens love, udfordres, som du jo om nogen ved, og ekspanderes ubønhørligt).

Jeg tror heller ikke på en statisk sandhed i den forstand, men på en konstant ekspanderende erkendelsesproces. Alligevel mener jeg at visse mønstre er iagttagbare, også over de helt store horisonter af tid.

Evolutionen medfører hele tiden mere avancerede varianter af værens-eksempler. På jorden er mennesket, jvf. egen forståelse ihvertfald, den højest udviklede udgave af naturens hidtidige proces. Hvert evolutionært skridt ser ud til at følge dette mønster, egenskaberne forfines og den samlede pulje af intelligens og emparti forøges.

Jeg mener at denne opadgående spiral i sig selv altid stræber imod en større højere grad af harmoni, også selvom at den i momenter er uperfekt. Mennesket lærer som alt andet igennem erfaring. Igen og igen stifter vi bekendskab med lidelsen i et væld af nuancer og former. Igen og igen får vi tilbuddet om læringen. Om at gøre hvad vi allerede er i stand til at tænke, f.eks: Omfordele resurser, udvise større empati, udvikle et 100% bæredygtigt samfund osv.

For blot 100 år siden ville de fleste vesterlændinge overhovedet ikke være i stand til at tænke i sådanne termer som "bæredygtig vækst."

Så i mine øjne er den harmoniske grundtilstand hele tiden menneskets største opgave og endemål. Alt andet på jorden har for længst opnået balance og harmoni, hele universet har det øjensynligt også. Der er orden, balance, og langt det meste af tiden - dyb fred og skønhed. Men af en eller anden grund løber 7 milliarder prikker stadig forvirret rundt på en et støvkorn i universets baggård og råber af hinanden.

Og ja, det er forstemmende, men jeg tror ikke det i det lange løb kan fritage os for at følge de kræfter som driver resten systemet. Enten vil vi opnå grundtilstanden af harmoni, hvorfra alt andet end Homo Sapien opererer, eller også vil vi gå til grunde, så nye og mere afbalancerede eksistensformer kan tage over.

Det positive her er, at uanset hvad, er vi selv med til at definere udfaldet, og uanset hvad vil en harmonisk tilstand i sidste ende være loven, så i det store hele er alt jo godt.

Når det er sagt ville jeg da ønske at vi ville vælge at nyde rejsen, i stedet for hele tiden at lade frygt, kynisme og egoets uendelige afledninger koste rundt med os.

John Fredsted

@Dan Johannesson: "Alt andet på jorden har for længst opnået balance og harmoni, hele universet har det øjensynligt også. Der er orden, balance, og langt det meste af tiden - dyb fred og skønhed."

Den påstand må jeg erkende mig helt og aldeles ude af stand til at tilslutte mig (selvom jeg da gerne ville kunne det, for så kunne jeg finde mental hvile i en større udstrækning, end tilfældet er).

For jeg har udpræget vanskeligt ved at se, at alt andet på jorden har opnået balance og harmoni: Hvordan kan en løve, der æder en gnu på savannen, kaldes for harmoni? Hvordan kan myrerne i min have siges at være i balance med deres omgivelser, når de, hvis ikke konstant holdt i skak af undertegnede, i løbet af sommeren ville ekspandere til det meste af terrassen og græsplænen, for derefter at vælte ind i min bolig?

Aggressionen, herunder den fysiske ekspansion, er noget nær allestedsnærværende i den biologiske eksistensform. Vedvarende konflikter og kamp er som følge heraf selvsagt en nær uundgåelighed i en materielt begrænset verden. For mennesket kommer oveni denne aggression, som vi altså deler med dyrene, den eksistentielle angst som følge af menneskets evne til selvrefleksion og selverkendelse.

John Fredsted

Tilføjelse: Milan Kundera, min favoritforfatter, udtrykker det i hans roman "Udødeligheden" så glimrende, når han lader Paul udtale følgende til Agnes (hovedpersonen):

"En eng er én stor mark af lidelse. Hvert sekund er der en skabning, der dør i det smukke grønne. Myrerne æder regnormene i levende live, fuglene i det høje spejder efter en væsel eller en mus. Kan du se den sorte kat, der står ubevægelig i græsset? Den venter bare på en lejlighed til at dræbe. Jeg væmmes ved den naive ærefrygt for naturen. Tror du, hinden oplever mindre gru i tigerens gab, end du ville gøre? Folk bilder sig ind, at dyr ikke har samme evne til at lide som mennesker, for ellers ville de ikke kunne bære bevidstheden om at være omgivet af naturen, der er en gru og intet andet end en gru."

Dan Johannesson

@ John
Vi kan jo blive ved os to ;)
Jeg opfatter ikke de ting du beskriver fra dyreriget som kamp, men som livskraft der åbnes, når sit højdepunkt, forfalder og genoptages af systemet. Undervejs optager dyret næring fra jordkloden og afslutter så sit liv ved at blive spist af enten løven eller myrene, og returnerer hermed den energi eksistensen selv optog, tilbage til jorden. I mit objektiv er det definitionen på harmoni.

På samme måde som at forandringer kan føre til at en art forgår og en anden bedre tilpasset opstår. Den samlede bevægelse er, i mine øjne hele tiden i harmoni med sine betingelser og muligheder.

Hermed ikke være sagt at gnuen ikke lider i de 30 min hvor den dræbes. Dette skal blot holdes opimod at den før da måske har haft 15 år hvor den oplevde smagen af græsset, duften af savannen, oplevelsen af leg osv.

Lidelse er en del af livsprocessen, en del som skaber mulighed for større værdsættelse, dybere udvikling af medfølelse mv. men, var det ikke for mennesket, normalt kun en ganske lille del.

John Fredsted

@Dan: Du har ret, vi kan blive ved. Måske bør vi ende vores samtale her (før moderator måske synes, at vi strejfer lige rigeligt omkring i forhold til artiklen) med konstateringen af, at vi nok ikke kan blive enige om betydningen af harmoni.