Interview

Gå bag fjendens linjer, og vind en aften i selskab med Anders Samuelsen

Ikke alle er lige begejstret for Liberal Alliances nye tiltag på Facebook. Formanden for visionsgruppen, Søren Kenner mener dog, at Freedom Fighters skaber en bedre debatkultur
Debat
12. april 2011

I Liberal Alliances nye Facebook-applikation Freedom Fighters (Frihedskæmpere, red.) gælder det om at poste så mange indlæg så muligt på nettet og på den måde samle point. Vinderen får lov til at tilbringe valgaften sammen med Samuelsen og co. på Christiansborg. Formanden for Liberal Alliances visionsgruppe, Søren Kenner, ser ikke noget problem i at gøre den offentlige debat til et spil.

»I den typiske debat ser man det samme møn-ster hele tiden. Hvis blå blok foreslår noget, står rød blok med et samme og råber 'idioter' og vice versa. Vi vil gerne prøve at brede debatten ud, så den kan blive mere nuanceret,« siger han.

Ifølge Søren Kenner er den nye applikation med til at skabe debat om emner, som ikke nødvendigvis er på de store mediers dagsorden.

»Vi gør det jo først og fremmest for at fremme en bedre debatkultur,« siger han.

- Jamen, der er jo intet kvalitetskrav. Det er kun kvantiteten, der bliver bedømt?

»Nej, det er rigtigt, men jeg synes nu også, at hvis man ser på indlæggene, så er de ret lødige,« siger han og fortæller, at man sletter brugere af den ny applikation, hvis debatniveauet er for lavt.

- Hvor mange brugere har I så slettet indtil videre?

»Det kan jeg ikke konkret fortælle dig,« svarer han.

At tænke selv

Han mener ikke, det er deres opgave at vurdere hvert indlæg på indholdet.

»Hvis jeg skal gå ind og lave en værdidom på baggrund af mine holdninger, så mener jeg, at det om noget ville være et meningstyranni.«

- En af missionerne opfordrede til at kommentere på en bestemt socialdemokratisk folketingskandidats facebook-side for at få ekstra point. Inden længe var der flere af jeres spillere, som havde skrevet nøjagtigt det samme ...

»Det var jeg ikke bekendt med. Så det kan jeg ikke forholde mig til.«

- Derudover fik man også ekstra point for at kritisere DR's om historie Liberal Alliances folketingskandidaters manglende lyst til at svare på spørgsmål. Er det med til at skabe en debatkultur, som forholder sig til substansen, som LA så mange gange har efterlyst?

»Det tror jeg sagtens, det kan. Jeg tror, du ser det på den forkerte måde. Vi har her et nyt fænomen, som kun er tre dage gammelt. Vi er stadig i gang med at udvikle og fintune det, så det fungerer optimalt,« siger Søren Kenner.

Selv om spillet inkluderer diverse opgaver og missioner, som brugerne bliver opfordret til at gennemføre, mener Kenner ikke, at man fra Liberal Alliances side prøver at styre debatten.

»Det, vi gør, er bare at henvise folk til steder, hvor de kan deltage i den offentlige debat,« siger han. Det er ifølge ham ligegyldigt, hvordan man når frem til de forskellige debatfora. Det vigtigste er derimod, at debatten bliver taget. »Spillet er jo bare en ramme, som vi sætter debatten i,« siger han.

- Men hvorfor skal vi andre deltage i jeres spil?

»Jeg tror, at man skal se på det på denne måde: Hvis man har et budskab at ytre, kan det så ikke være lige meget i hvilken ramme .man ytrer det i. Om der står et #FF i bunden af et indlæg. gør jo ikke indlægget mindre gyldigt,« siger han med henvisning til det 'tag' #FF, som viser at indlægget er skrevet af en FreedomFighter.

Måske ikke en god idé

- Men tenderer det ikke til hykleri fra LA's side, når man ser Anders Samuelsen stå på tv og beklage sig over, at den politiske journalistik er utilfredsstillende, fordi den ikke forholder sig til substansen, samtidig med at LA laver et spil ud af den politiske debat?

»Det er selvfølgelig en mening, du har lov at have,« siger Søren Kenner.

Han forklarer, at en af planerne med Freedom Fighters er at tilbyde den til alle partierne, når det er færdigudviklet. Indtil videre glæder han sig bare over alle de positive tilbagemeldinger, som han har fået af de aktive brugere i spillet.

»De kommentarer, jeg har fået, er utrolig positive stemt over for spillet. Mange har fået mulighed for at bevæge sig ud i fora og debattere med folk, som de normalt ikke ville diskutere politik med.«

Planen med spillet er, at det i højere grad skal blive brugerbaseret, hvilket vil sige, at ansvaret for spiludviklingen skal ligge hos bruger og ikke hos Liberal Alliance, fortæller han.

»Meningen er, at brugerne selv skal informere hinanden om steder, hvor de kan debattere,« siger han.

- Så vi vil ikke fremover se eksempler på, hvordan der gives specialopgaver fra politisk side?

»Det kunne man sikkert godt. Men når alle de andre partier begynder at bruge vores applikation, så får vi kun skabt en bedre debatkultur. Så kan de lave deres egne missioner,« siger han og fortsætter:

»Jeg synes derudover, at når man kigger på de indlæg, som Freedom Fighters har postet, så er det tankevækkende, at mange af dem er mere saglige end de fleste andre indlæg.«

- Det er da heller ikke svært, hvis man udstyrer spillerne med bestemte budskaber ...

»Men det er der jo heller ikke nogen, der gør.«

- Det skete da på den socialdemkratiske folketingskandidats Facebook-profil?

»Det kan sagtens være, at der er en, som har lavet den mission. Og du kan have en pointe i, at det måske ikke var en supergod idé.«

Leder: Spillet om magten

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tom W. Petersen

Det er rigtig fint at lade personen afsløre sig helt selv, så der ikke bliver nogen troværdighed tilbage!
Det er vist det, Børge Outze mente med, at man ikke skal slå på den slags folk, men bare kaste dem op i luften og så lade dem falde ned og slå sig selv.

Troels Ken Pedersen

De skal da for min skyld være meget velkomne til at komme og debattere. Bare de lige lægger den virtuelle skrårem først, og styrer deres trang til taktfast march, mens de taler.

Og mht. astroturfing er det da i det mindste prisværdigt, at de ikke sniger det ind.

Slettet Bruger

Man vil have nuanceret debat og om emner, som man ikke mener, der er repræsenterede i medierne. Imidlertid kan det være lidt svært at se, at frihedskrigerne indtil videre har skabt ret megen debat, bortset måske fra om politik vil få endnu et skud tilsætning af spin og nærme sig et ligegyldigt computerspil.
Hvor meget debat er der i 100 copy pastede kommentarer fra partiets skrifter eller bidrag fra en ensartet masse, der ikke ønsker andet end ukritisk at heppe på øverste mand i hierarkiet – den slags minder jo snarere om religion, og yderligere når spillerne er på centralt styrede missioner og påstår, at det danske samfund går under lige om snart og de øvrige deltagere må få øjnene op for virkeligheden.

Med hensyn til den påståede manglende mediedækning af deres få mærkesager kan også dette undre, eftersom både parti og den beslægtede almennyttige forening CEPOS ofte optræder på eksempelvis de statsejede tv kanaler – og der ikke ligefrem bliver svinet til, selvom det er hvad man jævnligt hævder i sin påtagede offerrolle. Skulle man sammenligne omfanget af dækningen i indeværende folketingsperiode med andre småpartiers, ville det være relevant at holde den op imod kristendemokraternes, fokus eller enhedslistens. Mål selv efter. Det er formodentligt lige så uproportionalt som den hjemlige dækning af den amerikanske valgkamp i forhold til andre landes.

Som tidligere medlem af forskellige politiske partier kan jeg kun håbe, at det ikke lykkes at sælge applikationen til andre. Der er i forvejen rigelig med ensretning og topstyring disse steder og ikke meget, der minder om nuanceret debat, rummelighed eller alsidige synspunkter, men snarere er det foreninger, hvor man kan mele sin egen kage, gøre karriere eller opnå vennetjenester, hvis man dyrker rygklapperiet, foregiver at mene det samme og retter ind efter meningsdiktaturet.

Michael Borregaard

»De kommentarer, jeg har fået, er utrolig positive stemt over for spillet. Mange har fået mulighed for at bevæge sig ud i fora og debattere med folk, som de normalt ikke ville diskutere politik med.«

- Har godt nok lige været en tur på Mars i en uges tid, syntes dog at mindes, at mulighederne for, at debattere med folk også eksisterede i sidste uge - mindes for eksempel, at såvel Leo Nygaard som Rolf Nielsen helt frivilligt, og uden udsigt, til en middag med Anders Samuelsen har deltaget i debatten herinde.

»Jeg synes derudover, at når man kigger på de indlæg, som Freedom Fighters har postet, så er det tankevækkende, at mange af dem er mere saglige end de fleste andre indlæg.«

- Hvis saglighed er lig ensidighed har Søren Kenner fuldstændig ret, det kan godt være, at det 20. århundrede samt de sidste 10 år, har gjort mange til store historiepessimister, men hvis detail -og topstyring er hæderlig og sober må i gerne kalde mig for Mads. Jamen, sådan er det i alle partier Michael Borregaard, ja, det er uheldigvis og hovedsagligt korrekt, ikke desto mindre, er det beskæmmende for det ellers glimrende princip omkring situationsbestemt selvledelse, som i modsætning til new projekt management ligger vægt på den enkeltes kompetence frem for hvad man kan grave frem fra toppens indelukkede skuffer.

Som individer kan vi naturligvis være optimistiske, hvad angår vores personlige mulighed for lykke og godt helbred. Tag for eksempel herom den moderne økonomis evne til at "tilfredsstille" menneskelige behov. Jean Jacques Rousseau mente blandt andet, at den historiske forandring har gjort mennesket dybt ulykkeligt. I sin afhandling om ulighedens oprindelse og grundlæggelse blandt menneskene påpeger Rousseau, at de ægte menneskelige behov i virkeligheden er meget få: Vi har behov for ly og føde. Næst efter søvn, er mad og det at have et sted at bo det næst vigtigste, derefter kommer muligheden for, at kunne have en betryggende gang på arbejdsmarkedet, jf. blandt andet grundlovens § 75, stk. 1.

Fokuser på sætningen, den moderne økonomis evne til, at tilfredsstille menneskelige behov - og spørg dig selv om, den danske økonomis vigtigste rolle som velfærdssamfund ikke er, at netop varetage menneskelige behov, en sænkning af personskatten vil skabe større ulighed, gider end ikke at skrive alt andet lige, for det er et faktum, at uligheden vil vokse, såfremt man fokuserer på det i en større kausalsammenhæng. Kløften mellem rig og fattig vil vokse, og dem som kommer til, at lide hårdest i dette større hul vil unægtelig blive børnene - de samme børn og børnebørn som partierne argumenterer for, at de ønsker, at redde. Såfremt ønsket er, at redde børnene, burde man måske starte med, at fokusere på det skel som allerede i dag eksisterer, tråden for det Damokles sværd som hænger over hovedet i et forventningernes -og påvirkningernes spil er blevet af større betydning, og der skal en sløvere klinge til, at skære hestetråden over på det. Alle som en, ser danske børn i dag fjernsyn og er på internettet, ordet facebook-depression er da også i så henseende opstået, behovet for et specielt ”look” for at opnå accept, er stigende, og det er netop her humlen er begravet, flere penge til de rige samt dem der før tilhørte gruppen af mellemskatteydere vil få større købedygtighed til rejser og tøj til dem selv samt deres børn, stigningen vil være væsentligt højere end for dem som i dag er underlagt fortolkningen af ordlyden i grundlovens § 75, stk. 2.

Mit spørgsmål er ganske simpelt, hvorledes vil lavere skat eksempelvis bedre kunne hjælpe børn med angst, og hvordan vil lavere skat fremme muligheden for, at unge med skizofreni, paranoia og andre alvorlige psykoser ikke bliver opdaget for sent - handler dette om en forebyggelses -og vedligeholdelsesproces af sikringen af, at grænsen mellem økonomiske muligheder ikke vokser sig for stor, eller af det gyldne håndtryk man giver via lavere skat? Er ikke ked af, at sige det, men det kan godt være, at dansktoppen hitter i bogform, men for mit eget vedkommende hitter LAs` ønske om lavere skat ikke i min optik, dette såvel i et økonomisk som menneskeligt perspektiv, og af respekt for det Damokles sværd vi alle i hverdagen har hængende over hovedet. Kan dog godt tilstræbe mig deres ønske om en mindre offentlig sektor, bæredygtigheden vil dog være afhængig af, at man kommer ”papirnusseriet” til livs, og tænker over, at mennesker er af større værdi end et overflødigt stykke papir, og dertil hørende formalia og dokumentationskrav.

På mange måder minder FF mest om en religiøs sekt, hvor man lire guruens dogmer af uafhængig af konteksten. Og mens man venter på at jorden går under, hvor de udvalgte bliver hentet af det politiske rumskib, forsøger man at hverve nye medlemmer med løfter om et bedre liv og frelse hvis de bare deltager i sektens kurser.

Sandra Hansen

Simon Fancony, først og fremmest bør du sætte dig ind i det emne du skriver om, dernæst ville det klæde dig at holde dine personlige meninger ude af artiklen - da den vel ikke er skrevet om din mening?

Du skriver: "I Liberal Alliances nye Facebook-applikation Freedom Fighters (Frihedskæmpere, red.) gælder det om at poste så mange indlæg så muligt på nettet og på den måde samle point."
Nej, det gælder ikke om at poste flest mulige indlæg på nettet. Der er et ganske lille antal missioner (af hvad jeg har set indtil nu!) - så derfor må alt der skrives udover dette jo nødvendigvis være fordi der er nogen mennesker som ønsker at debattere/ytre deres mening, ikke sandt.
Du skriver videre at: Derudover fik man også ekstra point for at kritisere DR’s historie om Liberal Alliances folketingskandidaters manglende lyst til at svare på spørgsmål. Er det med til at skabe en debatkultur, som forholder sig til substansen, som LA så mange gange har efterlyst?"
Det er ikke korrekt, der blev ikke opfordret til at skrive negativt og/eller kritisabelt - der blev opfordret til at skrive sin mening.
At meningen/holdningen så stort set er den samme når den kommer fra LA tilhængere kan vel næppe undre nogen - end ikke dig?
Min mening om spillet:
Applikationen er rigtig fin, den giver mulighed for debat og kommunikation på kryds af partierne - hvis der er en fælles forståelse og åbenhed for det.
Alle mulige stjerne til det her fra!

Søren Kenner siger: »Hvis jeg skal gå ind og lave en værdidom på baggrund af mine holdninger, så mener jeg, at det om noget ville være et meningstyranni.«

Jamen, er det ikke præcis, hvad vi alle gør, når vi ikke er enige i andres holdninger? Måske skulle vi blive bedre til at lade den indre kommentator i ro og lade folk udbrede deres meninger og holdninger og så tage en stille, rolig og salig debat om forskellighederne i synspunkterne. Jeg går ind for en fri og åben debat for alle uanset partifarve, sexuel orientering etc.

Ole Halvorsen

Ak, ja, og lige som jeg troede, at Anders Samuelsen - dette lille sandheds fleksible medie monster - havde nået bunden, må jeg vedgå, at jeg tog fejl: "Freedom Fighters"
Ja,egentlig burde vi vel be' en af de gamle modstands folk om at sagsøge ham for groft misbrug af dét begreb, men vi kan jo også blive på hans niveau og 'spille med' og råbe:"Æh, Bæ,Bu..."

Peter B. Jensen

Første gang jeg stødte på fænomenet troede jeg ærligt talt at det var en test af en ny robot, hvor programmøren havde glemt at slette et par linier kode. Der lå en lang række ret identiske kommentarer, som hverken bragte nyt til debatten eller uddybede holdninger, men var variationer over temaet "jeg synes det ' for dårligt...".

Det er helt fint at man vejleder sine aktivistiske medlemmer til hvor de kan diskuttere politiske emner, men det virker som om der skydes forbi målet. Folk går jo ikke ind for at diskuttere politik, men for at optjene point i fanklubben - og det undergraver vores andres lyst og vilje til at deltage. Det har intet at gøre med at det er forskelligartede holdninger, men mere at det er en flash mob der pludselig indtræder - skriger deres emne ud - og trækker sig tilbage igen.

At det så er Liberal Alliance der er de første til at bruge et sådan redskab er god humor. For det viser at disse liberale netop ikke udviser selvstændig tanke - men agerer som en styret pøbel. Og jeg tror mange af de samme vil frabede sig, hvis det netop var deres forretning der var udvalgt til andres happenings.
Men selvfølgelig bliver der råbt censur, når ikke de får deres vilje. For andres frihed til at fravælge denne form for agitation er en tand for kras for de (u)liberale.

Personligt tror jeg at dette hurtigt går i sig selv igen. For alle grupper vil blive dødtrætte af en lyninvasion af lemminger, så alle har en interesse i at stoppe idiotien.

Søren Kristensen

LA det være.

Thomas Christensen

Da jeg først hørte om FF tænkte jeg, at det var et lidt infantilt, men dog sympatisk forsøg på at engagere nogle unge i den politiske debat.

Den voldsomme panikangst, som initiativet har medført hos alle de politisk korrekte, herunder ikke mindst Information, er kommet helt bag på mig. Hvad er det, der så farligt? De eksempler, jeg har set på FF-kommentarer, har gennemgående været sobre. Jeg har i hvert fald ikke set en eneste FF'er hive nazi-kortet, hvilket ellers er et yndet debattrick blandt de panikangste, politisk korrekte når de skal omtale noget i omegnen af LA.

Er den politiske konsensus her i andedammen virkelig så forrykt, at LAs lyserøde socialliberalisme er det farligste i dansk politik siden Glistrup? Sandheden er jo, at LA ligger milevidt fra nogen som helst "ultraliberalisme". Det er ganske få år siden at Fogh, før han stjal socialdemokraternes politik, havde meget mere liberale holdninger end LA.

Til alle jer LA-hadere: Hvad er der galt med jer? Hvorfor er et parti, der næsten er så mainstream, som man kan forestille sig (i en normal politisk diskurs) så farligt? Hvorfor har I behov for at sammenligne Anders Samuelsen med Hitler og LA-tilhængere med hans stormtropper? Det er sørgeligt og langt mere ødelæggende for debatkulturen end det ret uskyldige FF-tiltag.

Troels Ken Pedersen

@ Thomas Christensen:

Jeg har set nogle af de andre debatsider, hvor FF'erne slog deres folder. Effekten var at 50 FF'ere væltede ind, leverede et læs paroler og skred igen. En eller to blev hængende lidt længere, men indtrykket var overvældende copy/paste-støj og afbrudt debat.

Jeg hader ikke LA, men jeg...

1) har ikke tænkt mig at stemme på dem
2) finder ikke at de på nogen måde har bidraget til at fremme konstruktiv debat ved FF-tiltaget og
3) værdsætter at Inf. har lukket for drengestregerne.

Det er jo ikke sådan at LA-tilhængere er udelukket fra debatten, her eller andetsteds.

Mors små mærkelige drenge.
Et af de mere eller mindre besynderlige sociale fremtrædener, som jeg har hæftet mig ved i LA's persongalleri, er disse fortænkte eksistenser, som tyder på at være opvoksede i familier bestående af ældre akademikere eller hos enlige mødre. De fremstår for mig, som drenge der har manglet en faderrolle at identificere sig med, og jeg har personligt meget svært ved at betragte dem som og kalde dem for - en mand.
Jeg er ret enig i deres offentlige kritik af mange kvinder og deres formåen (eller mangel på samme), men dette forsinkede oprør mod en dominerende mor, kunne de jo have taget hjemme i familiens skød, hvad de måske også har forsøgt?
Når den nørd-agtige og kejtede Ole Birk Olesen langer ud efter kvindekønnet, så har han på mange måder ret, men det kommer til at virke så patetisk, at det kommer lige netop fra ham, jeg ser mest den forsømte lille dreng for mig. Og ligeledes med den små Simon Emil, der langer ud efter "big mama", som det omklamrende samfund, ja han har da ret på mange måder, men sådan har de vestlige samfund udviklet sig siden 1945, hvor familie-mønsteret er blevet omdannet efter det senmoderne industrisamfunds behov, og kønsrollerne samtidigt med. Og selve partilederen, denne letvægter af en balletdanser, han mangler jo totalt tyngde og autoritet, og virker derfor både komisk og latterlig, når han forsøger at puste sig op som politisk leder. I sit stand-up indlæg på partiets landsmøde (eller hvad det nu heder) blev egoet og ord som "jeg" og "mit parti" brugt til overflod. Det mindede mig i den grad om "Frøen, der pustede sig op", altså Anders som Kermit, the frog, og gæt så selv, hvem der var miss Piggy. Det har undret mig, at Anders ikke fandt plads til sin mor i partitoppen, men måske skal den rolle varetages af storesøsteren, som er der hele tiden i baggrunden, så det ikke går helt galt for lille Anders på slap line. Hvis de folk kommer i FT også efter valget, så ved jeg da for alvor, at verden er af lave.

Med hensyn til konkurrencen. FA'EN TIL GEVINST!

Det her er interessant for mig. I sin tid debatterede jeg på en tråd her på Informations blog om klima, og jeg og en anden debattør fremsatte den mistanke, at nogle af debattørerne hele tiden med vilje prøver at afspore debatten og forhindre, at debattørerne når til nogen afklaring af hvad der er op og ned i klimadebatten. Disse `spielverderbere´ er fantastisk effektive med hensyn til at finde frem til en hvilken som helst tråd på en hvilken som helst blog, der handler om klima. Hvor de kommer fra, og hvordan de får tid til at bruge uanede mængder af tid på at fremkomme med teknisk komplicerede, men misvisende indlæg, vides ikke. Jeg og en anden debattør fremsatte dengang den mistanke, at disse `spielverderbere´simpelt hen er professionelle - de er repræsentanter for en eller anden løs eller fast organisation, og får penge for at skrive indlæggene. Måske tjener de til studierne på den måde?

Denne mistanke blev fremsat, men censuren på Information fik mit og andres indlæg om dette strøget. Jeg havde da heller ikke noget som helst bevis for mistanken - den var blot affødt af at disse mennesker debatterer på en måde, som sår mistanken om at de er betalt for det.

Nu kommer så denne helsides artikel i Information om, at der er mennesker som opfordres til at forstyrre enhver debat og får points for deres indlæg. Gevinsten - en aften i selskab med Anders Samuelsen - er som Torben Skov siger `Fa´en til gevinst´. Men hvis dette kan forekomme, så vil det da nærmest være usandsynligt, at energiselskaber der svømmer i penge ikke skulle udlove pengebelønninger for tilsvarende indsats.

Fænomenet er velkendt fra det amerikanske blogmiljø, hvis emnerne er våben, klima eller evolutionsteori og bagmændene er også rimelige velkendte selv om de dækker sig i et virvar af organisationer og fonde. Man genfinder organisationer i klimadebatten som tidligere var aktive i lignede aktiviteter omkring opløsningsmidler og arbejdsmiljø.
Om noget lignede foregår i Danmark ved jeg ikke, men jeg vil da ikke blive overrasket, vi har jo set meget aktivisme i landbruget omkring "Bæredygtig landbrug" som ønsker ikke bæredygtig landbrug og kredsen omkring Lomborg. Både tobaksindustrien og olieindustrien omkring malerhjerne, har jo været aktive med lignede kampanger.

@Søren Lom
Tak for kommentaren.
Det ville jo være godt, hvis man direkte kunne dokumentere den form for astro-turfing, hvor folk betales for at skrive blog-indlæg. Men det findes der vel ikke direkte bevis for?
Hvis du i øvrigt har nogen konkrete henvisninger/links til det du skriver, ser jeg dem meget gerne.

Marianne Mandoe

Hvad skal man så gøre for at vinde en sikkerhed dor at man ALDRIG kommer til at tilbringe en aften med Samuelsen?

Sten Christensen

Søren Lom og Kåre Fog

Det fænomen virker da begge veje, greenpeace har da ikke for vane at holde sig for god til "terrorisme" overfor meningmodstandere. At nogen så påkalder sig moral som argument for deres virkesiger jo mere omderes egne fordomme end om andres moral.
SC
.

@Søren Lom
Ja, takket være Naomi Oreskes og andre er forbindelsen mellem tobaksindustrien og klimabenægterne nu veldokumenteret. Man altså: at folk bliver betalt for at blogge på pengestærke interessers vegne, må vel forblive en ret stærk, men udokumenteret mistanke?

@Sten Christensen:
Jeg har ikke stødt på situationer, hvor Greenpeace afsporer en debat ved at `terrorisere´ modstandere. Jeg vil ikke afvise, at det sker, men igen: Kan vi ikke lige få belæg for påstanden, f.eks. henvisning til en blog, hvor det er foregået?